Der er nogle der er kreative i fjeldet

Da jeg for mange år siden første gang vandrede fra Nikkaluokta og ind mod Kebnekaise så det hele anderledes ud.
I Nikkaluokta var der en lille kafé i en gul træbygning. Her mødte jeg Marit Sarri første gang. Marit var ikke ret gammel dengang, men hjalp alligevel til i familiens kafé. Det var på en måde hyggeligere dengang selv om den nye røde bygning er flottere og er holdt mere i samisk stil.

Nikkaluokta i dag

Det var altid hyggeligt, og er det stadig, når man ankommer til Nikkaluokta, at gå ind og få lidt at spise, eller måske blot en øl eller en kop kaffe, mens man snuser til stemningen kigger butikken igennem, og måske lejer en boks til ting man skal bruge på hjemvejen, hvis man da ellers kommer tilbage efter endt fjeldtur. Det er også værd, at se om der skulle være noget samesløjd man kan købe og tage med hjem.

Derefter vandrer man måske mod Kebnekaise af det slidte spor og ender ved Laddjujávri og båden, der sparer én for en fem til seks kilometers vandring.

Her ved Laddjujávri lå i gamle dage Enoks Kafé, og her kunen man så få endnu en kop kaffe mens man ventede på båden. Enoks Kafé findes ikke mere, men der er kommet noget mere moderne nemlig Lap Donald!

Lap Donalds ved Laddjujávri

Jeg 'faldt' også i

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Lap Donalds troede jeg det var løgn. Man laver sq ikke en burgerbar ude i fjeldet - det er alligevel for plat. Men hvorfor ikke? Det er en skæg idé og mere hellig skal man heller ikke være, og så smager de der renburgere ganske udmærket med en dåse Nordlandsk Guld til mens man venter på båden.

Det er lidt plat, men idéen er faktisk også god og samerne i området lever jo faktisk mest af turisme ligesom folk mange andre steder så det er i orden syntes jeg, men jeg kan godt huske friluftsforaenes fælles ramaskrig da det første gang slap ud at den fandtes. Også på www.outsite.org var der debat om det.

Strækningen mellem Nikkaluokta og Kebnekaise fjeldstation er 18 kilometer. En sej omgang hvis man skal nå derind på én dag, men så er båden et godt supplement. Man får hvilet ud imens man sejler og man sparer en fem til seks kilometer hvilket gør strækningen noget mere overkommelig.

Udsigt fra båden på Laddjuvággi. Fra venstre Duolpagorni, Siŋŋičohkka og Kebnekaise

Sejlturen er flot og man får fin udsigt ind over fjeldene man er på vej ind til og man får et flot vue mod de mest markante silhuetter i Kebnekaisemassivet.

En kanotur på Unnen

Jens og jeg har været på mange kanoture sammen. Ofte har det været på Immeln eller der omkring, men det kunne ikke blive ved - vi kendte efterhånden kanovandene der temmelig godt. Ikke at der ikke er fint, det er der såmænd og egentlig er det lige meget hvor man padler. Vand er vand og Immeln har tilpas mange fine øer, og andre steder hvor man kan slå lejr helt ugenert, men alligevel besluttede vi at noget nyt måtte prøves.

Jens i strandcampen ved Unnen

Der blev kikket en del på kort, men det skal også være til at komme til, så man kan ikke kikke ret langt mod nord, hvis man planlægger en weekendtur.

Vi kikkede lidt på Bolmen, men den er så stor og lidt uoverskuelig da den mangler øer og så vilel det blive en rundtur langs kanten elelr en tur ud og hjem igen, hvilket ikke er så spændende.

Nabosøen derimod den så tillokkende ud. Unnen hedder den og det er sådan en langstrakt sø  og på kortet så der ret øde ud langs den bredder de fleste steder, så den valgte vi.

Vi kørte i bil derop med kanoen på taget. Der er lidt længere fra Køge end til Immeln, men ikke ret meget så det gik.

Ved en gammel sluse mellem Bolmen og Unnen, satte vi i vandet i et lidt overskyet vejr, men det hold tørt.

Bålmad

Fredag aften skulle vi ikke så langt. Det blev tidligt mørkt på denne årstid, men noget skulle vi nå. Vi skulle også have bålmad hele weekenden, og havde ikke benzinbrændere eller andet med som supplement, og når man skal have bålmad, skal man bruge lidt tid på at samle brænde og lave bål.

Vi sejlede ud af den korte kanal, og ud på søen og hurtigt spottede vi et næs på den anden side. Man kunne ikke se præcis om det lå på en ø, eller om det bare var et næs på fastlandet, men det fik være. Vi gik i land på en lidt stenet strand men den var fin.

Vi etablerer gerne lejr på en sådan måde, at vi har telte og andet overnatningsgrej lidt tilbage fra vandkanten, og så har vores strandcamp med bål, nede ved vandet og udsigten.

Det var en vældig fin aften, og vi sad længe oppe ved bålet og nød livet.

Næste morgen begyndte det at småregne. Vi fik gang i bålet og noget morgenmad indenbords og padlede ud igen. Vi efterlod en hel del brænde vi havde lavet aftenen før, men vi havde ikke plads til det i kanoen, så det måtte komme andre tilgode.

Sydpå padlede vi, og snart pissede det ned, eller rettere det stod ned i lårtykke stråler!

På kanoture har jeg aldrig mit nyeste tøj med. Det man bruger på en kanotur, hvor man ofte bliver beskidt og får gløder på sig, må gerne være noget hvor det ikke betyder så meget.

Det fantastiske skaltøj

Jeg havde et gammelt TNF GoreTex skisæt. Et temmelig dyrt et jeg ikke nænnede at smide ud. Det var med salopettes (smækbukser) og med lynlås i bagdelen, så man kunne gå på toilettet uden at tage dem af. Og selvfølgelig lynlåse hele vejen ned i buksebenene, så man kunne tage dem af og på med støvler på. Skide smart og så er de lilla, som var en smart farve engang, men som nu er totalt outdatede, hvorfor de vækker megen moro når jeg stiller op i dem, sammen med den lilla jakke der hører til.

Det regnede som sagt. Jeg tror faktisk at dette er den eneste kanotur jeg har været på, hvor det ligefrem var nødvendigt at øse mens vi padlede. Hunden der lå midt i kanoen, lå i vandet og stirrede op på mig der sad bagest i kanoen. Jeg ved ikke hvad den tænkte, men det er ikke svært at regne ud, for hun var lige så våd som os andre, altså bortset fra mig med det smarte skaltøj - troede jeg.

Nu mærker man jo ikke så meget lige i kampens hede og jeg havde travlt med både at padle, styre og øse mens vi padlede nedad mod søens sydlige ende.

Aftenhygge

Vi ville finde teltpladser et elelr andet sted dernede, men bredderne var underlige, elelr det er de stadig omkring søen. Det ser fint ud udefra vandet, men når man så kommer tættere på er der ligesom en vold fra vandkanten og en meter ind hvorefter det bagved liggende terræn er lavere og vådt.
Sådan var det hele vejen rundt langs de bredder vi nåede at inspicere inden vi opgav og begav os tilbage til den plads vi havde brugt aftenen før. Vi fandt ikke andre mulige lejrpladser i hele den sydlige del af søen!

Det regnede stadig da vi gik i land. Hunden kunne godt kende stedet, og syntes nok vi var åndssvage. Brændet var nu vådt ligesom alt stort set var, og da jeg steg ud af kanoen, kunne jeg mærke hvad jeg frygtede. Jeg var våd i røven og på brystet, hvor vandet var slået ind gennem de ikke vandtætte lynlåse. Hvad skal man med vandtætte lynlåse i skitøj? Det regner jo ikke når man står på ski.

Nu var jeg ikke lidt våd! Lynlåsen i røven og faktisk samtlige lynlåse, havde lukket vand ind og mine Fjällräven bukser, min fleecejakker og alt var vådt. Fandme klamt, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Der skulle tændes bål.

Vi havde selvfølgelig ikke tændstikker med. Det har rigtige friluftsfolk altså ikke. Man klarer sig med ildstål og birkebark.

Det tog nok to timer før vi havde et ordentligt madbål, men så var det også holdt op med at regne.

Nu er det der lilla skitøj altså kasseret. Det tog mig flere timer med røven i bålet før jeg var helt tør!

Og så var der lige aftenens overraskelse, for mens vi sad og aftenhyggede ved bålet i det tiltagende mørke kom der to elge ud af skoven, og svømmede over søen.

Lars Fält - Uteliv med Överlevnadskunskap

Lars Fält kender vi alle som en af de dygtigste indenfor overlevelse. Lars startede i sin tid Försvarets Överlevnadsskola i Sverige. Lars har skrevet flere bøger om udeliv, overlevelse og skovliv.

Overlevelse har altid været et hot emne når der tales friluftsliv, for hvad gør man hvis det mest ekstreme skulle ske, mens man er derude. Måske sker uheldet når man er langt ude på fjeldet, eller i skoven og langt fra andres hjælp. Teltet kan brænde, kogegrej gå i stykker og man kan komme ud for ekstreme vejrforhold eller komme til skade.

Bogen her indeholder en masse praktisk, som man kan læse om og senere selv træne.

Hvordan bygger man en nødbivuak, skaffer sig rent drikkevand eller skaffer sig mad derude.

Hvad kan vi lære af naturfolket, og hvad kan vi lære af historien, og om hvorfor man i vore dage bruger begrebet bushcraft og meget mere.

Alt i alt en god og inspirerende bog, med en masse man kan arbejde videre med. Der er vist ikke et hjørne af begrebet overlevelse, Lars ikke når i bogen.

Opslag fra bogen

Bogen er illustreret med fotos og farvelagte tegninger, og er på sin vis ret illustrativ. Det er let at forstå hvad illustationerne mener, og teknikkerne er lette at forstå, og dermed eftergøre.

Man kan naturligvis ikke lære sig overlevelse, ved blot at læse en bog, men er teorien i orden er man godt på vej - så er det blot at træne færdighederne, så man er klar hvis man får brug for dem derude.

Format:160 sidor, Format 170x225
Indbinding: Flexoband
ISBN:9789186433406
Pris inkl moms: 249,00 SEK
Vildmarksbiblioteket

Čievrraláhku - højsletten jeg ofte krydser

Når man skal ind i fjeldet er der ikke så mange indgangsveje, så jeg forsøger altid at lave nye ruter eller, at bruge dem jeg kender på en anden måde. Nogle er rene transportveje der skal 'overstås', inden jeg kommer til det område i fjeldet, jeg vil bruge tid på. Ruten mellem Nikkaluokta og Kebnakaise fjeldstation er en sådan. Andre er nogle jeg syntes er spændende hver gang jeg bruger dem.
Ruten der fører over højsletten Čievrraláhku er en af de mere spændende.

Turen op til højsletten, starter ved den første bro man når på ruten fra Nikkaluokta mod Kebnekaise. Men vandrer simpelthen hen over broen, og drejer så til højre ind i birkeskoven. Det første stykke er et område, hvor der ind imellem ligger en del telte, på flade ryddede pladser i skoven. Stier fører i et virvar rundt herinde, men man holder retningen lige igennem, og ser tydeligt stien der snor sig mellem træerne. Over væltede halv- og helrådne stammer, under halvt væltede træer på mos og spagnum snor stien sig, først i et jævnt teræn, men længere inde tager små stejle partier vejret fra én, uvandt som man er med den fyldte rygsæk, efter de mange timers rejse i tog eller fly, for at nå Nikkaluokta.

Broen over Čievrrajohka

Pauser holder man ikke mange af i skoven, for ofte finder myggene ret hurtigt én og jo mere man arbejder, jo mere kulilte udånder man, og jo mere interesserede bliver myggene.

Det relativt lette flade stræk ophører, og det begynder for alvor at gå opad. Der er frodigt. Et væld af blomster danner kontrast til de sort hvide birkestammer, med deres lysegrønne luftige løv. Hist og her er der træsvampe på udgåede træer, stien bliver atter bliver stejlere, men er let at følge og let at gå på. Et enkelt sted er der et lidt højt trin, men så går det jævnt derudaf igen, indtil den næstsidste stigning op til den kæmpe stor stenblok, hvor det er godt at holde et længere hvil. På den rigtige tid af sommeren er her blåbær og revling, og overfor stenen inde i krattet risler et fint vandløb med drikkeklart vand.

Skoven tynder ud nu efterhånden som man kommer opad. Man får en fornemmelse af at kunne se

Stiens flade parti

toppen af bakken, eller, man ønsketænker, mens stien går stadig opefter. Træerne bliver efterhånden spredte. Man kikker efter de teltpladser der gerne må komme hvor terrænet flader ud, men det gør det ikke, bakken er endeløs og ser ud til at fortsætte helt op i himlen. Det gør den ikke, men terrænet ændrer karakter. Det er stadig frodigt, men nogle vandløb bryder ensformigheden. Hist og her vokser kvan mellem sten og smørblomster, og der er stadig for bulet til teltet, så man må længere op.

Næsten helt oppe ved de små søer, ud for toppen 1080 i 940 moh, flader landskabet ud til et lille plateau, og her kan der stå nogle telte. Turen op har nu taget over 300 højdemeter over 6 km fra Nikkaluokta, men anstrengelserne belønnes med en storslået udsigt ned over Laddjuvággi og Nikkaluokta, der ses i det fjerne ved den enorme sø

Det sidste stykke op

Paittasjärvi, i Visttasjohkas deltalignende udløb.

Efter lejrstedet stiger ruten igen. Stien er forsvundet, eller har fortabt sig i renveksler så man ikke kan se hvad der er sti og hvad der er veksel. Der er ofte mange rener i området og de første plejer man at få øje på allerede her på kanten.

Det er lidt lige meget hvor man går, men det er en fordel at vandre op i næsten 1100 moh hvor et langstrakt plateau fører hen til kløften med renvokterhytten. Kløften har ikke noget navn, men fører ofte en hel del vand igennem sig. En ret stejl skrænt med løse sten fører ned i flodsengen. Går man lidt frem og tilbage kan man udse sig et godt sted at gå over. Man kan næsten altid finde et sted hvor man kan gå på stenene over, men det er da sket at vi har måttet vade den.

Der er mange små vandløb

Når den er passeret, kan den modsatte bred være et godt sted at holde frokost. Især hvis det blæser kan man ofte finde læ hernede, og de store sten er udmærkede siddepladser, og så har man jo vand lige ved hånden.

I kløften eller på dens bred kan man fortsætte mod vest og komme ned mod Kebnekaise fjeldstation idet en rute fører hen i 'hjørnet' ved Darfalbroen.

Det går lige så stejlt op fra vandløbet som ned, men går man i nogle hårnålesving er man hurtigt og let oppe hvor udsigten er vid ind over højsletten.

Et langt stræk med moser, og hvor der er vådt ind imellem og absolut ingen teltpladser, venter nu forude. Der er helt fladt og man krydser en mængde små vandløb og et enkelt der godt kan transportere noget vand, men som oftest kan springes fra sten til sten.

Søen Čievrrajávri i det fjerne

De mindre vandløb klukker gennem underlaget snart oven for græsset, og snart i skjulte tunneller, eller løb, under græsset, for så at dukke op igen længere nede. Nogle steder hører man vandet, men kan ikke komme ned til det. Nogle gange breder det sig fladvandet ud, med kraftigt farvet lysegrøn mos, eller brune alger på stenene der gør dem glatte, og svære at stå fast på. Enge med stargræsser i vand, får terrænet nogle steder til at ligne rismarker, og der er lige så vådt.

Efterhånden som man nærmer sig søen Čievrrajávri, og dermed slettens højeste område, der er cirka 1200 moh, bliver det mere stenet og ikke så let at vandre mere. Stenene ligger dog stille og fast, men de er ubekvemme at gå på, og ødelægger ens vandrerytme. Der er lidt dårlige teltpladser i søens fjerneste ende, men går man læn

Super teltpladser mellem vandløbene

gere frem finder man, mellem nogle vandløb nogle fantastiske plane pladser på rene græsplæner. Der vil man gerne hen, også selvom dagen har været lang og der venter endnu en stenet strækning inden man når dem.

