Čievrraláhku - højsletten jeg ofte krydser

Når man skal ind i fjeldet er der ikke så mange indgangsveje, så jeg forsøger altid at lave nye ruter eller, at bruge dem jeg kender på en anden måde. Nogle er rene transportveje der skal 'overstås', inden jeg kommer til det område i fjeldet, jeg vil bruge tid på. Ruten mellem Nikkaluokta og Kebnakaise fjeldstation er en sådan. Andre er nogle jeg syntes er spændende hver gang jeg bruger dem.
Ruten der fører over højsletten Čievrraláhku er en af de mere spændende.

Turen op til højsletten, starter ved den første bro man når på ruten fra Nikkaluokta mod Kebnekaise. Men vandrer simpelthen hen over broen, og drejer så til højre ind i birkeskoven. Det første stykke er et område, hvor der ind imellem ligger en del telte, på flade ryddede pladser i skoven. Stier fører i et virvar rundt herinde, men man holder retningen lige igennem, og ser tydeligt stien der snor sig mellem træerne. Over væltede halv- og helrådne stammer, under halvt væltede træer på mos og spagnum snor stien sig, først i et jævnt teræn, men længere inde tager små stejle partier vejret fra én, uvandt som man er med den fyldte rygsæk, efter de mange timers rejse i tog eller fly, for at nå Nikkaluokta.

Broen over Čievrrajohka

Pauser holder man ikke mange af i skoven, for ofte finder myggene ret hurtigt én og jo mere man arbejder, jo mere kulilte udånder man, og jo mere interesserede bliver myggene.

Det relativt lette flade stræk ophører, og det begynder for alvor at gå opad. Der er frodigt. Et væld af blomster danner kontrast til de sort hvide birkestammer, med deres lysegrønne luftige løv. Hist og her er der træsvampe på udgåede træer, stien bliver atter bliver stejlere, men er let at følge og let at gå på. Et enkelt sted er der et lidt højt trin, men så går det jævnt derudaf igen, indtil den næstsidste stigning op til den kæmpe stor stenblok, hvor det er godt at holde et længere hvil. På den rigtige tid af sommeren er her blåbær og revling, og overfor stenen inde i krattet risler et fint vandløb med drikkeklart vand.

Skoven tynder ud nu efterhånden som man kommer opad. Man får en fornemmelse af at kunne se

Stiens flade parti

toppen af bakken, eller, man ønsketænker, mens stien går stadig opefter. Træerne bliver efterhånden spredte. Man kikker efter de teltpladser der gerne må komme hvor terrænet flader ud, men det gør det ikke, bakken er endeløs og ser ud til at fortsætte helt op i himlen. Det gør den ikke, men terrænet ændrer karakter. Det er stadig frodigt, men nogle vandløb bryder ensformigheden. Hist og her vokser kvan mellem sten og smørblomster, og der er stadig for bulet til teltet, så man må længere op.

Næsten helt oppe ved de små søer, ud for toppen 1080 i 940 moh, flader landskabet ud til et lille plateau, og her kan der stå nogle telte. Turen op har nu taget over 300 højdemeter over 6 km fra Nikkaluokta, men anstrengelserne belønnes med en storslået udsigt ned over Laddjuvággi og Nikkaluokta, der ses i det fjerne ved den enorme sø

Det sidste stykke op

Paittasjärvi, i Visttasjohkas deltalignende udløb.

Efter lejrstedet stiger ruten igen. Stien er forsvundet, eller har fortabt sig i renveksler så man ikke kan se hvad der er sti og hvad der er veksel. Der er ofte mange rener i området og de første plejer man at få øje på allerede her på kanten.

Det er lidt lige meget hvor man går, men det er en fordel at vandre op i næsten 1100 moh hvor et langstrakt plateau fører hen til kløften med renvokterhytten. Kløften har ikke noget navn, men fører ofte en hel del vand igennem sig. En ret stejl skrænt med løse sten fører ned i flodsengen. Går man lidt frem og tilbage kan man udse sig et godt sted at gå over. Man kan næsten altid finde et sted hvor man kan gå på stenene over, men det er da sket at vi har måttet vade den.

Der er mange små vandløb

Når den er passeret, kan den modsatte bred være et godt sted at holde frokost. Især hvis det blæser kan man ofte finde læ hernede, og de store sten er udmærkede siddepladser, og så har man jo vand lige ved hånden.

I kløften eller på dens bred kan man fortsætte mod vest og komme ned mod Kebnekaise fjeldstation idet en rute fører hen i 'hjørnet' ved Darfalbroen.

Det går lige så stejlt op fra vandløbet som ned, men går man i nogle hårnålesving er man hurtigt og let oppe hvor udsigten er vid ind over højsletten.

Et langt stræk med moser, og hvor der er vådt ind imellem og absolut ingen teltpladser, venter nu forude. Der er helt fladt og man krydser en mængde små vandløb og et enkelt der godt kan transportere noget vand, men som oftest kan springes fra sten til sten.

Søen Čievrrajávri i det fjerne

De mindre vandløb klukker gennem underlaget snart oven for græsset, og snart i skjulte tunneller, eller løb, under græsset, for så at dukke op igen længere nede. Nogle steder hører man vandet, men kan ikke komme ned til det. Nogle gange breder det sig fladvandet ud, med kraftigt farvet lysegrøn mos, eller brune alger på stenene der gør dem glatte, og svære at stå fast på. Enge med stargræsser i vand, får terrænet nogle steder til at ligne rismarker, og der er lige så vådt.

Efterhånden som man nærmer sig søen Čievrrajávri, og dermed slettens højeste område, der er cirka 1200 moh, bliver det mere stenet og ikke så let at vandre mere. Stenene ligger dog stille og fast, men de er ubekvemme at gå på, og ødelægger ens vandrerytme. Der er lidt dårlige teltpladser i søens fjerneste ende, men går man læn

Super teltpladser mellem vandløbene

gere frem finder man, mellem nogle vandløb nogle fantastiske plane pladser på rene græsplæner. Der vil man gerne hen, også selvom dagen har været lang og der venter endnu en stenet strækning inden man når dem.

Nogle gange, hvis der er meget vand i fjeldet skal man vade for at komme over til pladserne, men for det meste kan man gå fra sten til sten uden at blive våd.

Fra pladserne er der flot udsigt til Darfalčohkka, hvis 1904 moh høje top, rager op med den lille gletsjer på sin østvendte skråning.

Har man mod på det, kan Darfalčohkka bestiges ved at man går syd om gletsjeren og morænevoldene, og blot fortsætter op ad skråningerne

Der er ofte ikke meget vand i vandløbene

til toppen der er et fuldstændigt fladt og ret stort plateau.

Fra lejrpladserne kan man fortsætte videre mod nord, vest om det lille forbjerg Várdu og ned i Gaskkasvággi. På fjeldkortet BD6 er en mulig rute aftegnet med røde prikker. Den vej skal man ikek vandre. Man ender i et helvede af blokmark. Nok noget af det værste blokmark jeg overhovedet har oplevet i hele fjeldområdet (der er et område i Sarek der er værre), og det tager alt for lang tid, alt for mange kræfter og er desuden for farligt at risikere. Det er langt bedre at slå et slag mod øst og derefter fortætte tæt under Vardu og hen til stien ned i Gaskkasvággi. Her er der nok stenet, men det er

Mod Kaskkasvággi det er det er fjeldet Nijbáš i baggrunden

langt lettere at vandre.

Man kan også gå mod vest og forbi indsteget til Darfalčohkka's top og fortsætte ned i Darfalvággi.
I passet er der fundet flere pæne eksemplarer af halvædelstenen granat.

Hele højsletten er letvandret og værd at krydse lidt rundt i så god fornøjelse.