Grønland

Der skulle gå mange år, fra jeg første gang stiftede bekendtskab med Knud Rasmussen, og drømmen om Grønland blev fæstnet i min bevidsthed, til jeg for alvor kom til Grønland.
Turist i Grønland kan man altid blive, og det har jeg været mange gange, og mens mit rejsebureau
'Vildmarksrejser' eksisterede guidede jeg en hel del vandreture ved Kangerlussuaq og Ilulissat.

Tasiilaq og min daværende bolig, der er den blå, længst nede i billedet i midten

Forholdene for den slags små specialrejsebureauer som 'Vildmarksrejser' var, var blevet vanskeligere og vanskeligere. Vi levede i høj grad på vores ekspertise i fjeldvandring i Kebnekaisefjeldene, i Sarek og på de to grønlandske destinationer, hvor vi ved rutegennemgange havde funder fine ruter og teltpladser i tiden før der kom håndholdte GPS'ere, og gode vandrekort over grønlandske områder.
Da disse effekter blev allemandseje, kunne mange selv arrangere og udføre deres egen tur deroppe. Rejsebureauer og turismeselskaber, ledet af grønlandske Outfittere, som jeg til dels selv havde været med til at undervise, gjorde det vanskeligt for os der ikke boede i Grønland, at fastholde markedet.

Vi lukkede rejsebureauet, og med det 'Fjeldsporten' og Vildmarksskolen. Umiddelbart derefter fik jeg muligheden for at flytte til Tasiilaq i Ammassalik distrikt på Grønlands østkyst, og i 1996 stod jeg så af helikopteren, der havde fløjet mig fra lufthavnen på Kulusuk, i Tasiilaq!

Østgrønlandsk hundeslæde

Det var i slutningen af august, og efterårsfarverne rådede over den sparsomme bevoksning i byen. Pulversneen prydede allerede toppen af Sømandsfjeldet, der knejser over byen, og luften var kølig.

Vinteren stod for døren, og jeg skulle have anskaffet mig en slæde og nogle hunde, for når slædesæsonen i marts startede, så skulle jeg være klar.

Nu er hundeslæder ikke sådan lige noget man køber, men på skolen er der hver vinter kurser i slædebygning, så det meldte jeg mig naturligvis til med det samme.

Det var noget af et job at få bygget slæden, der her på østkysten er helt anderledes end dem jeg kendte fra vestkysten. Den østgrønlandske slæde er nærmest en kæmpestor kælk med opstander. På østkysten kører man en hel del ind over land hvilket, mange steder er stejlt både op og ned, og derfor skal slæden dels være let, men også meget fleksibel så den kan give sig, i det ofte ujævne terræn. En anden feature ved den østgrønlandske slæde er bremsen bagpå.

Et andet mindre problem var at skaffe hunde. Hunde er der nok af i Tasiilaq, men det er jo nogle folk bruger, så der er aldrig nogen til salg. Har man overskud bliver de enten skudt eller foræret gratis væk, hvid nogen gider have dem.

Tobias Ignatiussen

Min gode ven i Tasiilaq, Tobias Ignatiussen, der også var uddannet outfitter, og som jeg havde været sammen med på et kursus i Kangerlussuaq et par gange, måtte stå for skud. Tobias havde mange hunde, og det lykkedes mig at få de første fra ham, og så var jeg jo ligesom i gang.

De næste stjal jeg faktisk på forskellig vis. Jeg havde sådan en sød og smuk tæve, der stod i kæde sammen de andre få jeg havde fra starten, og den lokkede mange hanhunde til sig i løbetiden, og når hunde parrer sig hænger de sammen, og så var det blot at sætte en kæde på bæstet, og så var den hjemme. På den måde fik jeg et par stykker. Et par andre løb bare løse rundt i byen, så dem tog jeg i nakkeskindet og slæbte hjem. Den slags grinede folk blot af - voksne hunde må ikke være løse i Grønland.

Der er mange historier om hunde og her er én.
Jeg boede ude på en næs, i et enderækkehus inde mod fjorden, i en bugt ved en lille naturlig jollehavn.
Der er ligesom to rækker af rækkehuse, eller nærmere tre. Foran mit lå en række røde, og bagved en række grønne tror jeg de var. Min række var, eller er blå.
Ovre på den anden side af vandet, havde en anden dansker sine hunde stående, og en af dem hylede hver aften temmelig gennemtrængende.
En dag møder jeg en af mine genboer på vejen, han klager over den hylende hund, og udtrykker ønske om at skyde den en aften, og spørger hvad jeg ville sige til det. Jeg er nærmest ligeglad, for den irriterer også mig, og sikkert også en masse andre i byen.

Om aftenen hyler kræet igen. Jeg er ude og ordne sælkød til mine hunde på bagsiden af huset, og pludselig smækkes et vindue op med et smæld, en riffelpibe kommer til syne, et skud lyder skarpt i den klare vinterluft, og hyleriet dør ud midt i en strofe. Vinduet bliver smækket i og alt er stille!

Min læremester, udi den ædle kunst at køre med hunde, var også Tobias der tålmodigt underviste og som jeg har kørt adskillige ture med efterfølgende, også sammen med fotograf Bo Tornvig der i over en uge tog en mængde gode billedserier af Tobias.

Hunde får hvalpe hele tiden, og på et tidspunkt havde jeg faktisk 18 hunde og så var det fast arbejde at skyde sæler, så de kunne få noget at leve af.

Det er en fantastisk følelse at suser over havisen på sin egen slæde og med sine egne hunde på jagtture eller blot fornøjelsesture. Følelsen af den grønlandske totale stilhed om vinteren kun brudt af hundenes åndedræt der fryser i hvide skyer i kulden og slædemedernes hvislen mod sne og is.

Jeg blev ret god til det, men det var ikke uden sved og tårer, som dengang jeg for fuld fart for hjemadgående med fuld lastet slæde, susede hen over isen på fjorden Kong Oskars Havn. Min slæde er 3 meter lang, og med læs er den tung. Vi havde været på langtur og hundene var ellers trætte, men med synet af byen forude kom der god fart i dem. Jeg sad på slæden der susede hen over isen, men piskens otte meter lange snert slæbende efter mig parat til både komando og dirigerende smæld. Det må have set flot ud tænkte jeg. Fangeren på vej hjem med kød og i fin stil. Bare der nu var nogle der havde fået øje på mig, og som kikkede mens jeg stolt kørte mine hunde op i byen.

Nu skete der så bare det, at jeg i det fjerne så en slæde for udadgående i samme slædespor som mit, og så er det med at holde tungen lige i munden, og have styr på bæsterne under passagen.

Desværre var kusken der kom imod mig min læremester i slædebygning Otto Pivat, og han havde en tæve i løbetid. Sådan en er smart at spænde forrest i spandet, og så hanhunde derefter - det giver fin fart i slæden.
Min førerhanhund fik naturligvis færten af den skønne tævehund, og ville da skide på både pisk og kommandoer fra min sider. Der var noget meget vigtigere der skulle ordnes, hvorfor de to spand tørnede sammen midt ude på isen, hvilket resulterede i et gigantisk slagsmål som Karl og jeg også kastede os ud i med piskeskafterne, i forsøget på at få magt over hundene igen.
Det arbejde tog nok det meste af en time, og forpjuskede kørte vi igen hvert til sidst. Karl ud over isen, og jeg ind til et mægtigt grinekor inde på land.

Der er også utroligt mange oplevelser i Grønland med jagt og fiskeri, og om vinteren foregik jagten med hundeslæde og om sommeren med båd, og ofte langt væk op langs kysten på flerdagesture hvor vi boede i fangsthytter, hvoraf der er mange langs kysten og i de små bygder.

Isbjørne på isflage

De mange hunde skulle have foder, og den bestod af hundefoder vi købte og fik sendt op fra Danmark, samt tørrede torsk og masser af sæler.

Vi tog på jagt i vågerne ude ved storisen, både sommer og vinter. Jagtløkken var forskellig, men Tobias er en af de dygtigste fangere jeg nogensinde har mødt, og når jeg havde 3 sæler havde han altid mindst 10.

Nu fungerer min slæde som havesofa.....