Tanker om fjeldvandring vol-II

Denne tråd har jeg forsømt lidt, men nu tager jeg den op igen.
Læs vol-I her: https://outsitestories.blogspot.com/2019/08/tanker-om-fjeldvandring-vol-ii.html

Når man nærmer sig et aldersmæssigt skarpt hjørne er det altid en anledning til at gøre op med eller tænke over nogle ting i sit liv.

Jeg er netop i år fyldt 70 år og dermed rundet endnu et skarpt hjørne og dertil også en slags jubilæum idet jeg samme år har 50 års jubilæum som fjeldvandrer.
Det var da jeg skrev første afsnit i 2019.

Mig. Fra en tur gennem Leavášvággi øst for Kebnekaisemassivet

Der er gået endnu et par år siden afsnit et, og jeg er nu fyldt 72 år, og jeg er allerede igang med planlægningen af fjeldturen 2022 som løber af stablen i juli.

Til juni fylder jeg 73 år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på et tidspunkt begyndte at overveje, at nu havde jeg været på min sidste fjeldtur - i hvert fald som guide!
Det er tanker jeg fik på  de sidste dagsetaper under relativt hårde ture. Relativt betyder at jeg synes de har været hårdere end da jeg sidst vandrede de samme etaper.
Den fornemmelse startede med at forsvinde i toget hjem hvor jeg alligevel syntes at jeg da godt kunne tage en tur til og næsten grovplanlagde det kommende års fjeldtur, men de dale eller steder jeg havde spottet undervejs og som jeg ikke havde besøgt.

Jeg har vandret i det samme fjeldområde i årevis. Ja faktisk hvert år mindst en gang. Da jeg var ung, eller yngre guidede jeg flere uger hver sommer og det samme om vinteren. Nogle ture gik til Kebnekaiseområdet mens andre gik til Hardangervidda, Jotunheimen, Rondane, Dovrefjeld og Sarek eller et andet fjeldområde i Norden. En årrække havde jeg også en enkelt tur om året i Grønland på programmet.

Kebnekaisefjeldene vendte jeg altid tilbage til. Jeg ved ikke hvad det skyldes at jeg forelskede mig i netop det område. Måske var det fordi det var der min første "rigtige" og længerevarende fjeldtur gik til. Måske var det fordi min første tur til Kebnekaisefjeldene var en alenetur. Jeg ved det ikke, men det er i hvert fald det sted derude jeg føler mig mest hjemme og hvor jeg har det bedst.

Jeg er stadig i fin form synes jeg, men jeg har alligevel revideret tankerne om min egen formåen, og jeg forsøger at styre mig når jeg planlægger turene - det har jeg lært.

Alt ser let ud på det flade fjeldkort og selvom jeg ved nøjagtigt hvordan der ser ud uanset hvordan højdekurverne ligger, så forfalder jeg let til at planlægge som om jeg stadig var 40 år, og det er jeg jo ikke.

Mine nuværende ture er anderledes. Jeg guider stadig, men kun for et lidt ældre publikum. De unge hurtigløbende vil jeg ikke mere have med og dagsetaperne er også blevet kortere. De er ikke blevet kortere fordi jeg ikke kan gå langt, men fordi mi interesse i fjeldvandring har ændret sig fra at ville opleve "hele fjeldkæden" på hver tur, til blot at ville være derude og "nøjes med" de forandringer der er ved blot at have kortere dagsetaper og mere tid til at nyde det.

Fortsættes ...