Når man "bliver væk" på fjeldet!

Debatten der kører i en tråd der kører på www.outsite.org fik mig til at tænke på en tur jeg var på for flere år siden i Svensk Lapland - en tur hvor jeg faktisk blev væk, eller i hvert fald ikke vidste hvor jeg var i nogle dage. Historien der endte godt, idet vi trods alt var forberedt på det meste og trods alt havde en del fjelderfaring, kan måske interessere andre gamle som vordende fjeldvandrere.

Leavas, udsigt mod Kebnekaise-massivet

Dette er ikke en historie om, hvordan begyndere der ikke tænker sig om, eller som ikke er forberedt på de forhold fjeldet kan byde én under en tur. Det er en beretning om hvad der kan ske, når man efter nogle fjeldture tror man har fuldstændig styr på det at være derude på fjeldet, og hvorfor det alligevel kan gå galt.

Mod Abisko

En kammerat og jeg planlægger hjemme i Danmark, en to uger lang vandretur i svensk lapland. Vi har været på fjeldet før, han nogle få gange og jeg nogle flere, nok omkring 10 gange over en del år hvor jeg nogle år har været af sted 2 gange om året.

Vi har godt og gennemprøvet udstyr, og proviant til 18 dage så vi er selvforsynende, i i hvert fald det antal dage.
Ruten vi har planlagt hjemmefra, vil ikke føre os forbi steder hvor vi kan købe proviant, men et par hytter hvor vi kan få hjælp hvis det skulle blive nødvendigt.
Historien der nu skal fortælles vil vise, at vi ikke kom forbi de hytter, og at vi ikke fik gået den planlagte rute!

Vi kører med tog fra København mod Abisko Östra. Jeg elsker at køre i tog til fjeldet. Mange syntes sikkert at det er spild af tid, men det syntes jeg ikke. Jeg har sådan en filosofi omkring det at tage på fjeldet, eller nogle faser før, under og efter turen, som jeg har holdt på i rigtig mange år, og det gjorde jeg naturligvis også dengang.
Filosofien går i al sin enkelthed ud på, at turen starter når man sidder hjemme og planlægger sammen over en øl eller noget. Man planlægger og forbereder sig på den kommende tur, samler grej sammen, køber proviant og glæder sig til turen. Turen begynder ved spisebordet og fjeldkortet!

Næste fase er rejsen. Togturen der tager tid, hvor man stille og roligt nærmer sig destinationen, akklimatiserer sig og forbereder sig på selve vandreturen, mens man nyder landskabet, og især Sveriges vældige skovområder der passerer forbi unden for kupévinduet, de sjove lyde når toget passerer en ubevoktet baneoverskæring, og søvnen der kommer hurtigt til én, mens skinnernes samlinger og hjulenes susen under toget luller én i søvn.
Morgenen hvor man vågner i kupéen, og straks mærker køligheden der over natten, har afløst de hjemlige himmelstrøgs lunere klima og forurenede luft.

Når man når frem til slutstationen, som på vores tur var Abisko, er man fremme, står af toget, strækker benene med rygsækken på, og er klar til turen der venter forude.

Gennem Lapporten 

Lapporten

Vores tur skulle starte ad sporet ud mod og igennem Lapporten. Čuonjavággi som den rettelig hedder, selvom den i daglig tale kaldes Lapporten, er en typisk U-dal isen gennem århundreders istid har nedskuret gennem fjeldet. Lapporten, eller ruten ud til og igennem den, er også en rigtig fin tur ud i fjeldet og væk fra civilisationen. Den starter blidt ad et tydeligt spor gennem fjeldbirkeskoven, stiger jævnt for til sidst nogle kilometer før indgangen til Lapporten, at komme så højt op at man er ovenfor trægrænsen, der i dette område ligger i 800 moh. (moh= meter over havet)

Ruten op til indgangen er let. Der er et enkelt vandløb der skal krydses, men det kan let vades hvis der er meget vand, men oftest kan man gå over det fra sten til sten. Ruten er ikke markeret, men retningen giver sig selv, da man hele tiden kan se porten, og der er tydelig sti hele vejen igennem skoven.

