Tanker om fjeldvandring vol-XIII - om at være guide

Vi havde fuld fart på i vores lille rejsebureau der efterhånden ikke var så lille mere.

Jeg havde lavet nogle gode aftaler med nogle svenske fiskedestignationer, og folk der arrangerede jagtrejser til Sverige og Grønland, hvilket gav en god ekstraindtægt uden det helt store administrative arbejde.

Specielt arbejdede vi sammen med Team Arctic som dengang opererede i Kangerlussuaq-området.

Læs vol-I her
Læs vol-II her
Læs vol-III her
Læs vol-IV her
Læs vol-V her
Læs vol-VI her 
Læs vol-VII her
Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her
Læs vol-X her

Læs vol-XI her
Læs vol-XII her

Team Arctic led samme skæbne som mange af os andre der opererede i Grønland. Teknologien indhentede os. Computerne hold indtog i stor stil. Turismen blomstrede i Grønland og der blev oprettet et korps af såkaldte Outfittere. Outfittere var eller er turismemedarbejdere i Grønland. Disse blev uddannede til at modtage turister og guide dem rundt primært på hundeslæde- og bådture, men også med transport på vandet om sommeren til forskellige vandredestignationer. Jeg var selv med til at uddanne et hold hvor bl.a. Tobias Ignatiussen var på holdet. Tobias har været gift med Jørn Riels datter. Tobias bor i Tasiilaq på Grønlands østkyst eller Tunu (landets bagside) som landet hedder.

Der kom efterhånden med denne udvikling også rigtig gode vandrekort over de mest interessante og tilgængelige områder, hvilket gjorde livet lidt vanskeligt for os turoperatører. Med udviklingen af håndholdte GPS-systemer er det levet helt galt og i vore dage er det mest operatører der tilbyder rundrejse, hotelovernatninger, hvalsafari og lignende der overlever.

Det var på tide at lukke firmaet mens tid var og det ikke ville koste os penge.
Men hvad så? Et eller andet skulle jeg jo leve af.

Min daværende veninde fik tilbudt en stilling som administrator af Sygehuset i Tasiilaq i Ammassalik, og spurgte om jeg ville med hvis hun sagde ja. Selvfølgelig ville jeg da det. Jeg havde altid drømt om at bo i Grønland så det var da klart en chance.

Alt blev pakket i en 40 fods container for Hjemmestyrets regning og vi boede hos venindens søster indtil vi kunne rejse til Grønland.

Det var lidt underligt sådan at være mellem to lande uden nogle personlige ejendele udover tøj og den slags. Alt var pakket ned og skulle udskibes og vi skulle regne med at vi intet havde det første halv år i Grønland.

Vi sagde farvel til familien i Kastrup og gik ombord på SAS flyveren til Keflavik i Island. Herfra fortsatte vi med en Fogger 50 til Kulusuk og derefter med helikopter til Tasiilaq hvor vi så stod og sikkert så lidt fortabte ud mens vi kikkede efter ambulancen der skulle hente os. De der ambulancer brugte vi til alt muligt udover sygetransport.

Chefdistriktslægen hentede os og kørte os en lille rundtur i byen - det er hurtigt overstået - før vi blev vist op i en møbleret lejlighed hvor vi skulle bo indtil vores container ankom.

B skulle møde på arbejde efter et par dage men jeg havde intet at foretage mig, udover at se om jeg kunne finde et arbejde. Selvfølgelig kunne vi leve af B's direktørløn, men noget skulle der jo ske.
Ting går ikke så hurtigt deroppe og jeg tog det også roligt. Jeg kendte jo Tobias som dengang var en af de dygtigste slædekuske og fangere jeg nogen sinde har kendt og ham kom jeg godt ud af det med, hvilket blev til en masse jagtture efter sæler og fugle og hvad vi ellers kunne få ram på, specielt på havet.

Tobias (privat foto)

Jagt hver dag og lange ture i Tobias Nuumit19 med overnatninger i fangsthytter på kysten, passede mig fint. Mad havde vi nok af og jeg fik set hele distriktet i de korte tid sommeren varede indtil isen lagde sig.

Vores container ville først ankomme det næste år omkring juli når det første skib kunne komme igennem storisen.

Jeg gik så med en lille idé om at starte noget rejseaktivitet heroppe og det må vi se hvordan gik.

fortsættes ...