Nu var jeg endt i Tasiilaq i Østgrønland. På Grønlands østkyst er der kun to byer så særlig tæt befolket er det ikke. Tasiilaq har cirka 1900 indbyggere og ligger lidt sydligere end Kangerlussuaq mens den anden by Ittoqqortoormiit ligger, i fugleflugt, 842 km nordligere og kun har 340 indbyggere sådan cirka.
Landets størrelse taget i betragtning er det ikke mange mennesker, heller ikke hvis man regner de få andre med der bor på Siriusstationen, der bor på Grønlands østkyst.
Det var efterhånden blevet efterår. Isen havde lagt sig og gjorde sejlads vanskeligere og mange dage kunne vi ikke komme ud på jagt. Jeg havde forberedt mig på vinteren og skaffet mig nogle hunde. Nogle havde jeg fået af Tobias og andre af en dansker der var på vej tilbage til Danmark, mens jeg faktisk på en måde stjal andre.
Jeg havde et par tæver. Det er dem det er lettest at få fat på idet de fleste vil køre med hanhunde. Men, tæver kommer i løbetid og det opdager alle hanhundene i byen hurtigt, så de der ikke var tøjret ordentligt i kæderne de stak af og fandt tæverne. Når der kom sådan en fremmed hanhund ind i området hvor hundene var tøjret blev der en masse larm som man kunne høre langt væk.
Jeg havde et par tæver. Det er dem det er lettest at få fat på idet de fleste vil køre med hanhunde. Men, tæver kommer i løbetid og det opdager alle hanhundene i byen hurtigt, så de der ikke var tøjret ordentligt i kæderne de stak af og fandt tæverne. Når der kom sådan en fremmed hanhund ind i området hvor hundene var tøjret blev der en masse larm som man kunne høre langt væk.
Jeg var flyttet i en blivende bolig ude på spidsen af den lille halvø Attertup Nuua i et dejligt enderækkehus hvor jeg let kunne have mine hunde lige overfor på klipperne.
 |
| På vej hjem over isen. Man kan svagt skimte mit hus der er den gule gavl længst til højre. |
Tilbage til hundene. Det skete ofte at der kom løse hunde på besøg og da man ikke må have løse voksne hunde så tøjrede jeg bare dem der kom rendende og voldtog mine tæver :).
Normalt er hundene enten tøjret sammen to og to, men sådan at den svageste i hierakiet har en lidt længere kæde end den anden, men ofte blot enkeltvis og kun sammen når man vil have hvalpe.
I løbet af vinteren fik jeg samlet 12 hunde der kunne trække en slæde så nu manglede jeg bare den. Slæder er noget man selv bygger og på skolen var der endda hold man kunne melde sig til om aftenen hvor man byggede sin egen slæde. Det gjorde jeg også og da det blev slædevejr og lidt lysere om dagen havde jeg en syntes jeg, flot 3 meter lang slæde i asketræ klar.
Vi var så småt begyndt på Tobias slæde på ture over fjorden og jeg havde luret hvad han gjorde og jeg kørte slæden væk når han lå på lur efter sæler ved iskanten, men en ting er at køre med trænede hunde - noget helt andet er det at køre med nogle der ikke er trænede.
Jeg havde også fået lidt arbejde i byen. Der var heldigvis ingen der havde nogle særlig IT-kundskaber i byen, men det havde jeg og der skulle undervises i Officepakken, laves skabeloner og rettes på servere i samarbejde med Kanukoka i Nuuk. Kanukoka svarer til vores Kommunedata og med mig i byen behøvede de ikke at sende folk over. Det jeg ikke lige kunne klarede vi over telefonen. Dette gav mig også arbejde for det der dengang var Grønlands hjemmestyre. Al det tjente jeg selvfølgelig penge på, men det indsnævrede også min fritid.
Jeg havde stadig en lille drøm om at lave noget turismearbejde. Tasiilaq ligger måske nok umiddelbart isoleret men alligevel ikke. Der er nemlig ikke langt til Island og rigtig mange turister kom til Tasiilaq via Island både sommer og vinter så mon ikke der kunne tiltrækkes nogle?
Turisme var der ikke tid til nu for der skulle dels arbejdes og dels jages sæler. 12 hunde er evigt sultne og så skulle området omkring byen også udforskes så jeg var medhjælper på jagtture og kom efterhånden langt omkring og så småt også på min egen slæde med mine egne hunde.
Det må være nok for i dag ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar