Mens isen dækker fjorden Kong Oskars Havn, jager vi fra slæde, eller vi bruger slæderne som transport til og fra de gode steder. Ser man slædefart på vestkysten så kører man der meget på havis, men på østkysten må man over fjeldet og det går opad den ene vej og stejlt ned på den anden. Det er hårdt arbejde både for kusken og hundene og de ofte lange og stejle nedfarter er ikke uden risiko. Det er ofte at en hund der ikke kan følge med ryger under slæden - men det bremser jo alt sammen.
Første gang det skete for mig var jeg naturligvis bekymret for hunden men standse og få den ud kan man ikke for de andre trækker vildt for at det ikke skal ske for dem også.
Slædehunde er imidlertid enormt robuste og når man få stoppet og hevet hunden ud ryster den sig bare og finder sin plads i spandet som om hændelsen er hel normal.
Ind imellem jagtture og arbejde på Rådhuset, Børnehjemmet, STI-skolen og Sygehuset hvor jeg udførte IT-arbejde, var der også lidt kørsel med turister. Der kom en del der ville på dagstur eller kortere ture for at prøve at køre hundeslæde, men nogle gange var der også transporter af grupper der skulle ud til nogle turisthytter for at bo der, og stå på ski i omgivelserne.
Mellem kysten og Storisen er der ofte frit vand og her jager vi sæler og andet. Der er vildt nok og nok til både os selv og som foder til hundene som jeg efterhånden havde 18 af.
Jeg havde fået tilladelse småvildtjagt med turister samt til at køre med turister på slæde på indlandsisen. Jagtturene var meget gode. Vi måtte jage al småvildt op til sæler så vi kunne også tage på havet og skyde ikke blot sæler men også havfugle. Deltagerne skulle naturligvis have behørigt jagttegn.
Slædeturene foregik fra bygden Isortoq om sommeren for her kunne man kører direkte op på indlandsisen via en flad istunge.
Den snedige har jo nok gættet at det der med at lave turisme i Grønland, det er ikke let. Der kom godt nok mange turister til Tasiilaq, men mange af dem var på ganske korte ture fra Island og mange nåede ikke længere end til øen Kulusuk hvor lufthavnen er og færre nåde med helikopteren over til fastlandet og Tasiilaq.
Man kan også sejle fra Kulusuk til Tasiilaq hvis man kan finde en der skal samme vej, men isforholdene gør det ofte vanskeligt og dertil kom tåge og andet, der gør det til et vanskeligt sted at operere.
Efter det første år opgav jeg at lave egentlig turisme i Tasiilaq, og helligede mig arbejdet og mine egne ture på slæden om vinteren og i båd om sommeren.
Det eneste der kunne fungere var organisering af vandreture og her er der gode muligheder i Tasiilaq-området, men stadig med de samme forbehold for dårligt vejr hvor de kraftige faldvinde, piteraq, er den største udfordring idet det pludselig kan gå fra vindstille til 50 - 80 meter i sekundet.
Den bedste tid på året i et hundedistrikt er om vinteren. At sidde på sin slæde på langfart kun med selskab af sine hunde er fantastisk. Der er ingen lyd udover hundenes åndedræt og slædens meders hvislen i sneen. På flade strækninger kan man blot sidde mageligt på slæden og dirigerer hundene. Op ad bakke eller i ujævnt terræn må man af slæden og stå i opstanderen og også være parat til at give hundene en hjælpende hånd. På gode dage kunne jeg nå omkring 50 km.
Ofte kørte vi nogle slæder sammen men jeg kørte også ture alene. Overnatningen foregik i fangerhytter der er placeret på strategiske steder hvor jagten er god.
Vi lagde depoter ud i form af brændstof til primusser og bådmotorer så vi havde lagre forskellige steder hvilket gjorde det lidt lettere at køre eller sejle rundt.
Bor man udenfor Grønland skal man søge tilladelse til at tage langt væk fra byer. Da jeg boede der skulle man søge Dansk Polarcenter om tilladelse, og på deres website kunne man se hvem der havde fået tilladelse og i hvilken periode.
På en tur nordpå mødte jeg efter tre dages kørsel skispor. Jeg fulgte sporene og efter en times tid så jeg en gruppe på ski med pulke og kort tid efter hørte de hundene og stoppede og mens jeg kørte frem gloede de måbende på mig som jeg sad der tilbagelænet på slæden op ad opstanderen i pelstøj, og med riflen på skødet. En sagde et eller andet på tysk - jeg er ikke god til tysk - hvilket jeg fik forklaret og en af dem slog over i engelsk. De ville sandelig gerne vide hvad jeg lavede i området som de havde fået tilladelse som de eneste til at tage på tur i. De kunne sagtens se at jeg ikke var grønlænder og undrede sig.
De så sure ud som om de mente at jeg var trængt ind i et område hvor de troede at de skulle være helt alene så jeg fik forklaret dem at jeg jo boede i byen her ca. 180 km sydligere og at jeg som bosiddende i grønland da kunne gøre stort set som det passede mig. Det formildede dem lidt men ikke helt og de har sikkert klaget til polarinstituttet.
Der var masser af sjove oplevelser i Østgrønland.
Jeg havde en hjemmebygget grønlandsk qajaq som jeg havde bygget hos Sven Ulstrup i Odsherred og den havde jeg jo med op i containeren. Jeg sejlede i den i fjorden hvor der ofte var små isskosser.
En dag gik jeg gennem min del af byen med kajakken på skulderen til det sted hvor jeg plejede at sætte i vandet. Der var ikke et øje at se. Byen var som uddød.
Jeg gik på vandet og roede derudaf som så mange gange før. Jeg havde min fiskestang spændt fast under remmene på dækket og ville over til et godt sted jeg kendte. Det gik som sædvanlig fint og der ar godt med fisk som jeg fik stuvet i plastsække inde i kajakken og så gik det hjemad.
Jeg ved stadig ikke hvad der skete, men ca. 10 meter fra kysten kæntrede kajakken og da jeg forsøgte at vende forskubbede min last sig og jeg kunne ikke komme rundt. I sådan en situation er der ikke andet at gøre end at krybe ud af båden og svømme i land. Nu er vandet deroppe temmelig koldt så jeg lod kajak være kajak og svømmede ind og løb op igennem byen til vores hus for at få varmen.
Den før så menneske tomme by var nu fuld af folk der grinende stod udenfor ethvert hus og havde en fest mens jeg drivvåd og ikke særlig helteagtigt spurtede hen ad vejen og fik låst mig ind til et varmt bad.
Da jeg var kommer mig lidt og fået tørt tøj på belavede jeg mig på at sejle ud og få bjærget kajakken, men da jeg kom ud stod mine naboer med kajakken ved mit hus. De havde da lige været ude og hente den. Sådan var folk i byen. Altid hjælpsomme.
Jeg har ikke nogle billeder af kajakker i Grønland men her er jeg i en mere moderne :)
Efter tre år i Tasiilaq fik min veninde nyt job i Hjemmestyret og vi flyttede til Nuuk. Nu havde jeg opgivet turismeerhvervet helt og havde et helt almindeligt arbejde som IT-chef i Nuuk kommune det der i dag hedder Kommuneqarfik Sermersooq.
Efter endnu et år skulle min veninde hjem og passe sit arbejde i Sundhedsministeriet, men jeg var ikke helt færdig med Grønland og blev her. På den måde boede jeg 10 år i Grønland, men jeg svigtede aldrig Kebnekaisefjeldene som jeg gerne besøgte når jeg var på ferie.
Slut for denne gang ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar