Møde med en af de store i Sarek

At møde elg i fjeldet, eller hvor som helst, er altid en oplevelse, og oftest noget man kun oplever når man vandrer alene, eller ikke lige har kameraet klar, men ind imellem er man heldig.

Laddjujávri med Kebnekaisemassivet i baggrunden

Det er mange år side efterhånden, vel nok engang i 70'erne, jeg husker det ikke præcis. Jeg startede min vandring i Nikkaluokta, og skulle være på fjeldet i en måned knap nok. At være ude så længe, uden at regne med at købe proviant undervejs kræver en solid oppakning, og derfor går det ikke så stærkt i starten, hvor dagsetaperne heller ikke er særlig lange. Det sidste syntes jeg imidlertid er lige meget, idet jeg jo blot godt kan lide at være derude, og når man går omkring det næste 'hjørne', så er man alligevel et nyt sted med nye synsindtryk.

Nå, men jeg startede i Nikkaluokta, og vandrede ind mod Kebnekaise fjeldstation gennem birkeskoven. Det var i juli måned og sommerligt, som det kan være på fjeldet, med de normale 12 - 14 graders varme. En god temperatur når man vandrer. Man bliver ikke for varm, og fryser ikke. Det føles lidt køligt i starten, men når man har været ude i blot ét døgn, føles det behageligt, også når man holder pause, eller sidder udenfor teltet og nyder de lyse aftener.

Jeg havde være på fjeldet nogle gange, men mest på og omkring Kungsledens nordligste strækninge så dette år skulle jeg prøve noget nyt.

Strækningen mellem Nikkaluokta og Kebnekaise, og videre ud til Singi-hytterne på Kungsledene havde jeg vandret nogle gange. Det er 18 kilometer gennem birkeskov frem næsten til Kebnekaise fjeldstation, men herefter åbner skoven sige og man er på fjeldet ovenfor trægrænsen.

Laddjujávri
Jeg var ankommet til Nikka med bussen fra Kiruna så det var sidst på dagene da jeg ankom til Laddjujávri cirka 6 kilometer fra Nikka. Her, hvor der forøvrigt også går båd et stykke frem mod fjeldstationen, er der fine teltpladser helt ned til søen. Jeg fandt et godt sted i en lille vig lidt i læ af birketræerne, men med god udsigt.
Eftermiddagen var stille, jeg var startet langsomt ud fra Nikka så alle de andre vandrere var foran mig, og ingen af dem eller andre havde samme idé om at telte ved søen, så jeg havde hele området for mig selv.

Under det meste af strækningen fra Nikka og til Kebnekaise, ser man faktisk ikke Kebnekaises top, men ved Laddjujávri kan man se den. Senere på ruten skygger forbjerget Darfáloalgi for udsynet, og inde ved fjeldstationen skygger alt.

Strækningen kan med beskrivelsen forekomme kedelig, men vandrer man strækningen fra Nikka og ind til fjeldstationen, vandrer man godt nok i skov, men samtidig åbner udsigten sig efterhånden som man nærmer sig det fjeld, ovenfor trægrænsen, man glæder sig til at komme ind til. De steder skoven åbner sig har man storslåede udsigter, dels ind mod vest, men også over til de stejle fjeldsider på dalens sydlige sider, hvor Silverfaldet drøner ned fra stor højde mens solens stråler glimter i vandet, og man forstår hvorfra vandfaldet har fået sit navn. Står solen rigtigt, danner der sig en smuk regnbue over vandfaldet.

Fjeldstationen
Lige før, eller nogle få kilometer før man når fjeldstationen, passerer man Darfáljohka via en bro. Vandet fosser under broen, mælkevidt og skummende fuld af sedimenter fra de store gletsjere på Kebnekaisemassivets østsider.
Efter endnu en kort strækning kommer man til fjeldstationen, og dens pulserende liv. Her er der altid mennesker. De sidder på græsset, på borde og bænke eller går frem og tilbage mellem fjeldstationens hovedbygning, og servicebygningen hvor vandrerne har selvhusholdning, bad, sauna og sportsbutik.
Jeg køber en øl og sidder i solen og kikker på folk. Hele tiden kommer der folk til fjeldstationen inde fra fjeldet. Trætte, men glade ser de ud efter dagens etape, og glæder sig måske til at sove i en rigtig seng efter mange dage i telt, eller til en forfriskning ligesom jeg selv.

Jeg vandrer videre ad Dag Hammerskiolds led, som strækningen mellem Nikka og Singi og Kungsleden hedder.
Nu er jeg for alvor i fjeldet. Efter skoven og det åbne stykke efter fjeldstationen, lukker dalen Laddjuvággi sig sammen om mig. Den snævrer ind, flankeret af høje stejle fjelde til begge sider. Laddjujohka løber i bunden, blågrøn og stille, men med stor fart kan man se når man kikker efter, og en gren eller nogle blade hvirvler forbi.

Singi-hytterne med fjeldet Unna Avrrik i baggrunden

Snart stiger terrænet og stien jeg går på snor sig opad. Bagud kan jeg se antennen ved fjeldstationen, men bygningerne er skjult bag det lille fjeld den ligger ved.
Jeg er oppe, stien stiger ikke længere og nu går det hurtigt fremad. Vejret er stadig fint, stien er letvandret og jeg møder nu flere vandrere der går imod min retning. Nogle med store rygsække ligesom min og andre, formentlig hyttevandrere, med noget mindre oppakning, men alle smiler og hilser. Til sidst mangler jeg bare det sidste stykke ned ad bakken mod Singi-hytterne, som ses i det fjerne nede i dalbunden under mig.

Jeg passerer hytterne, jeg skal ikke sove inde men telte, så jeg vandrer lidt nordpå ad Kungsleden indtil broen over  Čeakčavággi, for at gå ind i Neasketvággi med retning mod Huvkijávri, og jeg telter ved bredden af Čeakčajohka lige under Mádir. Solen går hurtigt ned her. Fjeldet, Mádir, der er højt skygger, og snart ligger min lejr helt i skygge. Det bliver køligt, men udsigten ned over samernes sommerlejr Goržževuolli, og videre ned mod Singi-hytterne er flot. Solens stråler når hytterne, der ligger badet i solskinnet, og Unna Avrrik's mørke fjeldsider ser nærmest sorte ud i aftenlyset.

Huvkijávri
Det er min første tur over mod Huvkijávri. Jeg har aldrig før været vest for Kungsleden, og jeg er spændt på om terrænet er anderledes herovre.

Neasketvággi indleder med en lille opstigning, til et fuldstændig flat langstrakt plateau, der strækker sig langt mod vest. I lidt over 800 moh vandrer jeg på græsstepper, og gennem frodige højurtsenge, der er fugtige hist og her, men som stråler i et farveflor af fjeldvækster jeg ikke har set mage til mange steder. Rensdyrveksler snor sig gennem dalen, og jeg forfalder til at følge sporene, der dog ikke altid går den lige vej, men som alligevel fører hen mod enden af plateauet. På venstre side går det nedad mod vandløbet i bunden af dalen, og ovenfor mig stiger fjeldet i en blød grøn bakke. Jeg har fin udsigt over mod Ruškkaš og når relativt hurtigt daltærskelen hvor plateauet stopper, og afløses af en stejl mur af klippe. Jeg møver mig op over. Det er stejlt og stenet, men ikke så højt og oppe står jeg ved en lille sø og puster.

Bagud står Kebnekaises toppe hvide og klare mod den delvis blå himmel, fremefter ser det helt anderledes stenet og bart ud.

Landskabet vest for Kungsleden

Kortet kommer frem, og jeg orienterer mig grundigt inden jeg vandrer videre. Terrænet heroppe er fladt, eller relativt fladt, så langt øjet rækker. Der er ikke mange markante toppe, eller andet at tage bestik af. Der er godt nok aftegnet en mulig sti på kortet, men hovedstien gå faktisk i nabodalen, der ligge nord for den jeg går i, og den er sikkert bedre vardet. Indtil videre har jeg ikke set mange varder på min vej, men den første strækning gav jo også sig selv, så mon ikke det ville blive lidt bedre længere fremme. Det gjorde det ikke!

Jeg kunne imidlertid følge søerne. Først to mindre søer og derefter søen 958, som jeg gik syd om, fulgte vandløbet og ramte næste sø. Efter den var det bare at holde retningen stik vest, indtil jeg ramte vandreruten ned mod Sietasjávri. Den kunne jeg ikke tage fejl af, heller ikke selvom nogle lavthængende skyer hang derude og truede med at svæve ind over mig, hvilket de selvfølgelig gjorde inden jeg nåede stien. Stien jeg gik på fra søen var delvis markeret, men ellers ikke ret tydelig i det stenede terræn, men vandløbet var der stadig og var let at følge i kompasretningen.

Det regner da jeg når stien jeg ledte efter, og jeg vælger at telte ved broerne.

Det regner. Allerede inden jeg rigtig vågner, fornemmer jeg regnens trommen mod teltdugen. Jeg er ikke meget for at kikke ud, men gør det alligevel og regnen siler ned. Skyerne hænger lavt og sigtbarheden er ikke ret lang. Jeg pakker rygsæk inde i teltet, tager regntøj på og kryber ud i regnen. Jeg gider ikke lave morgenmad, og vælger at vandre nogle kilometer før jeg spiser - måske finder jeg et sted med læ hvor jeg kan sidde.
Det våde telt pakkes ned, rygsækken på ryggen og så er det derudaf ad den nu mudrede sti. Der er selvfølgelig også modvind og regnen pisker mod mit ansigt, og løber ned på hals og bryst og det varer ikke længe før jeg er temmelig våd på forsiden.

Jeg finder et sted bag en bakke hvor der er lidt læ for regnen, og sammenkrøbet ved nogle store stenblokke finder jeg kogesætte frem, laver te og spiser morgenmad.

Jeg skal nå Sitasjávri-hytterne og den sidste bus ned mod Ritsem. Dengang kørte bussen helt op ad anlægsvejen til hytterne. Nu kører den ikke længere end til Ritsem. Man kan sagtens vandre mellem Sietas og Ritsem, men det er grusvej og i regnvejr syntes jeg ikke det var optimalt, så hellere bussen.

Akka set fra Ritsem

Jeg når bussen, og også båden over Akkajaure til Änonhjälme.
Nu var det ved at være aften og Änomhjälme ligger ved stranden i skoven, og der er absolut ingen brugbare teltpladser så på med rygsækken og ned ad stien mod Akkajaure-hytten, som ligger efter en kort vandring. Her kan man godt telte, men det er stadig skov og det er fugtigt efter regnen der nu er holdt op, men der er til gengæld myg og ikke en vind rører sig - ikke det mest optimale sted for en teltning.

Vejret var klaret op så jeg valgte at fortsætte. Stien er fin her på den første strækning af Padjalantaleden, og også her er der fantastisk frodigt. Specielt var jeg overrasket over Kung Karls Spire som ved den første bro stod i hobetal og var kæmpestore. Over en halv meter i højden, og sammen med den et væld af andre vækster.

Vuojateatnu

Vuojateatnu, som broen fører over,  har et vældigt spænd over en af de mest hidsige elve jeg har oplevet i fjeldet. Vandet vælter igennem kløften i en rivende strøm, med en øredøvende larm.
Noget beklemt går jeg ud på broen, mon den holder? Det er ikke vand jeg har lyst til at falde i så jeg klamrer mig nok lidt til viren, men over kommer jeg da.

Ved broen fandt jeg en brugbar teltplads. Jeg var efterhånden godt træt. Det havde være en meget lang dag og jeg skulle gerne videre i morgen.

Når man vandrer alene, bliver dagsrytmen ofte anderledes end når man er i en gruppe. Man skal ikke vente på nogen, og kan gøre som man vil. Da jeg var ung som på denne tur havde jeg en anden dagsrytme end jeg har nu. Jeg stod ofte tidligt op, og vandrede gerne nogle kilometer, før jeg spiste morgenmad. Pauserne fordelte jeg gennem dagen med en lidt lang frokostpause, og så vandrede jeg også gerne nogle kilometer efter aftensmaden, og jeg gik i soveposen når jeg havde rejst teltet. På den måde fik jeg vandret nogle, eller ret mange, kilometer i løbet af en dag.

Sarek
Jeg fortsætter af Padjelantaleden mod Kisuris-hytten, men drejer fra mod øst langs med Sjnjuvtudisjohka, og videre fem mod Kisuriskåten, der dog er temmelig forfalden, men fin at telte ved.
Det er en let strækning selvom man passerer en del pilekrat. Man vandre dybt nede mellem de vældige toppe Akka og Gisuris. Sjnjuvtudisjohka buldrer ude til siden, og er hele tiden nærværende som en god vejviser.

Jeg møder vandløbet Nijákjårgås. Dette skal jeg ikke passere, heldigvis, men i stedet vandrer jeg ind i Ruohtesvággi. På en lille høj med god udsigt, spiser jeg frokost til en flot udsigt ind i dalen. Skyerne ved ikke rigtigt hvad de vil. De bølger frem og tilbage, men holder på vandet.

Jeg når Smajlájåhkkå som har sit udspring fra Ruuohtestjåkkå's vældige gletsjer. I flere arme fosser det mælkehvide vand ned i dalen. Jeg skal over ellers kommer jeg ikke videre, men der er godt nok meget vand. Den mælkehvide farve forårsagt af sedimenter fra gletsjeren gør, at jeg ikke kan se hvor dyb den er, men jeg kan høre sten rulle i bunden af den.

Nu er vadning jo én af fjeldvandrerens største faremomenter, så man skal tænke sig om inden man begiver sig ud i strømmen, men jeg valgte at vove forsøget. Man kan altid gå tilbage hvis det bliver for dybt og for farligt. Det er ingen skam at vende om, og det er bedre end at vove pelsen.

På med sandalerne, støvlerne i rygsækken og ud i vandet. Det var isnende koldt og efter bare to skridt havde jeg mistet følelsen i fødderne. Vandet gik til lidt under knæene, men strømmen slog det op så selvom jeg havde smøget buksebene op til over knæene, blev de våde. Det var der ikke noget at gøre ved nu hvor jeg var ude i det, og snart stod jeg på stenene ude midt i løbet. Her stod jeg lidt og fik følelsen tilbage i fødderne, før jeg kastede mig ud i den næste strøm. Den var ikke så dyb, så den var hurtigt overstået.

Nu gik det i sandaler hen over stenene til næste deltarm. Også den fik jeg klaret, og nu gik det hurtigt med at få krydset det hele og tilfreds satte jeg mig, og fik strømper og støvler på igen.

Jeg skal finde en teltplads, men jeg er nu så tæt på Skarja i midten af Sarek, at jeg tager mig sammen og vandrer derhen for at telte i nærheden af parkens eneste hytte, der dog er låst.
Inden jeg nåede Skarja bøvlede jeg lige med to vandløb mere, men det var ikek så slemem.

Skarja er et fint sted at telte, og der ligger altid nogle andre. Området er flot, og i godt vejr har man fin udsigt mod Sarektjåkkås høje gletsjerklædte toppe. Folk samles naturligt herinde, idet Sareks eneste bro findes her. Broen fører over Mihkajåkkå, og var broen der ikke kom man ikke videre. Så kunne vi der kom fra nord stå og råbe til dem der kom fra syd, for over uden bro kommer man ikke med livet i behold. Der er for meget vand med for meget fart i det vandløb.

Nu følger jeg Rapajåhkå, krydser et par vandløb, der er smalle men dybe, og bevæger mig skråt op ad fjeldet til Spökstenen for at finde vej ind i Snavavággi. Svavavággi fører op om Rapadalens krat og sump under Låddebákte. Det er en lidt sej opstigning, men oppe er det let nok og ude på den anden side har man et fantastisk vue ned over Rapaselet. Dette vældige deltalandskab med øer og holme der ændrer plads og form år efter år, efterhånden som dalen fyldes op af sedimenter fra gletsjererne.

På Stuor Skoarkki's skråning lå jeg et par dage og spejdede efter bjørn; uden dog at se nogen. Til gengæld så jeg så mange store elge i min kikkert, at jeg på et tidspunkt havde otte i kikkertfeltet uden at flytte kikkerten. Adstadigt gik de nede i selet og græssede.

Elg
Nu ventede blot en lang tur ned gennem Rapadalens skov, hvor stien fører ned mod bådstedet hvor Sigurd Länta henter folk med båd, og sejler dem til Aktse. Da jeg kom til det øvre bådsted var der flere der ventede.

Der er ellers, eller var, faste tider sådan cirka for bådtrafikken, men i dag var det meget cirka.
Mens vi ventede lød der pludselig en puslen i buskadset bag os, og og ud væltede en elg ko og gik raskt ud i vandet hvor den stoppede og så sig tilbage. Lidt efter dukkede to kalve op, refuserede ved vandkanten, men på moderens grynt fortsatte ud i vandet hvorefter de alle tre krydsede elven, noget mere elegant end jeg plejede når jeg vadede vandløbene.

Da Sigurd endelig dukkede op tror jeg ikke at han var helt ædru, men han fik da båden ind til bredden og os alle ombord.