søndag den 25. august 2019

Overraskelser på turen

Jeg sidder og sorterer billeder fra ture og når man gør det dukker der altid noget spændende op som minder én om ture eller steder.
I 2013 blev jeg kontaktet af et par der skulle skrive opgave mens de gik på friluftsvejleder i Norge. De ville gerne have mig som supervisor men skulle ellers selvstændigt arrangere og udføre et friluftskursus for en gruppe mennesker i Sydsverige og det blev en meget overraskende tur.


Tidspunktet for kurset blev sat til påsken idet man så havde nogle ekstra dage.

Kurset som skulle afvikles som en tur med instruktioner undervejs blev lagt i Sydsverige som nævnt og fortrinsvis udenfor de etablerede stier og også gennem usporet land hvilket på forhånd lagde op til udfordringer.

Hvad ingen havde regnet med var at påsken det år var den eneste vinteragtige periode i den vinter og nogle steder på ruten lå der en del sne ligesom det også sneede under forløbet.

Vandløb er der mange af i Sydsverige og også de gav lidt udfordringer selvom der mange steder var tynd is og at de under andre forhold havde været lette at springe, så var de det ikke i det glatte føre.

At det ville være vinter i påsken havde ingen tænkt på selvom det ind i mellem hænder men den slags vejr byder altid på nye læringsemner og ingen af de tilmeldte på holdet meldte fra af den grund. De fik blot et mere udbytterigt kursus mht valg af udstyr etc.

Alt bliver anderledes når vejret skifter på den måde og vandring udenfor stierne kræver også under normale forhold mere energi og derfor lægges etaperne kortere.
Når det så sner og er glat kommer der et yderligere element til så derfor skal man om vinteren være forberedt på allerede hjemmefra at det kan være nødvendigt at ændre eller afkorte sin rute.

Også det at skaffe vand til at drikke og til madlavning tager mere tid end om sommeren. Vandet i søerne herovre i Blekinge er de fleste steder rent nok til at man kan drikke det så derfor har vi aldrig meget vand med i rygsækkene.

Vand skal man jo have uanset og også selvom man må hukke hul i isen på søen for at få fat i det.

Tilbage til planlægning af ture udenfor stierne så skal man som sagt altid have en plan B hjemmefra eller være så erfaren at man kan "opfinde" en undervejs og det skal altid gøres på en måde så det ikke forringer den tur deltagerne har meldt sig på og det kræver både turledererfaring og stort kendskab til det område man planlægger turen i.

Har man ikke den erfaring må man øve sig eller holde sig til stierne.

At overnatte under disse forhold er også anderledes end om sommeren. Ikke at vintrene på vore breddegrader er særlig kolde men hvad langt værre end kulde er så er vores vintre våde.


Som princip sover jeg aldrig i telt syd for polarcirkelen med mindre jeg er i fjeldområdet. Jeg foretrækker tarp eller hængekøje og det giver naturligvis lidt ekstra udfordringer om vinteren eller hvis det regner og blæser samtidig men på den anden side sover man godt ude i det fri.


På turen her havde de fleste telte med og det gik også udmærket men i den kuperede svenske skovbund er det ikke så let at finde teltplads til så mange telte så man ligger lidt spredt.

På trods af vejret husker jeg turen var god, instruktørerne dygtige så jeg kunne give ros og melde fint tilbage til skolen og deltagerne var glade og syntes de havde fået et godt kursus og en fin tur.

torsdag den 22. august 2019

Fjeldturen sommeren 2019 - film

Her er en række film arrangeret af Jens Henrik Koch som var en af deltagerne på min guidede tur til området omkring Sveriges højeste fjeld Kebnekaise.

De ture jeg guider går fortrinsvis i terræn uden markerede eller let markerede stier og turen her var ingen undtagelse fora reglen.



Alle filmene kan ses via dette link: https://www.youtube.com/channel/UCBaQOVRkcCLbNyfvkfj1Cyw/videos?view=0&sort=da&flow=grid

onsdag den 21. august 2019

Boganmeldelse - Nordeuropas svampe I + II

Svampesæsonen er over os og med det skal der både findes, samles og bestemmes svampe Hvad er spiseligt og hvad er giftigt og hvad er alle de andre for nogle og hvorfor vokser svampene forskellige steder.


Det er meget moderne i disse år at sanke i naturen og svampe er stadig populære at samle men mange kender kun få spisesvampe og vil gerne lære flere at kende ligesom nogle af os nørder lidt mere og selvfølgelig samler spisesvampe men derudover også er nysgerrige på svampe der ikke er spiselige.
Dertil kommer at det er en fordel for enhver svampesamler at kende alle de giftige for gør man det risikerer man ikke andet end at få noget med hjem der ikke er spiseligt men heller ikke er giftigt.

Nordeuropas svampe er det til dato mest imponerende og gennemarbejdet værk i to bind om svampe på dansk.
Værket er skabt af de to førende mykologer Thomas Læssøe og Jens H. Petersen som både har lang erfaring som undervisere men som også er forfattere til flere betydningsfulde bøger om svampe, så her er tale om virkelige kapaciteter på området hvilket bøgerne bærer tydelige præg af.

Bøgerne omhandler mere end 2.800 svampearter og er illustreret med mere end 10.000 flotte og tydelige billeder der er med til at gøre det lettere at bestemme den enkelte svamp.

Værket starter med et helt nydesignet bestemmelseshjul med en overskuelighed alle kan forstå.

Et afsnit behandler også svamperiget, hvad en svamp er og hvor og hvorfor den lever og vokser hvor den gør, og hvad den lever af.

Bøgerne er usædvanlig flotte og overskuelige så jeg vil driste mig til at udnævne dem som et pragtværk.

Fakta
Forfattere: Jens H. Petersen og Thomas Læssøe
Forlag: Gyldendal
Format: 290 X 200 mm - indbundet - 2 bind
Sideantal ialt: 1650

Pris: 899,95

mandag den 19. august 2019

I dag kommer der ikke til at ske så meget her på bloggen for nu er jeg ved at lægge sidste hånd på min bog om shelterovernatninger der gerne skulle udkomme på Bogforum i Bellacenter.
Bogforum er i år fra den 15. - 17. November og der håber jeg at se mange af jer.
Jeg har naturligvis også mine to andre bøger med :)

lørdag den 17. august 2019

Tanker om fjeldvandring, vol-V

Det er altid en særlig fornemmelse at stå på Kungsleden og især ved Sealgga-hytterne der nærmest ligger som et midtpunkt på ruten mellem Ábesko og Kebnekaise fjeldstation, selvom ruten fra Siŋŋi-hytterne og ind forbi Kebnekaise fjeldstation og videre til Nikkaluokta ikke er en del af Kungsleden.
Kungsleden fortsætter nemlig videre mod syd. Strækningen fra Siŋŋi til Nikka hedder Dag Hammerskiölds Led.

Sealgga-hytterne ligger smukt midt i dalen
Noget af det jeg er faldet for i fjeldet er kontrasterne. Den evige skiften mellem forskellige farver og nuancer der naturligt er lige fra de brune karske blokmarker i de højtliggende dale til den utrolige frodighed man oplever i  fjeldbirkeskoven og på højurtsengene. Også de skiftende vejrlig ændrer fjeldets farver og de små næsten uanseelige fjeldvækster som fjeldensian, lapsk alperose og mange andre der ikke ser ud af så meget men hvis farver her en sjælden intensitet lyser op.

Men nu sidder jeg på bænken for enden af den gamle Sealgga-hytte med udsigt gennem Čeakčavággi mod syd og drikker en Norrlandsk Guld på hele 3,5%. Det er en af de goder man godt kan unde sig selv når man går forbi Sealgga der har en lille butik og dengang kunne man også købe postkort og frimærker så man kunne sende en lille hilsen hjem til dem derhjemme og håbe at kortet nåede frem inden man selv var kommet hjem hvilket der ikke var garanti for idet vandrere der kom forbi hytten og skulle mod Kebnekaise fjeldstation tog posten med og afleverede den i receptionen. Herefter kom det med helikopteren til Nikkaluokta og med bussen til Kiruna og videre ud i verden derfra.
Men hyggeligt var det og Sealgga havde deres eget stempel til kortet så man kunne se at det autentisk kom derfra.

Nu har jeg vandret deroppe i rigtig mange år og er der mulighed slår jeg altid et smut forbi Sealgga for at høre nyt og se om der er folk jeg kender og det er der ofte eller også har jeg tidligere mødt hytteværten på en anden hytte.

Er vejret fint er Sealgga-toppen også altid et besøg værd og den kan man nå helt uden klatring bare man vandrer opad det rigtige sted.

Den mest brugte vej er gennem kløften og op til søen 1055.
Man vandrer simpelthen over mod vandløbet Čeakčajohka som man vader. Det er sjældent at man kan komme over den uden at få våde fødder men vadet er let.
Herefter går man hen til kløftens munding og op i den hvilket ikke byder på nogen sværhed, og når man er oppe på sydsiden af søen vandrer man op ad de terrasseagtige blokke op til det lille plateau og derfra videre til kammen som  man så følger mod syd til selve toppen.

Vil man en anden vej ned fortsætter man hen over toppen og ned til plateauet 1510 og derfra over i kløften Mielkeriehppi og følger den ned. Nede skal man vade vandløbet og vandre nordpå for også at vandre Čeakčajohka. I somre med megen vand kan ruten ikke benyttes idet det vil være vanskeligt at vade vandløbet i Mielkeriehppi.

I stedet kan man gå fra toppen tilbage til det sted man kom op og derfra følge gletsjeren ned på nordsiden af Mielkeriehppi til Čeakčajohka.

Det er en super fin bestigning tæt på gletsjeren og så kan man finde halvædelstenen granat i skifferen undervejs.


torsdag den 15. august 2019

Tanker om fjeldvandring, vol-IV

På min vej ud igennem Guobirvággi falder mine tanker på førstebestigningen af Kebnekaises sydtop men jeg vandrer ad blokmark ud mod Kungsleden.

Guobirvaggi mod vest. Billedet er taget fra passet mellem Gaskkasvággi og Guobirvággi

Fra min lille lejr ved søen i Guobirvaggi vandrer jeg langs Drakryggen ud mod Kungsleden.
På vej ud passerer jeg atter Rabots gletsjer der som en vældig blågrøn ismasse liggerflyder ned på bagsiden af Kebnekaisemassivet. Gletsjere er altid imponerende og det er de vandmasser der fosser ud fra gletsjerporten og brusende flyder ud medbringende grumset slam fra gletsjeren.

Jeg stopper op og spejder over imod det sted førstebestigeren gik op i sit forsøg på at nå Kebnekaises sydtop. På afstand ser fjeldsiden ikke ud til at kunne betvinges men kommer man tættere på ser man fint en stejl, men farbar vej op og i 80'erne forsøgte brugte jeg den selv til en bestigning. Er man først over det første stejle stykke med løse blokke står man på et relativt fladt plateau der naturligt fører hen til topstugan og videre op til toppen.

Bestigningen foregik i år 1883 idet den franske geograf og eventyrer Charles Rabot startede sin ekspedition fra Skjomdalen ved Narvik. Med sig havde han tre ledsagere nemlig samen Jon Larsson der også var fjeldguide samt Pehr Abrahamsson og Hans Monsen og en hest.
Vandringen fra Skjomdalen til Kebnekaises fod i Guobirvággi tog dem seks døgn og om aftenen den 22. august ved 19-tiden stod de nedenfor fjeldet.

Faktisk var det ikke meningen at han ville bestige Kebnekaise med det sammen men blot foretage en kort rekognoscering men da han nåede plateauet gik han alligevel mod toppen som han altså nåede.

De gamle historier om fjeldområdet er interessante og på samme måde som beskrivelsen af førstebestigningen af Kebnekaises sydtop findes der optegnelser om alle bestigninger i området og vil man vide mere kan man finde alle informationerne i Tore Abrahamsson's bog  "Dette är Kebnekaise.
Bogen udkom på Bonniers forlag i 1987.

Guobirvággi er en hyggelig dal og selvom den indeholder en del blokmark i de øvre partier er der alligevel teltpladse som de lidt dårlige for enden af søen og nogle bedre bed foden af Drakryggen lige før Rabots gletsjer og også ud for gletsjeren.

Min færd fortsatte som nævnt ud til Kungsleden som jeg fulgte nordpå til Sealgga-hytterne der altid er et hyggeligt mødested i området. Her mødes både folk der vandrer på Kungsleden og folk der kommer fra eller skal mod Nállu og Visttas og det er et godt sted at høre nyt om forholdene i Čeakča-passet og om vadene i Styor Reiddavaggi hvis man vil til Visttas.

Min plan hjemmefra var at vandre mod Visttas men mere om det senere ...

onsdag den 14. august 2019

Tanker om fjeldvandring, vol-III

Tilbageblik åbner altid for nye tanker men også for undren over flere ting for udover førsteindtrykket af fjeldet som fantastisk og flot og bjergrigt hvad er det så der drager?
Bjerge er der jo mange steder og også under varmere himmelstrøg så hvorfor bruge sommeren i kulden med risiko for sne midt i juli?


De moderne kort nogle måske vil følge med på (de ligger på nettet) har ændret stavemåde så mange af navnene nu kun står på samisk så fremover vil jeg anvende den stavemåde.

At jeg lige forelskede mig i fjeldområdet omkring Sveriges højeste fjeld, Kebnekaise,  er tilfældig og skyldes nok den bog jeg fandt om Kungsleden og at det var i det område jeg første fjeldvandrede.
Og så måske alligevel ikke for der var noget dragende over området allerede på min første tur ned ad Kungsleden hvor jeg kikkede ind i alle sidedalene som jeg syntes var så spændende og tillokkende at jeg allerede i august og altså kun en måneds tid efter min første tur, tog derop igen.

Det blev så til to ture på samme sommer men med vidt forskellige indtryk idet min grundrute var den samme bortset fra at jeg denne gang startede i Nikkaluokta og ikke som på den første tur i Abisko.

Denne gang ville jeg op i Tarfala og se om ikke jeg kunne komme over i Guobirvággi. Jeg havde læst om ruten kaldes 3-pasleden i en anden bog jeg havde fundet i en antikvariat. Bogen hedder "Fjällturer i norra Lappland" og er udgivet af Den Svenske Turistforening i 1948 og altså et år før jeg blev født. Jeg har den endnu.

Det er altid meget let at andre fra Nikkaluokta og gennem fjeldbirkeskoven til vandløbet Tarfalajohka 3 km før fjeldstationen og de mange gange jeg har gået ruten har jeg altid vandret til søen Laddjujávri og teltet der ca 6 km fra Nikkaluokta hvilket passer fint med tiden fra at bussen ankommer og til aftensmadstid og så er man ligesom igang med turen.

Allerede dengang var stien veltrampet gennem skoven der ikke levner megen rum for udsigt men man fornemmer alligevel områdets storhed via kik til bløde afrundede toppe gennem lysninger i bladhanget mod dalens modsatte side, og netop disse kik er med til at opbygge en forventning og spænding. Ind imellem ser man snefelter på fjeldenes nordligt ente kløfter som kontrast til fjeldskovens blændende frodighed. De krogede fjeldbirkes lysegrønne blade står i kontrast til de sorthvide stammer og i skovbunden vokser tidsler så høje som en meter sammen med blåbær og svampe mellem trøskede stammer der vidner om udgåede træer der har måttet bukke under for ælde.

Man kommer hurtigt frem og de sidste 10 km gennem skoven der stadig åbner sig mere og mere efterhånden som terrænet stier er relativt hurtigt vandret og pludselig står man ved broen over den brusende Darfáljohka.
Broen var dengang en træbro men er nu udskiftet med en stålbro.
Frem foran mig fortsatte stien mod Kebnekaise fjeldstation og mod nord fører stien op gennem Darfálvággi mod gletsjerne.

Turen op i Darfálvággi er let nok selvom den stiger og i vore dage er ruten lagt en smule om via to broer så man slipper for det stejle stykke hvor der altid faldt sten ned fra stien når man gik på den.

Ruten stiger jævnt med ind imellem stejlere stigninger mens dalen snævrer ind og i bunden bruser vandløbet der er grumset og mælkehvidt af gletsjerslam som vandløbet føre med sig i store mængder fra gletsjerne længere oppe i dalen og på vandløbets modsatte side tårner stadig stejlere fjeldsider sig op og hist og her falder små vandfald ud over kanten deroppe mens vinden får dem til at ligne sølvglintende vifter i sollyset hvor de falder ud over for så atter at samle sig.

Længere oppe åbner udsigtens sig ind imod først Storgletsjeren og siden Isfaldsgletsjeren og Giebnebaktigletsjeren. Ismasserne er helt snefrie og glinser i turkisfarvede nuancer mod den blå himmel og over Storgletsjeren ses Kebnekaises hvide sydtop. Et fantastisk skue med den næsten sorte klippeside som forgrund bag gletsjerne.
For mig var dette dengang et unikt syn der fæstnede sig i min erindring og stadig gør det her 50 år efter. Måske er det de indtryk som der efterhånden kom flere og flere af med årene jeg ikke kan løsrive mig fra.

De  ca 6 km der er fra Darfálbroen nede i dalen og op til Darfál-hytten er hurtigt vandret og stående med udsigt til passet ved siden af Giebmebákti-gletsjeren så det ikke så let ud som jeg havde forestillet mig men uden at tage sorgerne på forskud teltede jeg på en lille plet på det nederste af morænevolden ved siden af søen.

Turen op ad morænevoldene var forholdsvis let og det er den stadig men helt oppe var der en hel del is så det var svært at se hvor gletsjeren gik til og hvor der blot var sne og hvor klippen begyndte.

Gletsjeren var fuld af dybe sprækker i isfaldet og man kunne se ned i de nærmeste. Forsigtigt bevægede jeg mig opad vel vidende at der også kan være sprækker i kanten mellem is og sne og klippe.

Det gik fint og snart var jeg oppe ved søen kaldet Svarta sjön men forinden havde jeg siddet på kanten og nyt udsigten ned gennem dalen og over gletsjerne der ligger på Kebnekaises østvendte sider.

I vore dage har gletsjerne trukket sig en hel del tilbage og der er nu let passage i passet.

Passet stiger lidt efter søen hvorefter det går stejlt ned på grus der glider lidt når man går på det og ned i bunden af Guobirvággi hvor der ved søens ende godt kan ligge et par telte.

Oppe i passet efter Svarta Sjön, efter den store varde, ser man ind over toppen af Rabots gletsjer og "desværre" ser man også op imod en mulig nordlig passage til Kebnekaises nordtop idet man kan bestige Giebnebákti og fortsætte til Halspasset hvor der er lidt klatring og derfra videre til toppen. Som ung eventyrer bruger man alle pauserne på at se på kort og på at orientere sig så man ved hvor man er men også for at finde nye muligheder.

Det er en fin tur med flot udsigt og vil man ud igennem Guobirvággi hvilket jeg gjorde så er der også teltpladser for enden af Drakryggen ved Rabots gletsjer hvorfra der kun er få km ud til Kungsleden.


mandag den 12. august 2019

Tanker om fjeldvandring vol-II

Selvom jeg allerede som barn holdt meget af at være ude og lege i naturen så var det vel ikke så underligt i forhold til andre børn, men i ungdomsårene forlod trangen mig ikke selvom teenageårene selvfølgelig førte langhårede distraktioner med sig.

En ung René på Knivkammen
Til min stigende interesse for fjeldet hører også en forhistorie ...

Reglerne for færdsel i den danske natur var noget anderledes da jeg var ung. Dengang var der ikke noget der hed shelterpladser eller fri teltning men hvis man ringede til skovridderen i en statsskov kunne man godt få lov til at telte bestemte steder men eller må jeg jo flovt indrømme at jeg ofte tyvteltede.

Allerede som helt ung lærte jeg at at færdes i terrænet uden at afsætte spor og at finde pladser i skoven hvor skovens ansatte aldrig eller sjældent kom.

Mens jeg fjeldvandrede om sommeren var jeg ligesom nu også ude på alle andre årstider og når jeg ikke kunne være i fjeldet -der kan man kun være sådan cirka fra St. Hans til slut september og om vinteren fra april til midt i maj- så brugte jeg Danmark eller Sydsverige ligesom i dag.

Bornholm har også været et yndet sted især om vinteren. Her er klipper mod nord og ingen mennesker.
Engang ringede jeg til det der dengang hed Bornholms Statsskovdistrikt for at spørge om lov til at telte på Hammeren ved Krystalsøen men hold k.... hvor var skovridderen sur! Der kunne absolut ikke være tale om noget som helst og desværre havde jeg fortalt ham datoen i telefonsamtalen så han vidste hvor jeg agtede mig hen og hvornår.

Jeg gjorde det alligevel men lagde mig højere oppe over Krystalsøen og sent om aftenen kunne jeg sidde ved teltet og se skovridderen lede med lommelygte nede ved søen.

Men tilbage til fortiden og fjeldvandringen som faktisk startede med at mine forældre købte sommerhus ved Hundested og her fandt jeg Knud Rasmussens hus og den lille René blev straks grebet af eventyrlysten og indfanget af billeder og beretninger fra slædeekspeditioneer og selvfølgelig drømte jeg om Grønland.

Jeg tror at jeg har læst alt hvad der findes om Grønland, eskimoer og grønlandsfarere og jeg har den dag i dag et omfattende bibliotek om arktis.

Der skulle imidlertid gå mange år før jeg satte mine vandrestøvler på Grønlands fjelde men det er en helt anden historie.

Grønland var for dyrt for en underuddannelse men en dag bladrede jeg i en bogkasse udenfor en antikvariat i Skindergade og fandt en bog om Kungsleden der dengang kun gik fra Abisko til Singi og videre til Kvikkjokk. Fra Singi gik et spor ind til Kebnekaise fjeldstation hvis første del blev bygget af sten mellem 1907 og 1911.

Bogen kostede så vidt jeg ved en flad femmer så den købte jeg og blev straks fanget af beskrivelsen og en drøm om at vandre strækningen eller noget af den spirede i mig.

søndag den 11. august 2019

Tanker om fjeldvandring vol-I

Når man nærmer sig et aldersmæssigt skarpt hjørne er det altid en anledning til at gøre op med eller tænke over nogle ting i sit liv.
Jeg er netop i år fyldt 70 år og dermed rundet endnu et skarpt hjørne og dertil også en slags jubilæum idet jeg samme år har 50 års jubilæum som fjeldvandrer.

Læs vol-I her Læs vol-II her Læs vol-III her
Læs vol-IV her
Læs vol-V her


Set tilbage på et langt liv med fjeldvandring og friluftsliv har det selvfølgelig givet mange gode oplevelser og da jeg har brugt det meste af tiden på at gennemtrave Kebnekaisefjeldene, hvilket har givet mig et indgående kendskab både til de kendte og mindre kendte markerede, og umarkerede ruter, så har jeg også "udviklet" et utal af alternativer.

Nogle af alternativerne er blevet til på aleneture mens andre er fundet når jeg har været guide på såkaldte "pionérture" der fra starten har haft til formål at kortlægge nye muligheder i fjeldet.

Det har været mange år med utrolige og spændende oplevelser og møde med mange hyggelige mennesker såvel unge fra ungdomsskoler og voksne.

Min interesse for friluftsliv og fjeldvandring har altid været kædet sammen med formidling. Min mission har været og er stadig at udbrede kendskab og interesse for friluftsliv og fjeldvandring, og derfor har jeg også lige fra starten haft en drøm om at være fjeldguide.

Men hvordan bliver man lige fjeldguide? Vi skal her tænke på at jeg gik min første fjeldtur i 1969 og dengang var der ingen kurser i noget som helst der handlede om friluftsliv, så der var der ikke andet at gøre end at øve sig selv hvilket jeg så gjorde.

Men hvor meget skal man så øve sig før man tager ansvaret for en gruppe? Det var også min tvivl for hvad hvis der sker noget på grund af at guiden ikke var kvalificeret?

Det første år vandrede jeg to ture, én på Kungsleden fra Abisko til Singi og Nikkaluokta og en eftersommertur hvor jeg med udgangspunkt i Kungsleden udforskede nogle sidedale men stadig markerede eller delvis markerede ruter.

I de efterfølgende år vandrede jeg både alene eller med en makker og min datter ture på op til én måneds varighed og her var der gode muligheder for at komme langt ud og væk fra stierne hvilket lagde grunden for min mangeårlige erfaring og efter 10 år følte jeg mig parat til at guide ture for nybegyndere.

torsdag den 8. august 2019

Naturguide Island

Jon Freiberg og K. Torben Rasmussen har begået en fantastisk bog om Islands natur der også indeholder afsnit om geologi og gode lokaliteter.
Bogen s hovedemne er en komplet gennemgang af Islands fugle, pattedyr og planter.

Bogen er efter min vurdering den bedste der til dato er udgivet om Islands natur og dyreliv og så i et format det er til at have med i rygsækken.

De 104 fuglearter, 26 land- og havpattedyr samt mere end 248 planter er godt illustreret i flotte billeder der gør det let at genkende dem fra naturen.

Bogen er et must for alle Islandselskere og vil være en god "ven" på rejser og vandreture på den spændende ø.



TYPE : HÆFTET
ISBN : 9788702278620
UDGAVE : 1
UDGIVELSESDATO : 14-05-2019
Forlag: Gyldendal
SIDEANTAL : 272
Pris: 249,95



Opslag:




Årets fjeldtur 2019

Så har årets fjeldtur været afviklet med et supergodt hold af friske og positive deltagere. Turen var faktisk også en slags jubilæumstur for mig idet jeg i år har været på fjeldvandring i ialt 50 år.
De 50 år har ikke kun været med én tur om året i alle år og det har ikke altid været i Lapland idet jeg også har vandret på Færøerne, i grønland og forskellige steder i Sverige og Norge em det er kun fjeldture der er talt med.


Turen var utrolig flot selvom vi havde det lidt koldt de første dage og deslige regn hvilket gjorde det hele lidt besværligt. Jeg havde nemlig forberedt en rute med ikke mindre end tre meget høje pasovergange og på toppen af dem ville vi selvfølgelig gerne have god sigt.

Ved at "file" lidt på etaperne de første to dage lykkedes det så vi fik udsigt på alle overgangene.


Vores rute startede i Nikkaluokta hvor vi havde chartret helikopter til at flyve os oven for trægrænsen hvilket er det letteste især når ruten ellers starter i Årosjåkk som man er nødsaget til at få bussen til at stoppe ved. Årosjåkk ligger ca. 20 km før Nikkaluokta.


Turen op igennem skoven er ikke videre interessant og der plejer at være en del myg så helikopteren er lettere.
Fra Pladsen hvor vi blev sat af vandrede vi ad stien der fører mod Alisjávri samelejr der ligger ved Alesjávri-hytterne på Kungsleden - med der skulle vi selvfølgelig ikke ud.

Vi vandrede ad stien hen til vadet over Leavášjohka hvor vi drejede fra og fulgte Leavášjohka mod vest indtil kløften Šnjalžorurra som vi gik op igennem.

Det er lidt tricky oppe hvor man skal undgå nogle kløfter med vandløb der godt kan være heftige elelr med snebroer af tvivlsom kvalitet.

Efter kløfterne vandrer man højt på højdekurve1200 moh. Der er fine teltpladser heroppe og efter en overnatning vandrede vi videre på højdekurven hen til vandløbet Vássajohka for at finde stien ned. Stien er der nærmest ikke mere så man bøvler lidt ned gennem skoven til broen på ruten mellem Nikkaluokta og Visttas-hytten i Visttasvággi.

Herfra gik vi over og teltede ved broen over Visttasvággi for dagen efter at vandre over Njunni til Gaskkasvággi og derfra videre til Dárfal og ned til Kebnekaise fjeldstation.