I det forrige så vi lidt på nogle af de forhold man som turleder ikke har og heller ikke kan få styr på, men selvom vi ikke kan det få det er vi alligevel nødsaget til at tage det med i vores forberedelser og under afvikling af turen.
Læs vol-I her - Læs vol-II her - Læs vol-III her - Læs vol-IV her
Læs vol-V her - Læs vol-VI her - Læs vol-VII her - Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her - Læs vol-X her - Læs vol-XI her - Læs vol-XII her
Læs vol-V her - Læs vol-VI her - Læs vol-VII her - Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her - Læs vol-X her - Læs vol-XI her - Læs vol-XII her
Der er mange ting der spiller ind både når man planlægger og udfører en længerevarende fjeldtur, men meget af det påvirker også kortere tur og ture fx i Sydsverige og i Danmark.
Vi har set på hvordan deltagernes fysiske formåen påvirker turen og på at vi ikke hjemmefra kan vurdere om deltagernes evner rækker til en fjeldtur, selvom de selv mener det hjemmefra.
Vi kan udbygge det lidt mere.
Jeg oplever ind imellem folk som jeg har vandret med i Danmark og i Sydsverige går hurtigt og sikkert på skovveje og stier, men når de kommer udenfor stierne og turen går gennem usporet terræn, så går det meget langsommere og langt mere usikkert.
Det samme kan man opleve på fjeldet. Folk der normalt anser sig selv som godt gående bliver pludselig usikre når det kommer til stenet terræn, og ikke mindst når vandløb skal krydses fra sten til sten. Det bliver så heller ikke lettere hvis rygsækken er tung.
Selvom vi ved hvad deltagerne har med af grej, det ved vi ikke altid helt idet nogle får sneget lidt ekstra i den inden turen, så har vi som turledere ikke ret megen, eller måske slet ingen, indflydelse på det.
Udstyr er dyrt og det er ikke mange der skifter funktionelt udstyr ud blot for at købe noget der er lettere og dyrere. Let grej er dyrt i de fleste tilfælde og som turleder kan man ikke med rimelighed kræve at deltagerne har bestemt udstyr med. Selvfølgelig kan vi kræve at deltagerne fx går i vandrestøvler og ikke i trailrunnersko eller andet, men det er et krav ud fra rutens terrænmæssige beskaffenhed. Vi kan også kræve regntøj, men ud over det kan vi ikke med rimelighed stille krav.
Deltagerne følger naturligvis, ofte, vejledningen i udstyrslisten vi fremsender inden turen, men det er først under turen på destinationen vi faktisk får vished om den er fulgt og at de har de hele med.
Vi kan altså risikere at stå med en deltager der på trods af kravet om vandrestøvler alligevel kun har vandresko med, eller vi kan stå med en som ikke har regntøj. Men hvad gør man så? Det er deltagerens eget ansvar, men i den sidste ende er det jo turlederen der har ansvaret.
På den anden side har deltageren også selv et ansvar overfor den samlede gruppe for at turen som planlagt kan gennemføres.
En af de ting jeg selv gør meget ud af er at gøre turen til alles tur og ikke kun turlederens. Det er vigtigt, at deltagerne føler medejerskab for turen og et fælles ansvar for dens gennemførelse.
Jeg mener at turene bliver bedst hvis man giver en vis grad af medbestemmelse og derfor konfererer jeg også med deltagerne undervejs. Vi taler om ruten og den eventuelle udfordringer som blokmark, stigninger og vad. Vi aftaler også sammen hvad tid vi starter om morgenen og hvad tid vi slår lejr. Der er ingen faste lejrpladser så vi tilpasser dagligt. Mit arbejde er så at holde øje med at vi kan nå at gennemgå ruten.
Som turleder laver man naturligvis en rute man mener deltagerne vil synes er spændende, og ikke en rute man selv nødvendigvis har lyst til at gå. Som turleder har jeg gået de samme ruter mange gange, men når folk betaler mig for en tur så er det også deres tur og ikke min. Desuden er det langt lettere at have styr på det hele når man kender ruten og terrænet til bunds.
Som turleder skal du også give plads. Deltagerne skal ikke mærke at turlederen er bedrevidende, men de skal føle at de er i sikre hænder hos en erfaren turleder der ikke leder hele tiden. Jeg synes i høj grad at man som turleder skal træde lidt tilbage og lade turdeltagerne selv bestemme over pause og andet så længe turens formål og tidsplanen overholdes. Som turleder bør man først tage skridtet til at lede hvis der er grund til det, men man skal heller ikke finde sig i at andre ved hjælp af gruppedynamikken tager over fordi lederen er for svag. Som leder skal man udstråle ekspertise, sikkerhed og ro. En turleder der er usikker eller viser svaghedstegn er en dårlig leder der skabe utryghed hos holdet. Er holdet, eller blot en deltager der føler at turlederen ikke er sikker og myndig så krakelerer holdet let hvilket er set mange gange.
Jeg har hørt om ture der er gået i opløsning fordi en deltager har følt sig usikker og turlederen har måttet ændre ruten med det resultat at andre har forladt holdet for at vandre for sig selv, eller hold der helt har opgivet ruten og er gået i standlejr for at gå dagsture. Hvis der er noget der kan drive folk til vanvid så er det at skulle lige for længe i lejr på samme sted.
Jeg har tidligere nævnt, at jeg hjemmefra laver ruten ud fra et skøn af deltagernes formåen i forhold til turens koncept. Turene er aldrig hurtigløberture med mange kilometers dagsetaper. Dagsetaperne er derimod relativt korte målt på kortet, men afstand skal også afstemmes efter terrænnets sværhedsgrad både med hensyn til stigninger og blokmark og vadesteder som alle tager tid.
Nogle går ikke så hurtigt opad bakke mens andre er langsomme og synes det er vanskeligere at gå stejlt ned. Nogle går nærmest i stå i blokmarksfelter og vanskelige vad tager rigtig lang tid, og den tid går fra tiden til selve vandringen.
Især på første fjeldtur har deltagerne tendenser til at have lidt for meget i rygsækken og ofte også ret tunge effekter. Det er således ikke ualmindeligt at nogle er nærmere de 20 kg imod mine 14 kg.
Har man en tung rygsæk og har lidt med balancen i blokmarkfelter så påvirke det hele gruppens tempo, og det må man som turleder være forberedt på.
Dette er også noget der overrasker nogle deltagere. Altså at de de har i rygsækken vejer meget samlet selvom det ikke tilsyneladende vejer så meget hvert for sig, og når man skal have rygsækken på hver dag i måske 10-12 dage i stedet for blot en weekend på en flad rute, betyder også meget.
En anden underlig ting jeg har oplevet der er normalt sikre mennesker der pludselig føler sig psykisk belastet af at være så langt ude i naturen at man ikke møder andre mennesker. Her spiller uvidenheden om ruten også ind. Altså ikke at deltagerne ikke kende ruten hjemmefra, men de har jo kun set den på et kort og har aldrig været der. Modsat den erfarne turleder så ved de ikke hvor de er på ruten. De ved ikke hvad der ligger forude af vad, terrænforskelle, stigninger etc. De kan derfor heller ikke forestille sig hvor langt der er til næste lejrplads.
Når jeg sætter cirkatider på dagsetaperne så virker det nogle gange som om visse deltagere opfører sig som om det er ligemeget hvor hurtigt eller langsomt man vandrer for hvis man starter vandringen kl 9 og dagsetapen cirka tager 6 timer så er man vel fremme kl 15, men sådan virker det jo desværre ikke.
Det var dagens historie :)
Vi har set på hvordan deltagernes fysiske formåen påvirker turen og på at vi ikke hjemmefra kan vurdere om deltagernes evner rækker til en fjeldtur, selvom de selv mener det hjemmefra.
Vi kan udbygge det lidt mere.
Jeg oplever ind imellem folk som jeg har vandret med i Danmark og i Sydsverige går hurtigt og sikkert på skovveje og stier, men når de kommer udenfor stierne og turen går gennem usporet terræn, så går det meget langsommere og langt mere usikkert.
Det samme kan man opleve på fjeldet. Folk der normalt anser sig selv som godt gående bliver pludselig usikre når det kommer til stenet terræn, og ikke mindst når vandløb skal krydses fra sten til sten. Det bliver så heller ikke lettere hvis rygsækken er tung.
Selvom vi ved hvad deltagerne har med af grej, det ved vi ikke altid helt idet nogle får sneget lidt ekstra i den inden turen, så har vi som turledere ikke ret megen, eller måske slet ingen, indflydelse på det.
Udstyr er dyrt og det er ikke mange der skifter funktionelt udstyr ud blot for at købe noget der er lettere og dyrere. Let grej er dyrt i de fleste tilfælde og som turleder kan man ikke med rimelighed kræve at deltagerne har bestemt udstyr med. Selvfølgelig kan vi kræve at deltagerne fx går i vandrestøvler og ikke i trailrunnersko eller andet, men det er et krav ud fra rutens terrænmæssige beskaffenhed. Vi kan også kræve regntøj, men ud over det kan vi ikke med rimelighed stille krav.
Deltagerne følger naturligvis, ofte, vejledningen i udstyrslisten vi fremsender inden turen, men det er først under turen på destinationen vi faktisk får vished om den er fulgt og at de har de hele med.
Vi kan altså risikere at stå med en deltager der på trods af kravet om vandrestøvler alligevel kun har vandresko med, eller vi kan stå med en som ikke har regntøj. Men hvad gør man så? Det er deltagerens eget ansvar, men i den sidste ende er det jo turlederen der har ansvaret.
