Tanker om fjeldvandring vol-X - vejen til Grønland

Vildmarksskolen kørte efterhånden rigtigt godt, og det ikke mindst på baggrund af de mange ungdomsskoleture og kurser, men der kom også flere og flere ture og forløb med voksne til.

Disse tiltag stillede også yderligere krav til mine turledere og ikke mindst til mig selv. Tager man ansvar for andre mennesker derude hvor man ikke bare kan få hjælp med det samme, skal man både have erfaring og kundskaber.

Læs vol-I her
Læs vol-II her
Læs vol-III her
Læs vol-IV her
Læs vol-V her
Læs vol-VI her 
Læs vol-VII her
Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her

Følg også med på FB her!

Hoigganvággi mod den norske grænse.

Jeg hører til den grundige type når det handler om planlægning af ture. Jeg vil vide hvad jeg gør og hvad jeg skal hvis der opstår situationer undervejs. Det betyder at jeg meget grundigt hjemmefra planlægger min rute i detaljer. Jeg planlægger ikke kun selve rute som mine deltagere får men også flere "nødruter" til brug for situationer der eventuelt opstår.Disse situationer kan være dårligt vejr der sinker os under vandringen så der må skæres et hjørne eller uheld der kan forårsage det samme.

Jeg tager også forbehold i forhold til mine deltagere som jeg ofte ikke kender og aldrig har mødt før på selve turen. Jeg ved derfor ikke altid præcis hvad de har med af udstyr og om de kan anvende det de har. Jeg har ikke set deres udstyr og heller ikke dem selv bruge det men jeg har talt med dem inden ture.

Jeg er også meget omhyggelig med det materiale jeg sender ud til de der tilmelder sig turene. I år er det et kompendium på 100 A4 sider som en fjeldhåndbog, og jeg ved at nogle er på besvimelsens rand når de ser det og aldrig når det igennem. At nogle ikke læser det fremgår tydeligt under turene i form af spørgsmål undervejs. Spørgsmål man ikke ville stille hvis man havde læst kompendiet og de andre informationer jeg sender ud, men det tager jeg også højde for.

De får selvfølgelig også en udførlig rutebeskrivelse med cirkateltpladser, og her er der somme tider en hurdle, for jeg er ikke interesseret i at lede en tur der er så firkantet at man SKAL ligge faste steder, eller at dagsetaperne SKAL overholdes. Jeg vil hellere lade terræn, deltageernes humør og formåen råde. Går hele holdet godt en dag i fint terræn bliver den dags vandring måske automatisk lidt længere end den dag, hvor det regner, går op ad bakke i modvind eller andet.

Jeg er heller ikke den turleder der går forrest og leder vejen. I det hele taget er jeg slet ikke en synlig turleder undervejs. Jeg indgår i gruppen og lader den råde så længe det fungerer. "Turlederen træder først til hvis der sker uregelmæssigheder så min største opgaver er at finde vej, forklare omgivelserne, lede over vadesteder eller andet samt anvise den letteste vandrevej i forhold til ruten og derudover observerer jeg gruppen og er parat til at gribe ind allerede inder der opstår noget der ikke må opstå.

Alt dette kan jeg kun have styr på ved at kende mine ruter 100% hvilket vil sige at alle de steder jeg guider har jeg været ikke kun én men flere gange. Vælger jeg en rutestump jeg kun har gået én gang selv kalder jeg strækningen for en "pionérrute".
Nu er det ikke sådan at jeg går i mine egne fodspor. Når jeg siger at jeg har været der før, så kan det godt være at jeg har gået i dalen før, men ikke nødvendigvis ad sammen rute gennem dalen, men jeg kender området jeg guider i så godt at jeg kan tegne fjeldkortet ud fra hukommelsen, og det kan jeg fordi jeg har vandret i området i 50 år (nåh ja så 52, men man må jo ikke prale).

Grønland
Vi skal lidt tilbage i tiden igen. Til tiderne hvor der stadig var ungdomsskolehold og andet. Tanken om Grønland der havde luret i min hjerne siden barnsben blev taget op igen, for nu hvor det gik så godt med ture i Lapland og i Sydsverige, så måte vi lave nogle ture i Grønland.

Dengang var der bare det med Grønland at der ikke rigtigt var nogle brugbare kort. Det vi havde at gøre godt med var nogle Udvalget for vandreturisme i Grønland i 1984 og altså få år før min første researchtur til Grønland.

Altså, det var jo håbløst til mit brug, men det var det der var. DVL-rejser lavede ture til Sydgrønland, ret mange ture faktisk og dem ville jeg ikke konkurrere med ligesom jeg heller ikke ville konkurrere med Den Svenske Turistforening (STF) der guide de ture ned ad Kungsleden og andre ture mellem hytterne i Lapland. Jeg vil heller ikke gå på stier.

(Jeg har senere, mens jeg boede i Grønland gået ruten mellem Sisimiut og Kangerlussuaq, men finder den lidt kedelig, men sikkert ok som første vandretur i Grønland - den er sjovere på hundeslæde)

Jeg kikkede på to områder som jeg fandt interessante både fordi man kunne komme ind til indlandsisen på den ene og til store isfjelde på den anden og fordi begge destignationer havde god logistik.

Kangerlussuaq er den ene. Her udtænkte jeg på kortet en rute ind til indlandsisen, men ikke ruten gennem Sandflugtsdalen som alle tog (i biler), men en der gik fra byen forbi Granatfjeldet og ind til søen hvori isen kælver og en rundtur tilbage.

Den anden var ved Ilulissat langs Isfjorden og ind til Oqatsut og tilbage til byen.

Der går fly, og det gjorde der også dengang, direkte til Kangerlussuaq og defra videre til Ilulissat - begge gode destignationer uden for megen lokal transport.

Da områderne var bestemt og sådan nogenlunde skitseret skulle de tjekkes. Vi skulle jo gerne have styr på om vi kunne gå dem og også om det kunne lade sig gøre indenfor den tid en tur varede.

Vi tog til Grønland i starten af september. Der er køligt i september men sneen kommer ikke så tidligt så det ville være fint. Rygsækkene blev pakket med telte og hvad man ellers skal have på sådan en vandretur. Brændstof kan man ikke og det kunne man heller ikke dengang have med i flyet så det skulle købes deroppe. Men sprit til en Trangia som vi brugte dengang er ikke noget man kunne være sikker på at den lille købmand i Kangerlussusq havde så vi tog en petroliumsbrænder med. Dem brugte vi på vinterture og de er effektive men soder ad helvede til, men de kunne køre på helikopterbrændstof hvis ikke vi kunne få petrolium.

Så var vi klar i Kangerlussuaq med tunge rygsække. Navigationen forgik med de der underlige kort samt en nyindkøbt GPS fra Silva. Ja du læste rigtigt. Silva lancerede nemlig en GPS som foruden selve GPS'en også var udstyret med en kortplotter og en puk så man ved at føre pukken rundt på kortet i plotteren kunne se nøjagtigt hvor man var. Plotter lyder fint, men det var ligesom en tyk kortholder til papirkort hvor man kalibrerede dyret og så virkede det faktisk. Det vejede ad helvede til og var noget uhandigt men det virkede og vi fik kortlangt nogle ruter som vi senere kunne vandre.

Silvas GPS kostede vist 10.000 gode danske kroner i Spejdersport og den er gået til for mange år siden men videoen herunder viser hvordan den virkede.

Det var slut for i dag. Næste afsnit handler lidt mere om Grønland så tilmeld dig som fast læser så du er sikker på at kunne følge med :)