Denne gang skal vi se på den meget spændende rute, mine stakkels elever blev udsat for under en af ungdomsskolens ture.
Når vi arbejdede med planlægningen af ruterne i lokalet på skolen, så blev eleverne naturligvis inddraget i hele forløbet. Selvfølgelig havde mange af dem ikke fjelderfaring endnu, men nogle var altid gengangere på holdene og tog med flere år i træk, og de kunne bidrage med deres egne erfaringer, både til holdet men også til mig.
Som underviser og guide har man ofte en tendens til at være den eneste der kender facit, men sådan er det ikke i virkeligheden. Jeg har ofte hørt, specielt fra helt unge, spørgsmål som "hvorfor gør vi aldrig sådan eller sådan?" og "kunne man ikke gøre det på den her måde?". Lytter man efter her og tænker sig om så er disse spørgsmål med til at man ikke hele tiden er så konservativ, men ændrer sig til noget bedre. På den måde har jeg lært rigtig meget hen ad vejen.
Nogle gange skal man tilsidesætte sin egen mening om hvor dygtig man er, for den dag man har fornemmelsen af at man er ufejlbarlig og ved alt, så er det man enten fejler eller stagnerer i livet.
Men tilbage til vores rute som jeg lovede at give mere information om - måske er der en eller flere af jer læsere der kunne tænke sig at prøve den. Den er jo, som nævnt, ret flot i godt vejr og dramatisk i dårligt vejr.
Turen op til Kiruna foregik altid med tog. Tog er hyggeligt og tager lidt tid men i den kan man hygge sig og det gør de unge. Vel ankommet til Kiruna tager vi busen ud til Nikkaluokta der ligger for enden af landevejen. Herfra er der 19 km vandring til Kebnekaise fjeldstation. Den vej skulle vi ikke denne gang.
I stedet vandrer vi tilbage over dæmningen og finder skiltet der viser vej til stien op igennem Visttasvággi. Vi følger stien et stykke. Her er tæt skov og myggene fandt os hurtigt i det gode vejr. Cirka 3 km fremme drejer vi fra. Dengang var der ikke noget der hed GPS så afstanden blev målt sådan cirka, men hvis nogen vil have et GPS spor så skriv til mig.
Der er træer og buske på fjeldsiden og ind imellem er skoven ret tæt så det gælder om at ramme uden om det værste. Vi skal stige fra omkring 500 moh og op til 800 moh før skoven ligger under os så det er lige 300 højdemeter op. Vi tager retning mod søen 606 for at have et pejlepunkt. Det gør vi med en kompaskurs, og så møver vi op igennem skoven. Det er tungt at gå i skov og især opad men vi når søen på et lidt sumpet plateau, og herfra læger vi en ny kurs direkte mod renvokterhytten længere oppe. Hytten finder vi lige i trægrænsen og derfra er vandringen lettere kan vi se.
Der er træer og buske på fjeldsiden og ind imellem er skoven ret tæt så det gælder om at ramme uden om det værste. Vi skal stige fra omkring 500 moh og op til 800 moh før skoven ligger under os så det er lige 300 højdemeter op. Vi tager retning mod søen 606 for at have et pejlepunkt. Det gør vi med en kompaskurs, og så møver vi op igennem skoven. Det er tungt at gå i skov og især opad men vi når søen på et lidt sumpet plateau, og herfra læger vi en ny kurs direkte mod renvokterhytten længere oppe. Hytten finder vi lige i trægrænsen og derfra er vandringen lettere kan vi se.
Efter en kort pause ved hytten går vi videre. Vi krydser et lille vandløb der også løb forbi hytten og går mellem toppene Guhppuszohkka og Giebmečohkka og er nu oppe i 1200 moh og på ca. den højde skal vi blive.
Vi drejer lidt mere mod nordvest for at finde vandløbet der løber ned i kløften Máffigorsa for at finde teltpladser. Se kortet under her! Udsigten heroppe er imponerende.
Vi får teltene op og hviler os efter en hår dag men er glade for nu er vi på højfjeldet og rigtig i gang.
En ny dag gryer og vi kryber ud af teltene. Det er ikke fordi vi er særlig hurtige til at starte dagen. Jeg styrer ikke deres soverytme og de hygger sig ofte i teltene om aftenen med snak og kortspil, og den fornøjelse skal de have.
Det er lyst døgnet rundt på denne årstid så det er lige meget om vi vandrer nat eller dag. Ind imellem når det er for varmt vælger vi faktisk at vandre om natten hvor det er lidt køligere.
