Efter indledningen om min grønlandsinteresse skal vi tilbage i tiden igen.
Efter barndommen kom ungdommen og med den helt andre interesser, end friluftslivet. Uddannelse og militærtjeneste skulle overstås og i den periode var der ikke tid, eller penge til mange ture.
Læs vol-IV her
 |
| Delfinen |
Skolen var let overstået og jeg troede at jeg skulle være enten ingeniør eller maskinmester ligesom resten af min familie på min fars side - det skulle jeg så ikke, men noget af uddannelsen fik jag taget.
Så skulle jeg ligesom alle andre på den tid til session. Den kolde krig florerede og alle troede at kommunisterne ville overtage verdensherredømmet. Ja I der er unge griner nok, men vi troede sgu på det. Jeg kunne selvfølgelig være militærnægter, men det ligger alligevel ikke til mig. Tilbage var der så satset på at trække frinummer, men der var usandsynlig få der slap ad den vej. Helbredet - måske fejlede jeg et eller andet så de ikke kunne bruge mig? Det troede jeg ikke selv på da jeg jo aldrig var syg og heller ikke, mig bekendt havde nogle i hvert fald fysiske skavanker.
Jeg blev straks udtaget til teknisk tjeneste i Søværnet. Shit tænkte jeg. Der var 12 mdr. værnepligt dengang.
Men det blev værre. Under rekruttiden blev jeg udtaget til sergent og fandme et år ekstra i Søværnet. Spild af tid tænkte jeg dengang, men det gør jeg ikke nu hvor jeg ser tilbage på rigtig gode og kammeratlige oplevelser.
Mens jeg tyggede lidt på de to år fik vi alle muligheden for at vælge ønsketjenested. Det var ikke sikkert at det blev indfriet, men man ville tage hensyn til ønskerne og det var jo fedt nok.
 |
| Der var ikke så megen plads |
 |
| Gamle kollegaer |
Der var imidlertid et sted man kunne søge hen hvor de ikke tvang folk hen. I U-bådseskadren tog de kun frivillige. U-båd! Hva' fa'n tænkte jeg. Hvornår får man chancen for at sejle U-båd hvis ikke det er her? Den meldte jeg mig til og efter flere helbredsundersøgelser, tryktankøvelser og andet påmønstrede jeg Delfinen.
På fjeldet igen
Der var ikke megen tid til friluftsmæssige udskejelser det første år af tjenesten hvor jeg var værnepligtig, men året efter arbejdede vi nærmest normalt. Den megen sejltid gav afspadseringer og der var sørme også ferie.
På min første fjeldtur gik jeg Kungsleden. Altså det jeg kalder min første rigtige fjeldtur. Jeg havde været på Hardangervidda, men det var jo langt sydpå i forhold til polaregnene nord for polarcirklen, som var det jeg drømte om.
Jeg husker at jeg gik rundt i gaderne i indre by. Jeg har altid læst meget og jeg elsker stadig at læse, så hver gang jeg kom til en antikvarboghandel skulle jeg lige rode i kasserne udenfor butikken. I Pilestræde, tror jeg, lå en antikvarboghandel i kælderen men i bogkasserne faldt jeg over en lille bog som jeg tror at kunne huske var fra Berlingske forlag. Jeg er ikke helt sikker og den er desværre gået tabt.
Bogen handlede om noget der hed Kungsleden, og fortalte om den første og nordligste strækning af den nu meget kendte Kungsleden i svensk Lapland.
Vi er tilbage i vinteren 1969. Bogen var på dansk, men senere har jeg fundet andre bøger om Kungsleden og andre ruter i samme område, men på svensk. Ikke at jeg har noget problem med svensk. Meget af min familie er svensk.
Det, altså bogen, var lige hvad jeg havde brug for.
Den rute skulle prøves og allerede lige efter Sankt Hans drog jeg med toget mod Abisko.
 |
| Min første rygsæk var en Bergans Viking og min anden var sådan en som på billedet - en Fjällräven Gyro |
Historien om min første rigtige fjeldtur har været publiceret før og den skal jeg ikke trætte jer med i detaljer, men under turen, som jeg var meget fascineret af kikkede jeg ind i sidedale og tænkte mig til meget mere spændende vandring i dalene jeg havde set og i de mange jeg ikke havde set men som jeg på kortet kunne se fandtes.
Allerede dengang startede min interesse for Kebnekaisefjeldene, og den har aldrig forladt mig selvom jeg ind imellem også har lavet ture i andre fjeldområder.
Grønland måtte vente på sig ...
Den første tur blev til en mere i efteråret samme år og derefter blev det til en tur hver sommer og mange gange på 3 - 4 uger og ofte alene.
Årene gik og efterhånden tænkte jeg på, at det kunne være sjovt at undervise i fjeldvandring og friluftsliv. Jeg trak det imidlertid ud idet jeg ikke følte mig helt sikker. For at tage ansvar for andre i fjeldet skal man selv have stor erfaring. Efter min mening er det ikke godt nok at have været afsted et par gange, og så starte på at være ekspert. Der skulle derfor gå 10 år før jeg kastede mig ud i at være underviser og guide.
Og det kan I læse mere om i næste afsnit ...
Husk at tilføje jer som faste læsere så I ikke går glip af noget :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar