Granater

Ind imellem finder man spændende ting når man udforsker fjeldet. Måske kan man kalde det tillægsoplevelser, og mange af dem beriger fjeldoplevelsen.

Sealgga-hytterne

Vi ligger i telt ved Sealgga-hytterne, vejret er flot, klart og solrigt. Det er en af de forholdsvis sjældne stille og solfyldte dage, man oplever i fjeldet. Vi har indlagt en pausedag her ved hytterne. Efter nogle dage på fjeldproviant, er det hyggeligt at komme til Sealgga og tanke op. Sealgga-hytterne ligge ligesom på et naturligt samlingssted i fjeldområdet, midt på Kungsleden og hvor ruten gennem Stuor Reiddavággi, hvor vandrere kommer fra Visttas og Nállu, støder til Kungsleden og således også til Sealgga-hytterne.

I hytteanlægget er der en lille butik, og der er altid gang i den her. Det er steder man møder andre vandrere og måske nogle man kender fra tidligere ture. Folk går rundt mellem hylderne og beskuer lækkerierne. Der er slik, sodavan, øl, frysetørret mad, dåsemad, kiks og alt muligt i det lille butikslokale, og alt frister når man er herude.

Igennem mange år var det, det samme ægtepar der var hytteværter, så det var altid et hyggeligt sted lige at komme forbi. De gamle er imidlertid blevet for gamle til at tage på fjeldet og de senere gange jeg har været her har der været skiftende hytteværter.

På denne tur havde vi imidlertid også en anden plan udover at mæske os i civilisationens overflod.
Vi havde lagt en hel dag ind ved hytterne, og målet var at bruge denne dag på en bestigning af Selagga, der er 1865 moh.

Sealgga er relativt let at komme op på uden klatring. Der er bare lige den ene udfordring, at man skal over Čeakčajohka, inden man kan starte opturen.
Čeakčajohka er ikke sådan lige at springe, så oftest må man vade den, men det er ikke svært i de brede partier lige ved hytterne.

Vi kom tørskoet over, ved at vandre op og ned ude i vandløbet på stenpartier, for så til sidst at hoppe det sidste stykke. Det tog nogenlunde 5 gange så lang tid, som hvis vi bare havde taget vadesko på, og var gået over, men vi havde jo tid nok på denne årstid, hvor midnatssolen regerer og det ikke bliver mørkt om natten.

Granater i skifer

Når først man er ovre, er det hele let nok. Man går blot op i den nærmeste kløft, med retning mod toppen. Vi var kommer over elven lige ud for hytterne, så vi valgte at vandre op mod Dalsjön, der ligger i en såkaldt cirkusdal. Herfra vandrede vi op mod syd gennem en høj dal der fører over til dalen, eller kløften, Mielkeriehppi. Dalen er fyldt med skifre, og kikker man efter i dem finder man halvædelstenen granat.

Granater bruges som smykkesten når de er rene og røde, og dem kan man være heldig at finde heroppe, men de fleste er brune og slidt af i toppen.

Leder man kan man imidlertid godt finde fuldkantede flotte sten, og det er sjovt at have den slags med hjem som souvenirs, selvom de ikke har samme værdi som diamanter.

Når man er ovre i Mielkeriehppi fortsætte man blot opad mod gletsjeren, der nogle år har en vældig gletsjerport hvorfra vandet fosser ud og ned i strømmen, der fortsætter helt ned i Čeakčajohka.

Mielkeriehppi set fra Stuor Reiddavággi

Oppe ved gletsjeren er der en smal passage langs klippen hvor man går på kanten af gletsjeren, og her skal man være opmærksom på sprækken mellem klippe og gletsjer. En sprække der dannes ved, at den af solen opvarmede klippe smelter isen i kanten - bergschrund kaldesen sådan på fagsprog.

Heroppe er der også mange granater i skiferen, men vær forsigtig og gå ikke ud på gletsjeren, der har store sprækker og hvor nogle kan være dækket af sne eller tynd is, så man ikke ser dem før man falder i. Gør man det, kommer man ikke op igen!

Herfra er det blot at vandre videre opad langs gletsjeren hen mod det flade stykke, og derfra videre op til topkammen. Man kan vandre hele kammen mellem de to toppe, og når man vil ned igen, er det blot at gå ned til det lille flade stykke igen, og derfra videre over klippen til kløften, og ned til søen igen.

Herfra er det samme vej tilbage til hytterne.

I godt vejr er det en storslået tur.