Nogle gange, hvis der er meget vand i fjeldet skal man vade for at komme over til pladserne, men for det meste kan man gå fra sten til sten uden at blive våd.

Fra pladserne er der flot udsigt til Darfalčohkka, hvis 1904 moh høje top, rager op med den lille gletsjer på sin østvendte skråning.

Har man mod på det, kan Darfalčohkka bestiges ved at man går syd om gletsjeren og morænevoldene, og blot fortsætter op ad skråningerne

Der er ofte ikke meget vand i vandløbene

til toppen der er et fuldstændigt fladt og ret stort plateau.

Fra lejrpladserne kan man fortsætte videre mod nord, vest om det lille forbjerg Várdu og ned i Gaskkasvággi. På fjeldkortet BD6 er en mulig rute aftegnet med røde prikker. Den vej skal man ikek vandre. Man ender i et helvede af blokmark. Nok noget af det værste blokmark jeg overhovedet har oplevet i hele fjeldområdet (der er et område i Sarek der er værre), og det tager alt for lang tid, alt for mange kræfter og er desuden for farligt at risikere. Det er langt bedre at slå et slag mod øst og derefter fortætte tæt under Vardu og hen til stien ned i Gaskkasvággi. Her er der nok stenet, men det er

Mod Kaskkasvággi det er det er fjeldet Nijbáš i baggrunden

langt lettere at vandre.

Man kan også gå mod vest og forbi indsteget til Darfalčohkka's top og fortsætte ned i Darfalvággi.
I passet er der fundet flere pæne eksemplarer af halvædelstenen granat.

Hele højsletten er letvandret og værd at krydse lidt rundt i så god fornøjelse.

Grønland

Der skulle gå mange år, fra jeg første gang stiftede bekendtskab med Knud Rasmussen, og drømmen om Grønland blev fæstnet i min bevidsthed, til jeg for alvor kom til Grønland.
Turist i Grønland kan man altid blive, og det har jeg været mange gange, og mens mit rejsebureau
'Vildmarksrejser' eksisterede guidede jeg en hel del vandreture ved Kangerlussuaq og Ilulissat.

Tasiilaq og min daværende bolig, der er den blå, længst nede i billedet i midten

Forholdene for den slags små specialrejsebureauer som 'Vildmarksrejser' var, var blevet vanskeligere og vanskeligere. Vi levede i høj grad på vores ekspertise i fjeldvandring i Kebnekaisefjeldene, i Sarek og på de to grønlandske destinationer, hvor vi ved rutegennemgange havde funder fine ruter og teltpladser i tiden før der kom håndholdte GPS'ere, og gode vandrekort over grønlandske områder.
Da disse effekter blev allemandseje, kunne mange selv arrangere og udføre deres egen tur deroppe. Rejsebureauer og turismeselskaber, ledet af grønlandske Outfittere, som jeg til dels selv havde været med til at undervise, gjorde det vanskeligt for os der ikke boede i Grønland, at fastholde markedet.

Vi lukkede rejsebureauet, og med det 'Fjeldsporten' og Vildmarksskolen. Umiddelbart derefter fik jeg muligheden for at flytte til Tasiilaq i Ammassalik distrikt på Grønlands østkyst, og i 1996 stod jeg så af helikopteren, der havde fløjet mig fra lufthavnen på Kulusuk, i Tasiilaq!

Østgrønlandsk hundeslæde

Det var i slutningen af august, og efterårsfarverne rådede over den sparsomme bevoksning i byen. Pulversneen prydede allerede toppen af Sømandsfjeldet, der knejser over byen, og luften var kølig.

Vinteren stod for døren, og jeg skulle have anskaffet mig en slæde og nogle hunde, for når slædesæsonen i marts startede, så skulle jeg være klar.

Nu er hundeslæder ikke sådan lige noget man køber, men på skolen er der hver vinter kurser i slædebygning, så det meldte jeg mig naturligvis til med det samme.

Det var noget af et job at få bygget slæden, der her på østkysten er helt anderledes end dem jeg kendte fra vestkysten. Den østgrønlandske slæde er nærmest en kæmpestor kælk med opstander. På østkysten kører man en hel del ind over land hvilket, mange steder er stejlt både op og ned, og derfor skal slæden dels være let, men også meget fleksibel så den kan give sig, i det ofte ujævne terræn. En anden feature ved den østgrønlandske slæde er bremsen bagpå.

Et andet mindre problem var at skaffe hunde. Hunde er der nok af i Tasiilaq, men det er jo nogle folk bruger, så der er aldrig nogen til salg. Har man overskud bliver de enten skudt eller foræret gratis væk, hvid nogen gider have dem.

Tobias Ignatiussen

Min gode ven i Tasiilaq, Tobias Ignatiussen, der også var uddannet outfitter, og som jeg havde været sammen med på et kursus i Kangerlussuaq et par gange, måtte stå for skud. Tobias havde mange hunde, og det lykkedes mig at få de første fra ham, og så var jeg jo ligesom i gang.

De næste stjal jeg faktisk på forskellig vis. Jeg havde sådan en sød og smuk tæve, der stod i kæde sammen de andre få jeg havde fra starten, og den lokkede mange hanhunde til sig i løbetiden, og når hunde parrer sig hænger de sammen, og så var det blot at sætte en kæde på bæstet, og så var den hjemme. På den måde fik jeg et par stykker. Et par andre løb bare løse rundt i byen, så dem tog jeg i nakkeskindet og slæbte hjem. Den slags grinede folk blot af - voksne hunde må ikke være løse i Grønland.

Der er mange historier om hunde og her er én.
Jeg boede ude på en næs, i et enderækkehus inde mod fjorden, i en bugt ved en lille naturlig jollehavn.
Der er ligesom to rækker af rækkehuse, eller nærmere tre. Foran mit lå en række røde, og bagved en række grønne tror jeg de var. Min række var, eller er blå.
Ovre på den anden side af vandet, havde en anden dansker sine hunde stående, og en af dem hylede hver aften temmelig gennemtrængende.
En dag møder jeg en af mine genboer på vejen, han klager over den hylende hund, og udtrykker ønske om at skyde den en aften, og spørger hvad jeg ville sige til det. Jeg er nærmest ligeglad, for den irriterer også mig, og sikkert også en masse andre i byen.

Om aftenen hyler kræet igen. Jeg er ude og ordne sælkød til mine hunde på bagsiden af huset, og pludselig smækkes et vindue op med et smæld, en riffelpibe kommer til syne, et skud lyder skarpt i den klare vinterluft, og hyleriet dør ud midt i en strofe. Vinduet bliver smækket i og alt er stille!

Min læremester, udi den ædle kunst at køre med hunde, var også Tobias der tålmodigt underviste og som jeg har kørt adskillige ture med efterfølgende, også sammen med fotograf Bo Tornvig der i over en uge tog en mængde gode billedserier af Tobias.

Hunde får hvalpe hele tiden, og på et tidspunkt havde jeg faktisk 18 hunde og så var det fast arbejde at skyde sæler, så de kunne få noget at leve af.

Det er en fantastisk følelse at suser over havisen på sin egen slæde og med sine egne hunde på jagtture eller blot fornøjelsesture. Følelsen af den grønlandske totale stilhed om vinteren kun brudt af hundenes åndedræt der fryser i hvide skyer i kulden og slædemedernes hvislen mod sne og is.

Jeg blev ret god til det, men det var ikke uden sved og tårer, som dengang jeg for fuld fart for hjemadgående med fuld lastet slæde, susede hen over isen på fjorden Kong Oskars Havn. Min slæde er 3 meter lang, og med læs er den tung. Vi havde været på langtur og hundene var ellers trætte, men med synet af byen forude kom der god fart i dem. Jeg sad på slæden der susede hen over isen, men piskens otte meter lange snert slæbende efter mig parat til både komando og dirigerende smæld. Det må have set flot ud tænkte jeg. Fangeren på vej hjem med kød og i fin stil. Bare der nu var nogle der havde fået øje på mig, og som kikkede mens jeg stolt kørte mine hunde op i byen.

Nu skete der så bare det, at jeg i det fjerne så en slæde for udadgående i samme slædespor som mit, og så er det med at holde tungen lige i munden, og have styr på bæsterne under passagen.

Desværre var kusken der kom imod mig min læremester i slædebygning Otto Pivat, og han havde en tæve i løbetid. Sådan en er smart at spænde forrest i spandet, og så hanhunde derefter - det giver fin fart i slæden.
Min førerhanhund fik naturligvis færten af den skønne tævehund, og ville da skide på både pisk og kommandoer fra min sider. Der var noget meget vigtigere der skulle ordnes, hvorfor de to spand tørnede sammen midt ude på isen, hvilket resulterede i et gigantisk slagsmål som Karl og jeg også kastede os ud i med piskeskafterne, i forsøget på at få magt over hundene igen.
Det arbejde tog nok det meste af en time, og forpjuskede kørte vi igen hvert til sidst. Karl ud over isen, og jeg ind til et mægtigt grinekor inde på land.

Der er også utroligt mange oplevelser i Grønland med jagt og fiskeri, og om vinteren foregik jagten med hundeslæde og om sommeren med båd, og ofte langt væk op langs kysten på flerdagesture hvor vi boede i fangsthytter, hvoraf der er mange langs kysten og i de små bygder.

Isbjørne på isflage

De mange hunde skulle have foder, og den bestod af hundefoder vi købte og fik sendt op fra Danmark, samt tørrede torsk og masser af sæler.

Vi tog på jagt i vågerne ude ved storisen, både sommer og vinter. Jagtløkken var forskellig, men Tobias er en af de dygtigste fangere jeg nogensinde har mødt, og når jeg havde 3 sæler havde han altid mindst 10.

Nu fungerer min slæde som havesofa.....

'Broen'

'Broen', mange ture gennem tiderne har kredset om den, og mange outsitere har vandret over den, på alle tider af åert. Vi har været der om vinteren i sne, i foråret hvor bøgens blade har lyst lysegrønne op mod det blåhvide skummende vand under broen, og mod himlens blå på solskinsdage. Vi har været her i regnvejr og hver gang har vi undret over, at den let faldefærdige bro stadig kan bære én. Få én over vandløbet, og videre på færden hvad enten det har været mod øst eller vest - vi har gået ruten over broen begge veje. Og vi har gået den mange gange!

Udsigt fra broen

Vi har padlet op til den, og svedt mens vi har bakset kanoerne ad den smalle bulede sti, hvor trærødder og sten har blokeret kanovognens hjul. Vi har skubbet kanoer op ad bakke, og bagefter slæbt al vores grej samme vej - blot for at komme forbi samme bro.

Jeg opdagede broen tilfældigt for år tilbage, på min første tur rundt om Raslången, i græselandet mellem Skåne og Blekinge. At jeg vandrede herovre var imidlertid ikke tilfældigt.

Broen fra vandet

Mellem mine mange fjeldvandringer, og i de måneder hvor man ikke kan være på fjeldet, skulle der ske noget andet. Man kan godt vandre i Danmark, og det har jeg såmænd også gjort adskillige gange, men jeg søger mere øde egne end Sjælland kan byde på, og tage til Jylland gør man ikke, når man bor så tæt på Sverige og Allemannsretten. Jeg har det lille problem, at jeg ikke kan abstrahere fra bylys og huse. Jeg føler ikke, at jeg er rigtigt 'ude', hvis jeg hele tiden kan se civilisationen, i form af gadelys højspændingsledninger, og andet der minder om den.

Jeg har derfor kikket rigtig meget på kort over forskellige områder, men områderne skal også være til at nå, så man kan få noget ud af en weekendtur fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Jeg vil helst være ude i tre dage, så jeg har to overnatninger og en hel dag hvor jeg kan føle jeg er derude.

Broen set fra land

En god rundtur er turen rundt om søen Raslången. Raslången ligger lige ved siden af den endnu større sø Immeln og på kortet ser der tilpas øde ud, og strækningen rundt om søen er passende for en weekendtur.

Der var bare det ved det, at det vandløb i søens nordlige ende kunne man på kortet ikke se hvor bredt var, og man kunne heller ikke se om der var en bro over det eller om man kunne komme over på en anden måde.

Der var så ikke andet for en at tage chancen. Var der ingen bro og kunne man ikke komme over uden måtte jeg gå uden om hvilket blot gav en lille omvej, men det betød ikke så meget.

På kortet førte stier op til stedet fra begge sider, så det ville være underligt hvis der ikke var nogen bro.

Der var en bro!
Den så, og det gør den stadig, lidt faldefærdig ud, men man kan komme over og den ligger i smukke omgivelser.

Turen rundt om Raslången er nu vandret rigtigt mange gange, ikke kun af mig, men af mange outsitere og der arrangeres fler ture derovre hvert år, og også guidede ture for de der ikke har tid til selv at finde vej til området og planlægge deres egen tur, men også fællesture arrangerede af ildsjæle blandt www.outsite.org's mange medlemmer og alle er velkommen til at tage med.

Boganmeldelse, 'Whiskyns Landskap'

'Whiskyns Landskap' er ikke en egentlig friluftsbog, men nærmere en kombination af kultur, vandring, rejseoplevelser og hemmelighederne bag 17 landes whiskyhistorier.
Jeg vidste faktisk ikke at der var så mange lande der fremstillede whisky, men det er der.

Bogen er et storslået værk af Claes Grundsten, der ellers er mest kendt for sine utallige fjeldbøger og flotte billeder.

Læs hele anmeldelsen på www.outsite.org.

Boganmeldelse, 'Vandringsturer i Halland'

Der er udkommet en ny vandreguide på Vildmarksbiblioteket. Guiden er i den kendte lommeegnede serie af små guider til forskellige steder i Sverige.

Jeg har lagt anmeldelsen på www.outsite.org, så klik derhen hvis du vil læse den.

Jeg anmelder en mængde bøger om natur og friluftsliv ind imellem så hold øje med dem hvis det er noget der interesserer dig.

Spørg også gerne efter bøger du ikke finder i mine anmeldelser. Der kommer jo så mange og ikke alle kommer med.

Knivkammen

Jeg sad og ledte billedarkivet igennem, for at finde billeder til en artikel, og faldt så over et sjovt gammelt billede. Et meget ungdommeligt et af mig som sikkert vil more mange, men historien bag skal I da også have.

Forfatteren på Knivkammen

Vi lå nogle stykker i telte i udgangen af Stuor Reaiddavággi, lidt nede ad skråningerne mod Čeakčavággi hvorigennem Kungsleden fører.

Vi havde strålende vejr. Vores lejr lå flot, men fin udsigt over mod Sealggamassivet og toppenes snehvide gletsjere, og nedenunder dem tilgangsdalenes frodige grønne engstrækninger.

Under os bølgede de mange vandløb der møder hinanden ved Sealgga. Blå løber de mellem græs og turer. Ind og ud i forsøget på at møde hinanden, løbe sammen og fortsætte ud i Čeakčajohka længere ude.

Sealgga-hytterne ligger på nogle knolde midt ude i moradset af vandløb, og flere små broer og planker hjælper de mange vandrere med at komme tørskoede over til hytterne, men ofte bliver broerne ødelagt af vårflommen der efterlader dem skæve og vakkelvorne.

Vi kan se vandrere på afstanden, små som myrer forsigtigt gå over, for at nå hytterne og sikkert den lille butik, for at få en forfriskning i varmen.

Vi havde en hel dag til rådighed, så noget skulle der ske. Der er flere dagtursmuligheder herfra, men i så fint vejr var det oplagt, at forsøge en bestigning af Knivkammen.

Knivkammen er relativ let at nå gennem Stuor Reaiddavaggi. Man går ind i dalen og lige før den første langstrakte sø drejer man op i kløften mod syd. Man følger vandløbet op. Der er stenet men let at gå.
Det eneste problem der kan være er, at man skal passe på nedfaldne sten, gå i venstre side og se at komme opad. Man undlader at holde pause indtil man er oppe hvor dalen udvider sig i en cirkusdal.

Heroppe løber en masse små vandløb sammen i det der løber ned i dalen, og går man op til venstre kommer man op på kammen der fører til Kvivkammen.

Udsigten heroppefra er formidabel, både ned over Reiddagletsjeren og mod Gaskkasvággi og frem mod Pyramiden mod øst.

Drømmen om vildmarken

Mine forældre havde sommerhus tæt på Knud Rasmussens hus i Hundested. Som dreng opdagede jeg tidligt huset, og udstillingerne i Knud Rasmussens museum og mindestuer. Stuer, værelser og gallerier med fotos, malerier, eskimoiske fangstredskaber og kajakker og hundeslæder. Isfronten der rejste sig som lodrette hvide vægge over hundeslædens færd langs isfoden, på vej mod nye eventyr og jagtmarker. Spændingen ved det nye og ukendte på vejen mod nord, i det arktiske islandskab!

Jeg voksede ligesom op med det, og jeg læste alle Knud Rasmussens bøger om eventyrene deroppe mod nord, og drømte mig dertil.

Senere da jeg havde været nord for polarcirkelen, omend det ikke i første omgang var i Grønland, men i de skandinaviske fjelde nord for polarcirkelen, fik jeg øje på en bog, der resten af mit liv har sat vigtige spor i min opfattelse af vildmarkslivet, for hvem vil ikke blot smide det hele, forlade den civiliserede verdens trygge rammer, og søge ud hvor man kan leve i og af naturen.

Manden der betød så meget for mig i min vorden, med fjeldvandring og i det hele taget ture i naturen hvor jeg levede med det jeg havde i rygsækken på ryggen, var Helge Ingstad.

Helge Ingstad

Helge Ingstad, født i december 1899, var norsk advokat med en strålende praksis i Trondheim.

I 1926 solgte han sin praksis, og forlod Norge for at slå sig ned som pelsjæger i Canada, og i tre år ernærede han sig på den måde, rejste tilbage til Norge og skrev bogen 'Pelsjægerliv'.

Pelsjægerliv er en fantastisk fortælling om en mand, der betaler en etableret pelsjæger for at lære sig livet, og ernæringen som trapper i Canadas vildmark. I bogen, som er en selvbiografi, går det vældig godt og det gør ting ofte når man selv skal udtale sig, men senere skrev Helge Ingstad bogen 'Klondyke Bill' som omhandler en fiktiv pelsjæger, men som nok er den sande selvbiografi. Klondyke Bill er Helge Ingstad!

Uanset, er beretningerne og historien om Helge Ingstad og Klondyke Bill, noget der har sat dybe spor i min bevidsthed, og i mit syn på naturen og det at være ude i den.

Det at være derude, ikke at komme langt omkring nødvendigvis, men blot at være derude, føle mig selv i vildmarken, vågne til den og gå i soveposen til den. Følelsen af at 'have styr på det' derude, at kunne klare mig selv, have overskud og overblik over de situationer vildmarken, med dens til tider barske vejr kan byde én. Fornemmelsen af, ikke det at have styr på det hele - det har man aldrig i naturens vold, men snarere at være ét med den. At trives med dens udfordringer og nyde dens mangfoldighed og udfordringer og leve med dem. Det er det der driver mig af sted gang på gang. Det er i vildmarken og i fjeldet jeg hører hjemme, og hvor jeg føler mig hjemme.

René Ljunggren på sin slæde i Østgrønland

Dette forhold har også præget min måde at formidle fjeld og vildmarksliv på. Principperne om, at man selv skal opsøge det, selv søge viden og kundskaber hos dem der har erfaring, og erkendelsen af at man kun lærer at begå sig derude ved selvstudier, og ved at gøre det, justere sit grej have tillid til sig selv og træne sine færdigheder. Og med tiden føle sig hjemmevandt på en ydmyg måde overfor naturens kræfter.

Men lysten til dette, nysgerrigheden, træningsiveren og gå på modet skal komme indefra. Det er ikke noget man hverken kan læse sig til, eller lære på et kursus med klasseundervisning, og for at beherske det til fuldkommenhed skal man have det i sig.

Det sidste ved jeg ikke om jeg har, men foreløbig har jeg overlevet mere end fyrre år derude og jeg har ikke mindst lysten eller evnen til at færdes derude.

Helge Ingstads bog vil jeg gerne anbefale som inspiration til de der ikke allerede har læst den.

'Fugle ved kysten' af Lars Gejl og Ger Meesters

Jeg har lagt en anmeldelse af Lars Gejls flotte fuglebog, Fugle ved kysten, på outsite.org.
Interesserer man sig for fugle er det en rigtig god bog at have med på sine ture langs de danske strande og kyster.
Bogen er i et handy format lige til at have i frakkelommen.
Læs mere ved at følge linket her!

Darfal - Čievrraláhku, Kebnekaisemassivet svensk Lapland (Tarfala)

Nogle gange må man lave sin rute om af forskellige årsager. Det kan være vejret der driller, tidsnød eller andet. Nogle irriteres over at få brud på planlægningen hjemmefra, men ofte giver ruteændringer netop de anderledes oplevelser man gerne vil have, og som gør en fjeldtur uforudsigelig!

Kebnekaise fjeldstation

Vi var kommet ind til Kebnekaise fjeldstation, dels ved at vandre og dels ved at tage båden. Gitte var på strækningen Nikkaluokta - Kebnekaise for første gang, så jeg fandt det helt i orden at vandre strækningen, selvom jeg plejer at flyve. Jeg har vandret den et utal af gange.
Strækningen er under alle omstændigheder flot, og det er sejlturen også.

Planen hjemmefra var, at vi ville vandre fra Kebnekaise fjeldstation og ud til Kungsleden, og derfra nordpå og ind Gaskkasvággi, men vejrudsigten så ikke så lovende ud, og Gaskkasvággi's 'stenhelvede' på den første halvdel ad strækningen gennem dalen, er ikke ligefrem noget man opsøger i regnvejr.

I stedet valgte vi at vandre op i Darfalvággi.
Darfalvággi er en høj dal, der giver lidt af en stigning. Fra Laddjuvággi, dalen Kebnekaise fjeldstation ligger i er i cirka 700 moh, og cirkusdalen Darfalvággi ender i er i 1200 moh. Så en 500 meters stigning på kun 8 kilometer, giver det hvis man vandrer helt op.

Lejr på vej op i Darfalvággi

Vi vandrede tilbage ad stien mod Nikkaluokta, der er bare et par kilometer til broen over Darfaljohka, så det er ikke noget at regne for. Vi passerede broen og fulgte stien op i dalen. I starten er det let nok. Stien snor sig gennem birke- og pilekrat, og en mængde små vandløb der følger stien så man ved nærmest ikke hvad der er sti og hvad der er vandløb, men retningen giver sig selv, så det er bare med at komme derudaf.

Længere oppe afløses buske og træer af rishede. Man går tæt på elven over et fladt sandet stykke, men snart stiger det igen og stien snor sig opad. Vejret er ikke for godt så vi trækker tiden ud. Det kan jo være bedre i morgen. Da vi også var kommet lidt sent af sted om formiddagen, vælger vi at telte et stykke oppe.

Det er ikke alle steder det er lige let at finde teltpladser der ikke er skrå heroppe, men det lykkedes nogenlunde og så med flot udsigt ned gennem dalen, hvor skyerne hang lavt. Det så ikke umiddelbart ud til at det ville klare op, men man må jo satse.

Broerne er ikke lette når man er hund

Når vejret er godt er dalen utrolig smuk, og hele tiden har man fin udsigt bagud i starten, men fremad får man glimtvise indtryk af noget stort der venter. Man er spændt på hvad man kan se omkring det næste 'hjørne', men terrænet driller og trække overraskelserne ud. Kun dalen ændrer sig og bliver smallere. Den østlige side af dalen kommer nu også tættere på og har stejle sider. Nu er der kun én vej og det er fremad, man kan ikke komme til siderne, men må følge vandløbet der snor sig lige som stien opad. Sådan har det været hele dagen.

Dagen efter fortsætter vi og nu klarer vejret faktisk op, der er blå himmel og alt ser lysere ud mens vi begiver os videre op ad stien. Det er letvandret ad den smalle sti.
Et enkelt sted er der nogle lidt bøvlede stenblokke, man nærmest kravler hen over på en kort strækning.

Store sten er en udfordring

Vi får passeret stenene, hunden var ikke så begejstret, men fulgte da med. Efter stenene er det ganske let at gå, selvom det går jævnt opad. Dalen er ret smal, og fremefter kan vi se at den snævrer endnu mere ind. Siderne, især på den vestlige side, er stejle og uden højere bevoksning end græs og mindre urter, mens dalbunden hvor vi går er ret frodig, med mange forskellige fjeldblomster. Her vokser fjeldveronika, ensian, forskellige vikker, og såmænd en pæn stor kvan ,og så selvfølgelig det alle steds voksende sortebær, eller revling som den hedder på dansk.

Nu sker der pludselig noget. Vi kan se op hvor dalen flader ud og fjeldet mod vest åbner sig, eller det ser sådan ud, Vi kan ikke se hvad der er derinde. Jeg ved det selvfølgelig efter flere ture i dalen, men Gitte har ikke været her før. Jeg siger ikke så meget, men fortsætter ad stien videre frem, og pludselig får vi det første glimt af Storgletsjeren.

Stien stiger stadig, dog ikke så meget som i

Rast lige før man kan se alle gletsjerne

starten og bortset fra en enkelt noget stejlere bakke er vi snart oppe ved gletsjerne.

På Kebnekaisemassivets østvendte skråninger ligger tre vældige gletsjere. Storgletsjeren, Isfaldsgletsjeren og Kebnepaktegletsjeren. Vældige mængder af is der ligger og trykker fjeldsiderne ned, og skurer gletsjernicherne dybere og dybere, som de har gjort i århundrede. Blåt skinner de mod den mørke fjeldside, og øverst ser vi den hvide kegle der er Sydtoppens og Skandinaviens eneste topgletsjer.

Vi holder et hvil og nyder udsigten, men vi skal jo meget højere op. Faktisk har jeg planlagt, at vi skal over det høje pas og op på højsletten Čievrraláhku mod øst, og den stigning fra Darfalvággi, er langt værre end turen op igennem dalen - det har jeg bare ikke sagt så meget om.

Vi tager endnu en overnatning højt oppe på fjeldsiden, for at nyde udsigten over mod Kebnekaises toppe og gletsjerne. Vi har masser af tid og skal ikke nå noget i 'den anden ende',

Lejr i Darfalvággi højt over dalbunden

idet vi har en bil stående i Nikkaluokta. Vi vil hellere tage det roligt og hygge os sammen på turen.

Vejret er stadig fint da vi starter vandringe op mod øst, kort før Tarfala Vetenskabliga Station. Stationen er en det af Stockholm universitet, og beskæftiger forsker af forskellig slags, som for eksempel glaciologer, meteorologer etc.

Pasovergangen, mellem Darfalavággi og Čievrraláhku, hører til en af de værre i området. Det er højt, omkring 1500 moh og stenet med store eller kæmpe store blokke, så det er noget af en tur, og den trækker søm, men man bliver rigeligt belønnet med udsigt, hvis ellers vejret arter sig. Det gjorde

det indtil videre, og da vi startede om morgenen opad, først på græs og senere i blokfeltet.

Hvor er stien?

Jeg var lidt spændt på hvordan hunden ville klare det. Gik det ikke måtte vi ned igen. Når man har hund med i fjeldet, er turen også på dens præmisser. Nu var det ikke hendes første fjeldtur, eller tur med kløv i det hele taget, så jeg regnede med at hun klarede den, og det gjorde hun selvfølgelig. Vi måtte vente ind imellem indtil hun selv havde fundet den for hende bedste vej gennem moradset, og det klarede hun fint med kløven på og det hele.

Oven for blokfeltet flader passet lidt ud. Der er lidt græs mellem stenene og meget lettere at gå, men nu trak skyerne atter ned over os, og da der ikke er nogle markeringer på ruten, så er det om at holde tungen lige i munden når man orienterer sig.

Her er GPS'en alligevel god at have, så man ikke skal stå i

Leg i sne, i baggrunden højsletten

tågen og fumle med kort og kompas, så den fik lov at vise retningen igennem passet og ned på den anden side på højsletten.

En del af vejen ned mod øst gjorde snefelter nedstigningen lettere end at vandre på stenblokke, og så blev der også tid til at lege med snebolde hvilket hunden syntes var sjovt.

Vi var hurtigt nede og ramte et sted lidt ud for søen Čievrrajávri nedenfor Darfalčohkka.

Her slog vi lejr og overnattede inden vi gik videre.

Vejen over passet fra darfalvággi og til Čievrraláhku er en interessant og spændende over gang hvor man kan fortsætte sin videre færd enten tilbage til Nikkaluokta eller mod nord og ned i Gaskkasvággi eller over Njuŋŋi til Visttasvággi.

Historier fra fjeldet er der flere af i min bog om Kebnekaise, men de historier du kan læse her på min blog finder du ikke i bogen - men der finder du andre og længere beretninger om mine færder i fjeldområdet samt detaljerede rutebeskrivelser i området. Se mere på www.kebnekaise.dk.

Vandreruter ved Immeln, Sydsverige

Outsites traditionsrige ture i Sydsverige foregår ofte i områderne omkring Immeln.

Typisk lejrsted på turene, tæt på vand og udsigt

Naturen herovre i grænseområdet mellem Skåne og Blekinge og ind i Blekinge, er anderledes end det vi kender fra vore hjemlige danske velfriserede skove. Skovene er større, mere luftige og med det karakteristiske grønne stjernemos på klipperne der er dominerende i skovbunden. Vandløb og søer dominerer landskabet og vandet er så rent at det faktisk kan drikkes direkte.

Turene er meget forskellige, og du kan gå dem selv efter beskrivelserne, eller du kan melde dig på en medlemsarrangeret tur eller en guidet tur, hvor Outsites turledere arrangerer det hele for dig.

Områdets søer er også velegnede til kanoture og dem kan du også finde på Outsite.

Jeg har skrevet en del artikler på www.outsite.org om områdets turmuligheder og i de kommende dage vil disse samt udførlige rutebeskrivelser og GPS'filer være at finde der.

Du kan se mere på www.outsite.org eller ved at klikke her - husk, at du skal være plusmedlem på Outsite for at læse dem!

God fornøjelse og måske ses vi på tur!

Møde med en af de store i Sarek

At møde elg i fjeldet, eller hvor som helst, er altid en oplevelse, og oftest noget man kun oplever når man vandrer alene, eller ikke lige har kameraet klar, men ind imellem er man heldig.

Laddjujávri med Kebnekaisemassivet i baggrunden

Det er mange år side efterhånden, vel nok engang i 70'erne, jeg husker det ikke præcis. Jeg startede min vandring i Nikkaluokta, og skulle være på fjeldet i en måned knap nok. At være ude så længe, uden at regne med at købe proviant undervejs kræver en solid oppakning, og derfor går det ikke så stærkt i starten, hvor dagsetaperne heller ikke er særlig lange. Det sidste syntes jeg imidlertid er lige meget, idet jeg jo blot godt kan lide at være derude, og når man går omkring det næste 'hjørne', så er man alligevel et nyt sted med nye synsindtryk.

Nå, men jeg startede i Nikkaluokta, og vandrede ind mod Kebnekaise fjeldstation gennem birkeskoven. Det var i juli måned og sommerligt, som det kan være på fjeldet, med de normale 12 - 14 graders varme. En god temperatur når man vandrer. Man bliver ikke for varm, og fryser ikke. Det føles lidt køligt i starten, men når man har været ude i blot ét døgn, føles det behageligt, også når man holder pause, eller sidder udenfor teltet og nyder de lyse aftener.

