fredag den 15. september 2017

”Rejsen ud af kaninens pels” – af Theiss Bendixen

Da Steffen fra Gyldendal sendte mig denne bog til anmeldelse blev jeg faktisk noget overrasket. Normalt anmelder jeg bøger om natur og friluftsliv, og bortset fra kaninen på omslaget var der ikke meget der tydede på at denne bog ville omhandle noget der kunne relatere sig til disse emner.

Men, jeg er jo nysgerrig af natur og på omslaget fandt jeg også denne tekst: ”En fortælling om
overtro, videnskab og den virkelige verdens vidunderligheder”! Og på omslagsflappen har professor Amin W Geertz fra Århus Universitet skrevet denne tekst: ” Denne bog tager hul på de store spørgsmål om livet, universet, religion, kultur og – sidst men ikke mindst – menneskets evolution.
Ekvilibristisk og begaveligt beskrevet!”

”Ekvilibristisk og begaveligt”! Det er jo store ord så min nysgerrighed blev yderligere vagt og jeg kastede mig over bogen for at se om ikke jeg blev klogere efterfølgende.

Bogen er ganske finurligt og levende skrevet så den ene side tager let den anden. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig og ligesom forfatteren selv genkendte jeg mange af de tanker der også er fløjet gennem min hjerne gennem tiden; hvordan er verden skabt, hvorfor er vi her, er vi de eneste i verdensrummet eller findes der andet liv derude, hvorfor er vi overtroiske?

Hvorfor er vi overtroiske? Jeg er da ikke overtroisk og jeg tror ikke engang på Gud. Eller er jeg overtroisk alligevel og er vi alle det?
Mens jeg læste kom jeg i tanke om en hændelse på en fjeldtur. Jeg var på en af mine mange vandreture i Kebnekaisefjeldene og var efter starten i Nikkaluokta vandret op på det vældige højfjeldsplateau, Čeivrraláhku hvor jeg slog lejr.
Her var jeg helt alene i det vældige fjeldområde. Vi er i starten af september og ikke mange andre vandrere eller andre var i fjeldet på den tid.

Mens jeg sad ude og tilberedte min aftensmad udenfor teltet og pludselig så jeg en person stå og stirre på mig ovre på den modsatte fjeldside. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en skygge i en kløft langt væk, men den lignede et menneske der stod helt ubevægeligt. Opdagelsen og erkendelen af at det ikke var et menneske skete på et splitsekund, men fornemmelsen ville ikke rigtig slippe mig og jeg følte hele tiden at det var en person selvom jeg jo vidste bedre.

Hvorfor jeg havde det sådan kommer forfatteren godt rundt om i bogen, og selvfølgelig er der en naturlig forklaring ligesom der er på næsten alt i denne verden, men alligevel lader vi os bedrage af vores egen hjerne – og det endda så meget at jeg den dag i dag mere end 30 år efter stadig har erindringen lysende for mig.
Hvorfor vi er overtroiske og altid på vagt overfor det ukendte forklares fint i bogen.

Bogen kommer ind på mangt og meget og jeg synes den fint og levende gennemgår samtlige livets store spørgsmål og giver naturlige froklaringer på det meste og teser om det vi stadig intet ved om.

Selvom bogen ikke direkte handler om natur- og friluftsliv er der alligevel sammenhænge for når vi er derude undres vi jo både over hvordan livet er opstået og hvorfor der er de dyr og planter der er, og vi fascineres af naturmiljøer som fjelde der måske fører tankerne hen på Ringenes Herre eller andre bøger, vi hører ”stemmer” i de klukkende vandløb der måske fører tankerne hen på historien om Åmanden og om Store Claus og Lille Claus for ikke at nævne lyde i skoven eller figurer vi ser i lejrbålets luer i aftenmørket.

Bogen er absolut læseværdig og yderst spændende.

Theiss Bendixen er kandidatstuderende i psykologi og tilknyttet forskningsenheden Religion, Cognition and Culture ved Aarhus Universitet og har siden sine tidligste år været optaget af menneskets særegne natur, ophav og udvikling, af livets historie og af Universets vidunderligheder; af hvordan verden virkelig hænger sammen.

Fakta
Forfatter: Theiss Bendixen
Type: Hæftet
Isbn: 9788702233155
Udgave: 1
Udgivelsesdato: 21-08-2017
Sideantal: 320
Forlag: Gyldendal

Pris: 299,95

lørdag den 9. september 2017

Skal vi have Allemandsret i Danmark?

På naturens dag den  10. september 2017, det er i morgen, vil Enhedslisten fremsætte et forslag om etablering af en Allemandslignende ordning som den vi har i Norge og Sverige, men er det en god idé?

»Det er afgørende, at danskerne har god og uhindret adgang til natur – både i by og på land. For vi vil gerne være i naturen. Vores natur er desværre trængt op i en krog. På landet af et industrielt landbrug der breder sig. I byerne udgøres naturen mange steder kun af mælkebøtterne mellem fliserne og en pænt friseret græsplæne i parken.
Men det behøver ikke være sådan. Vi kan i stedet vælge, at give plads til langt mere natur og mere mangfoldig natur både på landet og i byerne, til gavn for både natur og mennesker. Og vi kan åbne op for bedre adgang til den natur vi har.
Sådan lyder det fra Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding, som i forbindelse med Naturens dag den 10. september vil præsentere et nyt udspil der afsætter én grøn milliard om året til mere tilgængelig og mere mangfoldig natur til danskerne de næste tre år og som vil åbne markant for danskernes adgang til naturen gennem en dansk version af allemandsretten.«


Umiddelbart kan et sådant forslag få et dedikeret friluftsmenneske til at juble, mens Venstre naturligvis ikke vil være med idet de vil værne om den private ejendomsret som jo i form af en øget adgang til især private skove, vil udfordre denne.

Jeg kan ikke rigtig se hvordan en sådan lov ville kunne indføres i Danmark. De danske skove og naturarealer, der alle egentlig er kulturlandskaber, er langt mindre og mere følsomme end skovene i Norge og Sverige og desuden er de private arealer langt mere erhvervsområder end de er i Sverige.

I Danmark er det ikke alene skovdrift der driver skovene. Gavntræ er nok ikke nogen særlig givtig produktion de fleste steder i Danmark, men udlejning af skovene til jagtselskaber er en vigtig indtægtskilde for mange skovejere, og da mange af dem der har råd til at leje jagt nog snarere leverer deres stemmer til V end til EH så er der allerede der en barriere.

En anden barriere som jeg ser skovejerne kan bruge som modargumentation er de mange ulovlige bålpladser og andet der ses i statsskovene (Naturstyrelsens skove) og som vidner om at i hvert fald nogle friluftsfolk ikke har til sinds at overholde reglerne.

På de private skovejeres side står også campingpladsejerne der i forvejen ser sig, måske uberettiget, truet af de fri teltmuligheder i Statsskovene og ikke mindst de mange shelterpladser der frit kan benyttes og som campingpladsejerne mener fratager dem kundeunderlaget. Det sidste er nok en anelse overdrevet idet de der anvender shelterne nok ikke i samme grad ville benytte campingpladserne.

Når jeg nu nævner shelterpladserne så mener jeg at friheden derude allerede nu er udfordret idet shelterne ikke kun anvendes af friluftsfolket - altså friluftsfolket som jeg ser dem- men snarere anvendes af familier der bruger dem som gratis weekendophold og blokerer dem for de der kommer vandrende.

Men hvorom alting er så bliver det spændende at følge forslaget fra EH.

torsdag den 7. september 2017

Nordlys - god chance for nordlys over Danmark i nat

Onsdag formiddag dansk tid skete der to kraftige eksplosioner på Solens overflade. Det ene var det kraftigste soludbrud, som er sket i mere end et årti, og en sky af elektrisk ladede partikler er nu på vej ned mod Jorden.


Partiklerne ventes at ramme Jordens magnetfelt fredag, og når det sker, kan store dele af kloden blive badet i nordlys, oplyser det amerikanske rumagentur NASA.

 »Hvis vejret er klart, vil der være rigtig god chance for at se nordlys i hele Danmark,«
siger Christoffer Karoff, som er lektor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

I artiklen her kan du læse mere om, hvad nordlys egentlig er. 
Læs hele artiklen her!

Kilde: videnskab.dk