tirsdag den 31. maj 2022

Den Store Asterix Kogebog - en boganmeldelse

På, især vore "hangout" - altså standlejrene med hængekøjerne, og på vores andre standlejre med telt eller i shelter, elsker vi mad!

Mad over bål er favoritten og det i alle former hvor der bruges reflektorovn, dutchoven og hvad folk ellers kan finde på af avancerede remedier for at gøre måltiderne attraktive og velsmagende.


Jeg faldt tilfældigt over denne bog som jeg finder både sjov og inspirerende. Umiddelbart da jeg så den tænkte jeg:

"Nå, det er nok en sjov bog ligesom Grønspættebogen", som også er sjov men også noget helt andet end kogebogen. Da jeg åbnede den opdagede jeg sjove tegninger og andet helt i Asterix velkendte stil, men opskrifterne - det er noget helt andet.

Bogens opskrifter er nemlig af den anerkendte franske kok og kogebogsforfatter Thibaud Villanova, og opskrifterne er derfor på samme tid dybt seriøse men også afstemt efter Asterix-historiernes grundlæggende temaer.

Vi får opskrifter på vildsvin kendt fra de i alle hæfterne, afsluttende gallerfester alle hæfterne slutter med mens Traubadix hænger i træet for at forhindre ham i at synge og spille.

Bogens opskrifter starter fra gallernes landsby og følger dem derefter via Spanien, England, Belgien, Schweiz og Grækenland, og såmænd Ægypten - præcis som historierne i hæfterne. Undervejs får du opskrifter fra de forskellige lande.

Du får opskrifter på alverdens livretter og festmåltider lige fra gallisk gyldent vildsvin til gotisk kugelhopf, laks som hos pikterne, Mannekens moules frites, Visnumans krydrede kylling, olympiske spid, lam stegt som dromedar samt Hørmetix’ havtaske. Eller prøv Gelatines vegetarsuppe, som Obelix nød, før han faldt i gryden som barn. Vore helte deler også deres desserter med dig. Det er lækkerier som Majestix’ egne bagte æbler, chokoladebautasten og Cafeolix’ eksplosive æbleskiver.

Du får naturligvis også Miraculix’ hemmelige herbarium over meget velsmagende urter samt tips og triks til madlavningen.

Alle retterne kan enten direkte tilberedes over bål eller de kan justeres lidt så det kan lade sig gøre, så der er her lagt optil nye kulinariske for alle jeg bålkokke og madnørder.



Om kogebogen
Den anerkendte franske kok og kogebogsforfatter Thibeaud Villanova (f. 1985) er kulinarisk stærkt inspireret af fiktive universer og ophavsmand til begrebet ”gastronogeek”. Hans bøger er udgivet i både Europa, USA og Asien og omfatter blandt andre en officiel Star Wars-kogebog og en Dragon Ball-kogebog, ligesom han har komponeret retter inspireret af Assassin’s Creed, X-Files, Lost, Star Trek og  mange andre populære universer. 

Nicolas Lobbestaël er en af Frankrigs førende kulinariske fotografer, kendt for sit samarbejde med mange Michelin-kokke, og hvis smægtende billeder har illustreret talrige kogebøger. 


Fakta:

Skrevet af Thibaud Villanova
Tegnet af Albert Uderzo
Oversat af Ole Steen Hansen
144 s. i farver, indb. 
21 x 29 cm
ISBN 9788770859059

Pris: 299 kr

torsdag den 31. marts 2022

Ny bog om fjeldvandring

Jeg har i mange år arbejdet på den ultimative guide til fjeldområdet omkring Sveriges højeste bjerg Kebnekaise. Den er udkommet, men er en ret stor bog beregnet til turplanlægningen hjemme ved spisebordet.



Bogen "Kebnekaisefjeldene - En komplet guide til det unikke fjeldområde", indeholder alt hvad du bør vide om området. Der er mere end 50 ruter udførligt beskrevet, og det er ikke kun de markerede ruter som fx Kungsleden, som enhver kan google sig frem til - det er også mange ruter der ikke er markerede samt ruter jeg selv har "opfundet".

Jeg har brugt mere end 50 år på at gennemvandre området, hvilket nok virker lidt skørt men jeg har hygget mig med det.

