Tanker om fjeldvandring vol-XI - vejen til Grønland-III

Vi er i stadig Grønland for at få styr på to ruter.

Vi fik styr på Ilulissat og så ventede der området nede ved Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord), så det tog vi fat i året efter.

Vi havde ellers haft en lille plan om at klare begge ruter på samme tid, men det kunne vi ikke nå idet vi brugt  for megen tid i Ilulissat. September var næsten gået og den første sne viste sig på toppene.

Læs vol-I her
Læs vol-II her
Læs vol-III her
Læs vol-IV her
Læs vol-V her
Læs vol-VI her 
Læs vol-VII her
Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her
Læs vol-X her

Skiltet her står i Kangerlussuaq lufthavn viser at der er længere til København end til Nordpolen.

Den mest almindelige tur her i Kangerlussuaq er ad Sandflugtsdalen og ind til Indlandsisen. Der er 25 km vandring, men man kan køre derind i bil, og det gør de fleste.

Den tur ville vi ikke lave for den kan man enten selv gå eller man kan tage med bilerne. En anden tur er Arctic Cirkle Trail  der går ud til Sisimiut, men den er pænt beskrevet og desuden afmærket og afmærkede stier er ikke noget for mid hvis jeg skal guide. Skal man med mig så skal man opleve noget man ellers ikke uden videre kan komme til, og det er ikke velbeskrevne markerede vandreruter, man sagtens selv kan vandre.

Der måtte findes på noget andet. Vi kikker igen på de gamle kort som var det vi havde til rådighed. Her så det ud til at der kunne vandres en rute fra byen og ned igennem det gamle baseområde, over broen over elven og ned til roklubben ved Lake Ferguson og langs med den ind til Granatfjeldet.
Vi startede og det gik fint langs med søen men for enden af den gik en flok moskusokser men dem sneg vi os forbi og satte retning imod den langstrakte sø Orsuarnisaarajuttoq. Vi gik nord om idet det så ud som om vi ad den vej kunne komme ind til Indlandsisen. Vi gik ligesom på en fjeldkam. Der var let at vandre og udsigten mod nord og Russels Gletsjer var imponerende. Vi endte i indlandsisens forland der er fladt og tundraagtigt og sikkert sådan al land så ud efter den sidste istid havde trukket sig tilbage. Stenet og sumpet sand der var sparsomt bevokset og masser af små vandløb det ikke var svære at forcere.

Vi kom let ind til selve ise og kunne røre ved den, men ikke komme op på idet fronten steg lodret op.

På vej tilbage hvor vi så både rener og flere moskusokser, gik vi en en sydlig bye tilbage til Roklubben.

Det blev en udmærket tur som jeg har guidet en hel del gange og som jeg aldrig er blevet træt af.

Isen herinde er ikke så flot hvid som på Russels Gletsjer men ikke mindre imponerende af den grund.

Noget af det jeg finder mest imponerende eller dragende er indlandsisen. Den der enorme ismasse der på det højeste sted er over 3 km tyk ser vild ud når man fra høje udsigtspunkter som der er flere af på ruten, kan se langt ind over og hvis nærvær er allestedsnærværende i Grønland.

Når jeg går herinde ved isranden og moskusokser og rener går omkring mig, synes jeg det føles ligesom at være de første rensdyrjægere efter istiden. Miljøet må have været det samme. En ret spændende fornemmelse.

Vi har fiskestænger med, det har vi altid i Grønland og det kan godt betale sig. Det er ret let at fange ørreder i søerne.

Naturen i Kangerlussuaqområdet er flot og de afrundede lave fjelde er lette at vandre i, men der er ikke megen jord til teltenes pløkke så hver aften består forankringen af teltene af halvt pløkke og resten er sten vi binder bardunerne om, men det går.

En af fordelene ved dette område er at det er ret nedbørsfattigt og derfor regner det sjældent. En ulempe er byen Kangerlussuaq so er opstået om og i den gamle amerikanske base der mest var en containerby, så det typiske og originale grønlandske bysamfund ser man ikke meget til.

Det var slut for nu, men der kommer mere så tilmeld jer som faste læsere så I ikek går glip af noget :)