Et godt spot i fjeldet!

De gode spot finder man sjældent lige om hjørnet, ofte skal man langt ind i fjeldet, og samtidig være heldig med vejret på det rigtige sted.

I 2008 vandrede vi i et af mine foretrukne områder af Kebnekaisefjeldene. Ja, jeg ved faktisk ikke om man kan kalde det ’Kebnekaisefjeldene’? Det ligger ligesom lidt udenfor, mod øst og på den anden side af den lange grønne dal Visttasvággi, der nærmest er Kebnekaisemassivets grænse mod øst, ligesom Čeakčavággi er det mod vest. Området som sådan har ikke noget samlet navn, så jeg kalder det ”Leavasområdet” efter det store vandløb der løber igennem det.

Området er en smule bøvlet at nå hvis man kommer med fly eller tog til Kiruna. Man skal nså med bussen mod Nikkaluokta ligesom alle de andre, men det letteste tilgangspunkt til Leavasområdet er fra den lille by Årosjåkk der ligger cirka 20 kilometer før Nikkaluokta. Man skal jo så af bussen før alle de andre og derfor forsøge at have styr på at ens rygsæk ikek lige ligger inderst i bussens bagagerum.

Alternativt kan man køre helt til Nikkaluokta, og tage en lidt mere avanceret vej op i området via Visttasvággi som man vandrer ind i, og så et kort stykke inde drejer fra stien, og kæmper sig op gennem birkeskoven til renvokterhytten ovenfor trægrænsen (se kortet).

Ruten er indtegnet med blåt

Man kan også bare chartre en helikopter og bede om at blive sat af ovenfor trægrænsen. Det gjorde vi!

Helikopteren pakkes i Nikkaluokta

Tilgangsvejen

Når man så på denne lette måde har overstået stigningen gennem birkeskovens mygge-helvede, og står ovenfor trægrænsen hvor en let brise trætter myggenes, i forvejen ikke særlig gode flyvetekniske kunnen, kan man være i fred for de fleste.

Nu var der så bare det, at jeg ikke havde peget særlig præcist på kortet, og derfor bare vist piloten, at han kunne sætte os af et eller andet sted, hvor det var lettest at sætte piskeriset ned, hvilket han gjorde med ynde. Vi kom af, han fløj videre med en vinken, og vi så os omkring – hvor f….. var vi egentlig?

Ovenfor Årosjåkk et eller andet sted stod vi jo nok, men præcis hvor vidste vi ikke. Der burde være en sti i nærheden, for der går en sti mellem Årosjåkk, og rundt om Leavasområdet, og frem til samernes sommerlejr ved Alisjávri, men den kunne vi ikke se. Der står ellers nogle røde krydser på alustænger og markerer vintersporet, dem kunne vi bare heller ikke se.

Men udsigten, den kunne vi godt se. Området fremstår som en kæmpestor højslette let kuperet af mindre høje,  med såkaldt tør rishede. Tør rishede er sletteagtigt bevoksning med fjeldbirk, der er en lav krybende træagtig vækst, hist og her afløst af små vandløb og søer. Nogle lidt større vandløb og pilekrat er der også et par steder, men området er letvandret.

Solen kæmpede lidt med skyerne om hvem der skulle have mest magt. En kamp solen så ud til at ville vinde, og ude mod vest sås de sne- og gletsjerdækkede toppe i Kebnekaisemassivet knejse mod den lidt uldne lyseblå himmel. Det var varm,t og vel godt op mod de tyve grader i solen, og skyggesteder var der ingen af i det åbne landskab.

Nu var det ikke altafgørende hvor vi befandt os efter landingen. Vi skulle ikke bruge stien til så meget, men den er god at have det første stykke, hvor vi gerne skulle ramme det bedste sted at dreje fra, for at undgå for megen pilekrat, og for ikke at komme for højt op.

Kortet, kompasset og ikke mindst GPS’en måtte frem. GPS’en fandt hurtigt satellitterne og dermed vores position, og så var det blot at få den ført ned på korter. X 7540100 og Y 1645200 i RT90 sådan cirka, og nede under en lille bakke så vi ikke kunne se sporet.

Vi gik lidt op mod øst, og der var sørme stien og vintermarkeringerne og det hele, og vi var på vej.

Lige før en sø, og hvor stien krydser pilekrattet, er det godt at dreje fra. Det gør vi og vandrer syd om søen 824 og ovenfor pilekrattet. Pilekrat er noget, og her kan I selv tænke jer til et rigtigt grimt ord!, og det skal man for alt i verden undgå hvis man kan. Specielt i regnvejr er det noget så bøvlet, men også når det er tørt. Grenene hænger fast i rygsækken, slasker én i ansigtet og rødderne griber om ens ankler, og det tager en hulens tid at møve sig igennem de krat, der er mandshøje og hvor man ikke kan se hvor man er, eller hvilken vej der er den korteste gennem moradset.

Det behøver vist ingen forklaring

Jeg havde jo været her før nogle gange, så jeg havde luret den bedste vej omkring det. Vi holdt os på højden lige ovenfor pilekrattet, men fulgte vandløbet Vállášjohka ind langs det lille fjeld Dolakčohkka. Vi har en overnatning herinde, inden vi næste dag vandrer videre mod det markante fjeld Bealžžáčorru. Bealžžáčorru, noget af en navn, står som et markant vartegn hvor Leavášvággi og Bealžžávággi møder hinanden, og sammen med fjeldet på dalens modsatte side, danner det en port ind til Leavášvággi’s øvre dele.

På vej

Vi vågner i teltene til en kold morgen. Vejret er slået om, og det der før var arktisk sommer, føles nu nærmere som arktisk efterår. Det blæser, småregner og en let regntåge bølger hen over landskabet, hvis brune og grønne nuancer udviskes i det skiftende diffuse lys. Stenene i den stenrige landskab, her oppe i knap 1200 moh, har skiftet fra matte til blanke og glatte, og den sparsomme jord der nærmere er grus har suget vand, så det sjapper om støvlerne da jeg går hen til vandløbet for at hente vand til morgenmaden. Det er ikke en morgen der inviterer til morgenhygge, men en morgen der inviterer til at vi hurtigt får spist, pakket sammen og kommer ned i lavlandet nede i Bealžžávággi 300 meter under os.

Nedstignen er bøvlet det første stykke, hvor der både er lidt stejlt og glat, men ned kommer vi da og nu lurer jeg lidt på vandløbet i bunden af dalen. Er der meget vand i år. Hvis der er, er vi gået for langt ned, og skulle hellere have krydset længere oppe i dalen!

Regnen er stoppet, men skyerne selvom de er lettet, lidt ser stadig truende ud. Jeg går forrest hen til det brede sted jeg kan se i vandløbet. I de brede partier plejer vandløb at være lettest at krydse. Vi har sandaler med så vi kan vade, men i det kolde vejr er der ikke meget sjov i dét, så jeg satser på at finde et sted hvor vi bare kan hoppe fra sten til sten.

Bealžžájohka

Vandløbet har en hovedstrøm med en del vand i nærmest mig, og lidt ude en holm med sten og græs, og endnu en strøm som jeg ikke kan se hvor dyb eller bred er. Vi vælger at holde en lille pause mens vi rekognoscere uden rygsække. Det viste sig let at komme over.

Vi fortsætter nu hen om ’hjørnet’ og omgår Bealžžáčorru’s stejle østlige udløber der stejlt tårner sig op over os. Skyerne er krøbet sammen igen og længere ned – det bliver regn! Regn havde jeg ikke lige kalkuleret med på denne del af turen, hvor vi ser frem mod en høj pasovergang, fra Leávášvággi til Visttasvággi. Vi havde nemlig ikke et brugbart alternativ. Længere fremme fandtes godt nok en opgang til Mårmapasset, men det ville nærmest være et værre valg i dårligt vejr end vores påtænkte.

Jeg sagde ikke noget, men fortsatte blot ind i Leávášvággi’s mere golde del mens regnen silede ned, frokosttiden nærmede sig og den flade bare dal bød ikke umiddelbart på noget læsted, som ville være egnet til en frokostplads. Skyerne der var blygrå, hang nu nærmest nede om anklerne på os, og sigtbarheden var få meter, men da vi fulgte vandløbet kunne vi sagtens orientere os. Vi skulle bare følge vandløbet et stykke ind i dalen, og gerne frem til søen længst inde.

