Tanker om fjeldvandring

Når jeg tænker tilbage på min, 'karriere indenfor fjeldvandring og friluftsliv', kan man måske kalde det, så er der faktisk gået rigtigt mange år med det.

Jeg tænker ikke så meget over tiden til daglig. Lever meget i nuet og tænker heller ikke over min egen alder. Jeg har faktisk så lidt fokus på det, at det først er ved specielle begivenheder, som når min datter fylder 40 eller mit barnebarn når konfirmationsalderen, at jeg godt kan se, at jeg ikke selv kan være 40 længere.

Ind imellem tænker jeg under turene, at nu er det sidste gang 'jeg gider' tage på fjeldet, men alligevel bruger jeg ofte rejsen hjem til at planlægge næste års tur, eller tænker over hvilket område den skal foretages i!

Det virker ikke logisk kan jeg godt selv se, men lysten til fjeldet forsvinder åbenbart aldrig. Og det selvom jeg næsten har været alle steder deroppe. Nogle bliver ved med at spørge mig om ikke jeg skal vandre i Alperne, eller hvad med Caminoen? - Men, jeg skal ikke på nogen Camino. Hvad skulle jeg der? Jeg tror at de færreste forstår hvad der driver mig, men det kan jeg forsøge at forklare.

Som sådan er det ikke selve fjeldvandringen der driver mig. Jeg er nærmest ligeglad med hvor langt jeg når om dagen, og om jeg overhovedet når nogle vegne. Jeg kan blive liggende på et godt spot i dagevis, uden at foretage mig noget særligt.

Lejr i Darfalvággi, Kebnekaisemassivet

Det er altså ikke den, kan man kalde det, sportslige del af fjeldvandringen der interesserer mig. Jeg har ikke noget præstationsbehov, eller behov for at være i bevægelse hele tiden - jeg er ikke bange for at sidde stille i dagevis, og bare nyde fjeldet og det det gør ved mig.

Faktisk er jeg så glad for det, at jeg i årevis stort set vandrede alene i fjeldet, eller i hvert fald havde mindst én tur om året hvor jeg vandrede alene. Nogle af mine aleneture i Lapland har været på op til en måneds varighed.

Er det ikke farligt, eller risikabelt? Måske, men det er der jo meget der er, og alligevel kaster vi os ud i det. Giver det os noget tager vi gerne chancen, og det gør jeg også med vildmarkslivet og det er noget helt andet at være alene derude, end at være sammen med andre.

Når jeg vandrer alene kan jeg være mig selv med mig selv, i de omgivelser jeg begiver mig ind i. Jeg er ikke afhængige af andre der vil vandre en anden vej, eller i et andet tempo en mig selv, vil gå lange dagsetaper eller føler, at de keder sig ved lejrlivet og ikke kan få tiden til at gå i teltet. Ting jeg ikke selv har noget problem med.

Lejr i Leavásvággi, Lapland

Nogle jeg har vandret med har været bange eller i hvert fald utrygge ved at være udenfor stierne, og har ikke kunnet falde til ro før stien atter var synlig eller en hytte kunne skimtes i det fjerne og derved indikerede at civilisationen var nær, eller løb op på alle små toppe for om muligt via mobiltelefonen at få kontakt med dem derhjemme eller sikre sig at hjælpen, hvis den skulle behøves, var inden for rækkevidde. Og således frustrerede undgik de formentlig, at få den fornemmelse af at være derude som jeg får ved at være uden for stierne, nemlig den totale følelse af frihed!

Jeg syntes ofte, at folk har alt for travlt med at komme forbi noget de ikke når at opleve på vejen, eller at vejen og pauserne på den, ikke er målet, men at målet i sig selv er målet, og derfor frustreres over at det nås så langsomt, eller måske slet ikke nås, idet ruten undervejs laves om.
Da målet for mig ikke er målet betyder nemlig, at jeg er ligeglad med om målet flyttes eller ændres. Vejen der er målet er der jo stadig - også selvom den bliver en anden!

Det er det jeg søger derude, og så er 'derude' et underordnet sted blot det er ude.....