fredag den 21. oktober 2016

Geoviden

Geoviden nr. 3 2016 er på gaden.
Bladet handler denne gang om Rubbjerg Knude

Læs om Rubbjerg Knudes opståen og geologiske udvikling.

Gennemgangen og de mange billeder og plancher gør det til ganske interessant læsestof.

Hent bladet som PDF-fil her!

Her kan du også finde tidligere numre ganske gratis.

mandag den 3. oktober 2016

De nordiske fjeldes geologi

Når vi tager på tur gør vi det ofte for at få nye indtryk, for at se spændende natur og eller dyreliv, planter, anderledes landskaber og så videre.
Det man ikke selv bor i er altid lidt forjættet og interessant som turmål. Vi vil gerne opleve anderledes natur og mange drages til Norge, Schweiz eller andre bjergrige egne. Nogle foretrækker skov- og sørige områder eller andre områder der er forskellige fra det hjemlige.




Når vi tager på tur gør vi det ofte for at få nye indtryk, for at se spændende natur og eller dyreliv, planter, anderledes landskaber og så videre.
De fleste bliver drevet af en kombination af at holde ferie og under den få oplevelser der ligger udenfor dem man får i hverdagen. Nogle af os foretrækker sol og sommer og badeferie, mens andre foretrækker aktiv ferie på den ene eller anden måde, og en af dem er vandring i Skandinavien eller andre nordlige områder.

Nu nævner jeg ikke Skandinavien fordi det er det eneste sted det er værd at vandre i! Det er det ikke, eller det er det ikke for alle men nogle af os foretrækker den barske natur og det køligere klima.
Uanset er det man ikke selv bor i er ofte lidt forjættet og interessant som turmål. Vi vil gerne opleve anderledes natur og mange drages til Norge, Schweiz eller andre bjergrige egne. Nogle foretrækker skov- og sørige områder og nogle foretrækker barfjeldet oven for trægrænsen, men ofte områder der er forskellige fra det hjemlige.
Alt dette er der ikke noget mystisk ved men for nogle kan kontrasterne næsten ikke blive store nok, og når man bor i et fladt land som Danmark så har for eksempel Norge og Sverige, med deres vilde fjeldnatur, gennem tiderne virket dragende på os. Det gør de stadig og rigtig mange tager dertil på bilferier, camping, ski- og vandreferier for at opleve fjeldlandskabets vildhed og smukke anderledes natur.


Ofte er det sådan at man er ret benovet og spændt på den første tur. Hvordan skal det gå. Kan jeg klare distancerne fra dag til dag hvis det er en vandretur. Kan jeg overhovedet sove derude og hvad nu hvis det ender med at regne hele tiden eller det er koldt og så videre.
Der kan være mange overvejelser over hvad man skal have med og man finder hurtigt ud af at begrænse sig og tage noget fra når man hjemme har testet rygsækkens vægt. Den første tur er måske ikke optimal hverken med hensyn til grej, rutevalg eller forventning til egen formåen, men det lærer man af og har man fået smag for 'vildmarkslivet' stopper man ikke af den grund, men justerer grejet og alt det andet så næste tur bliver optimal.
Senere, når man har ‘overlevet’ den første tur og måske flere og begynder at føle sig mere hjemme derude, får man mere overskud til andet end at ‘overleve’. Dagene bliver gradvis rutineprægede, afslappede og man ved hvordan dagsetaperne føles i benene. Rygsækkens vægt på kroppen bliver man også dus med. Når man når det stadie og ikke tænker så meget på overnatningerne, kort og kompas og så videre men har styr på det, får man overskud til andre ting under turen.



For mange er det bjergene, eller fjeldene som vi kalder dem på vore breddegrader, der kalder og lokker med spændende natur. Bjerge er ikke noget vi er vant til i Danmark, hvor det nærmeste vi kommer er grusbunker som Himmelbjerget, Abborrrebjerget og andre højdepunkter i den danske natur, men egentlige klipper finder vi kun på Bornholm, men heller ikke der er de så høje som dem vi finder i vore nabolande Norge og Sverige. Og slet ikke så øde.
Men, af den grund er Danmark ikke kedelig som vi senere skal læse når artiklen her når til Danmark, men en lille smagsprøve kan vi indføre her når nu Himmelbjerget er nævnt. Himmelbjerget rejser sig 147 meter over havets overflade, men hvordan opstår sådan en 'bakke' så? Himmelbjerget er en såkaldt 'falsk bakke' geologisk set og det er dannet ved at enorme smeltevandsmasser i istidens slutning gravede sig ned i jordlagene og dannede de tunneldale hvis skrå sider danner den 'falske' bakke. En ægte bakke er jævnt afrundet på alle sider. Tuneldalen der dannedes ved foden af 'bjerget' rummer i dag Julsø.
Det er forståeligt når den bjerghungrende søger til bjergrige lande for at få fjeldoplevelser, men ikke kun fjeldoplevelser. Også fornemmelsen af øde vildmarksstræk i meget tyndt befolkede områder som for eksempel det man finder i Lapland, rejser mange af os gerne langt for at opleve.
Mange af os er startet med at se den vej når vi taler om nordisk friluftsliv og for mange er fjeldet stadig ‘det forjættede land’.
Vi sparer op og køber grej, kikker på kort og vælger område eller områder vi gerne vil opleve og vildt skal det være, men de fleste af os ender alligevel med at starte lidt blidt og tager Kungsleden fra Ábesko mod syd, og drejer fra mod Kebnekaise hvilket er et rigtigt godt bud på en begyndertur hvor man dels oplever en meget varieret fjeldnatur og alligevel har hytternes nærvær langs ruten som sikkerhed.
Er det i Norge er det ofte Jotunheimen, Hardangervidda og Rondane der står for skud og som er gode begyndervalg.

 Men hvorfor er det lige at de skandinaviske fjelde er bedre, eller venligere, at vandre i en for eksempel Alperne? En bjergkæde er vel en bjergkæde?
Ja det er det i princippet og for nu at blive ved Alperne og de nordiske fjelde så er de danent på samme måde. Begge er såkaldte foldekæder. Hvad det er kommer vi tilbage til senere.
Forskellen der har betydning for os vandrere er blot at de nordiske fjelde er mange millioner år ældre end Alperne og derfor har erosionen (nedslidningen) af bjergene varet længere, og har derved slidt fjeldene ned hvorved der er skabt et vandrevenligt fjeldområde med blødt afrundede fjelde der er let at vandre i.

Alperne er ligesom Den kaledoniske foldekæde (de nordiske fjelde) en foldekæde, men mens Den kaledoniske foldekæde er dannet i Silur tid for ca. 420 millioner år siden, er Alperne dannet i Kridt-Tertiær (for 110-5 mio. år siden) ved Europas sammenstød med Adria, et mikrokontinent, løsrevet fra det afrikanske kontinent i Jura (for 150 mio. år siden), og som under rotation er blevet presset ind i Europa. Ups, det var nørdet, men geologien vender vi tilbage til senere.
Alperne der faktisk stadig rejser sig er, som man kan se, meget unge geologisk set og er derfor ikke så slidte hvilket viser sig ved høje stejle bjergsider, tinder og ikke så vandrevenligt som fjeldene. Der er få pas der kan forceres fra den ene dal til den anden og turen over er lang.
Nu skal dette ikke være en artikel om fjeldvandring eller ikke fjeldvandring eller noget om hvor jeg syntes du skal gå, men blot en apetitvækker til måske at gøre tingene lidt anderledes end du plejer.
Mange har en tendens til altid at lede efter markerede stier når de vælger tur. Markerede stier kan være Skåneleden, Skjoldungestien, Kungsleden elelr en af de mange vandreruter i Norge - der er et utal af vandreruter.
Mange af disse etablerede og markerede ruter går igennem interessante områder og mange steder er der masser af læsestof om ruten og området i bøger og foldere så de er lige til at gå til.
Alt det er jo udmærket, men hvorfor ikke forsøge dig med dine helt egne ruter der ikke følger de markerede stier? Det kræver lidt mere forberedelse selv at tilrettelægge sin rute, men du får flere og anderledes oplevelser.
Men, et sted skal man jo starte!

Går du Ábesko - Kebnekaise - Nikkaluokta for eksempel, så tørster du måske efter mere når du kommer hjem fra din første tur. Du drages af fjeldmiljøet og har kikket ind i Kungsledens sidedale og har hørt beretninger om spændende ture udenfor de markerede ruter fra andre mere erfarne vandrere, du har mødt på din tur, og du drømmer måske allerede nu om at udforske området mere. Eller måske vil du prøve kræfter med et andet fjeldområde som Sarek der er mere øde, eller måske syntes du rejsen til Ábesko er lige lovlig lang, og vælger et område i Sydnorge hvor Hardangerviddas vide slette og gletsjeren Hardangerjøkulen eller Jotunheimens alpine fjeldmassiver frister.
Under mine første ture, der netop gik til strækningen Ábesko - Kebnekaise - Nikkaluokta, og hvor jeg oftest vandrede alene, søgte jeg ind imellem til hytterne. Ikke for at overnatte, det har jeg dog gjort nogle gange, men mere for at møde andre fjeldvandrere og blot sidde i hyttens køkkenafdeling og høre på de andre vandreres beretninger om ture i området. Det kan jeg godt anbefale nye fjeldvandrere og det uanset hvilket område man vælger. Der er rigtig mange erfarne fjeldvandrere man kan høste fiduser af, og måske kan man lokke informationer om deres helt egne ruter i området fra dem. Eller måske anbefaler de dig et andet spændende område det er værd at prøve.
Hytterne, og ruterne mellem hytterne yder også en vis sikkerhed for dig der ikke er så erfaren. Du kan benytte hytterne til at telte i nærheden af og måske i, hvis vejret bliver for surt. Du kan også proviantere i nogle af hytterne så du ikke behøver at bære så meget mad med rundt.
En tur langs en markeret rute med hytter i dagsmarch afstand kan give dig sikkerhed på din første fjeldtur. Du kan sagtens undlade at bruge hytterne, men når de ligger på ruten har du dem altid som sikkerhed og på stien vil du også møde andre vandrere.
Mulighederne er mange, men du ender sikkert ligesom alle os andre fjeldvandrere med at blive ganske rutineret med tiden. Du kikker ikke hele tiden på kort selvom du selvfølgelig følger med så du hele tiden ved hvor du er, men du er nu en rutineret fjeldnavigatør og bruger ikke så megen energi på det som du gjorde på de første ture.


Nu har du overskud til at betragte omgivelserne på en ny måde. Måske går du og funderer over hvilke planter der vokser på din vej, og prøver måske at lære dem udenad ved hjælp af en fjeldflora. Sådan er mange af os startet. Blomstervældet er enormt i fjeldområderne. Måske er planterne ikke så høje når du kommer over trægrænsen, men farveintensiteten i de små vækster er imponerende. I fjeldbirkeskoven finder du en frodig skovbund med meterhøje tidsler og meget andet, og på nogle sletter finder du Kong Karls Scepter der står en halv meter op med sin ejendommelige blomsterstand af læbeblomster. I Ábesko nationalpark og dens omgivelser finder du gøgeurter (vilde orkidéer) og i Darfál-dalen  på en dagstur op til de store gletsjere på Kebnekaisemassivets østvendte fjeldsider, støder du i det tidlige forår, på den lille farvestålende Rhododendron, Lapsk Alperose, der ganske lille blomstrer som en miniature af dens større slægtninge, men med en større farveintensitet mod fjeldets mørke bagrund.

Måske undrer du dig over mangfoldigheden af planter i det ellers golde fjeldmiljø hvor nogle når at blomstre i de elvlejer der indtil midt i sommeren er fyldt med brusende vand, eller undrer dig over at nogle vækster blomstrer allerede lige efter sneen er smeltet i et snefelt der ligger langt hen på sommeren. Men hvorfor vokser nogle planter på et sted og andre på et andet - fjeldet er vel ens i samme højde over havet?
Næh det er det ikke, altså ens over det hele i samme højde. Forskellige vækster kræver forskellig grobund. Nogle som Gøgeurterne ynder kalkholdig jord mens andre ynder mere basisk og nogle som Kvan ynder fugtige områder hvorfor de vokser langs vandløb og så videre. Men fjeldet ser jo ens ud overalt syntes du måske og kikker nærmere efter. Så ser du at det faktisk er meget forskelligt og du tænker måske på hvordan fjeldene egentlig er dannet og hvad de består af, og på den måde åbner der sig en helt ny verden og måde at opleve fjeldet på.


Fjeldet og for så vidt undergrunden overalt på jorden er beriget med mineraler stammende fra nederoderede bjerge idet de forskellige mineralsammensætninger frigøres under erosionen.
Erosion er starter allerede under bjergets dannelse på grund at is, vand og vejrets indvirkning. Klippens bestanddele frigives og spredes under forvitringen og da fjeldet som nævnt ikke er ens overalt, og ikke alle steder indeholder de samme bestanddele (næringssalte), så giver forskellige områder grobund for forskellige vækster. Når vækster vokser op dør og rådner væk indgår de i et økologisk kredsløb der beriger jordbunden med organisk materiale, og øger dermed chancen for de planter der for eksempel ynder sur jord som den man finder i fjeldets mange frodige moseområder.
De næste afsnit er nørdede - nu er du advaret og jeg bliver ikke sur hvis du stopper her forde du måske syntes at al den teori er helt ligegyldigt for dig.

Lad os se lidt på hvordan fjeldene er skabt.

Figur 1.

Tværsnit af jorden. Man ser her dens opbygning skematisk fra inderst til yderst.
I venstre side er ilustreret opdelingen i.f.t. sammensætningen. Højre side viser den 'rheologisk opbygning' hvilket er opdelingen efter strømningsforhold i kappen.
Pladebevægelserne, der er årsag til bjergkædedannelserne, er de indbyrdes bevægelser af stive litosfæreplader, der "flyder" på et plastisk underlag af astheno-sfæren.
Kilde: GEUS

Nu er Jordens geologi et meget stort emne, men med blot lidt viden kommer man langt i sin forståelse af bjergenes oprindelse, og videre udvikling til det de er i dag.

Alle Jordens kontinenter og lande har ikke altid ligget hvor de ligger i dag og det hele flytter til stadighed på sig. Princippet bygger på at lithosfæren består af adskilte “tektoniske plader”, som "flyder" oven på den plastiske asthenosfære. Lithosfæren består af jordskorpen og den øverste del af kappen. Jordskorpen er den øverste del af lithosfæren og er 10-70 km tyk. Fra 100 til 350 km dybde ligger asthenosfæren, der er varm, blød og plastisk. I nogle dybder er den op til 15% opsmeltet. Dette er glidelaget, som de tektoniske plader bevæger sig på.
Da jorden blev dannet og jordskorpen begyndte at størkne dannedes de tektoniske plader hvorpå samtlige kontinenter ligger.

I dag mener nogle forskere, at der for ca. 1,5 milliarder år siden fandtes ét stort superkontinent, som kaldes Rodinia. Det var én samlet landmasse, mens resten af Jorden bestod af et kolossalt hav. Ifølge teorien blev Rodinia splittet op i flere mindre landmasser, som drev rundt på kloden, indtil de for ca. 350 millioner år siden på ny samlede sig. Dette skabte den geologiske histories andet store superkontinent, Pangæa. Mens Rodinia endnu er en usikker teori, anses Pangæa i dag for at være videnskabeligt bevist. Det skyldes, at mange stenarter indeholder bl.a. jern, der er magnetisk. Med avancerede instrumenter kan magnetismen måles, og dermed kan forskerne bestemme, hvor fx en lavasten befandt sig i forhold til polerne, da den blev skabt. Beregningerne har indtil videre givet forskerne et nogenlunde fornuftigt billede af pladernes bevægelser tilbage til for ca. 500 millioner år. Et andet spor af kontinentalpladernes bevægelser er de bjerge, der er blevet presset op langs de kanter, hvor pladerne er stødt mod hinanden. For omtrent 200 millioner år siden blev Pangæa splittet op, og landmasserne udviklede sig til de kontinenter, vi kender i dag. Meget tyder på, at Jordens kontinenter lever et cyklisk liv, hvor de uvægerligt skilles ad for så at mødes igen.

Den Kaledoniske foldekæde

Den kaledoniske bjergkæde findes i dag udbredt på begge sider af Atlanterhavet (Fig. 2), men bjergkædestrøg af lignende alder findes også andre steder på jorden. Bjergkæden omkring Atlanten blev dannet ved opsplitning af et gammelt superkontinent (Gondwana), der bl.a. omfattede Nordamerika og Grønland (Laurentia) og en del af Nordeuropa (Baltica).
Ved opsplitningen mellem Laurentia og Baltica blev Iapetus Oceanet dannet, og det blev igen lukket i Ordovicium – Silur for 480–400 mio. år siden. Herved kolliderede de to modstående kontinenter, og bjergkæden blev opfoldet langs randen af de gamle kontinenter (Fig. 3).
Kontinenterne på hele jorden samledes herefter for 450–250 mio. år siden i et nyt superkontinent  Pangea.
Kilde: GEUS


 (Fig. 4). En senere opsplitning af Pangea begyndte i det tidlige Mesozoikum for ca. 160 mio. år siden og førte bl.a. til åbningen af Atlanten til den form, vi kender i dag. Ved denne nye opsplitning blev den kaledoniske bjergkæde opdelt på langs og enkelte dele fra den oprindelige laurentiske side af orogenet blev skilt fra denne og kan nu findes på østsiden af Atlanten bl.a. i Skotland. Selvom der således i dag er mange tusinde kilometers afstand mellem Østgrønland og Skotland, har disse to områder oprindeligt været nærmeste naboer under den kaledoniske orogenese. Det har derfor stor interesse at sammenligne de to områders geologi.

