Tanker om fjeldvandring vol-II

Selvom jeg allerede som barn holdt meget af at være ude og lege i naturen så var det vel ikke så underligt i forhold til andre børn, men i ungdomsårene forlod trangen mig ikke selvom teenageårene selvfølgelig førte langhårede distraktioner med sig.

En ung René på Knivkammen

Til min stigende interesse for fjeldet hører også en forhistorie ...

Reglerne for færdsel i den danske natur var noget anderledes da jeg var ung. Dengang var der ikke noget der hed shelterpladser eller fri teltning men hvis man ringede til skovridderen i en statsskov kunne man godt få lov til at telte bestemte steder men eller må jeg jo flovt indrømme at jeg ofte tyvteltede.

Allerede som helt ung lærte jeg at at færdes i terrænet uden at afsætte spor og at finde pladser i skoven hvor skovens ansatte aldrig eller sjældent kom.

Mens jeg fjeldvandrede om sommeren var jeg ligesom nu også ude på alle andre årstider og når jeg ikke kunne være i fjeldet -der kan man kun være sådan cirka fra St. Hans til slut september og om vinteren fra april til midt i maj- så brugte jeg Danmark eller Sydsverige ligesom i dag.

Bornholm har også været et yndet sted især om vinteren. Her er klipper mod nord og ingen mennesker.
Engang ringede jeg til det der dengang hed Bornholms Statsskovdistrikt for at spørge om lov til at telte på Hammeren ved Krystalsøen men hold k.... hvor var skovridderen sur! Der kunne absolut ikke være tale om noget som helst og desværre havde jeg fortalt ham datoen i telefonsamtalen så han vidste hvor jeg agtede mig hen og hvornår.

Jeg gjorde det alligevel men lagde mig højere oppe over Krystalsøen og sent om aftenen kunne jeg sidde ved teltet og se skovridderen lede med lommelygte nede ved søen.

Men tilbage til fortiden og fjeldvandringen som faktisk startede med at mine forældre købte sommerhus ved Hundested og her fandt jeg Knud Rasmussens hus og den lille René blev straks grebet af eventyrlysten og indfanget af billeder og beretninger fra slædeekspeditioneer og selvfølgelig drømte jeg om Grønland.

Jeg tror at jeg har læst alt hvad der findes om Grønland, eskimoer og grønlandsfarere og jeg har den dag i dag et omfattende bibliotek om arktis.

Der skulle imidlertid gå mange år før jeg satte mine vandrestøvler på Grønlands fjelde men det er en helt anden historie.

Grønland var for dyrt for en underuddannelse men en dag bladrede jeg i en bogkasse udenfor en antikvariat i Skindergade og fandt en bog om Kungsleden der dengang kun gik fra Abisko til Singi og videre til Kvikkjokk. Fra Singi gik et spor ind til Kebnekaise fjeldstation hvis første del blev bygget af sten mellem 1907 og 1911.

Bogen kostede så vidt jeg ved en flad femmer så den købte jeg og blev straks fanget af beskrivelsen og en drøm om at vandre strækningen eller noget af den spirede i mig.