På den anden side har deltageren også selv et ansvar overfor den samlede gruppe for at turen som planlagt kan gennemføres.
En af de ting jeg selv gør meget ud af er at gøre turen til alles tur og ikke kun turlederens. Det er vigtigt, at deltagerne føler medejerskab for turen og et fælles ansvar for dens gennemførelse.
Jeg mener at turene bliver bedst hvis man giver en vis grad af medbestemmelse og derfor konfererer jeg også med deltagerne undervejs. Vi taler om ruten og den eventuelle udfordringer som blokmark, stigninger og vad. Vi aftaler også sammen hvad tid vi starter om morgenen og hvad tid vi slår lejr. Der er ingen faste lejrpladser så vi tilpasser dagligt. Mit arbejde er så at holde øje med at vi kan nå at gennemgå ruten.
Som turleder laver man naturligvis en rute man mener deltagerne vil synes er spændende, og ikke en rute man selv nødvendigvis har lyst til at gå. Som turleder har jeg gået de samme ruter mange gange, men når folk betaler mig for en tur så er det også deres tur og ikke min. Desuden er det langt lettere at have styr på det hele når man kender ruten og terrænet til bunds.
Som turleder skal du også give plads. Deltagerne skal ikke mærke at turlederen er bedrevidende, men de skal føle at de er i sikre hænder hos en erfaren turleder der ikke leder hele tiden. Jeg synes i høj grad at man som turleder skal træde lidt tilbage og lade turdeltagerne selv bestemme over pause og andet så længe turens formål og tidsplanen overholdes. Som turleder bør man først tage skridtet til at lede hvis der er grund til det, men man skal heller ikke finde sig i at andre ved hjælp af gruppedynamikken tager over fordi lederen er for svag. Som leder skal man udstråle ekspertise, sikkerhed og ro. En turleder der er usikker eller viser svaghedstegn er en dårlig leder der skabe utryghed hos holdet. Er holdet, eller blot en deltager der føler at turlederen ikke er sikker og myndig så krakelerer holdet let hvilket er set mange gange.
Jeg har hørt om ture der er gået i opløsning fordi en deltager har følt sig usikker og turlederen har måttet ændre ruten med det resultat at andre har forladt holdet for at vandre for sig selv, eller hold der helt har opgivet ruten og er gået i standlejr for at gå dagsture. Hvis der er noget der kan drive folk til vanvid så er det at skulle lige for længe i lejr på samme sted.
Jeg har tidligere nævnt, at jeg hjemmefra laver ruten ud fra et skøn af deltagernes formåen i forhold til turens koncept. Turene er aldrig hurtigløberture med mange kilometers dagsetaper. Dagsetaperne er derimod relativt korte målt på kortet, men afstand skal også afstemmes efter terrænnets sværhedsgrad både med hensyn til stigninger og blokmark og vadesteder som alle tager tid.
Nogle går ikke så hurtigt opad bakke mens andre er langsomme og synes det er vanskeligere at gå stejlt ned. Nogle går nærmest i stå i blokmarksfelter og vanskelige vad tager rigtig lang tid, og den tid går fra tiden til selve vandringen.
Især på første fjeldtur har deltagerne tendenser til at have lidt for meget i rygsækken og ofte også ret tunge effekter. Det er således ikke ualmindeligt at nogle er nærmere de 20 kg imod mine 14 kg.
Har man en tung rygsæk og har lidt med balancen i blokmarkfelter så påvirke det hele gruppens tempo, og det må man som turleder være forberedt på.
Dette er også noget der overrasker nogle deltagere. Altså at de de har i rygsækken vejer meget samlet selvom det ikke tilsyneladende vejer så meget hvert for sig, og når man skal have rygsækken på hver dag i måske 10-12 dage i stedet for blot en weekend på en flad rute, betyder også meget.
En anden underlig ting jeg har oplevet der er normalt sikre mennesker der pludselig føler sig psykisk belastet af at være så langt ude i naturen at man ikke møder andre mennesker. Her spiller uvidenheden om ruten også ind. Altså ikke at deltagerne ikke kende ruten hjemmefra, men de har jo kun set den på et kort og har aldrig været der. Modsat den erfarne turleder så ved de ikke hvor de er på ruten. De ved ikke hvad der ligger forude af vad, terrænforskelle, stigninger etc. De kan derfor heller ikke forestille sig hvor langt der er til næste lejrplads.
Når jeg sætter cirkatider på dagsetaperne så virker det nogle gange som om visse deltagere opfører sig som om det er ligemeget hvor hurtigt eller langsomt man vandrer for hvis man starter vandringen kl 9 og dagsetapen cirka tager 6 timer så er man vel fremme kl 15, men sådan virker det jo desværre ikke.
Det var dagens historie :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar