mandag den 31. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XVIII - og om at være guide

I Outsite fik vi ordentlig gang i turene der jo dengang blot var på delebasis hvilket det ikke er i dag, men alt varer jo ikke ved, og det var måske også mindre klogt, at lave noget gratis andre tjente penge på og måske også lidt konkurrenceforvridende.

Min tilgang til friluftslivet har bare altid været at det skulle være gratis at komme ud, med mindre der er tale om et decideret kursus eller rejse.
Det jeg søgte var også ligestillede jeg kunne tage på tur med ikke at tjene penge. I vores dage er det lidt anderledes - jeg laver stadig ture specielt i Lapland og overvejer også at starte Sydsverige op igen, men nu sørger jeg så vidt muligt, som "løn", at få mine udgifter dækket.


Lejr ved Raslången i Sydsverige


Alt efter hvilken tur man vil arrangere, så er det et større eller mindre arbejde at få det hele til at hænge sammen.
For år tilbage da vi startede med ture på Outsite var der ikke helt så megen gang i Facebook som jo først kom til Danmark i 2008, så kommunikationen med friluftsfolket var henvist til websites hvoraf Outsite var den største.
Outsite havde dengang et godt og velfungerende forum medlemmerne gratis kunne skrive i. Og her var der gode muligheder for at nå ligesindede hvilket mange gjorde.
Nu lyder det nok let bare at slå en tur op - og det var det også dengang og det er det også i dag, men det der ikke er så let er at få samlet et hold.
Folk skal alt muligt hele tiden og mange er ikke gode til langtidsplanlægning, og nogle falder fra i sidste øjeblik uden grund, men nogle gange kan man nok se på vejrudsigten for den valgte weekend og finde svaret der. I andre tilfælde skyldes det andre ting, men problemet er lige stort, for på den slags ture er der altid aftalt fælleskørsel og så er det bøvlet hvis en af bilerne har meldt fra.


Som tovholder på en tur skal man også have et område og en rute klar.
Da jeg lancerede min første tur brugte jeg min erfaring fra at jeg havde hus i Blekinge. Huset, som jeg har solgt, ligger ikke langt fra Immeln og Raslången som er to af de største søer i Immelnområdet.
Jeg elsker søer og vandløb. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg laver derfor altid mine ruter hvor der er vand.

Jeg havde flere gange vandrer rundt om søen Raslången hvilket er en fin tur der er endt med at være en klassiker som både Outsite, Opdag Verden og andre bruger.
Uanset - ruten er god til en weekendtur.

Hvis du går og tænker på at arrangere nogle ture for andre så er fidusen den, at du starter med at finde en makker og at I sammen bestemmer jeg nogle datoer samt hvor turen skal gå hen. Du skal naturligvis være sikker på at din makker deltager og ikke melder fra sådan at I under alle omstændigheder får en tur selvom der måske ikke er andre der melder sig.

Dernæst måler I en rute op så I kan meddele interesserede at man om fredagen går X antal km, lørdag X antal og X antal om søndagen, således at folk ved hvad de kan forvente. Meddel også om der er mulighed for shelterovernatning og hvordan I selv har tænkt jer at overnatte.
Der skal også aftales fælleskørsel og mødetidspunkt ved startstedet, samt der hvor man bliver samlet op.
Med hensyn til fælleskørsel skal I også på forhånd aftale hvad man skal betale for at køre med. Dette for at undgå tvister efterfølgende.


Jeg har oplevet ture hvor en har kørt med men så ikke lige havde pengene men lovede at sende dem efter hjemkomst, men at pengene aldrig blev overført. Vi har så ikke set vedkommende igen :).
Den slags er ærgerligt og fører til at ingen gider køre næste gang.

Det er også godt hjemmefra at får klarhed over madlavning. Skal man lave fælles aftensmad eller klarer hver især sig selv? Har deltagerne det udstyr turen kræver? Der er masser at se til og er man omhyggelig i planlægningen kan man hygge sig sammen med de andre under turen, og det er jo det der er meningen.

Under selve vandreturen er der også lige noget man skal tage højde for. Alle går ikke i samme tempo, og uanset hvad man aftaler så er der altid nogen der går hurtigere end andre og der er altid nogen der på et tidspunkt, med hovedet under armen tonser derudaf, uden at holde øje med om ruten ændrer retning.
Turlederen, for sådan en er der altid uanset om det er tovholderen der tager opgaven eller om gruppedynamikken automatisk udpeger en, må så spurgte op og hente de hurtige og få dem tilbage. De hurtige er næsten altid dem der ikke har sat sig ind i ruten og heller ikke følger med på kortet, men blot hjemmefra har planlagt at følge troppen. Der er jo altid nogen der tager ansvar for orienteringen, så hvorfor skal jeg så? Jeg vil hellere bare hygge mig og overlade det ansvar til andre, hvilket jo også er i orden på den slags ture med mindre man har aftalt andet.

Alle os der har og er turledere, har været ude for den situation og vi kommer det igen :).
Specielt i grupper hvor der er stor forskel på de hurtigste og de langsomste kan man få megen glæde af at forsøge at holde sammen på gruppen.

Disse ture er rigtig gode til at trække begyndere med på, og som begynder kan man få rigtig megen erfaring i selv at lave ture, eller i at deltage på længere ture fx i fjeldet hvor man måske ikke lige selv har mod på at planlægge den første tur.

Går du tur med en erfaren turleder kommer du også på ture du ikke selv lige finder på og måske på ture udenfor stierne. På turene er der også altid noget at lære. Noget om kort og kompas eller om udstyr.

fredag den 28. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XVII - og om at være guide

Grønlandstiden er slut selvom jeg de næste år stadig rejste derop ind imellem idet jeg var medlem af Grønlands IT-råd indtil det, ligesom det danske blev nedlagt.
Jeg flyttede tilbage til Danmark, og her var det ikke helt så let at får IT-arbejde. Dels var der mange om budet, og dels var jeg slet ikke uddannet i det fag, men havde faktisk læst antropologi hvilket kun meget få kan leve af - man kan sige at det fag er den sikre vej til "kassedame" i Netto.
Skulle jeg fortsætte i det offentlige, som jeg jo var velbevandret i både før og under mit ophold i Grønland, måtte jeg søge lederstillinger der.
Efter nogen søgen lykkedes det og så var der ro på og en rimelig almindelig arbejdsdag.


Når man er væk i så mange år ryger en masse af venneskaren og bekendtskabskredsen - eller det gør den for sådan en som mig. Folk opfatter mig oftest som meget social, men det er jeg faktisk ikke. Jeg kan sagtens klare mig med mit eget selskab. Jeg savner ikke mennesker omkring mig hele tiden. Faktisk skal jeg tage mig sammen for at være social men når jeg er i det har jeg det som oftest vældig sjovt.



Jeg kan derfor også uden problemer tage på tur helt alene og jeg har mange gange gået ture i Lapland på en måned ad gangen helt alene og lidt ligesom da jeg var barn hvor jeg enten sad og læste eller gik alene i mosen eller i skoven. Jeg har aldrig haft meget nære venner ligesom jeg har set andre have. Altså livslange venskaber der har holdt helt tilbage fra skoleårene men jeg har heller ikke savnet det. Jeg har i mange år hvor jeg har boet alene holdt jul og nytår alene for bare at nævne det, eller taget på ferie eller vandreture alene.

Når det er sagt så holder jeg også af fællesskaber. Jeg får bare fællesskaber på en anden måde, nemlig ved at tage på tur med andre, og da jeg har et indbygget formidlingsgen så holder jeg meget af at indføre andre i friluftslivet.

Jeg sad derfor en aften efter jeg var flyttet ned til Danmark igen, og ledte lidt på Google efter andre der var friluftinteresserede. Jeg stødte på et website der hed outsite.org. Den var ejet af Lars L og havde Lars T med i en lille redaktion. Nå I kan da godt få deres rigtige navne, det har de sikkert ikke noget imod og mange af jeg kender i hvert fald den ene. Lars Lundstrøm og Lars Thomsen. Ja helt rigtig gættet det er Lars der har arbejdet i Luffeland i mange år og stadig gør det. Lars er også en drivkraft indenfor friluftslivet i Danmark og vi møder ham på forskellige ture.

Jeg blev indlemmet i Outsites redaktionsgruppe og var der i mange år og den historie skal jeg ikke trætte jer med, men arbejdet der gav mig gode muligheder for at lave en masse ture og kurser for mange helt gratis. Turene foregik på delebasis og ingen tjente penge på dem i mange år.


Efterhånden tog Facebook over og der blev oprettet en masse grupper der stort set overlapper hinanden.
Jeg tog stadig på fjeldet og næsten hver gang i det samme område jeg havde vandret i i mange år nemlig Kebnekaisefjeldene i Svensk Lapland.
I mange år arrangerede jeg ture i Sydsverige og i fjeldet. Turene i Sydsverige var både vandre- og kanoture og vandreturene både sommer og vinter. Forår, efterår og vinter er faktisk den bedste tid i Sydsverige og der har vi haft rigtig mange fine ture i blandet terræn.

Når jeg vandrer i Sydsverige vandrer jeg også nødigt på markerede stier. Det er meget sjovere at vandre i terrænet og selv lave sine ruter, hvilket jeg faktisk har skrevet en bog om. Det har altid irriteret mig at en afmærket rute, der ofte starter et sted og ender et andet, skulle styre min vandring. Ja ja jeg ved godt at man må slå lejr hvor man vil, men man lader sig let styre fra det ene shelter til det andet.

Et andet problem er så hvordan man kommer tilbage til bilen igen uden at gå tilbage i samme spor som man gik ud i, og hvem gider gå tilbage af samme spor? Ikke jeg.
Det fik mig tidligt til at gøre det anderledes. Jeg brugte noget af den markerede vandrerute og drejede så ud i terrænet og i en bue tilbage til bilen. Det fungerede fint men det holdt jeg også op med. Nu ser jeg på kort hjemmefra og finder de områder der er tyndest befolket og der lægger jeg hele min rute, helt væk fra stier der er markerede. Selvfølgelig bruger jeg skovveje og eksisterende stier, men jeg går også direkte gennem usporet terræn. Min metode sikrer mig også gode lejrpladser ved søbredder eller vandløb hvor jeg har det hele for mig selv og hvor der ikke kommer andre forbi.



onsdag den 26. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XVI - og om at være guide

Vi er tilbage i Grønland - altså i Østgrønland hvor det stadig er vinter. Og vinter er det ret længe pga Storisen der flyder ned fra Ishavet og blokerer for det meste sejlads til og fra Tasiilaq.

Mens isen dækker fjorden Kong Oskars Havn, jager vi fra slæde, eller vi bruger slæderne som transport til og fra de gode steder. Ser man slædefart på vestkysten så kører man der meget på havis, men på østkysten må man over fjeldet og det går opad den ene vej og stejlt ned på den anden. Det er hårdt arbejde både for kusken og hundene og de ofte lange og stejle nedfarter er ikke uden risiko. Det er ofte at en hund der ikke kan følge med ryger under slæden - men det bremser jo alt sammen.
Første gang det skete for mig var jeg naturligvis bekymret for hunden men standse og få den ud kan man ikke for de andre trækker vildt for at det ikke skal ske for dem også.

Slædehunde er imidlertid enormt robuste og når man få stoppet og hevet hunden ud ryster den sig bare og finder sin plads i spandet som om hændelsen er hel normal.

Ind imellem jagtture og arbejde på Rådhuset, Børnehjemmet, STI-skolen og Sygehuset hvor jeg udførte IT-arbejde, var der også lidt kørsel med turister. Der kom en del der ville på dagstur eller kortere ture for at prøve at køre hundeslæde, men nogle gange var der også transporter af grupper der skulle ud til nogle turisthytter for at bo der, og stå på ski i omgivelserne.

Mellem kysten og Storisen er der ofte frit vand og her jager vi sæler og andet. Der er vildt nok og nok til både os selv og som foder til hundene som jeg efterhånden havde 18 af.

Jeg havde fået tilladelse småvildtjagt med turister samt til at køre med turister på slæde på indlandsisen. Jagtturene var meget gode. Vi måtte jage al småvildt op til sæler så vi kunne også tage på havet og skyde ikke blot sæler men også havfugle. Deltagerne skulle naturligvis have behørigt jagttegn.

Slædeturene foregik fra bygden Isortoq om sommeren for her kunne man kører direkte op på indlandsisen via en flad istunge.

Den snedige har jo nok gættet at det der med at lave turisme i Grønland, det er ikke let. Der kom godt nok mange turister til Tasiilaq, men mange af dem var på ganske korte ture fra Island og mange nåede ikke længere end til øen Kulusuk hvor lufthavnen er og færre nåde med helikopteren over til fastlandet og Tasiilaq.

Man kan også sejle fra Kulusuk til Tasiilaq hvis man kan finde en der skal samme vej, men isforholdene gør det ofte vanskeligt og dertil kom tåge og andet, der gør det til et vanskeligt sted at operere.

Efter det første år opgav jeg at lave egentlig turisme i Tasiilaq, og helligede mig arbejdet og mine egne ture på slæden om vinteren og i båd om sommeren.

Det eneste der kunne fungere var organisering af vandreture og her er der gode muligheder i Tasiilaq-området, men stadig med de samme forbehold for dårligt vejr hvor de kraftige faldvinde, piteraq, er den største udfordring idet det pludselig kan gå fra vindstille til 50 - 80 meter i sekundet.


Den bedste tid på året i et hundedistrikt er om vinteren. At sidde på sin slæde på langfart kun med selskab af sine hunde er fantastisk. Der er ingen lyd udover hundenes åndedræt og slædens meders hvislen i sneen. På flade strækninger kan man blot sidde mageligt på slæden og dirigerer hundene. Op ad bakke eller i ujævnt terræn må man af slæden og stå i opstanderen og også være parat til at give hundene en hjælpende hånd. På gode dage kunne jeg nå omkring 50 km.

Ofte kørte vi nogle slæder sammen men jeg kørte også ture alene. Overnatningen foregik i fangerhytter der er placeret på strategiske steder hvor jagten er god.
Vi lagde depoter ud i form af brændstof til primusser og bådmotorer så vi havde lagre forskellige steder hvilket gjorde det lidt lettere at køre eller sejle rundt.


Bor man udenfor Grønland skal man søge tilladelse til at tage langt væk fra byer. Da jeg boede der skulle man søge Dansk Polarcenter om tilladelse, og på deres website kunne man se hvem der havde fået tilladelse og i hvilken periode.
På en tur nordpå mødte jeg efter tre dages kørsel skispor. Jeg fulgte sporene og efter en times tid så jeg en gruppe på ski med pulke og kort tid efter hørte de hundene og stoppede og mens jeg kørte frem gloede de måbende på mig som jeg sad der tilbagelænet på slæden op ad opstanderen i pelstøj, og med riflen på skødet. En sagde et eller andet på tysk - jeg er ikke god til tysk - hvilket jeg fik forklaret og en af dem slog over i engelsk. De ville sandelig gerne vide hvad jeg lavede i området som de havde fået tilladelse som de eneste til at tage på tur i. De kunne sagtens se at jeg ikke var grønlænder og undrede sig.
De så sure ud som om de mente at jeg var trængt ind i et område hvor de troede at de skulle være helt alene så jeg fik forklaret dem at jeg jo boede i byen her ca. 180 km sydligere og at jeg som bosiddende i grønland da kunne gøre stort set som det passede mig. Det formildede dem lidt men ikke helt og de har sikkert klaget til polarinstituttet.

Der var masser af sjove oplevelser i Østgrønland.
Jeg havde en hjemmebygget grønlandsk qajaq som jeg havde bygget hos Sven Ulstrup i Odsherred og den havde jeg jo med op i containeren. Jeg sejlede i den i fjorden hvor der ofte var små isskosser.
En dag gik jeg gennem min del af byen med kajakken på skulderen til det sted hvor jeg plejede at sætte i vandet. Der var ikke et øje at se. Byen var som uddød.
Jeg gik på vandet og roede derudaf som så mange gange før. Jeg havde min fiskestang spændt fast under remmene på dækket og ville over til et godt sted jeg kendte. Det gik som sædvanlig fint og der ar godt med fisk som jeg fik stuvet i plastsække inde i kajakken og så gik det hjemad.
Jeg ved stadig ikke hvad der skete, men ca. 10 meter fra kysten kæntrede kajakken og da jeg forsøgte at vende forskubbede min last sig og jeg kunne ikke komme rundt. I sådan en situation er der ikke andet at gøre end at krybe ud af båden og svømme i land. Nu er vandet deroppe temmelig koldt så jeg lod kajak være kajak og svømmede ind og løb op igennem byen til vores hus for at få varmen.

Den før så menneske tomme by var nu fuld af folk der grinende stod udenfor ethvert hus og havde en fest mens jeg drivvåd og ikke særlig helteagtigt spurtede hen ad vejen og fik låst mig ind til et varmt bad.

Da jeg var kommer mig lidt og fået tørt tøj på belavede jeg mig på at sejle ud og få bjærget kajakken, men da jeg kom ud stod mine naboer med kajakken ved mit hus. De havde da lige været ude og hente den. Sådan var folk i byen. Altid hjælpsomme.

Jeg har ikke nogle billeder af kajakker i Grønland men her er jeg i en mere moderne :)



Efter tre år i Tasiilaq fik min veninde nyt job i Hjemmestyret og vi flyttede til Nuuk. Nu havde jeg opgivet turismeerhvervet helt og havde et helt almindeligt arbejde som IT-chef i Nuuk kommune det der i dag hedder Kommuneqarfik Sermersooq.

Efter endnu et år skulle min veninde hjem og passe sit arbejde i Sundhedsministeriet, men jeg var ikke helt færdig med Grønland og blev her. På den måde boede jeg 10 år i Grønland, men jeg svigtede aldrig Kebnekaisefjeldene som jeg gerne besøgte når jeg var på ferie.

Slut for denne gang ...

tirsdag den 25. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XV - og om at være guide

Der er da sikkert nogle der tænker: "Hvad har han gang i med disse skriverier?". Sådan tænker jeg også selv ind imellem :)

Jeg kan godt lide at skrive og tekststumperne opstår når jeg laver noget andet som jeg burde lave færdigt .. 



Altså er det en slags overspringshandling imellem en masse andet jeg burde lave, men hvor af arbejdet opståede tanker bryder forstyrrende ind.

Det er efterhånden mange år siden jeg havde et helt almindeligt lønnet arbejde jeg skulle møde til hver dag. Faktisk forstår jeg slet ikke hvordan jeg havde tid til et almindeligt arbejde. Nu har jeg så mange opgaver at jeg faktisk på den ene og anden måde er booket helt op så jeg faktisk arbejder mere end da jeg arbejdede - hvis man kan udtrykke sig sådan.

I disse dage er jeg ved at gøre en letudgave af min bog om Kebnekaisefjeldene klar til tryk og udgivelse i fast bogform, så man kan have den med i rygsækken, og som ebog så man kan have den på sin telefon eller ebogslæser under ture.


Det er altid et kæmpe arbejde at skrive en bog, få læst korrektur, tegnet kort over ruter, og få det hele sat op så det er klar til tryk og anden udgivelse.

Når jeg arbejder med det grafiske kan jeg ikke undgå at se teksterne, og hver gang jeg ser noget fra fjeldområdet så ønsker jeg mig derhen og væk fra computerne. Arbejdet skal imidlertid laves færdigt så jeg kan komme videre med andre projekter, og projekter er der nok af.

Jeg guider stadig ture i fjeldet, og det på trods af min alder, men jeg kan ikke lade være. Hvert år går jeg og tænker på at nu har jeg været på den sidste fjeldtur som guide, men hver gang på vej hjem i toget er jeg allerede ved at planlægge næste års tur. Jeg er altid sikker på at jeg vil på fjeldet året efter selvom jeg bilder mig ind, at det ikke bliver som guide idet jeg forestiller mig at "til næste år" vil jeg være for gammel.

Men den følelse forsvinder altid omkring juletid, og så går jeg igang med at færdigplanlægge næste sommers fjeldtur som så ofte annonceres ved nytår eller lidt efter.
Det har altid været let at få dem besat og allerede i løbet af januar har jeg holdet på plads, men så er der en masse arbejde med logistikken, men det er også meget hyggeligt.

Min veninde Marit som jeg har kendt i mange år og som nu er forstander på fjeldstationen

Jeg har heldigvis nogle gode kontakter deroppe og det letter planlægningen en del. Pt mangler vi blot togbilletterne men de bliver ofte først frigivet 90 dage før afgangene.

Min kone ryster på hovedet af mig hvert år, og selvom jeg kommer hjem og erklærer at nu var det nok sidste gang jeg guidede en tur på fjeldet, så tror hun ikke på mig. Jeg tror selv på det hver gang.

Selvfølgelig kan jeg også mærke alderen - det ville være underligt andet og mine ture er ikke helt så vilde som de har været, eller ligesom sidste år hvor der godt nok var meget op og ned at høje bakker. De fremtidige ture bliver nok lidt mere afdæmpede og med andre temaer, men det betyder ikke noget. Andre og yngre folk lave de ture der måske lignede mine som der var for år tilbage, men jeg har nu et lidt ældre publikum, og det glæder mig at så mange der er lidt oppe i årene trods alt vover pelsen ved at melde sig på ture i fjeldet, og som super fint klarer det og er glade for det.

Vi må nok se i øjnene at vi der er ældre i vore dage er mindre slidt end tidligere generationer.

I mange år lavede jeg også ture til Sydsverige og det overvejer jeg at tage op igen og igen for en mere voksen (ældre) gruppe selvom alle naturligvis kan komme med, men mere om de i senere afsnit ...


mandag den 24. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XIV - om at være guide

Nu var jeg endt i Tasiilaq i Østgrønland. På Grønlands østkyst er der kun to byer så særlig tæt befolket er det ikke. Tasiilaq har cirka 1900 indbyggere og ligger lidt sydligere end Kangerlussuaq mens den anden by Ittoqqortoormiit ligger, i fugleflugt, 842 km nordligere og kun har 340 indbyggere sådan cirka.

Landets størrelse taget i betragtning er det ikke mange mennesker, heller ikke hvis man regner de få andre med der bor på Siriusstationen, der bor på Grønlands østkyst.


Det var efterhånden blevet efterår. Isen havde lagt sig og gjorde sejlads vanskeligere og mange dage kunne vi ikke komme ud på jagt. Jeg havde forberedt mig på vinteren og skaffet mig nogle hunde. Nogle havde jeg fået af Tobias og andre af en dansker der var på vej tilbage til Danmark, mens jeg faktisk på en måde stjal andre.
Jeg havde et par tæver. Det er dem det er lettest at få fat på idet de fleste vil køre med hanhunde. Men, tæver kommer i løbetid og det opdager alle hanhundene i byen hurtigt, så de der ikke var tøjret ordentligt i kæderne de stak af og fandt tæverne. Når der kom sådan en fremmed hanhund ind i området hvor hundene var tøjret blev der en masse larm som man kunne høre langt væk.

Jeg var flyttet i en blivende bolig ude på spidsen af den lille halvø Attertup Nuua i et dejligt enderækkehus hvor jeg let kunne have mine hunde lige overfor på klipperne.

På vej hjem over isen. Man kan svagt skimte mit hus der er den gule gavl længst til højre.

Tilbage til hundene. Det skete ofte at der kom løse hunde på besøg og da man ikke må have løse voksne hunde så tøjrede jeg bare dem der kom rendende og voldtog mine tæver :).
Normalt er hundene enten tøjret sammen to og to, men sådan at den svageste i hierakiet har en lidt længere kæde end den anden, men ofte blot enkeltvis og kun sammen når man vil have hvalpe.

I løbet af vinteren fik jeg samlet 12 hunde der kunne trække en slæde så nu manglede jeg bare den. Slæder er noget man selv bygger og på skolen var der endda hold man kunne melde sig til om aftenen hvor man byggede sin egen slæde. Det gjorde jeg også og da det blev slædevejr og lidt lysere om dagen havde jeg en syntes jeg, flot 3 meter lang slæde i asketræ klar.

Vi var så småt begyndt på Tobias slæde på ture over fjorden og jeg havde luret hvad han gjorde og jeg kørte slæden væk når han lå på lur efter sæler ved iskanten, men en ting er at køre med trænede hunde - noget helt andet er det at køre med nogle der ikke er trænede.

Jeg havde også fået lidt arbejde i byen. Der var heldigvis ingen der havde nogle særlig IT-kundskaber i byen, men det havde jeg og der skulle undervises i Officepakken, laves skabeloner og rettes på servere i samarbejde med Kanukoka i Nuuk. Kanukoka svarer til vores Kommunedata og med mig i byen behøvede de ikke at sende folk over. Det jeg ikke lige kunne klarede vi over telefonen. Dette gav mig også arbejde for det der dengang var Grønlands hjemmestyre. Al det tjente jeg selvfølgelig penge på, men det indsnævrede også min fritid.

Jeg havde stadig en lille drøm om at lave noget turismearbejde. Tasiilaq ligger måske nok umiddelbart isoleret men alligevel ikke. Der er nemlig ikke langt til Island og rigtig mange turister kom til Tasiilaq via Island både sommer og vinter så mon ikke der kunne tiltrækkes nogle?

Turisme var der ikke tid til nu for der skulle dels arbejdes og dels jages sæler. 12 hunde er evigt sultne og så skulle området omkring byen også udforskes så jeg var medhjælper på jagtture og kom efterhånden langt omkring og så småt også på min egen slæde med mine egne hunde.

Det må være nok for i dag ...


fredag den 21. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XIII - om at være guide

Vi havde fuld fart på i vores lille rejsebureau der efterhånden ikke var så lille mere.
Jeg havde lavet nogle gode aftaler med nogle svenske fiskedestignationer, og folk der arrangerede jagtrejser til Sverige og Grønland, hvilket gav en god ekstraindtægt uden det helt store administrative arbejde.
Specielt arbejdede vi sammen med Team Arctic som dengang opererede i Kangerlussuaq-området.



Team Arctic led samme skæbne som mange af os andre der opererede i Grønland. Teknologien indhentede os. Computerne hold indtog i stor stil. Turismen blomstrede i Grønland og der blev oprettet et korps af såkaldte Outfittere. Outfittere var eller er turismemedarbejdere i Grønland. Disse blev uddannede til at modtage turister og guide dem rundt primært på hundeslæde- og bådture, men også med transport på vandet om sommeren til forskellige vandredestignationer. Jeg var selv med til at uddanne et hold hvor bl.a. Tobias Ignatiussen var på holdet. Tobias har været gift med Jørn Riels datter. Tobias bor i Tasiilaq på Grønlands østkyst eller Tunu (landets bagside) som landet hedder.

Der kom efterhånden med denne udvikling også rigtig gode vandrekort over de mest interessante og tilgængelige områder, hvilket gjorde livet lidt vanskeligt for os turoperatører. Med udviklingen af håndholdte GPS-systemer er det levet helt galt og i vore dage er det mest operatører der tilbyder rundrejse, hotelovernatninger, hvalsafari og lignende der overlever.

Det var på tide at lukke firmaet mens tid var og det ikke ville koste os penge.
Men hvad så? Et eller andet skulle jeg jo leve af.
Min daværende veninde fik tilbudt en stilling som administrator af Sygehuset i Tasiilaq i Ammassalik, og spurgte om jeg ville med hvis hun sagde ja. Selvfølgelig ville jeg da det. Jeg havde altid drømt om at bo i Grønland så det var da klart en chance.
Alt blev pakket i en 40 fods container for Hjemmestyrets regning og vi boede hos venindens søster indtil vi kunne rejse til Grønland.

Det var lidt underligt sådan at være mellem to lande uden nogle personlige ejendele udover tøj og den slags. Alt var pakket ned og skulle udskibes og vi skulle regne med at vi intet havde det første halv år i Grønland.



Vi sagde farvel til familien i Kastrup og gik ombord på SAS flyveren til Keflavik i Island. Herfra fortsatte vi med en Fogger 50 til Kulusuk og derefter med helikopter til Tasiilaq hvor vi så stod og sikkert så lidt fortabte ud mens vi kikkede efter ambulancen der skulle hente os. De der ambulancer brugte vi til alt muligt udover sygetransport.

Chefdistriktslægen hentede os og kørte os en lille rundtur i byen - det er hurtigt overstået - før vi blev vist op i en møbleret lejlighed hvor vi skulle bo indtil vores container ankom.

B skulle møde på arbejde efter et par dage men jeg havde intet at foretage mig, udover at se om jeg kunne finde et arbejde. Selvfølgelig kunne vi leve af B's direktørløn, men noget skulle der jo ske.
Ting går ikke så hurtigt deroppe og jeg tog det også roligt. Jeg kendte jo Tobias som dengang var en af de dygtigste slædekuske og fangere jeg nogen sinde har kendt og ham kom jeg godt ud af det med, hvilket blev til en masse jagtture efter sæler og fugle og hvad vi ellers kunne få ram på, specielt på havet.

Tobias (privat foto)

Jagt hver dag og lange ture i Tobias Nuumit19 med overnatninger i fangsthytter på kysten, passede mig fint. Mad havde vi nok af og jeg fik set hele distriktet i de korte tid sommeren varede indtil isen lagde sig.
Vores container ville først ankomme det næste år omkring juli når det første skib kunne komme igennem storisen.

Jeg gik så med en lille idé om at starte noget rejseaktivitet heroppe og det må vi se hvordan gik.

fortsættes ...

onsdag den 19. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XII - om at være guide

Som så mange andre ville jeg gerne leve af at være guide, men man finder hurtigt ud af at det ikke kan lade sig gøre. Eller det kan ikke lade sig gøre hvis man vil være det i Lapland eller Grønland.



Der er to problemer i det at være fjeldguide. Det ene er at man jo skal tjene en almindelig årsløn for at det er realistisk, at man kan leve af det. Det andet er at man ikke kan være i fjeldet hele året. I Lapland er det om sommeren fra Sankt Hans og frem til senest 1. oktober og så et par måneder i foråret på skiture. Resten af tiden er det enten storm eller mørkt eller der er stor snesmeltning og vand over det hele.
Resten af tiden skal man tjene penge på noget andet. Kunne man så bare være flere steder på én gang, men det kan man jo ikke, og ansætter man nogle andre guider så går indtjeningen til dem og ikke til én selv, og indtjeningen som guide er ikke stor nok til at man tjener noget særligt på de ture man arrangerer og som andre leder.


Derudover er der rigtig meget administrativt arbejde ved at planlægge og udbyde ture. I vore dage er der også så megen information at hente dels på nettet, men også i bøger (jeg har selv skrevet nogle) og navigation er heller ikke det store problem da fjeldkortene er blevet rigtig gode og GPS'er er blevet allemandseje. Enhver med lidt friluftserfaring kan tage afsted på egen hånd hvis de vil.

Tiden spiller som nævnt også en rolle idet de fleste kun kan tage på længerevarende ture i deres ferier der typisk for de fleste ligger i eller omkring skolesommerferien, vinterferien eller i de andre perioder hvor der er lidt ekstra dage. Resten af året kan man selvfølgelig lave weekendture, men det er ikke nok til at holde økonomien igang.

I en årrække fungerede det for mig ved at undervise på ungdomsskoler, lave weekendkurser for pædagogisk personale og andre interesserede og så lave rejser med guide i Lapland og i Grønland og ind imellem også i forskellige fjeldområder i Norge. Jeg havde også i en lang periode flere ansatte turledere, men al det administrative stod jeg og en anden medarbejder for, og der er meget arbejde der er kedeligt kontorarbejde.



Som rejsebureau er der naturligvis nogle fordele mht. billetter og overnatninger. Dels fik jeg lidt rabat, men havde også adgang til bookingsystemer så jeg kunne reservere et antal tog- og flybilletter, og regulere hen ad vejen i forhold til hvor mange deltagere jeg havde på hver tur, men arbejder var der.
Vil man være rejsebureau og sælge såkaldte pakkerejser skal man også være medlem af Rejsegarantifonden og det betød dengang at man skulle stille en garanti på 500.000 kr hvilket er mange penge som man så ikke kunne bruge til noget andet. En pakkerejse defineredes ved at indeholde to af tre ting - transport, overnatning og forplejning.

Vi ligger mest i telte under turene og vi rejser billigt og gerne med tog når det kan lade sig gøre, og der er grænser for hvor mange penge man kan tjene på det. Rejsebureauer tjener typisk deres penge på de rabatter de får på hoteller, men på guidede vandreture eller på friluftskurser betår fortjensten udelukkende af den fee man kan få folk til at betale, og den går også til guidens rejseomkostninger, og så kan man selv regne ud hvad der er i det. Selvfølgelig kan man trække sine udgifter fra i sit regnskab hvis man som jeg har et firma, men pengene skal jo tjenes først!