Vi vandrer videre og går nord om fjeldet Ruohkkezohkka og videre frem imod Duopmačohkka hvor vi rammer vandlæbet fær den stejle opgang mod kløften Šnjalžogurra.
Vi står nu i en slags gryde og har passet foran os. Det er totalt dækket af en stor snefane. Vi stå i 1200 moh og skal 200 meter op over den der sne. Jeg går forrest, prøver sneen og banker støvlesnuderne ind for at lave fodspor. Sneen er fin og det går godt. Skråningen er ikke så stejl så man vil glide ned hvis man falder, men sne er ret irriterende at vandre i og specielt opad. Omsider stå vi oppe på fjeldtoppen Duopmačohkka og kikker os omkring. Under os kan vi se nogle lækre grønne teltpladser i kløften under os. Nu er det ofte sådan at jo grønnere noget er heroppe jo mere vådt er det, men jeg har været her før og ved at pladserne er finne (jeg var der også i 2021 med en voksengruppe).
Vi telter på pladserne efter at være vandret ned til dem. De ligger flot ved et lille vandløb og selv om vi er oppe i over 1200 moh er her rimeligt plant og blødt græs uden at det er sumpet.
Vi tager nu en direkte kompaskurs mod fjeldet Vássačohkka det ligger lige over Moarhmma-passet (Mårma). Vi skal over og fange stien der fører ned til Visttas-hytten i Visttasvággi.
Vi går nu fra vores lejr og videre opad mod det langstrakte højfjeldsplateau Ruomasčorru der ligger i 1500 moh så det går atter opad men ikke uden flotte udsigter i et spændende terræn. Vi skal hele vejen hen over plateauet. Der er ingen teltpladser heroppe men masser af sne. Vi rammer som planlagt stien ved at gå mellem toppene 1470 moh og 1647 moh.
Vi holder en velfortjent frokostpause mens vi taler om at gå lidt højere op for at bestige Vássačohkka (1733 moh). Vi står i 1600 moh så det er ikke noget særligt. Det går jævnt op til den flade top og derfra kan vi let komme ned igen ad en lang bakke udenom den lille døde gletsjer der ikke mere er en rigtig gletsjer men blot noget is.
Vi er atter på stien og vandrer ned til søen Vássajávri, hvor der desværre ikke er tteltpladser, og over det lidt sjove vadested over vandløbet fra søen. Det er ret dybt men man går fint på store sten hen over.
Vi runder fjeldsiden Vássanjinnji og går ned til søen Vássaloamijávri hvor der er rigtig fine teltpladser. Her ligger vi og hviler ud i en fin lejr inden vi næste dag blot skal følge stien videre ned til Visttsa-hytten.
 |
| Vássaloamijávri set oppe fra. |
Vores tur slutter selvfølgelig ikke her. Vi fortsatte over i Stuor Reiddavággi mod Nállu og Sealgga og videre til Kebnekaise fjeldstation og de ruter har jeg beskrevet andet sted.
Når man ser på højdekurverne så passer det meget god at vi har vandret opad bakke i fire dage som holdet påstod.
Når man ser på højdekurverne så passer det meget god at vi har vandret opad bakke i fire dage som holdet påstod.
På trods af at denne tur er ret hård så var der ikke sure miner, alle fulgte med og hjalp hinanden over stigningerne.
Turen er fin specielt i godt vejr som nævnt, så jeg kan sagtens anbefale den, men i vore dage vælger jeg at flyve helikopter op fra Nikkaluokta og vi flyver op til søen Dolakjávri eller til Dolakčohkka alt efter om vi skal telte med det samme eller vandre lidt videre første dag.
Jeg vandrer sjælden samme tur flere gange. Der bliver altid ændret på den så turen vi gik i 2021 var lidt anderledes idet vi ikek gik helt op til Mårma men drejede fra syd om fjeldet Jorbaåivi, gik frem til Vássajohkka som ikke kan krydses, og videre ned langs ´den til den faldefærdige kåte ved broen i Visttasvággi.
Jeg vandrer sjælden samme tur flere gange. Der bliver altid ændret på den så turen vi gik i 2021 var lidt anderledes idet vi ikek gik helt op til Mårma men drejede fra syd om fjeldet Jorbaåivi, gik frem til Vássajohkka som ikke kan krydses, og videre ned langs ´den til den faldefærdige kåte ved broen i Visttasvággi.
Tilmeld dig som fast læser :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar