Ny bog om fjeldvandring

Jeg har i mange år arbejdet på den ultimative guide til fjeldområdet omkring Sveriges højeste bjerg Kebnekaise. Den er udkommet, men er en ret stor bog beregnet til turplanlægningen hjemme ved spisebordet.

Bogen "Kebnekaisefjeldene - En komplet guide til det unikke fjeldområde", indeholder alt hvad du bør vide om området. Der er mere end 50 ruter udførligt beskrevet, og det er ikke kun de markerede ruter som fx Kungsleden, som enhver kan google sig frem til - det er også mange ruter der ikke er markerede samt ruter jeg selv har "opfundet".

Jeg har brugt mere end 50 år på at gennemvandre området, hvilket nok virker lidt skørt men jeg har hygget mig med det.

En så omfattende bog, der både er dyr og tung, egner sig ikke til at have med i rygsækken.

"Kebnekaisefjeldene har et hav af farvebilleder og kort med ruter i farver. Den er hardback og i et stort format.

Den er flot og er blevet godt modtaget både af friluftsfolket og af bibliotekerne. Lektørudtalelserne siger fx at den bør stå på alle biblioteker og meget andet fint. Desværre må man ikke offentliggøre lektørudtalelserne i deres helhed, men jeg har en udtalelse der måske endda er endnu bedre end lektorernes.

Thomas Winnberg der er Rädningsschef i Kiruna Rädningstjänst og mangeårig kæreste med Marit Sarri der er datter af familien Sarri, der er samer og som driver Nikkaluokta Turist, og som til daglig er forstander på Kebnekaise fjeldstation - har skrevet dette om bogen:

Hej René! Har börjat titta i din fantastiska bok om Kebnekaise! Verkligen fin och fylld med fakta och turtips! Verkligen genomgripande! Ska bli kul att läsa den från pärm till pärm! Har nog de flesta böcker som handlar om området och din är den bästa och mest genomarbetade jag sett! Ska du översätta den till engelska? Tror den kan ha en marknad utanför Norden.. Tack och hoppas vi ses till sommaren! Hälsningar från ett stormigt Kebnekaise! /Thomas och Marit!

Og, det er jo en bedømmelse man ikke går udenom :)

Her er jeg fotograferet sammen med Marit og Thomas på Kebnekaise fjeldstation

Men, som nævnt er den tung og derfor, udgiver jeg nu en såkaldt letudgave, som beskriver alle ruterne og noget helt essentielt for din tur og altså ting du kan få brug for undervejs.

Den nye bog, "Kebnekaisefjeldene - en guidebog til vandring i området" er både lettere og mindre så den bedre egner sig til at have med i rygsækken.

Bogen har de samme kort med ruter som den store udgave men for at gøre det hele billigere så er alt i sort hvidt.

Langt ude i Lapland & Alene i Vildmarken

Jeg ved det!
Men vi kommer ikke uden om de to programmer i debatterne om friluftsliv - der ikke handler om friluftsliv.

Når man ser titlerne, og specielt når man kender "Alene i Vildmarkens" amerikanske pendant "Alone", så sammenligner vi, og det gør vi også når vi hører titler som "Langt ude i Lapland". Den første indikerer for mange noget om at klare sig på primitiv, eller i hvert fald uden nævneværdigt udstyr, derude blandt farlige dyr. Mange tænker sikkert bushcraft. Og det gør jeg også selv!

Jeg var vist også den første til at fare i blækhuset og nedgøre det ...

Når vi læser sætningen "Langt ude i Lapland" så tænker vi på frilufts-freaks der vil vise hvad man bør og skal kunne derude, eller lidt noget af det vi der har mange års erfaring i den slags gør.
Eller også så tænker nogle måske ligesom jeg gjorde at det var noget a la "Monsen på Vildspor"

Men hvad sker der så når vi ser de første afsnit?

Jeg tror, at flere af os så de første afsnit med en forventning om at det var, eller er, programmer i den stil som nævnt ovenfor. Specielt blev jeg snydt, eller lod mig snyde mig selv, da jeg så første afsnit af den seneste sæson af Alene. Jeg troede at det handlede om det samme som de foregående programmer, men det gør det jo egentlig ikke. Noget jeg sikkert kunne have erfaret hvis jeg havde læst lidt mere om den nye sæson, men det gad jeg jo ikke da jeg regnede med at det kørte i samme spor som de forrige og altså var lidt skrabede udgaver af den amerikanske.

Jeg og alle andre er klar over at hovedsagen for produktionsselskaberne, og også det amerikanske, er at skabe god TV der trækker mange seere til så de kan få fyret nogle reklameblokke af som folk er tvunget til enten at se eller betale for ikke at se, men sådan er det. Det ved jeg også godt, men da jeg jo havde de andre billeder i min hjerne så så jeg første afsnit af Alene med de briller på og når jeg gjorde det så var det naturligvis latterligt. Jeg havde da som sædvanlig forventet at man så dem der var castet til at ryge hjem først, sidde og hyle over savnet af familien hjemme, og hel ærligt så er det da godt at de ikke sejler i handelsflåden eller laver andet hvor man ikke er sammen med sin familie i lang tid. Ja, det er altså den første tanke jeg får når jeg har de briller på, men jeg ved jo også godt, at at der er stor forskel på at sidde under et tarp og tænke på fisk man ikke fangede og at sidde lunt i lukafet, med TV og alt andet ligesom derhjemme, på et stort skib.