For at få folk med, og få dem til at betale for en tur, skal man også have noget at byde på. Man skal have et ordentligt CV der viser at man har den nødvendige kunnen og erfaring. Vi ser jo folk der overhovedet ingen fjelderfaring har, eller blot har været på en enkelt guidet tur så sig op som fjeldguider eller andet. Men hvor megen erfaring har man hvis man kun har gået én tur? Ja man kan naturligvis blot kopiere den og sælge den til eventuelle turdeltagere, men i fjeldet er én gennemgang af en rute desværre ikke nok til at man kan tage ansvaret for at føre en gruppe begyndere gennem den - altså med mindre ruten går ad afmærket sti, men sådan en tur kan man jo vandre helt gratis. Selvfølgelig kan man vælge at tage på en guidet tur fordi man ikke har nogen i sin omgangskreds der vil med, og ikke vil vandre alene. Der er også deltagere på mine ture der tager med fordi de har en travl hverdag og gerne vil betale andre for at lave hele planlægningsarbejdet så de bare skal møde op og deltage.

Efter min mening skal folk der betaler for en guide have noget særligt for pengene. Selvfølgelig betaler de for at guiden laver alt arbejdet før turen og sørger for at de kommer helskindede igennem forløbet, men jeg synes også at de skal have noget de ikke lige selv kan arrangere. For mit vedkommende er det mere end 50 års erfaring i det område jeg guider i, og de ruter jeg bruger er nogle jeg selv har "opfundet" og som går helt udenfor markerede stier. Mine deltagere skal opleve noget unikt. Den type ture kan ikke vandres sikkert med mindre guiden kender området, og så kan det alligevel gå galt i ekstreme år som det er sket for mig et år hvor vandstanden i vandløbene var usædvanlig høj og vi ikke sikkert kunne krydse over


I sådan en situation må guiden kunne rekvirere hjælp, men ikke ved at trykke på en nødknap og blive reddet. Der er jo ikke nogen direkte nødsituation. Måske kan man vende om og vælge en anden vej, men de vandløb vi var kommet over havde også en vis sværhedsgrad og øget snesmeltning i højderne samt regn havde også øvet vandstanden i dem vi var kommet over.

Jeg har satellittelefon med på turene så for mig er det let at ringe efter en helikopter eller i dette tilfælde to, så vi kunne blive løftet hen et sted hvor vi mere sikkert kunne fortsætte turen så alle endte med at have en god tur.

tirsdag den 18. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XI - vejen til Grønland-III

Vi er i stadig Grønland for at få styr på to ruter.

Vi fik styr på Ilulissat og så ventede der området nede ved Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord), så det tog vi fat i året efter.
Vi havde ellers haft en lille plan om at klare begge ruter på samme tid, men det kunne vi ikke nå idet vi brugt  for megen tid i Ilulissat. September var næsten gået og den første sne viste sig på toppene.





Skiltet her står i Kangerlussuaq lufthavn viser at der er længere til København end til Nordpolen.
Den mest almindelige tur her i Kangerlussuaq er ad Sandflugtsdalen og ind til Indlandsisen. Der er 25 km vandring, men man kan køre derind i bil, og det gør de fleste.

Den tur ville vi ikke lave for den kan man enten selv gå eller man kan tage med bilerne. En anden tur er Arctic Cirkle Trail  der går ud til Sisimiut, men den er pænt beskrevet og desuden afmærket og afmærkede stier er ikke noget for mid hvis jeg skal guide. Skal man med mig så skal man opleve noget man ellers ikke uden videre kan komme til, og det er ikke velbeskrevne markerede vandreruter, man sagtens selv kan vandre.

Der måtte findes på noget andet. Vi kikker igen på de gamle kort som var det vi havde til rådighed. Her så det ud til at der kunne vandres en rute fra byen og ned igennem det gamle baseområde, over broen over elven og ned til roklubben ved Lake Ferguson og langs med den ind til Granatfjeldet.
Vi startede og det gik fint langs med søen men for enden af den gik en flok moskusokser men dem sneg vi os forbi og satte retning imod den langstrakte sø Orsuarnisaarajuttoq. Vi gik nord om idet det så ud som om vi ad den vej kunne komme ind til Indlandsisen. Vi gik ligesom på en fjeldkam. Der var let at vandre og udsigten mod nord og Russels Gletsjer var imponerende. Vi endte i indlandsisens forland der er fladt og tundraagtigt og sikkert sådan al land så ud efter den sidste istid havde trukket sig tilbage. Stenet og sumpet sand der var sparsomt bevokset og masser af små vandløb det ikke var svære at forcere.

Vi kom let ind til selve ise og kunne røre ved den, men ikke komme op på idet fronten steg lodret op.

På vej tilbage hvor vi så både rener og flere moskusokser, gik vi en en sydlig bye tilbage til Roklubben.

Det blev en udmærket tur som jeg har guidet en hel del gange og som jeg aldrig er blevet træt af.

Isen herinde er ikke så flot hvid som på Russels Gletsjer men ikke mindre imponerende af den grund.

Noget af det jeg finder mest imponerende eller dragende er indlandsisen. Den der enorme ismasse der på det højeste sted er over 3 km tyk ser vild ud når man fra høje udsigtspunkter som der er flere af på ruten, kan se langt ind over og hvis nærvær er allestedsnærværende i Grønland.

Når jeg går herinde ved isranden og moskusokser og rener går omkring mig, synes jeg det føles ligesom at være de første rensdyrjægere efter istiden. Miljøet må have været det samme. En ret spændende fornemmelse.

Vi har fiskestænger med, det har vi altid i Grønland og det kan godt betale sig. Det er ret let at fange ørreder i søerne.

Naturen i Kangerlussuaqområdet er flot og de afrundede lave fjelde er lette at vandre i, men der er ikke megen jord til teltenes pløkke så hver aften består forankringen af teltene af halvt pløkke og resten er sten vi binder bardunerne om, men det går.

En af fordelene ved dette område er at det er ret nedbørsfattigt og derfor regner det sjældent. En ulempe er byen Kangerlussuaq so er opstået om og i den gamle amerikanske base der mest var en containerby, så det typiske og originale grønlandske bysamfund ser man ikke meget til.

Det var slut for nu, men der kommer mere så tilmeld jer som faste læsere så I ikek går glip af noget :)

mandag den 17. januar 2022

Tanker om fjeldvandring vol-XI - vejen til Grønland-II

Vi er i Grønland for at få styr på to ruter.
I september er der ikke specielt varmt i Grønland og slet ikke nord for polarcirklen, men det blæser ikke så meget i Grønland som i Danmark eller i Sverige for den sags skyld. I Grønland er det enten vindstille eller også blæser det en "hel pelikan" som man siger.




Vi startede med ruten der har sit udgangspunkt i Ilulissat.
En tur til Grønland skal også indeholde lidt kultur og derfor gerne et par dages ophold i en by, så man kan snuse til stemningen og kulturen. Ilullissat er som Knud Rasmussens fødeby og de store isfjelde i Isfjorden, er perfekt sted at have et par dage.

Vi fløj til Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord) og derfra videre med propelfly til Ilulissat (Jakobshavn). Da vi landede i lufthavnen kørte vi med taxa ind til byen og handlede brændstof som er let nok at få i så stor en by som Ilulissat.

Herefter vandrede vi ned til Holms bakke og derfra langs Isfjorden helt op til gletsjeren Sermeq avangnardleg hvor vi drejede ind i fjeldet.
Terrænmæssigt er Nordgrønland ikke særligt vanskeligt at vandre i hvis man ser bort fra navigationen. Det er ikke voldsomt kuperet og slet ikke som fx Kebnekaiseområdet eller mange andre steder i Sverige og Norge. Man skal dog tage højde for de floder der løber ud fra indlandsisen for dem krydser man ikke.

I Ilulissatområdet møder man kun dem hvis man vandrer nordligere end vores rute denne gang gik, nemlig op til Eqip Sermia, men det er en anden historie.



Fra Isfjorden krydsede vi ind igennem fjeldet for at ramme den gamle hollandske hvadfangerby, der nu er en bygd i distriktet. Bygdens opridelige navn er Rodebay, men heder på grønlandsk Oqaitsut. Det var lidt bøvlet indtil vi kom ud på den modsatte kyst og vi måtte ændre rute et par gang ved at gå tilbage og begynde forfra idet der var vandløb der var for svære at krydse men til sidst lykkedes det og så blev det lidt lettere. Der var dog et par vandløb der skulle krydses men det gik uden de store problemer ud over at vandet var koldt.

Vi fulgte nu slædesporet mod syd indtil Atllik hvor vi atter blev stoppet af vand, men efter noget tid fandt vi en vej over og vi fik Oqaitsut i sigte og herfra er det let at følge slædesporet tilbage til Ilullissat.


Ruten blev for så vidt udmærket men lidt for lang, så den endte med at blive afkortet så vi ikke gik så langt mod nord men skar over for at ramme fjorden Kangersuneq og derfra til Oqaitsut.

Senere lavede vi ture der også gik igennem kløften Ujup Kua og ture helt op til Iqip sermia, men sidst jeg var der i 2015 var gletsjertungen jeg plejer at gå over så afsmeltet at vandløbet var meget svært passabelt.
Vil man forsøge sig deroppe så er der masser af muligheder nord for Ilulissat og også syd for Isfjorden ved Ilimanak.

Som tidligere nævnt er terrænet ikke særligt hårdt at vandre i, men navigationen kan være vanskelig idet man både har brug for nøjagtig navigation samt gode fjeldkort som man heldigvis kan købe i vore dage. Specielt synes jeg at man er nødsaget til både at kunne holde sin retning hele tiden samt vide hvor man er, men også bruge synet til at finde de letteste ruter. Det sidste er umuligt i tåge.

Telte må man hvor man har lyst ligesom i Sverige og Norge så det er ikke noget problem og rent drikkevand er der også nok af. Det er også en god idé at have fiskestang med - man kan sagtens fange ørreder i søerne, og torsk og andet i havet, og på den måde få et lækkert supplement til den frysetørrede mad.

Isfjorden er selvfølgelig en af de attraktioner der trækker mange mennesker til området. De store isfjelde, der desværre er blevet minde pga klimaforandringerne, er flotte, men miljøet i byen er også værd at tage med.



I det hele taget er Grønland et dejligt land med flinke og gæstfrie indbyggere og så er det jo en del af Rigsfællesskabet så man bør opleve det mindst en gang i livet.

Har man ikke mod på en vandretur kan jeg anbefale en sejltur med kystbåden fra Nuuk til Ilulissat. Den tager 3 dage og man kommer til at opleve Grønland fra den smukkeste måde nemlig fra havet. Og så er der gode muligheder for at se masser af sæler og hvaler undervejs.

Det var slut for i dag ...