Tanker om fjeldvandring vol-IV

Nu har vi vist fået slået fast, at jeg kun er til polaregne. Chancen for at jeg vil honorere anbefalinger om at prøve Tenerife, Skotland, Alperne eller for den sags skyld Himalaya, er ikke-eksisterende. Jeg kommer aldrig til at vandre andre steder end i Norden og i Grønland.

Læs vol-I her Læs vol-II her Læs vol-III her

På vej til Ikkatteq

Når nu jeg kom til at nævne Grønland, så har Grønland altså en speciel plads i mit hjerte, men det er også et blødt punkt.
Interessen stammer helt tilbage fra min barndom, og helt kort er det mine forældres skyld. Helt tilbage i tiden da jeg var en lille dreng og før jeg kom i skole (det gjorde jeg i 1955) lejede mine forældre hver sommer et hus ved Smidstrup strand ved Gilleleje. Der holdt vi sommerferie. Vores far arbejdede men vores mor gik hjemme og passede min søster, der er 4 år yngre end mig, og mig, så vi var der hele sommerferien eller i hvert fald i lang tid og mere end 2 uger i hvertfald for vores far havde eller holdt fri i 2 uger og kørte frem og tilbage de andre uger så han arbejdede om dagen og var sammen med os i fritiden.

Tiden gik og jeg kom i skole, men vi tog stadig til Smidstrup indtil et år hvor mine forældre syntes at nu var det nok. Der skulle ske noget andet så nu skulle vi på camping - det var moderne dengang. Jeg var vist 8 år da det eksperiment startede, jeg husker det ikke præcis.

Der blev så indkøbt et kæmpe villatelt. Et af de der med to kabiner og et utal af stænger ingen kunne finde ud af. Men vi kørte så i fars bil til Rørvig. Hvorfor det lige var der campingæraen skulle starte ved jeg ikke. Vi børn blev ikke involveret i noget. Vi fulgte bare med.

Teltet var jo ikke testet hjemmefra men lå bare uudpakket for hvor svært kan det være at slå et telt op når man er ingeniør?
Efter en time eller noget i den stil og hvor tilskuerskaren var vokset støt var teltet stadig ikke rejst, men så forbarmede nogle garvede campister sig og hjalp til med deres ekspertise så kom det endelig op.

Vi var der en uge og så skulle der flyttes plads - hvorfor ved jeg ikke, men det hele blev pakket sammen og vi tog færgen over til Hundested og en campingplads der. Det gik lettere med teltet der.

Jeg tror ikke at min far stadig havde den store begejstring for campinglivet mere, for en dag da vi købte is i en kælderisbutik på hovedgaden i Hundested gik vi tur på hovedgaden. Vi kom forbi en ejendomsmægler der solgte sommerhusgrunde. Dem kikkede min far meget på og så ved jeg ikke hvad der videre skete men vi kørte ud og så på en kæmpestor pløjemark der åbenbart skulle udstykkes eller allerede var udstykket til sommerhusgrunde. Min søster og jeg interesserede os ikke videre for oppløjet jord så den tur husker jeg ikke ret meget fra.

Allerede sidst på sommeren skulle vi så derop til Hundested igen. Far havde købt sommerhusgrund.

På en eller anden måde blev der sået græs på grunden der skrånede så man kunne se vandet. Der blev plantet træer og det var ret kedeligt.
Året efter skulle der holdes sommerferie på grunden hvor der nu var opsat en skuragtig træbygning med et aflukke med et tørkloset.
Sommeren gik med at vores forældre sov i huset mens min søster og jeg havde villateltet der var slået op ved siden af, og så skulle der graves til vand og EL og jeg ved ikke hvad, men året efter stod der et fint og stort sommerhus med flere værelser bad og alt muligt andet moderne der lignede det vi havde hjemme bortset fra at der ikke var noget badekar i badeværelset.

(Den bliver lang den her :))

Nu skal jeg ikke trætte jeg med alle detaljerne, men der skulle slås græs. Børnearbejde var for længst opfundet så det var mit job. Det tog mig faktisk en hel weekend at komme igennem al det græs med håndskubberen og ugen efter var det langt igen og det hele fortsatte - det gad jeg ikke. Jeg gad overhovedet ikke sommerhus. Der var ingen legekammerater. Kun de der store grunde hvor nogle byggede på og resten stod bare som ukrudtmarker. (Idag er det et villakvarter i Hundested).

Knud Rasmussens hus i Hundested - læg mærke til tavlen ved døren hvor åbningstider og priser står

For at slippe for al det arbejde stak jeg af før mine forældre var stået op. Jeg gik langs stranden og stødte på Knud Rasmussens hus. Det så spændende ud og på skiltet udenfor stod der at der var entré men at børn var gratis.
Jeg er ikke sikker på at det gjaldt børn der ikke kom sammen med forældrene, men det fattede jeg ikke så jeg gik bare ind. Den venlige dame der passede huset så hen over hovedet på mig i håb, tror jeg, om at se nogle der kunne ligne forældre, men der var jo ingen. Det var lige ved åbningstiden om formiddagen så der var ikke andre end mig. Damen forbarmede sig og viste mig lidt rundt. Jeg var meget imponeret og så hundeslæder, indlandsis, eskimoer på jagt og en masse fremmede genstande som jeg studerede.

Jeg vendte tilbage den ene gang efter den anden og fik lov til at gå rundt og på vej hjem kunne jeg sagtens få lerskrænterne til at ligne isfronten på indlandsisen men jeg legede fanger.

Sådan startede min interesse for Grønland og efterfølgende løste jeg samtlige bøger af Knud Rasmusen og af mange andre. Jeg har i dag et pænt bibliotek af, tror jeg, alt hvad der er udgivet på dansk om polarforskning.

Der skulle gå mange år før jeg rent faktisk satte mine vandrestøvler på Grønlands klipper, men mere om det senere ...