Jeg havde være på fjeldet nogle gange, men mest på og omkring Kungsledens nordligste strækninge så dette år skulle jeg prøve noget nyt.

Strækningen mellem Nikkaluokta og Kebnekaise, og videre ud til Singi-hytterne på Kungsledene havde jeg vandret nogle gange. Det er 18 kilometer gennem birkeskov frem næsten til Kebnekaise fjeldstation, men herefter åbner skoven sige og man er på fjeldet ovenfor trægrænsen.

Laddjujávri
Jeg var ankommet til Nikka med bussen fra Kiruna så det var sidst på dagene da jeg ankom til Laddjujávri cirka 6 kilometer fra Nikka. Her, hvor der forøvrigt også går båd et stykke frem mod fjeldstationen, er der fine teltpladser helt ned til søen. Jeg fandt et godt sted i en lille vig lidt i læ af birketræerne, men med god udsigt.
Eftermiddagen var stille, jeg var startet langsomt ud fra Nikka så alle de andre vandrere var foran mig, og ingen af dem eller andre havde samme idé om at telte ved søen, så jeg havde hele området for mig selv.

Under det meste af strækningen fra Nikka og til Kebnekaise, ser man faktisk ikke Kebnekaises top, men ved Laddjujávri kan man se den. Senere på ruten skygger forbjerget Darfáloalgi for udsynet, og inde ved fjeldstationen skygger alt.

Strækningen kan med beskrivelsen forekomme kedelig, men vandrer man strækningen fra Nikka og ind til fjeldstationen, vandrer man godt nok i skov, men samtidig åbner udsigten sig efterhånden som man nærmer sig det fjeld, ovenfor trægrænsen, man glæder sig til at komme ind til. De steder skoven åbner sig har man storslåede udsigter, dels ind mod vest, men også over til de stejle fjeldsider på dalens sydlige sider, hvor Silverfaldet drøner ned fra stor højde mens solens stråler glimter i vandet, og man forstår hvorfra vandfaldet har fået sit navn. Står solen rigtigt, danner der sig en smuk regnbue over vandfaldet.

Fjeldstationen
Lige før, eller nogle få kilometer før man når fjeldstationen, passerer man Darfáljohka via en bro. Vandet fosser under broen, mælkevidt og skummende fuld af sedimenter fra de store gletsjere på Kebnekaisemassivets østsider.
Efter endnu en kort strækning kommer man til fjeldstationen, og dens pulserende liv. Her er der altid mennesker. De sidder på græsset, på borde og bænke eller går frem og tilbage mellem fjeldstationens hovedbygning, og servicebygningen hvor vandrerne har selvhusholdning, bad, sauna og sportsbutik.
Jeg køber en øl og sidder i solen og kikker på folk. Hele tiden kommer der folk til fjeldstationen inde fra fjeldet. Trætte, men glade ser de ud efter dagens etape, og glæder sig måske til at sove i en rigtig seng efter mange dage i telt, eller til en forfriskning ligesom jeg selv.

Jeg vandrer videre ad Dag Hammerskiolds led, som strækningen mellem Nikka og Singi og Kungsleden hedder.
Nu er jeg for alvor i fjeldet. Efter skoven og det åbne stykke efter fjeldstationen, lukker dalen Laddjuvággi sig sammen om mig. Den snævrer ind, flankeret af høje stejle fjelde til begge sider. Laddjujohka løber i bunden, blågrøn og stille, men med stor fart kan man se når man kikker efter, og en gren eller nogle blade hvirvler forbi.

Singi-hytterne med fjeldet Unna Avrrik i baggrunden

Snart stiger terrænet og stien jeg går på snor sig opad. Bagud kan jeg se antennen ved fjeldstationen, men bygningerne er skjult bag det lille fjeld den ligger ved.
Jeg er oppe, stien stiger ikke længere og nu går det hurtigt fremad. Vejret er stadig fint, stien er letvandret og jeg møder nu flere vandrere der går imod min retning. Nogle med store rygsække ligesom min og andre, formentlig hyttevandrere, med noget mindre oppakning, men alle smiler og hilser. Til sidst mangler jeg bare det sidste stykke ned ad bakken mod Singi-hytterne, som ses i det fjerne nede i dalbunden under mig.

Jeg passerer hytterne, jeg skal ikke sove inde men telte, så jeg vandrer lidt nordpå ad Kungsleden indtil broen over  Čeakčavággi, for at gå ind i Neasketvággi med retning mod Huvkijávri, og jeg telter ved bredden af Čeakčajohka lige under Mádir. Solen går hurtigt ned her. Fjeldet, Mádir, der er højt skygger, og snart ligger min lejr helt i skygge. Det bliver køligt, men udsigten ned over samernes sommerlejr Goržževuolli, og videre ned mod Singi-hytterne er flot. Solens stråler når hytterne, der ligger badet i solskinnet, og Unna Avrrik's mørke fjeldsider ser nærmest sorte ud i aftenlyset.

Huvkijávri
Det er min første tur over mod Huvkijávri. Jeg har aldrig før været vest for Kungsleden, og jeg er spændt på om terrænet er anderledes herovre.

Neasketvággi indleder med en lille opstigning, til et fuldstændig flat langstrakt plateau, der strækker sig langt mod vest. I lidt over 800 moh vandrer jeg på græsstepper, og gennem frodige højurtsenge, der er fugtige hist og her, men som stråler i et farveflor af fjeldvækster jeg ikke har set mage til mange steder. Rensdyrveksler snor sig gennem dalen, og jeg forfalder til at følge sporene, der dog ikke altid går den lige vej, men som alligevel fører hen mod enden af plateauet. På venstre side går det nedad mod vandløbet i bunden af dalen, og ovenfor mig stiger fjeldet i en blød grøn bakke. Jeg har fin udsigt over mod Ruškkaš og når relativt hurtigt daltærskelen hvor plateauet stopper, og afløses af en stejl mur af klippe. Jeg møver mig op over. Det er stejlt og stenet, men ikke så højt og oppe står jeg ved en lille sø og puster.

Bagud står Kebnekaises toppe hvide og klare mod den delvis blå himmel, fremefter ser det helt anderledes stenet og bart ud.

Landskabet vest for Kungsleden

Kortet kommer frem, og jeg orienterer mig grundigt inden jeg vandrer videre. Terrænet heroppe er fladt, eller relativt fladt, så langt øjet rækker. Der er ikke mange markante toppe, eller andet at tage bestik af. Der er godt nok aftegnet en mulig sti på kortet, men hovedstien gå faktisk i nabodalen, der ligge nord for den jeg går i, og den er sikkert bedre vardet. Indtil videre har jeg ikke set mange varder på min vej, men den første strækning gav jo også sig selv, så mon ikke det ville blive lidt bedre længere fremme. Det gjorde det ikke!

Jeg kunne imidlertid følge søerne. Først to mindre søer og derefter søen 958, som jeg gik syd om, fulgte vandløbet og ramte næste sø. Efter den var det bare at holde retningen stik vest, indtil jeg ramte vandreruten ned mod Sietasjávri. Den kunne jeg ikke tage fejl af, heller ikke selvom nogle lavthængende skyer hang derude og truede med at svæve ind over mig, hvilket de selvfølgelig gjorde inden jeg nåede stien. Stien jeg gik på fra søen var delvis markeret, men ellers ikke ret tydelig i det stenede terræn, men vandløbet var der stadig og var let at følge i kompasretningen.

Det regner da jeg når stien jeg ledte efter, og jeg vælger at telte ved broerne.

Det regner. Allerede inden jeg rigtig vågner, fornemmer jeg regnens trommen mod teltdugen. Jeg er ikke meget for at kikke ud, men gør det alligevel og regnen siler ned. Skyerne hænger lavt og sigtbarheden er ikke ret lang. Jeg pakker rygsæk inde i teltet, tager regntøj på og kryber ud i regnen. Jeg gider ikke lave morgenmad, og vælger at vandre nogle kilometer før jeg spiser - måske finder jeg et sted med læ hvor jeg kan sidde.
Det våde telt pakkes ned, rygsækken på ryggen og så er det derudaf ad den nu mudrede sti. Der er selvfølgelig også modvind og regnen pisker mod mit ansigt, og løber ned på hals og bryst og det varer ikke længe før jeg er temmelig våd på forsiden.

Jeg finder et sted bag en bakke hvor der er lidt læ for regnen, og sammenkrøbet ved nogle store stenblokke finder jeg kogesætte frem, laver te og spiser morgenmad.

Jeg skal nå Sitasjávri-hytterne og den sidste bus ned mod Ritsem. Dengang kørte bussen helt op ad anlægsvejen til hytterne. Nu kører den ikke længere end til Ritsem. Man kan sagtens vandre mellem Sietas og Ritsem, men det er grusvej og i regnvejr syntes jeg ikke det var optimalt, så hellere bussen.

Akka set fra Ritsem

Jeg når bussen, og også båden over Akkajaure til Änonhjälme.
Nu var det ved at være aften og Änomhjälme ligger ved stranden i skoven, og der er absolut ingen brugbare teltpladser så på med rygsækken og ned ad stien mod Akkajaure-hytten, som ligger efter en kort vandring. Her kan man godt telte, men det er stadig skov og det er fugtigt efter regnen der nu er holdt op, men der er til gengæld myg og ikke en vind rører sig - ikke det mest optimale sted for en teltning.

Vejret var klaret op så jeg valgte at fortsætte. Stien er fin her på den første strækning af Padjalantaleden, og også her er der fantastisk frodigt. Specielt var jeg overrasket over Kung Karls Spire som ved den første bro stod i hobetal og var kæmpestore. Over en halv meter i højden, og sammen med den et væld af andre vækster.

Vuojateatnu

Vuojateatnu, som broen fører over,  har et vældigt spænd over en af de mest hidsige elve jeg har oplevet i fjeldet. Vandet vælter igennem kløften i en rivende strøm, med en øredøvende larm.
Noget beklemt går jeg ud på broen, mon den holder? Det er ikke vand jeg har lyst til at falde i så jeg klamrer mig nok lidt til viren, men over kommer jeg da.

Ved broen fandt jeg en brugbar teltplads. Jeg var efterhånden godt træt. Det havde være en meget lang dag og jeg skulle gerne videre i morgen.

Når man vandrer alene, bliver dagsrytmen ofte anderledes end når man er i en gruppe. Man skal ikke vente på nogen, og kan gøre som man vil. Da jeg var ung som på denne tur havde jeg en anden dagsrytme end jeg har nu. Jeg stod ofte tidligt op, og vandrede gerne nogle kilometer, før jeg spiste morgenmad. Pauserne fordelte jeg gennem dagen med en lidt lang frokostpause, og så vandrede jeg også gerne nogle kilometer efter aftensmaden, og jeg gik i soveposen når jeg havde rejst teltet. På den måde fik jeg vandret nogle, eller ret mange, kilometer i løbet af en dag.

Sarek
Jeg fortsætter af Padjelantaleden mod Kisuris-hytten, men drejer fra mod øst langs med Sjnjuvtudisjohka, og videre fem mod Kisuriskåten, der dog er temmelig forfalden, men fin at telte ved.
Det er en let strækning selvom man passerer en del pilekrat. Man vandre dybt nede mellem de vældige toppe Akka og Gisuris. Sjnjuvtudisjohka buldrer ude til siden, og er hele tiden nærværende som en god vejviser.

Jeg møder vandløbet Nijákjårgås. Dette skal jeg ikke passere, heldigvis, men i stedet vandrer jeg ind i Ruohtesvággi. På en lille høj med god udsigt, spiser jeg frokost til en flot udsigt ind i dalen. Skyerne ved ikke rigtigt hvad de vil. De bølger frem og tilbage, men holder på vandet.

Jeg når Smajlájåhkkå som har sit udspring fra Ruuohtestjåkkå's vældige gletsjer. I flere arme fosser det mælkehvide vand ned i dalen. Jeg skal over ellers kommer jeg ikke videre, men der er godt nok meget vand. Den mælkehvide farve forårsagt af sedimenter fra gletsjeren gør, at jeg ikke kan se hvor dyb den er, men jeg kan høre sten rulle i bunden af den.

Nu er vadning jo én af fjeldvandrerens største faremomenter, så man skal tænke sig om inden man begiver sig ud i strømmen, men jeg valgte at vove forsøget. Man kan altid gå tilbage hvis det bliver for dybt og for farligt. Det er ingen skam at vende om, og det er bedre end at vove pelsen.

På med sandalerne, støvlerne i rygsækken og ud i vandet. Det var isnende koldt og efter bare to skridt havde jeg mistet følelsen i fødderne. Vandet gik til lidt under knæene, men strømmen slog det op så selvom jeg havde smøget buksebene op til over knæene, blev de våde. Det var der ikke noget at gøre ved nu hvor jeg var ude i det, og snart stod jeg på stenene ude midt i løbet. Her stod jeg lidt og fik følelsen tilbage i fødderne, før jeg kastede mig ud i den næste strøm. Den var ikke så dyb, så den var hurtigt overstået.

Nu gik det i sandaler hen over stenene til næste deltarm. Også den fik jeg klaret, og nu gik det hurtigt med at få krydset det hele og tilfreds satte jeg mig, og fik strømper og støvler på igen.

Jeg skal finde en teltplads, men jeg er nu så tæt på Skarja i midten af Sarek, at jeg tager mig sammen og vandrer derhen for at telte i nærheden af parkens eneste hytte, der dog er låst.
Inden jeg nåede Skarja bøvlede jeg lige med to vandløb mere, men det var ikek så slemem.

Skarja er et fint sted at telte, og der ligger altid nogle andre. Området er flot, og i godt vejr har man fin udsigt mod Sarektjåkkås høje gletsjerklædte toppe. Folk samles naturligt herinde, idet Sareks eneste bro findes her. Broen fører over Mihkajåkkå, og var broen der ikke kom man ikke videre. Så kunne vi der kom fra nord stå og råbe til dem der kom fra syd, for over uden bro kommer man ikke med livet i behold. Der er for meget vand med for meget fart i det vandløb.

Nu følger jeg Rapajåhkå, krydser et par vandløb, der er smalle men dybe, og bevæger mig skråt op ad fjeldet til Spökstenen for at finde vej ind i Snavavággi. Svavavággi fører op om Rapadalens krat og sump under Låddebákte. Det er en lidt sej opstigning, men oppe er det let nok og ude på den anden side har man et fantastisk vue ned over Rapaselet. Dette vældige deltalandskab med øer og holme der ændrer plads og form år efter år, efterhånden som dalen fyldes op af sedimenter fra gletsjererne.

På Stuor Skoarkki's skråning lå jeg et par dage og spejdede efter bjørn; uden dog at se nogen. Til gengæld så jeg så mange store elge i min kikkert, at jeg på et tidspunkt havde otte i kikkertfeltet uden at flytte kikkerten. Adstadigt gik de nede i selet og græssede.

Elg
Nu ventede blot en lang tur ned gennem Rapadalens skov, hvor stien fører ned mod bådstedet hvor Sigurd Länta henter folk med båd, og sejler dem til Aktse. Da jeg kom til det øvre bådsted var der flere der ventede.

Der er ellers, eller var, faste tider sådan cirka for bådtrafikken, men i dag var det meget cirka.
Mens vi ventede lød der pludselig en puslen i buskadset bag os, og og ud væltede en elg ko og gik raskt ud i vandet hvor den stoppede og så sig tilbage. Lidt efter dukkede to kalve op, refuserede ved vandkanten, men på moderens grynt fortsatte ud i vandet hvorefter de alle tre krydsede elven, noget mere elegant end jeg plejede når jeg vadede vandløbene.

Da Sigurd endelig dukkede op tror jeg ikke at han var helt ædru, men han fik da båden ind til bredden og os alle ombord.