Tanker om fjeldvandring vol-XII - om at være guide

Som så mange andre ville jeg gerne leve af at være guide, men man finder hurtigt ud af at det ikke kan lade sig gøre. Eller det kan ikke lade sig gøre hvis man vil være det i Lapland eller Grønland.

Læs vol-I her
Læs vol-II her
Læs vol-III her
Læs vol-IV her
Læs vol-V her
Læs vol-VI her 
Læs vol-VII her
Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her
Læs vol-X her

Læs vol-XI

Der er to problemer i det at være fjeldguide. Det ene er at man jo skal tjene en almindelig årsløn for at det er realistisk, at man kan leve af det. Det andet er at man ikke kan være i fjeldet hele året. I Lapland er det om sommeren fra Sankt Hans og frem til senest 1. oktober og så et par måneder i foråret på skiture. Resten af tiden er det enten storm eller mørkt eller der er stor snesmeltning og vand over det hele.

Resten af tiden skal man tjene penge på noget andet. Kunne man så bare være flere steder på én gang, men det kan man jo ikke, og ansætter man nogle andre guider så går indtjeningen til dem og ikke til én selv, og indtjeningen som guide er ikke stor nok til at man tjener noget særligt på de ture man arrangerer og som andre leder.

Derudover er der rigtig meget administrativt arbejde ved at planlægge og udbyde ture. I vore dage er der også så megen information at hente dels på nettet, men også i bøger (jeg har selv skrevet nogle) og navigation er heller ikke det store problem da fjeldkortene er blevet rigtig gode og GPS'er er blevet allemandseje. Enhver med lidt friluftserfaring kan tage afsted på egen hånd hvis de vil.

Tiden spiller som nævnt også en rolle idet de fleste kun kan tage på længerevarende ture i deres ferier der typisk for de fleste ligger i eller omkring skolesommerferien, vinterferien eller i de andre perioder hvor der er lidt ekstra dage. Resten af året kan man selvfølgelig lave weekendture, men det er ikke nok til at holde økonomien igang.

I en årrække fungerede det for mig ved at undervise på ungdomsskoler, lave weekendkurser for pædagogisk personale og andre interesserede og så lave rejser med guide i Lapland og i Grønland og ind imellem også i forskellige fjeldområder i Norge. Jeg havde også i en lang periode flere ansatte turledere, men al det administrative stod jeg og en anden medarbejder for, og der er meget arbejde der er kedeligt kontorarbejde.

Som rejsebureau er der naturligvis nogle fordele mht. billetter og overnatninger. Dels fik jeg lidt rabat, men havde også adgang til bookingsystemer så jeg kunne reservere et antal tog- og flybilletter, og regulere hen ad vejen i forhold til hvor mange deltagere jeg havde på hver tur, men arbejder var der.
Vil man være rejsebureau og sælge såkaldte pakkerejser skal man også være medlem af Rejsegarantifonden og det betød dengang at man skulle stille en garanti på 500.000 kr hvilket er mange penge som man så ikke kunne bruge til noget andet. En pakkerejse defineredes ved at indeholde to af tre ting - transport, overnatning og forplejning.

Vi ligger mest i telte under turene og vi rejser billigt og gerne med tog når det kan lade sig gøre, og der er grænser for hvor mange penge man kan tjene på det. Rejsebureauer tjener typisk deres penge på de rabatter de får på hoteller, men på guidede vandreture eller på friluftskurser betår fortjensten udelukkende af den fee man kan få folk til at betale, og den går også til guidens rejseomkostninger, og så kan man selv regne ud hvad der er i det. Selvfølgelig kan man trække sine udgifter fra i sit regnskab hvis man som jeg har et firma, men pengene skal jo tjenes først!

For at få folk med, og få dem til at betale for en tur, skal man også have noget at byde på. Man skal have et ordentligt CV der viser at man har den nødvendige kunnen og erfaring. Vi ser jo folk der overhovedet ingen fjelderfaring har, eller blot har været på en enkelt guidet tur så sig op som fjeldguider eller andet. Men hvor megen erfaring har man hvis man kun har gået én tur? Ja man kan naturligvis blot kopiere den og sælge den til eventuelle turdeltagere, men i fjeldet er én gennemgang af en rute desværre ikke nok til at man kan tage ansvaret for at føre en gruppe begyndere gennem den - altså med mindre ruten går ad afmærket sti, men sådan en tur kan man jo vandre helt gratis. Selvfølgelig kan man vælge at tage på en guidet tur fordi man ikke har nogen i sin omgangskreds der vil med, og ikke vil vandre alene. Der er også deltagere på mine ture der tager med fordi de har en travl hverdag og gerne vil betale andre for at lave hele planlægningsarbejdet så de bare skal møde op og deltage.

Efter min mening skal folk der betaler for en guide have noget særligt for pengene. Selvfølgelig betaler de for at guiden laver alt arbejdet før turen og sørger for at de kommer helskindede igennem forløbet, men jeg synes også at de skal have noget de ikke lige selv kan arrangere. For mit vedkommende er det mere end 50 års erfaring i det område jeg guider i, og de ruter jeg bruger er nogle jeg selv har "opfundet" og som går helt udenfor markerede stier. Mine deltagere skal opleve noget unikt. Den type ture kan ikke vandres sikkert med mindre guiden kender området, og så kan det alligevel gå galt i ekstreme år som det er sket for mig et år hvor vandstanden i vandløbene var usædvanlig høj og vi ikke sikkert kunne krydse over

I sådan en situation må guiden kunne rekvirere hjælp, men ikke ved at trykke på en nødknap og blive reddet. Der er jo ikke nogen direkte nødsituation. Måske kan man vende om og vælge en anden vej, men de vandløb vi var kommet over havde også en vis sværhedsgrad og øget snesmeltning i højderne samt regn havde også øvet vandstanden i dem vi var kommet over.

Jeg har satellittelefon med på turene så for mig er det let at ringe efter en helikopter eller i dette tilfælde to, så vi kunne blive løftet hen et sted hvor vi mere sikkert kunne fortsætte turen så alle endte med at have en god tur.