Tanker om fjeldvandring vol-XVII - og om at være guide

Grønlandstiden er slut selvom jeg de næste år stadig rejste derop ind imellem idet jeg var medlem af Grønlands IT-råd indtil det, ligesom det danske blev nedlagt.
Jeg flyttede tilbage til Danmark, og her var det ikke helt så let at får IT-arbejde. Dels var der mange om budet, og dels var jeg slet ikke uddannet i det fag, men havde faktisk læst antropologi hvilket kun meget få kan leve af - man kan sige at det fag er den sikre vej til "kassedame" i Netto.
Skulle jeg fortsætte i det offentlige, som jeg jo var velbevandret i både før og under mit ophold i Grønland, måtte jeg søge lederstillinger der.
Efter nogen søgen lykkedes det og så var der ro på og en rimelig almindelig arbejdsdag.

Læs vol-I her - Læs vol-II her - Læs vol-III her - Læs vol-IV her
Læs vol-V her - Læs vol-VI her - Læs vol-VII her - Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her - Læs vol-X her - Læs vol-XI her - Læs vol-XII her

Læs vol-XIII her - Læs vol-XIV her - Læs vol-XV her - Læs vol-XVI her

Når man er væk i så mange år ryger en masse af venneskaren og bekendtskabskredsen - eller det gør den for sådan en som mig. Folk opfatter mig oftest som meget social, men det er jeg faktisk ikke. Jeg kan sagtens klare mig med mit eget selskab. Jeg savner ikke mennesker omkring mig hele tiden. Faktisk skal jeg tage mig sammen for at være social men når jeg er i det har jeg det som oftest vældig sjovt.

Jeg kan derfor også uden problemer tage på tur helt alene og jeg har mange gange gået ture i Lapland på en måned ad gangen helt alene og lidt ligesom da jeg var barn hvor jeg enten sad og læste eller gik alene i mosen eller i skoven. Jeg har aldrig haft meget nære venner ligesom jeg har set andre have. Altså livslange venskaber der har holdt helt tilbage fra skoleårene men jeg har heller ikke savnet det. Jeg har i mange år hvor jeg har boet alene holdt jul og nytår alene for bare at nævne det, eller taget på ferie eller vandreture alene.

Når det er sagt så holder jeg også af fællesskaber. Jeg får bare fællesskaber på en anden måde, nemlig ved at tage på tur med andre, og da jeg har et indbygget formidlingsgen så holder jeg meget af at indføre andre i friluftslivet.

Jeg sad derfor en aften efter jeg var flyttet ned til Danmark igen, og ledte lidt på Google efter andre der var friluftinteresserede. Jeg stødte på et website der hed outsite.org. Den var ejet af Lars L og havde Lars T med i en lille redaktion. Nå I kan da godt få deres rigtige navne, det har de sikkert ikke noget imod og mange af jeg kender i hvert fald den ene. Lars Lundstrøm og Lars Thomsen. Ja helt rigtig gættet det er Lars der har arbejdet i Luffeland i mange år og stadig gør det. Lars er også en drivkraft indenfor friluftslivet i Danmark og vi møder ham på forskellige ture.

Jeg blev indlemmet i Outsites redaktionsgruppe og var der i mange år og den historie skal jeg ikke trætte jer med, men arbejdet der gav mig gode muligheder for at lave en masse ture og kurser for mange helt gratis. Turene foregik på delebasis og ingen tjente penge på dem i mange år.

Efterhånden tog Facebook over og der blev oprettet en masse grupper der stort set overlapper hinanden.

Jeg tog stadig på fjeldet og næsten hver gang i det samme område jeg havde vandret i i mange år nemlig Kebnekaisefjeldene i Svensk Lapland.
I mange år arrangerede jeg ture i Sydsverige og i fjeldet. Turene i Sydsverige var både vandre- og kanoture og vandreturene både sommer og vinter. Forår, efterår og vinter er faktisk den bedste tid i Sydsverige og der har vi haft rigtig mange fine ture i blandet terræn.

Når jeg vandrer i Sydsverige vandrer jeg også nødigt på markerede stier. Det er meget sjovere at vandre i terrænet og selv lave sine ruter, hvilket jeg faktisk har skrevet en bog om. Det har altid irriteret mig at en afmærket rute, der ofte starter et sted og ender et andet, skulle styre min vandring. Ja ja jeg ved godt at man må slå lejr hvor man vil, men man lader sig let styre fra det ene shelter til det andet.

Et andet problem er så hvordan man kommer tilbage til bilen igen uden at gå tilbage i samme spor som man gik ud i, og hvem gider gå tilbage af samme spor? Ikke jeg.

Det fik mig tidligt til at gøre det anderledes. Jeg brugte noget af den markerede vandrerute og drejede så ud i terrænet og i en bue tilbage til bilen. Det fungerede fint men det holdt jeg også op med. Nu ser jeg på kort hjemmefra og finder de områder der er tyndest befolket og der lægger jeg hele min rute, helt væk fra stier der er markerede. Selvfølgelig bruger jeg skovveje og eksisterende stier, men jeg går også direkte gennem usporet terræn. Min metode sikrer mig også gode lejrpladser ved søbredder eller vandløb hvor jeg har det hele for mig selv og hvor der ikke kommer andre forbi.