Den kaledoniske bjergkæde blev oprindeligt først studeret i detalje netop i Skotland, der på latin hedder Caledonia. Herfra har denne bjergkædefoldning fået sit navn. De pladetektoniske bevægelser medfører, at kontinenterne ikke ligger fast på jordoverfladen, men de er i en stadig bevægelse både i forhold til hinanden og i forhold til deres beliggenhed på jorden.
Bevægelseshastighederne er nogle få cm pr. år, men gennem årmillionerne betyder det, at de enkelte dele kan forskydes mange tusinde kilometer. Herved kan et bestemt område komme til at passere gennem forskellige klimazoner, og de geologiske lagserier kan derved afspejle et spektrum af varierende klimatiske aflejringsmiljøer, spændende fra tropiske til arktiske forhold. Dette er fx tilfældet med nogle af de aflejringer, vi finder i den kaledoniske bjergkæde i Østgrønland, hvor dele af karbonataflejringerne fra Nedre Palæozoikum er dannet på et tidspunkt, hvor Grønland befandt sig i en position syd for ækvator (Fig. 4, 5).
Først efter den kaledoniske bjergkædedannelse flyttedes Nordamerika med Grønland gradvist op til sin nuværende nordlige geografiske position.
Den cyklus, der førte til dannelsen af den kaledoniske bjergkæde, spænder over ca. 500 mio. år. I Østgrønland begynder denne cyklus med aflejring af sedimenter, der er ca. 850 mio. år gamle, medens de yngste sedimenter og intrusioner, der indgår i bjergkæden, er ca. 420–400 mio. år. Ved bjergkædedannelsen i Østgrønland blev dele af randzonen til det 1000–3000 mio. år gamle grønlandske grundfjeldsskjold påvirket, således at dele af dette indgår som et medfoldet underlag (basement), der består af rester fra tre tidligere prækambriske orogenkomplekser (Fig. 3 og 6).
Kilde: GEUS
Som tidligere nævnt nederoderes bjerge fra deres fødsel til de med tiden er helt eroderet væk og da de mineraller og næringssalte bjergene består af udvandes, gøder de den jord der er skabt af rådnende plantedele og andet der danner grobund for planter og træer etc.
Faktisk er det således at man kan se på landområdernes frugtbarhed på den måde, at de områder der ligger eller har ligget i istidens gletsjerrandzoner og i randzonerne hvor de nuværende gjetsjere og Grønlands indlandsis ligger, har sedimenter i deres morænevolde der er yderst frugtbare. Dette skyldes at geologi og bioligi er koblet gennem såkaldte biogeokemiske kredsløb.
Der er brug for store mængder fosfor, kalium, magnesium, calsium og jern for at opbygge organismer, og alle de enzymer der understøtter livets funktioner, indeholder disse stoffer og andre.
Jordskorpen består af alle disse stoffer  og når klipperne nedbrydes og forvitrer bliver stofferne opløst af regn- og smeltevand og føres ud i havet eller siver ned i undergrunden og i grundvandet.
Alt der handler om geologi tager mange år men efterhånden skylles alle disse materialer ud i havet fra landjorden, og nogle anvendes af havets organismer, men i sidste ende ender det hele med at bundfældes på havbunden. Senere vil havbunden atter synke tilbage ind i jordens indre. Disse sedimenter smelter om efter atter milioner af år og stiger atter op til overfladen som vulkansk magna (lava).
I områder med vulkansk aktivitet bliver jorden derfor beriget med næringsstoffer hvilket giver den en høj biologisk ydeevne og velstand og høj befolkningstæthed.
Alt dette er fjeldet. Og meget af det man helt synligt ser på billeder og i fjeldet eller andre bjergrige egne er jo disse voldsomme kræfters 'hærgen' over voldsom lang tid - vi taler om millioner af år og hvem fra 'fladlandet' vil ikke opleve resultaterne af det?
Det vil vi alle og jeg selv er også en af dem der altid har været fascineret af bjerge, og især fjelde i arktiske egne.
Med hensyn til Den Kaledoniske foldekæde er vi ikke helt sikre på om vi faktisk ser resterne af den i Skandinavien, eller om der er tale om at den er helt borteroderet og det vi ser nu er en rejsning af grundfjeldet der sker i takt med at de overliggende skolle eroderer væk og fjeldet bliver lettere og derfor hæver sig langsomt igen.
Jeg kender begribelig vis ikke samtlige interessante lokaliteter i fjeldene i Norge og Sverige, men jeg kan nævne nogle få.
I Kebnekaiseområdet, som er det område jeg bedst kender, finder vi på Kungsleden blot få kilometer syd for Ábesko en forekomst af dolomit. Lokationen kaldes 'Malmbruddet' idet man i begyndelsen af nittenhundredtallet brød kalkstenen dolomit her. Klippen, der i dag er et udsigtspunkt fremstår som en høj på cirka 10 meter med en lodret væg ned mod elven. Dolomit er en magnesiumrig kalksten men bruddet var urentabelt og blev relativt hurtigt opgivet.
Man ser tydeligt dolomitten i fjeldet hvilket man også gør i Abiskojokkas kløft man passerrer tæt allerede efter starten på Kungsleden.
En anden spændende lokalitet i området er Sjangeli-minen lidt nord for Unna Allagas. Her brød man fra slutningen af 1600'tallet og frem til midten af 1800'tallet, kobber. I dag er minen lukket og afspærret idet gangene er vandfyldte, men nogle bygninger og andre spor efter minedriften kan stadig ses.
Cirka 3 kilometer vest for Kebnekaise fjeldstation på ruten mellem Kebnekaise og Singi passerer stien 'Lillberget' som er et såkaldt urfjeldsvindue. Et urfjeldsvindue er er sted hvor alt over den oprindelige og senere klippegrund er slidt bort så man ser urfjeldet. I det lille 'bjergs' flade skoller ses tydelige skuremærker fra istidens rasen.
En ganske interessant forekomst er jern. Jern findes mange steder, men  i Kiruna findes en af verdens største og rigeste jernforekomst.
Kiruna blev faktisk grundlagt udelukkende på grund af de store forekomster af jernholdig mineral og efter fundet blev jernbanen etableret så jernmalmen kunne transporteres ud til kysten til afskibning. Det meste af malmen udskibes fra Narvik i Norge.



Malmen bliver brudt i fjeldet Kirunavaara som ligger lidt syd for hvor byen ligger i dag.
Malmforekomsten er magnetit som her findes i enorme mængder af højlødig malm.
Magnetitmalmen ligger som en linseformet forekomst der er 41 km langt og ca 85 meter bredt. Dybden af forekomsten har en dybde på mindst 2 km.
Malmbrydningen foregår i 775 - 1045 meters dybde under den oprindelige overflade. Indtil 1952 foregik brydningen i en åben mine men i vore dage sker den i et tunnelsystem i verdens største underjordiska mine. Minen og minegangene er stå store at gæster kan køre på turisttur ned i minen med halt almindelige busser som dem der kører rundt i gaderne.
Forekomsten er så rig at den du hvor den strækekr sig langt ind under Kiruna by som den har undermineret faktisk står overfor risikoen for at det hele ikek holder mere. At minegangene risikerer at styrte sammen. Af den grund besluttede bystyret i 2010 at flytte hele byen hvilket man er i gang med.


Geologien i jernforekomsten

De store malmforekomster ligger i prækambriske magmatiske, vulkanske og sedimentære bjergarter og er en såkaldt magnetit-hæmatit-apatit-malm med op til 67% jern og 15% fosfor (apatit). Der er to teorier for dannelsen af malmen: Den ældste er, at malmen er dannet ved udkrystallisation af malmmineraler i et magma (likvidmagmatisk dannelse); den nyeste er, at malmen er udfældet på havbunden ud fra vand- og gasudstrømninger (exhalative processer).
De norske fjelde er ligeledes en del af eller resterne af Den Kaledoniske foldekæde og noget af Skandinaviens ældste klippegrund finder vi i Finmarken hvor de øverste 'nye' lag er eroderet vær, og det oprindelige grundfjeld stikker frem. Grundfjeldet er dannet i Prekambrium i tiden mellem 4.5 milliarder år og 600 millioner år siden. I Finmarken er der målt fjeld der er 2 milliarder år gamle. De ældste finder vi dog på Lofoten hvor der er observeret klippe der er 3 milliader år gamle. De ældste bjergarter der overhovedet er fundet er ca. 3.8 milliarder gamle så der er tale om virkelig gamle bjergarter, der næsten strækker sig tilbage til tiden hvor jordens skorpe størknede. Jordens alder anses at ligge på omkring 4.5 milliarder år.
Også i Norge har man udvundet kobber helt tilbage i 1600'tallet i Trøndelag, men også forekomster af molybdæn og jern (hematit) og fra 1753 blev der brudt marmor i Lien. Marmor der blandt andet er anvendt ved bygningen af Marmorkirken i København.
Der har været forsøgt udvinding af en mængde forskellige mineraler som kobber, molybdæn, nikkel og meget andet, men forekomsterne har ikke været så store at det har været særligt rentabelt. I vore dage brydes der mest granit.
Forekomsterne af alt det andet findes imidlertid fortsat den dag i dag på begge sider af den svensk/norske grænse mange steder i fjeldet og kikker man efter det når man er derude finder man også noget ind imellem.
Men, bjerge er ikke de eneste spor efter pladetektonikken og ser vi sydligere, for eksempel i Sydsverige eller i Danmark så finder vi også imponerende spor efter kontinenternes bevægelser. Disse spor er måske ikke umiddelbart så imponerende som de høje bjerge, men ser vi nærmere efter kan vi også opleve rigtig spændende og imponerende natur i disse sydlige strøg.

Kildehenvisninger
GEUS, geus.dk
Sveriges Geologi Från urtid til Nutid, Jan Lundquist m.fl. forlaget Studentliteratur, Lund Sverige
Naturen i Danmark, Geologien, Gyldendals Forlag
Grønlands geologiske udvikling, GEUS forlag

Grønlandskalenderen 2017


Så er den her, årets smukke grønlandskalender der vil pynte overalt på kontoret, i hjemmet eller andre steder.

En smuk kalender i stort format med billeder af Grønlands storslåede natur og med tekst på grønlandsk; dansk og engelsk. Lige til at hænge på væggen.

Fakta
Forlag: Gyldendal
Type: Vægkalender
ISBN: 9788717046030
Udgave: 1
Udgivet: 2016
Sider: 13
Vejledende pris: 189,95