Kedsomheden er nok ens største fjende når man sidder alene derude, men tiden kan fyldes ud med ting så man ikke keder sig. Man kan arbejde på sit ly og på at fange fisk, og når man ikke gør det så kan man tænke konstruktive tanker hvilket heller ikke er at kede sig. Jeg har selv prøvet det og mit største problem ved at deltage i Alene ville nok være at jeg ikke måtte flytte mig fra det område jeg havde fået tildelt, og så ville det virkelig kede mig at skulle rende rundt med et kamera og filme mig selv.

Tilbage til selve den nye sæson.
Ved nærmere eftersyn og eftertanke, så er det jo slet ikke et program der viser hvad folk kan derude eller hvad de ikke kan, selvom det sidste er meget. Det minder mere om et eksperiment der, lige som andre programmer i realityserierne, er beregnet på at se hvad der sker når man sætter folk enten sammen eller alene i ukomfortable og ukendte omgivelser. Ser man det fra den vinkel er det en lækkerbidsken for en hver antropolog, og sikkert også for andre. Pludselig er der flere andre elementer i programmet som fx hvad er DR's mening med det? Hvem vil melde sig? Hvordan vil folk agere i situationer der dukker op og som de ikke har oplevet før og ikke ved hvordan de skal agere i osv. Det bliver alt andet lige interessant, men på en anden måde end forventet - i hvert fald fra min side.

Langt ude i Lapland
Her tænkte jeg at det kunne da blive et spændende program sådan lidt i stil med Monsen på Vildspor.

Men det var, eller er det jo ikke!
Det er også et socialt eksperiment der viser hvordan to forskellige mennesker med hver deres baggrund som ikke kender hinanden på forhånd reagerer i omgivelser de dårligt kender. Og ser man det med de rigtige forudsætninger ser også det program ud til at være og blive interessant.

Alle programmerne Alene i Vildmarken kan ses på dr.dk og det kan mange af de amerikanske også.
På tv.nrk.no kan man se en masse programmer med Lars Monsen

Jeg vil gerne anbefale programmerne og råde til at man, ligesom jeg heller ikke gjorde, læser hvad det egentlig er for nogle programmer ...

Køge Ås stien

Køge Ås stien. Køge kommunes eneste markerede vandrerute, indtil videre.
Der arbejdes nemlig med en udbygning af vandremuligheder i Køge Kommune således at vores nabokommuners stisystemer kan forbindes også gennem Køge Kommune

Køge kommune. Her bor jeg, og det er nok Danmarks dårligste sted at vandre. Ikke at vi ikke har skove nok for det har vi, men de er stort set alle private.

Kun to områder har samme status som Naturstyrelsens skove, og det er de to godser Vallø stift og Gammel Kjøgegaard, som begge er private men eget af fonde, og derfor har de samme adgangsbetingelser som naturstyrelsens skove.

Der er dog undtagelser idet de udlejer jagten i skovene til jagtkonsortier, og derfor spærres områder af når der er jagt. Det er til at leve med for det er ikke ret ofte.

Man må altså færdes i disse skove døgnet rundt både på og udenfor stierne. Men, det har ikke været muligt, ikke endnu i hvert fald, at lave aftaler om overnatninger i skovene, men jeg skal da lige love at det ikke har skortet på forsøg, men svaret er altid nej. Eller mere præcis - det vil de slet ikke tale om.

Vi har også prøvet at få tilladelse til skiltning af nye vandreruter, men også her er vi blevet bremset af uvillighed, selvom man skulle tro, at skovejerne gerne så skiltning så de var nogenlunde sikre på at folk blev på stier og veje, og ikke for vildt inde i skoven - men nej.

Når jeg skriver vi, så mener jeg mig selv selvfølgelig men også på min makker Niels som jeg har lavet stifinderture med i hele kommunen, men det vender vi tilbage til.

Men vi har da Køge Ås stien og via den kan man komme næsten tværs gennem Køge kommune, nemlig fra Køge station og til Borup station eller omvendt. På stien findes en enkelt shelterplads ved Spanager. Stien er 22 km. lang så det er egentlig fint nok.

Til Køge kommer man let med tog og derfra vandrer man blot gennem den hyggelige gamle by gennem Vestergade og lidt ud af Ølbyvej til Hvor stien starter. Herfra er det blot at følge stien til Borup station. Fra Borup station kan man også komme med toget, men man kan også fortsætte gennem byen mod nord forbi kulturhuset og skulpturparken og vandre ad Lammestrupvej og ved første skovvej dreje ind i Rye Skov.

Via Rye og Borup skov kan man få forbindelse til Skjoldungestierne.

Niels og jeg arbejder på tre foldere med vandreruter i Køge og en forbindelse mellem Sjællandsleden, Gjorslevstien og altså forbindelsen til Skjoldeungestierne er medtaget her sammen med flere andre muligheder.

Folderne er i korrektur lige nu og vi regner med snart at få dem publiceret.

Der er stadig en hurdle med at få alle ruterne skiltet og da vi ikke må skilte inde i skovene så må vi nøjes med at skilte fra vejene og ind hvor man skal gå ind i skoven, og så producere gode kort det er til at vandre efter inde i skovene.

Jeg laver selv al det grafiske og også ruterne på kortene. Niels står så for at få skiltet ruterne, men det skal nok gå.

Folderne om Køge Ås stien kan hentes her!

Ønsker du flere informationer om vandring i Køge kommune så er du velkommen til at kontakte mig ...

Tips til madlavning på fjeldtur (frysetørrede retter)

Det her handler om hvordan jeg tilbereder min frysetørrede proviant på fjeld- og andre ture for at spare brændstof og andet.

Det kan godt være at reklamerne med frysetørrede retter, der bare skal tilføres varmt vand i posen samt lidt tålmodighed, og så er det lige til at spise af emballagen, virker for nogle.

For mig virker det ikke så det blev jeg hurtigt træt af, og fandt på noget andet.

Efter sigende skulle man spare opvasken og det gør man også men til gengæld har man så en klam emballage at slæbe videre på turen.

Nåh nej, siger nogle så. Den kan man jo vaske og så er den ikke ulækker mere - smart, men så vaskede man jo op alligevel. Det giver ingen mening.

En hel anden ting er at man jo alligevel har en gryde med til at varme vandet i, og så kan man da lige så godt varme maden i den og så vaske den af efterfølgende. Er man så også yderligere smart så pakker man sin proviant om i fryseposer og smider den tunge folieemballage ud hjemme så man ikke skal slæbe rundt på tung emballage under hele turen.

Vi kan så senere diskutere miljø og alufolie.

Ved at pakke maden om så kan man også hjemmefra dels veje den mængde af til hver dag man kan spise, hvilket er lig med ingen spild, og man kan tilføre ekstra krydderier og andet hjemmefra så man ikke skal bøvle med det i regnvejret på turen. Køber man så sin proviant i store portioner som fx Trek N Eat i store portioner og så selv vejer af kan man tilføje, tørrede grøntsager eller andet samt krydre så man har helt den smag man godt kan lide.

TREK N EAT  STORKØB

MIT SETUP

Jeg startede som sikkert mange andre med at bruge Trangia. Da jeg startede med friluftsliv tilbage i 60'erne var der ikke så mange andre muligheder tilgængeligt.

En Trangia med sprit brænder fungerer da også ganske udmærket, og mine ungdomsskolefjeldhold brugte dem også i mange år. De kan ikke gå i stykker, men noget kan blive væk, hvilket en enkelt gang er sket for en lille tremandsgruppe der skulle vaske op. Opvaskeren tabte gryden i fossen hvorefter den flød nedad strømmen og ind under en snebro, og så var den væk.

På resten af turen måtte de vente med at få mad til sidst idet de måtte vente på et andet hold de kunne låne en gryde af, men så lærer man det.

Med årene blev dels Trangiaen for bøvlet, og for tung i forhold til hvad der ellers kom på markedet. Min start på vinterfjeld gjorde også at sprit ikke rigtig duede og så brugte vi petroleumsbrændere, der svinede helt vildt og alt var smurt ind i sod, men de virkede.

Senere igen blev det multifuelbrændere og det var effektivt, ikke mindst på ture i Grønland hvor vi ikke altid kunne få sprit, men altid helikopter- eller andet brændstof.

På senere lange slædeture i Østgrønland brugte vi Primusbrændere der både kunne varme fangsthytterne op og bruges til at koge på.

I vore dage er gas nok den foretrukne energikilde til madlavning på tur. Hos mig er det i hvert fald.

Jeg har haft mange gasbrændere og de fleste er blevet kasseret idet de ligesom Trangiaen indeholder en masse udenomsskærme og andet gejl som jeg ikke gider at slæbe på. Det gælder fx JetBoil og lignende som jeg har ude i en kasse med "ubrugeligt grej" i mit værksted.

Nu er jeg sikker på at der sidder et par læsere med røg ud af ørerne, men NEJ - jeg fordømmer ikke alle jer der synes fedt grej er fedt grej og som elsker at få det nyeste og mest fancy. Det skal I have lov til, jeg går blot selv efter noget der er effektivt og som ikke vejer unødigt.

I flere år brugte jeg en Pinguin-brænder der kun vejer 37g plus gasdåsen, og det setup er der ikke mange andre der slår.

Pinguinbrænderen kan jeg godt anbefale. Den er ret billig og driftsikker. Jeg synes imidlertid at brænderhovedet er en smule lille især når man bruger titaniumgryde der er enorm dårlig til at fordele varmen.

I dag bruger jeg en Soto Windmaster der har et større brænderhoved og en pizotænder. Pizotænderen kan man godt diskutere for alt der kan bevæge sig kan gå i stykker så jeg har også en lighter med, hvilket jo er spild af vægt. Sotoen vejer 87 g.

Min gryde er en titanium fra Evernew 600 ml der vejer 120 g. Gryden kan godt fås lettere i et tyndere materiale men det syntes jeg er for  tyndt. Man brænder let maden på i en for tynd gryde.

Gas

Jeg gider ikke slæbe ret megen gas med på tur så jeg har udviklet denne metode:

Når jeg kommer frem til lejrstedet eller mindst en time før jeg skal spise, hælder jeg min frysetørrede ret op i gryden og tilsætter lidt vand. Jeg gider ikke måle, jeg gør det bare sådan cirka.

Jag lader det så stå i det kolde vand indtil jeg tilbereder det. Herefter varmer jeg det op for fuld knald på blusset mens jeg holder kasserollen i hanken så den ikke vælter og for at jeg kan røre og passe på det ikke brænder fast. Er det for tykt tilsætter jeg lidt mere vand. Når det er kogt op slukker jeg og sætter kasserollen i græsset og lader det trække. Jeg smager på det og når pasta, ris eller hvad der nu er i af ubestemmelige ingredienser ikke knaser mere spiser jeg det. Er det blevet lidt for koldt får det en hurtig tur over ilden igen. Min brænder kører aldrig uden at jeg har noget over.

Med den metode kan jeg normalt klare mig med 100 g gas til en 10-dagestur, men jeg har altid to 100 g dåser med for en sikkerheds skyld.

Blæser det bruger jeg en læskærm lavet af en foliebakke.

Tyvtelte - det gør vi ikke?

Jeg er nok en af de største fortalere for at man absolut ikke tyvtelter. Vi telter kun hvor vi må og vi spørgere lodsejeren hvis det er det der skal til, og vi ligger aldrig ulovligt derude.

Men jeg har altså også været en skurk - og sandheden må jo frem!

Jeg tør godt indrømme det nu idet der er gået mange år siden denne hændelse, som var lidt sjov.

Jeg elsker Bornholm, og det har jeg altid gjort, og jeg har foretaget mange vandreture derovre specielt da jeg var ung.

Jeg tager stadig til Bornholm og det mindst én gang om året, men nu ender mine vandreture (læs spadsererture) mest med at være fra Svaneke, hvor vi bor, og til Listed to kilometer nord for for at få drinks hos Signe Bay Frost der driver en lille udsøgt café under sin mands guldsmedeværksted på Listed havn. Turen tilbage til Svaneke føles dog ofte noget længere en turen derop.
Vi går altid ad stien langs vandet og det er en smuk tur.

Men tilbage til emnet.
For mange år siden og før der blev åbnet for muligheder for et mere afslappet forhold til friluftslivet hos Skov & Naturstyrelsen som Naturstyrelsen dengang hed, Ville jeg gå Hammeren rundt på Nordbornholm. Det er en fin tur som jeg har vandret mange gange og med bopæl i Københavnsområdet var det dengang blot at tage Bornholmerfærgen der dengang sejlede fra Københavns havn. Det var før vi hernede i Køge fik narret den fra København så vi selv kan tjene kassen på den.

Færgen sejlede som nu omkring midnat og var i Rønne næste morgen tidligt. Præcis lige som i dag.

Jeg tog ofte afsted fredag aften hvis jeg ikke lige kunne holde fri om fredagen, for så var det med afgang om torsdagen. Ved ankomst til Rønne tog jeg bussen til Hasle lidt nord for Rønne og derfra er der fin sti hele Hammeren rundt.

Alt efter hvilken vej jeg gik kunne jeg nå helt om til Gudhjem på en weekend og nogle gange længere hvis jeg brugte ekstra dage.

Nå, på den her tur ville jeg telte inde ved en af søerne på Hammarknuden, men ellers brugte jeg mest strandene.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte forsøge at få en tilladelse. Det var efterår og på den tid er der ikke mange der vandrer rundt deroppe, og slet ikke sent om aftenen så det burde kunne lade sig gøre.

Jeg fandt telefonnummeret til Skovridderen på Bornholm, ringede op og spurgte pænt om jeg måtte ligge i et lille telt jeg først slog op sent om aftenen og at jeg ville være væk igen meget tidligt om morgenen.

Der blev helt stille. Det var ikke fordi han havde lagt på, som det hed dengang vi havde de gamle fastnettelefoner. Næh, viste det sig han samlede bare energi til et raserianfald mod den der formastelige friluftsgut der overhovedet kunne finde på at spørge om noget så idiotisk, for selvfølgelig måtte jeg ikke det! Jeg modtog det lange afslag med telefonrøret en armslængde fra mit øre, men jeg er sikker på at min nabo sagtens kunne høre det også.

Nå, tænkte jeg surt, men det skulle han så ikke bestemme på den måde.

Nu havde jeg helt nøjagtigt fortalt ham hvor jeg ville ligge så det vidste han jo.

Jeg tog derover og gik turen fra Hasle og op på Hammerknuden hvor jeg ville overnatte så i stedet for at ligge der lagde jeg mig højere oppe men med udsigt til det sted jeg havde fortalt skovridderen.

Klokken ti om aftenen, da det var mørkt, sad jeg så og så en lommelygte vandre rundt nede ved søen. Skovridderen spildte sin tid ved at lede efter mig der selvfølgelig ikke lå på det sted han havde fået at vide at jeg ville bruge.

Han opgav imidlertid ikke helt for næste morgen mødte jeg ham oppe ved Hammeren fyr på parkeringspladsen mens jeg vandrede videre med rygsækken. Han spurgte hvem jeg var og hvor jeg kom fra, hvortil jeg svarede at jeg kom nede fra campingpladsen og skulle vandre videre til næste campingplads.

Det troede han selvfølgelig ikke på men hvad skulle han gøre.

Men, vi tyvtelter ikke. Vi overholder reglerne i naturen ...

Gaskkasvággi i Kebnekaiseområdet - en flot, men besværlig dal at vandre i

En af de mere vanskelige dale at vandre i, i Kebnekaisefjeldene er Gaskkasvággi, men det er også en dal mange støder på når de har vandret nogle gange i området, den kan nemlig, på kortet, se ud som en bekvem vej.
Det er den ikke!

Lejr på Čievrraláhku

En af mine mange indfaldsveje til højfjeldet i området er over højsletten Čievrraláhku.

Højsletten nå ved at vandre fra Nikkaluokta og ca. 3 kilometer ind i Laddjuvággi mod Kebnekaise fjeldstation. Jeg har tidligere nævnt, at det gælder om at komme så hurtigt som muligt væk fra fjeldbirkeskoven og myggene, og skov er der hele vejen til Kebnkaise fjeldstation.

Der er også skov i starten af denne rute hvor man går ad det brede og slidte spor mos vest. Ved den første, eller umiddelbart efter, stålbro drejer man ind i skoven mod nord. Inde mellem træerne er der spor efter flere teltpladser og går man igennem det område finder man let stien der snor sig videre ind. Der er ca. 3 kilometer fra Nikkaluokta til broen.

Op gennem skoven

Følg stien der snart stiger og slynger sig rundt og op. Det er en relativ hård opstigning fra ca. 510 moh ved broen til 950 moh, som skal klares på én dag. Der er ingen teltmuligheder på vejen op. Når du når til den store klippeblok er det på tide at holde en pause og pladsen her er fin. Går du turen op finder du et lille vandløb i buskene til venstre for stenen. Mod vest. Led efter det. Vandet er fint.

Når du går videre lysner det. Træerne bliver lavere og vokser mere spredt og snart er du ovenfor dem og har fin udsigt. 
Der er fine teltpladser og rent vand ved de små søer som du skal hen til.

Den store sten

Lejr ved søerne

Når du går videre fra lejren ved søerne så forsøg at holde dig på 900 moh-kurven. Her er det lettest at vandre. Terrænet stiger en smule op til 1000 moh ved kløften hvor renvokterhytten ligger lidt længere mod vest. 

Kryds kløften. Der er lidt vand men sjældent mere end den bare kan springes.

Du fortsætter nu i ret jævnt terræn der dog er lidt sumpet hist og her, men bare fortsæt mod søen Čievrrajávri. Med god vilje kan man godt finde et par tørre teltpladser ved søens nordende, men det er bedre at fortsætte længere frem.

Ruten der er markeret på fjeldkortene er håbløs her. Følger du den er der dels ingen teltpladser, men til gengæld blokmark over en lang strækning.

Lige før nedgangen i Gaskkasvággi

Det er bedre at gå mod nord op til de små søer. Der er et lille vad ved søerne men det er let nok. Både på holmene ude i det deltalignende vandløb og efter dem kan du finde fine teltpladser med flot udsigt.

Fortsæt herfra i en bue mod nord frem til søen lige under fjeldet Várdu og derfra hen til søen 1117 moh.

Herfra går det stejlt ned i Gaskkasvággi. Du skal ikke over broen men dreje mod vest og følge vandløbet. Vandløbene du møder på vejen giver ingen problemer, men før søen 1093 moh. skal du krydse gletsjerstrømmen.
Det bedste sted er lige efter du har krydset vandløbet der kommer ned fra Darfáčohkkas gletsjer.

Bemærk at hvis du tænker at det da må være bedre blot at krydse over ved broen efter nedgangen og gå på elvens modsatte side så er det det ikke. Gør du det alligevel kommer du til at bøvle med gletsjerstrømmen fra Nijbáš, og den er ikke lettere end den anden.

Vadet over Gaskkasjohka

På vadets modsatte bred er der fine teltpladser med flot udsigt mod Gaskkasčohkka og dens gletsjer.

Når du vandrer videre starter det med let vandring i et let stenet terræn, men blokmarken tager stille og rolig til, og når du når søen 1145 moh så er det regulær blokmark langs med den. Du kommer til at gå på store blokke næsten nede i vandkanten.

Blokmark i Gaskkasvággi

Når du har passeret søen så går det opad igen gennem et lille pas og også her er der stenet og goldt. Du kommer op i over 1200 moh når du når dalens midte. Her kan man godt finde teltpladser hvis man leder.

Imellem stenene er der rimelig plane græspartier hvor der godt kan stå nogle telte. 

Når du går videre ender du i en lang etape udelukkende med blokmark så skal du telte skal du gøre det før den strækning for fortsætter du er der ingen mulige teltpladser før ude ved Kungsleden.

Du skal forberede dig på seks kilometer med stenblokke og det er ikke ret sjovt i regnvejr, men er du heldig med vejret så er det en flot rute at vandre. Altså hele ruten fra Nikkaluokta gennem Gaskkasvággi og ud til Kungsleden ved Sealgga-hytterne.

Hvis du vil have en mere udførlig beskrivelse af ruten og de mange andre spændende ruter der er i området så har jeg skrevet en bog om området. Klik på billedet for at læse mere ...

Vandring syd for Kebnekaise - alternative ruter

Jeg vil med dette beskrive et alternativ til  den ret trafikerede rute fra Siŋŋi-hytterne (Singihytterne) og nord om samme hytter fra Kungsleden og ud til Nikkaluokta.

Mange er vist efterhånden træt af en af Kebnekaiseområdets absolut mest vandrede dale, Laddjuvággi (vággi= dal).
Med mange mener jeg alle jer der ikke har gået den traditionelle strækning, for den er ret flot og det er den også selvom du møder en masse andre vandrere.

I dag skal I der vandrer i Kebnekaiseområdet have lidt brugbar information om alternative ruter. Det hele skal ikke dreje sig om udstyr.

Hvis man, som jeg, ofte er i Kebnekaiseområdet så bliver man lidt træt af de traditionelle indfaldsveje, som er enten fra Ábesko i nord ad Kungsleden eller fra Nikkaluokta og ind imod Kebnekaise fjeldstation. Man kan også komme fra syd fra Vakkotavare.

Den allermest benyttede rute er fra Nikkaluokta og ind til Kebnekaise fjeldstation. En rute der i højsæsonen og i godt vejr benyttes ikke kun af vandrere til og fra Kungsleden, men også af mange der vandre uden væsentlig oppakning ind for at tage en overnatning på fjeldstationen, og mange der tager ind for at telte ved fjeldstationen med det mål at bestige Sydtoppen.

Nogle tror at strækningen mellem Nikkaluokta, Kebnekaise fjeldstation og ud til Siŋŋi-hytterne (Singi), er en del af Kungsleden, men det er det ikke. Ruten hedder Dag Hammerskiölds led (led= sti).

Ruten fra Siŋŋi-hytterne til Kebnekaise fjeldstation er 14 km og derfra er der 19 km til Nikkaluokta. Mellem Kebnekaise fjeldstation og Nikkaluokta kan man spare ca 6 km ved at tage båden på Laddjujávri (jávri= sø)

Udover de mange andre vandrere man møder i dalen mellem Nikka og Keb, så er strækningen stort set gennem birkeskov hele vejen, og specielt når man går fra Keb mod Nikka så ser man ikke meget til fjeldet. Skovene er også hjemsted for de meget irriterende myg, som ovenfor trægrænsen ikke er noget særligt problem da det ofte lufter lidt.

Laddjuvággi mellem Nikkaluokta og Kebnekaise fjeldstation

Jeg har nok vandret frem og tilbage omkring eller nærmere mere end 100 gange. Det er meget, men jeg har arbejdet som guide deroppe i mere end ti år mens jeg dels var på fjeldstationen og dels efterfølgende drev Vildmarksrejser og Vildmarksskolen.
Det betød at jeg i mange år havde så mange ture i området at jeg selv nærmest boede i området otte uger hver sommer og seks uger hver vinter. Derudover havde jeg turledere, der tog enkelte ture og så rejste frem og tilbage med holdene mens jeg boede på fjeldstationen.

På billedet herover får man et indtryk af det fasttrampede spor der fører ind til fjeldstationen, samt fjeldbirkeskoven der er ganske tæt. Kun hvor der er lysninger, som ofte er moseområder, og der hvor stien fører ud tæt på elven får man lidt udsigt til fjeldene på dalens modsatte side. Se Kebnekaises top kan man ikke og man kan ikke se "rigtig" fjeld før man er få km fra stationen, men så er udsigten også flot.

Ruten blev lagt i området syd for Kebnekaisemassivet hvor der er flere gode muligheder. 

Området her er også velegnet til alternative ruter for at undgå de befærdede strækninger mellem Siŋŋi-hytterne og Nikkaluokta, men de kan også bruges hvis man vil vandre en rundtur fra Nikkaluokta.

Området hernede er pænt afrundede fjelde hvilket vil sige, at man faktisk kan gå på kryds og tværs som man lyster. Der er ind imellem kraftige stigninger, men de er ikke værre end at man sagtens kan forcere dem.

En ulempe, hvis det er det, er at der ingen stier er. Der er heller ikke broer over vandløbene så dem må man selv klare. Det er dog få steder at der er så megen gang i vandet at det byder på udfordringer. De fleste steder kan man gå fra sten til sten igennem.

Vil man bruge området må man altså kunne orientere sig med kort og kompas eller andet. Andet kan være en GPS men den er kun egnet til at finde retningen og fixpunkter. For at planlægge sin rute og udføre den må man orientere sig på kortet så man lægger sin rute hvor højdekurverne ikke ligger for tæt. Det er lidt surt at gå højt op ad en jævn skråning for på toppen at opdage at det går lodret ned på den anden side.

Pas på snebroer som den på billedet herover. Det kan være fristende at krydse vandløb på den måde, men det kan også være yderst farligt. Har du ikke erfaring med det så vælg en anden vej. Selvom den måske ser fin og tyk ud så kan sten i vandløbet forårsage at vandet bliver slynget op på undersiden så den måske er ganske tyd der hvor du tror den er stabil og du ryger i.
Ryger du i kan det være fatalt. Dels er vandet meget koldt og dels kan du blive presset ind under snebroen. Jeg har mange års erfaring med is og sne og har desuden været på kurser specielt i snekundskab og laviner, men jeg er altid yders forsigtig og er jeg det mindste i tvivl går jeg udenom. Hellere få våde støvler end ryge ned i et hul.

Nu kan det jo meget vel være at du har vandret Kungsleden til Siŋŋi og gerne vil ind til Kebnekaise fjeldstation, men ikke har lyst til at vandre det sidste stykke til Nikkaluokta ad den traditionelle rute, og det kan du sagtens.

Du kan nemlig vandre ovenfor Laddjuvággi ved at vandre ned til Broen over Darfáljohka, krydse den og gå få meter op. Her finder du en smal sti der fører op mod nordøst. Finder du den ikke så går du bare op gennem terrænet indtil du er fri af buske og andet krat. Her drejer du mod øst idet du sigter på dalen mellem toppen Čievrračohkka 1363 moh og toppen 1085 moh lidt syd for. Dit mål er de små søer ved højdekurven 940 moh.

Når du er ned ved søerne, hvor der er fine teltpladser, så finder du sporet ned gennem skoven til broen i Laddjuvággi og herfra har du kun tre km. til Nikkaluokta.

Vil du vide mere om ruterne i området så kan du købe min bog "Kebnekaisefjeldene" eller du kan låne den på biblioteket.

Køb bogen her

Vandrestøvler contra -sko

Det kan da nok være, at nogle af mine små debatindlæg skaber røre i andedammen som man siger.
Jeg er glad for de mange kommentarer og den måde de formuleres på i debattrådene. Bølgerne går ind imellem højt men tonen er altid god, og tak for det.

Det er mit håb, at indholdet og de forskellige synspunkter og erfaringer der kommer frem i indlæggene vil være til gavn og hjælp for os alle i forhold til hvad vi skal se og mærke efter når vi køber grej.

Støvler der hang til skræk og advarsel i Sealgga-hytterne i juli 2016

Som man kan se på billedet herover kan det gå grueligt galt med dårligt udstyr, og støvler eller sko, der falder helt fr hinanden midt på turen er ret uheldigt.

Støvlerne på billedet er heldigvis for mig og mine deltagere på den tur, ikke vores, men fra en anden gruppe der gik Kungsleden fra Ábesko mod Siŋŋi og Kebnekaise.
Pigen der gik i dem havde købt nogle brugte for at spare penge, men de holdt altså ikke. Heldigvis kunne hun låne nogle der på en eller anden måde var endt i Sealgga-hytten hos hytteværten. Hun og hendes hold kunne således vandre videre mod Kebnekaise fjeldstation og forhåbentlig hjem.

Det er ikke for at fortsætte støvle - skodiskussionen som vist er afsluttet på en måde så man selv kan tænke videre og vælge det der er bedst for én selv.

Jeg vil dog påpege en af de meget vigtige ting debatterne afstedkom, nemlig at man skal vænne sig til sit fodtøj hjemmefra og før man foretager en længere fjeldtur, eller en anden længere tur for den sags skyld.

Er man ikke vant til at gå i kraftige vandrestøvler skal man træne med sine støvler og rygsækken inden turen, og det samme gælder hvis man vælger vandresko. Dette forhold gælder også hvis man går fra støvler til sko.

Fidusen ved de stive vandrestøvler er nemlig at de forårsager at man altid går på et fladt anlæg inde i støvlen, og det uanset hvordan terrænets beskaffenhed er. Går man i bløde støvler eller vandresko med bløde såler skal foden vænnes til at underlaget mærkes og at alle de små led der er mellem fodens knogler vil arbejde ind og ud af normalt leje og det kræver stærke muskler og tilvænning.

Nogle vænner sig hurtigt til at gå i sko i stedet for støvler mens andre, som jeg selv aldrig gør det. Jeg vil anslå, at jeg gennem tiderne har vandret op imod 100.000 km og i starten var det med ret tung rygsæk, så mine fødder er lidt flade.

Fra højre ses Giebmebáktigletsjeren, Isfaldsgletsjeren og Storgletsceren med Björlings gletsjer der peger op mod venstre og oven over den Kebnekaises toppe

Tilbage til de uheldige støvler på billedet.
Jeg har selv været ude for det for mange år siden i 80'erne.
Jeg havde, blandt andre ture det år, slået en gletsjertur i Kebnakaiseområdet op som led i et fjeldkursus. Planen var en rundtur i området med bl.a. vandringer på Gaskkasčohkkaglaciären, Vaktpostglaciären, Giebnebaktiglacären, Isfaldsglaciären og Storglaciären i Kebnekaisemassivet samt Rabots Glaciär.
En bestigning af Kebnekaises sydtop skulle afslutte turen inden vi gik ned til Fjeldstationen og hjem. Turen mod toppen gik over Isfaldsglaciären og Björlings gletsjer og videre ad klatreindsteget mod toppen.

Gruppen starte i Nikkaluokta, går ad stien mod Kebnekaise fjeldstation og efter første stålbro der fører over Čievrrajohka (vandløb), følger vi stien op gennem skoven fra 520 moh til 970 moh hvor terrænet flader lidt ud.

Den første strækning går op igennem birkeskoven og er ret besværlig. Væltede træer, stejle partier og andet gør vandringen vanskelig. Varmen gennem den fugtige skov er et yndet tilholdssted for sværmer af myg, der ikke byder på den store lyst til at holde pause. Først i knap 800 moh er vi fri ad skoven og en brise holder myggene på afstand. Højere oppe er de helt væk og vi vandrer i stadig stigende terræn opad og ind over højsletten Čievrraláhku.

Ved nogle små søer slår vi lejr på flotte og plane græssletter slår vi lejr. Faktisk er det et lejrstad vi altid benytter når vi går denne vej ind i fjeldet.

Lejr og mit telt på Čievrralahku ved de små søer i 950 moh. Billedet er fra 2015

Indtil videre gik det fint for hele holdet, men jeg lurede på de støvler en af kvinderne havde på. Støvler der havde nogle år på bagen og som vedkommende forsikrede mig om hjemmefra var super gode og sagtens kunne holde til turen, der jo også senere indebar steigeisen når vi skulle på gletsjertur.
Jeg stolede ikke på dem, men det havde jeg sagt hjemmefra, men pålægge at bede en deltager om at købe nye støvler kan man vanskeligt. De hold da i hvert fald den første dag.

Vi vandrede videre ind over højsletten til en kløft der altid skal krydses. Der er vand i den men ikke noget der ikke umiddelbart kan krydses hvilket vi gjorde og så gik det galt.

Sålen på den ene af kvindens støvler løsnede sig og på den anden begyndte den at gabe sultent, og så sad vi der med en deltager der ikke havde brugbare støvler, og det allerede, eller heldigvis på andendagen og på det sted hvor vi var.

Det var et heldigt sted, for ved at vandre 12 km frem og tilbage kunne vi nemlig nå Kebnekaise fjeldstation hvor de lejer vandrestøvler ud.

Det var en smule irriterende for jeg ville gerne have været længere inde på højslettet inden vi teltede, men nu var der ikke andet at gøre end at finde et lejrsted og slå lejr.

Efter lidt mad gik jeg med kursisten ned til fjeldstationen som kun lå 6 km væk, men ned ad bakke fra ca 1050 moh hvor vi lå til 670 moh og fjeldstationen. Ned går det jo let og vi fik nye støvler til damen og så var det op igen til de andre der tålmodigt ventede.

Vi var nu en smule bagud i forhold til planen men ikke mere end at det kunne indhentes. Det havde været meget værre hvis vi var nået længere ud.

"Ubrugeligt grej" - har vi det? - II

På mit indlæg i går kom der mange gode reaktioner i de små debatter der udsprang af indlægget.

Jeg fortsætter derfor i samme spor lidt endnu, idet noget af det bør kommenteres og uddybes.

Når jeg bruger begrebet "Ubrugeligt grej" så mener jeg ikke grej indkøbt til forskellige formål, men til grej indkøbt til et bestemt formål som det så enten viser sig uegnet til eller ikke opfylder forventningen til det - eller overgår til andre formål som ikke var det det blev købt til. Vi har nok alle nogle fejlkøb der viste sig ikke at være velegnet til, eller ikke levede op til, det det blev indkøbt til, men så fint kan bruges til havearbejde eller andet. Men, det er stadig et fejlkøb og at "det er fint til havearbejde" er blot en undskyldning vi giver os self for at slippe for ærgrelserne ved fejlkøbet!

Jeg vil påstå at mange fejlkøb stammer fra et forkert udgangspunkt. Vi vælger udstyr efter mærke fordi vi enten falder for butikkernes reklamer eller har set nogen vi gerne vil identificere os med bruge det, og her har vi der er guider og vejledere et stort ansvar når vi afholder kurser.

En anden fejl, som vi eller begynderen, ikke selv er skyld i. Vi bliver rådet til at besøge velassorterede friluftsbutikker for der kan vi få kvalificeret hjælp og vejledning! Men er det udsagn sandt eller falskt? 

I tidligere tider var det at stå i en butik noget man blev uddannet til og under uddannelsen arbejdede man indenfor det fagområde man også blev specifik undervist i på fagskolen. En fotohandlerelev blev uddannet i alt hvad kunder  kunne finde på at spørge om så han var udrustet til at vejlede. Var man i en sportforretning blev man uddannet i det og havde ofte et speciale som kunne være friluftsudstyr, badminton, fodbold eller andet relevant.

Den velassorterede specialbutik havde således ekspedienter der dækkede et bredt område, men hvad har vi i dag?
Man kan stadig blive uddannet i forskellige fag, men er det de ekspedienter vi møder i friluftsbutikkerne? Jeg vil påstå NEJ og jeg vil påstå det indtil nogen ændrer mit syn på sagen :)

Jeg er ind imellem med andre i friluftsbutikker for at vejlede i et køb. Ikke for at blande mig i ekspedientens arbejde, men for at sikre at min deltager bliver korrekt behandlet og vejledt i købet.

Nu har jeg jo masser af års erfaring på området og jeg kender stort set alle i branchen, eller jeg gjorde indtil udviklingen på området accelererede. Før det var der Mogens i Fjeld og Fritid. Anders og andre i Friluftsland og i Spejdersport. Dem der var store og som jeg for Fjeld og Fritid og Friluftslands vedkommende, har fulgt lige fra de startede som små butikker. Dengang var det innovative folk med god viden om deres varer og brugen af dem der rådede og som det var værd at handle med.

Når jeg i dag kommer ind i en friluftsbutik så ved jeg ikke hvad der ved hvad eller om de overhovedet ved noget. Jeg spørger altid ind til ekspedientens faglige viden for jeg gider ikke købe støvler (Den er til Kaare) af en der kun ved noget om cykelsko som butikken ikke har nogle af, men han ved noget om det fordi han interesserer sig for emnet men kun er ansat i butikken på deltid parallelt med sit studie i Økonomi på KU, bare for at nævne det værste eksempel jeg har mødt.
Når det er sagt så finder man også uuddannede der har friluftsliv som fritidsinteresse og derfor har en god viden, men når vedkommende siger at han eller hun er ude hver weekend på tur, og som jeg hver gang ser i butikken om lørdagen såååå!