Tilbageblik åbner altid for nye tanker men også for undren over flere ting for udover førsteindtrykket af fjeldet som fantastisk og flot og bjergrigt hvad er det så der drager?
Bjerge er der jo mange steder og også under varmere himmelstrøg så hvorfor bruge sommeren i kulden med risiko for sne midt i juli?
De moderne kort nogle måske vil følge med på (de ligger på nettet) har ændret stavemåde så mange af navnene nu kun står på samisk så fremover vil jeg anvende den stavemåde.
At jeg lige forelskede mig i fjeldområdet omkring Sveriges højeste fjeld, Kebnekaise, er tilfældig og skyldes nok den bog jeg fandt om Kungsleden og at det var i det område jeg første fjeldvandrede.
Og så måske alligevel ikke for der var noget dragende over området allerede på min første tur ned ad Kungsleden hvor jeg kikkede ind i alle sidedalene som jeg syntes var så spændende og tillokkende at jeg allerede i august og altså kun en måneds tid efter min første tur, tog derop igen.
Det blev så til to ture på samme sommer men med vidt forskellige indtryk idet min grundrute var den samme bortset fra at jeg denne gang startede i Nikkaluokta og ikke som på den første tur i Abisko.
Denne gang ville jeg op i Tarfala og se om ikke jeg kunne komme over i Guobirvággi. Jeg havde læst om ruten kaldes 3-pasleden i en anden bog jeg havde fundet i en antikvariat. Bogen hedder "Fjällturer i norra Lappland" og er udgivet af Den Svenske Turistforening i 1948 og altså et år før jeg blev født. Jeg har den endnu.
Det er altid meget let at andre fra Nikkaluokta og gennem fjeldbirkeskoven til vandløbet Tarfalajohka 3 km før fjeldstationen og de mange gange jeg har gået ruten har jeg altid vandret til søen Laddjujávri og teltet der ca 6 km fra Nikkaluokta hvilket passer fint med tiden fra at bussen ankommer og til aftensmadstid og så er man ligesom igang med turen.
Allerede dengang var stien veltrampet gennem skoven der ikke levner megen rum for udsigt men man fornemmer alligevel områdets storhed via kik til bløde afrundede toppe gennem lysninger i bladhanget mod dalens modsatte side, og netop disse kik er med til at opbygge en forventning og spænding. Ind imellem ser man snefelter på fjeldenes nordligt ente kløfter som kontrast til fjeldskovens blændende frodighed. De krogede fjeldbirkes lysegrønne blade står i kontrast til de sorthvide stammer og i skovbunden vokser tidsler så høje som en meter sammen med blåbær og svampe mellem trøskede stammer der vidner om udgåede træer der har måttet bukke under for ælde.
Man kommer hurtigt frem og de sidste 10 km gennem skoven der stadig åbner sig mere og mere efterhånden som terrænet stier er relativt hurtigt vandret og pludselig står man ved broen over den brusende Darfáljohka.
Broen var dengang en træbro men er nu udskiftet med en stålbro.
Frem foran mig fortsatte stien mod Kebnekaise fjeldstation og mod nord fører stien op gennem Darfálvággi mod gletsjerne.
Turen op i Darfálvággi er let nok selvom den stiger og i vore dage er ruten lagt en smule om via to broer så man slipper for det stejle stykke hvor der altid faldt sten ned fra stien når man gik på den.
Ruten stiger jævnt med ind imellem stejlere stigninger mens dalen snævrer ind og i bunden bruser vandløbet der er grumset og mælkehvidt af gletsjerslam som vandløbet føre med sig i store mængder fra gletsjerne længere oppe i dalen og på vandløbets modsatte side tårner stadig stejlere fjeldsider sig op og hist og her falder små vandfald ud over kanten deroppe mens vinden får dem til at ligne sølvglintende vifter i sollyset hvor de falder ud over for så atter at samle sig.
Længere oppe åbner udsigtens sig ind imod først Storgletsjeren og siden Isfaldsgletsjeren og Giebnebaktigletsjeren. Ismasserne er helt snefrie og glinser i turkisfarvede nuancer mod den blå himmel og over Storgletsjeren ses Kebnekaises hvide sydtop. Et fantastisk skue med den næsten sorte klippeside som forgrund bag gletsjerne.
For mig var dette dengang et unikt syn der fæstnede sig i min erindring og stadig gør det her 50 år efter. Måske er det de indtryk som der efterhånden kom flere og flere af med årene jeg ikke kan løsrive mig fra.
De ca 6 km der er fra Darfálbroen nede i dalen og op til Darfál-hytten er hurtigt vandret og stående med udsigt til passet ved siden af Giebmebákti-gletsjeren så det ikke så let ud som jeg havde forestillet mig men uden at tage sorgerne på forskud teltede jeg på en lille plet på det nederste af morænevolden ved siden af søen.
Turen op ad morænevoldene var forholdsvis let og det er den stadig men helt oppe var der en hel del is så det var svært at se hvor gletsjeren gik til og hvor der blot var sne og hvor klippen begyndte.
Gletsjeren var fuld af dybe sprækker i isfaldet og man kunne se ned i de nærmeste. Forsigtigt bevægede jeg mig opad vel vidende at der også kan være sprækker i kanten mellem is og sne og klippe.
Det gik fint og snart var jeg oppe ved søen kaldet Svarta sjön men forinden havde jeg siddet på kanten og nyt udsigten ned gennem dalen og over gletsjerne der ligger på Kebnekaises østvendte sider.
I vore dage har gletsjerne trukket sig en hel del tilbage og der er nu let passage i passet.
Passet stiger lidt efter søen hvorefter det går stejlt ned på grus der glider lidt når man går på det og ned i bunden af Guobirvággi hvor der ved søens ende godt kan ligge et par telte.
Oppe i passet efter Svarta Sjön, efter den store varde, ser man ind over toppen af Rabots gletsjer og "desværre" ser man også op imod en mulig nordlig passage til Kebnekaises nordtop idet man kan bestige Giebnebákti og fortsætte til Halspasset hvor der er lidt klatring og derfra videre til toppen. Som ung eventyrer bruger man alle pauserne på at se på kort og på at orientere sig så man ved hvor man er men også for at finde nye muligheder.
Det er en fin tur med flot udsigt og vil man ud igennem Guobirvággi hvilket jeg gjorde så er der også teltpladser for enden af Drakryggen ved Rabots gletsjer hvorfra der kun er få km ud til Kungsleden.