Frokosten blev indtaget ved en klippeformation, ved bredden af vandløbet. Meget læ gav den ikke. Det var nærmest en illusion af læ, og vi spiste mens regnen dryppede fra regnhætterne, mens vi skuede så langt vi kunne ud i det grå og brune landskab.

Efter den hurtige frokost var vi ligesom brugt op, eller vi gad ikke mere, så efter et par kilometer slog vi lejr – morgendagen måtte vi se hvad ville bringe. Det så ud til, at vi skulle vandre over fjeldet i tåge og regn, men den tid den sorg!

Vi finder en udmærket teltplads. Den var i hvert fald plan og fin at telte på. Hvor vi var eller hvordan omgivelserne så ud kunne vi ikke se I tågen. Klokken var ikke så mange så vi krøb ind i teltetene og ventede på det skulle blive aftensmadsstid.

Så ligger man der og venter, læser og blunder lidt, med fare for at falde i søvn, så man har svært ved at sove om natten, men tiden skal jo gå med noget i de små telte.

Hen ad morgenen stilner regnen af sammen med vinden. Man ligger i teltet og tør dårligt kikke ud. Mon det klarer op? Eller er det bare en pause, inden det bryder løs igen? Vi kryber ud af teltene én efter én, kikker op på himlen ‘er det ikke blevet lysere?, vi tror det’, og finder kogegrejet frem for at lave morgenmad. Én henter vand og sørme om ikke skyerne spreder sig, og lidt blå himmel i voksealderen bryder frem imellem det grå. Fulde af fortrøstning spiser vi, og mens vi senere pakker lejren ned spredes skyerne endnu mere, og åbenbarer en næsten blå himmel.

Det klarer op

Spottet

Det hjælper jo noget på humøret, og selvom vi faktisk ikke er så langt fremme i dalen så vi skal dreje op mod vest, i kløften Šnalžogurra så vurderer vi, at vi lige så godt kan gå opad nu, og oppe tage plateauet vi kan se nedefra hen til Šnalžogurra. Nedefra ser det let ud. Det er det også, op ad et snefelt, indtil vi når plateauet der selvfølgelig er en irriterende blokmark af mellemstore grå gnejsblokke, der ikke ligger helt stille når man går på dem. De er heldigvis blevet tørre og er ikke glatte, men det tærer på både tid og kræfter at nå hen til kløften.

Vi når den hen ad formiddagen. Under os ligger den med blåt vand i vandløbet, der i to strømme løber ud over kanten gennem en frodig grøn eng oversået med gule smørblomster, og ned i Leávášvággi under os. Vi bliver på højden og slider os videre ind I fjeldet. Stigningen ophører og vi spiser frokost på et fladt stykke med frodige enge, piblende sølvglinsende vandløb solen spejler sig flaksende i, og nogle gode sten at sidde på mens vi spiser frokost. Vi giver os god tid i varmen og nyder livet.

Da vi begiver os videre har vi to vandløb der skal passeres. De er ikke noget problem vandmæssigt, men de ligger dybt nedskuret i fjeldet i dybe kløfter man først skal ned i, derefter krydse vandet og så op igen på den anden side, hvor man med det samme man er oppe kan se den næste, hvor strabadserne vil gentage sig  på de løse skråninger.

Vel over belønnes anstrengelserne med et storslået vue tværs over Visttasvággi hvor Kebnakaisemassivets spektakulære toppe og markante fjeldpartier, står skarpt mod den klare blå himmel.

Vi vandrer stille og roligt hen over plateauet mens vi nyder udsigten. Jeg overvejer om vi skal telte heroppe. Det er jo fint og stille vejr, der er fine græsklædte teltpladser ved et klukkende vandløb. Smørblomster, fjeldensian, kvan og andet smukt vokser langs med det, solen skinner og alt er godt. I baghovedet lurer dog fornemmelsen af, at vejret slår om i løbet af nattet, og at ligge heroppe i 1200 moh hvis det blæser er ikke optimalt, så vi vælger at vandre ned i Visttasvaggi hvor vi telter ved den gamle kåte ved broen over Vássajohka.

Inden vi vandrer ned og væk fra udsigten sidder vi og nyder synet.