Når man kommer op er stigningen slut, og vandringen gennem dalen er temmelig let, og hurtigt er vi inde i midten af dalen, hvor en sidedal støder ti,l og endnu et vandløb venter. Herinde er der lækre græsholme ude i vandløbet, der deler sig i mange arme. Et perfekt lejrsted. Passagen over vandløbet klarer vi let, og efter en overnatning er vi atter på vej. Nu går det opad for at komme ned i Bessesvággi mod vest. Vi skal nemlig hen og krydse Nissonjohka, der strømmer ud af Nissonvággi og som næsten altid er lidt bøvlet, og det er den også denne gang. Vadeskoene må på og vi går forsigtigt gennem det iskolde vand, indtil vi sikre når den modsatte bred. Støvlerne kommer på igen, og vi fortsætter nu gennem noget af fjeldområdets mest irriterende pilekrat. Det tager tid og stien er sværd at følge, men til sidst åbner krattet sig, og vi stå ved den gamle samekåte højr over Alisvággi, og har flot udsigt over mod Godučohkka og over mod Mårmamassivet, der er vores mål på den første del af turen.

Planen er at vandre op til Mårmahytten, der er en lille prismehytte med kun to brikse, og derfra ned mod søen Vasaloamijávri, og videre til Visttas-hytten i Visttasdalen, på den anden side af fjeldet.

Vi overnatter ved kåten. Pladserne heroppe er fine med god udsigt, især hvis man gå lidt højere op og lægger sig ved vandløbet.

Mårma

Mårmahytten

Næste morgen vandrer vi ned ad stien mod broen over Aliseatnu, som bruser under os. På den anden side går vi over knolden, og frem til næste bro over Vierrojohka, som ikke vil stå tilbage for Aliseatnu selvom den er smallere. Mængder af vand fosser alligevel ned under os, mens vi passerer og følger stien op i dalen, eller kløften. Man går på kanten af vandløbet, og nogle gange tæt på, højt oppe på skrænten, men vandringen er let. Det er kun stigningen der kan tage pusten fra én ind imellem ,og vi er hurtigt oppe ved hytten.

Vejret har været godt på hele turen, og solens stråler glinser i den blågrønne is og grødisens tusindtallige krystaller, og blænder os da vi tager rygsækkene a,f for at udforske omgivelserne. Der skal fotograferes i det gode vejr ,og gletsjerne er imponerende store syntes vi, og euforiske går vi rundt og nyder dagen.

Mårmagletsjeren

Pludselig bliver det tåget, eller skyer trækker ind over og ned over os, og vi kan ikke se noget som helst. Det er pludselig ikke så sjovt at være her som det var i solskin, og det er også blevet klamt og temmelig koldt.

Vi finder rygsækkene igen, får dem på og er klar til at fortsætte. Vi skal ned under tågen og ser en lysning frem for os. Den søger vi hen mod og ned ad en strækning med blokke. Vi overstår blokkene og står nu i bedre terræn. Jeg syntes det ser lidt underligt ud. Jeg kan ikke rigtigt kende stedet, men jeg har jo også kun været over Mårmapasset én gang før, og vejret er jo ikke så klart!

Vi fortsætter, for retningen ser rigtig ud efter at have konfereret med kortet, men der er noget galt. Helt rigtig er den ikke, men længere nede kan vi se at den drejer, og det skal den også så vi fatter ikke rigtig mistanke.
Men det gør vi først på aftenen, da ingenting ligner det vi burde være i. Landskabet er blødt bølget, grønt og uden træer. Der er lidt pilekrat, men slet ikke noget der ligner en nedgang til én dyb bred dal, langt nede under trægrænsen - vi ved ikke hvor vi er, men vi ved at vi ikke er der, vi burde være!

Den her tur var før håndholdte GPS'er blev almindelige, så det eneste vi havde med var et fjeldkort over det område vi skulle vandre i, samt et kompas hver, og når man ikke ved hvor man er, er det jo nærmest værdiløst. En granskning af vores rute indtil det gik galt oppe i Mårmapasset, for det måtte være der noget manglede, førte til en teori om at vi var gået fra inden det egentlige pas, og derfor måtte befinde os i Leavásvággi. Levásvággi og dets omgivelser, er ikke noget med ruter og markerede stier. Det er bare et stort flot småbakket fjeldområde, med nogle få markante fjeldformationer.

Hvor langt vi faktisk havde gået før vi anede uråd, vidste vi ikke, og da vi var drejet fra et sted for at følge den rigtige retning, i forhold til verdenshjørnerne, gjorde det det ikke lettere.

Vi havde masser af tid, og ikke mindst proviant, vejret var fint og humøret højt, så der var langt til panikken. Almindelig hovedregning viste at gik vi blot i én retning, ville vi i løbet af højst tre dage komme til noget vi kunne tage bestik af. Ude til venstre mod vest måtte Visttasvággi være. Dalen er 35 km lang og ender helt nede ved landevejen til Nikkaluokta, så gik vi bare i den retning ville vi støde på den.

Leavas

Rener i Leavasvággi

Nu var skaden jo sket, om man så kan sige. Vi havde det godt, hyggede os og havde rigelig med proviant til turen ud, uanset hvor vi end måtte ende, så vi besluttede at vi lige så godt kunne se på området mens vi var der, så vi krydsede lidt rundt og endte efter et par dage ved en vintermarkering.

Alustænger med røde krydser og snescootermarkeringer.

Hvad var nu det? På kortet var der ikke markeret noget (det skal lige siges her, at kortet vi havde var et BD6 og dengang dækkede BD6 ikke så stort et fjeldområde, som de nye kort gør), vi var altså endt udefor vores kort, men det var jo værd at følge sporet der også viste sig at markere en sti, ned mod sydøst.

Efter en dags vandring stod vi i Årosjåkk, på landevejen mellem Kiruna og Nikkaluokta, og så var det blot at få tommelfingeren i sving, og komme til Nikka.
Vi havde stadig god tid, så vi tog fra Nikka og ind mod Kebnekaise fjeldstation, for at få nogle flere dage i fjeldet, men det er en helt anden historie.

Konklusion

Skal man konkludere noget på denne historie må det være, at uheld og fejl sker sjældent på de første ture man foretager i det ukendte. Den virkelige fare lurer når man føler, "at man har så megen erfaring, at man har fuldstændig styr på det". Man føler sig som ekspert, og når den følelse sniger sig ind på én, er det at man skal stoppe op og tænke sig om.

100% styr på fjeldet er der ingen der har! Ekspertisen består i, at man har erfaring nok med sig selv og omgivelserne, at man godt ved at man ikke har 100% styr på det, og derfor er årvågen og parat til de udfordringer ,der kan opstå ved forskellige hændelser og især med uheld.

Hvordan vi hver især reagerer i forskellige pressede situationer er meget forskellig, og før man har været i en presset situation i ødemarken, ved man faktisk ikke hvordan man vil reagere, men gode kundskaber og erfaring, kan naturligvis aldrig gøre situationen værre end den er.
Man kan også lære, at man ikke skal styrte derudaf bare fordi vejret slår om, men tage det stille og roligt og fastslå sin position, og rette ind på den rute man har planlagt hjemmefra hvis det er muligt, og elelrs vende om og gå ned i mere venlige fjeldstrøg.

Jeg har efterfølgende være i det, jeg nu kalder Leavasområdet, flere gange. Det er et spændende vildmarksområde der sagtens kan danne grundlag for spændende ture.
De forskellige rutemuligheder og tilgangsveje, har jeg beskrevet blandt mange andre ruter i min bog "Kebnekaise" - www.kebnekaise.dk.