En så omfattende bog, der både er dyr og tung, egner sig ikke til at have med i rygsækken.

"Kebnekaisefjeldene har et hav af farvebilleder og kort med ruter i farver. Den er hardback og i et stort format.

Den er flot og er blevet godt modtaget både af friluftsfolket og af bibliotekerne. Lektørudtalelserne siger fx at den bør stå på alle biblioteker og meget andet fint. Desværre må man ikke offentliggøre lektørudtalelserne i deres helhed, men jeg har en udtalelse der måske endda er endnu bedre end lektorernes.

Thomas Winnberg der er Rädningsschef i Kiruna Rädningstjänst og mangeårig kæreste med Marit Sarri der er datter af familien Sarri, der er samer og som driver Nikkaluokta Turist, og som til daglig er forstander på Kebnekaise fjeldstation - har skrevet dette om bogen:

Hej René! Har börjat titta i din fantastiska bok om Kebnekaise! Verkligen fin och fylld med fakta och turtips! Verkligen genomgripande! Ska bli kul att läsa den från pärm till pärm! Har nog de flesta böcker som handlar om området och din är den bästa och mest genomarbetade jag sett! Ska du översätta den till engelska? Tror den kan ha en marknad utanför Norden.. Tack och hoppas vi ses till sommaren! Hälsningar från ett stormigt Kebnekaise! /Thomas och Marit!🏔🙏

Og, det er jo en bedømmelse man ikke går udenom :)

Her er jeg fotograferet sammen med Marit og Thomas på Kebnekaise fjeldstation


Men, som nævnt er den tung og derfor, udgiver jeg nu en såkaldt letudgave, som beskriver alle ruterne og noget helt essentielt for din tur og altså ting du kan få brug for undervejs.

Den nye bog, "Kebnekaisefjeldene - en guidebog til vandring i området" er både lettere og mindre så den bedre egner sig til at have med i rygsækken.


Bogen har de samme kort med ruter som den store udgave men for at gøre det hele billigere så er alt i sort hvidt.

onsdag den 23. marts 2022

Langt ude i Lapland & Alene i Vildmarken

Jeg ved det!
Men vi kommer ikke uden om de to programmer i debatterne om friluftsliv - der ikke handler om friluftsliv.


Når man ser titlerne, og specielt når man kender "Alene i Vildmarkens" amerikanske pendant "Alone", så sammenligner vi, og det gør vi også når vi hører titler som "Langt ude i Lapland". Den første indikerer for mange noget om at klare sig på primitiv, eller i hvert fald uden nævneværdigt udstyr, derude blandt farlige dyr. Mange tænker sikkert bushcraft. Og det gør jeg også selv!

Jeg var vist også den første til at fare i blækhuset og nedgøre det ...


Når vi læser sætningen "Langt ude i Lapland" så tænker vi på frilufts-freaks der vil vise hvad man bør og skal kunne derude, eller lidt noget af det vi der har mange års erfaring i den slags gør.
Eller også så tænker nogle måske ligesom jeg gjorde at det var noget a la "Monsen på Vildspor"

Men hvad sker der så når vi ser de første afsnit?

Jeg tror, at flere af os så de første afsnit med en forventning om at det var, eller er, programmer i den stil som nævnt ovenfor. Specielt blev jeg snydt, eller lod mig snyde mig selv, da jeg så første afsnit af den seneste sæson af Alene. Jeg troede at det handlede om det samme som de foregående programmer, men det gør det jo egentlig ikke. Noget jeg sikkert kunne have erfaret hvis jeg havde læst lidt mere om den nye sæson, men det gad jeg jo ikke da jeg regnede med at det kørte i samme spor som de forrige og altså var lidt skrabede udgaver af den amerikanske.


Jeg og alle andre er klar over at hovedsagen for produktionsselskaberne, og også det amerikanske, er at skabe god TV der trækker mange seere til så de kan få fyret nogle reklameblokke af som folk er tvunget til enten at se eller betale for ikke at se, men sådan er det. Det ved jeg også godt, men da jeg jo havde de andre billeder i min hjerne så så jeg første afsnit af Alene med de briller på og når jeg gjorde det så var det naturligvis latterligt. Jeg havde da som sædvanlig forventet at man så dem der var castet til at ryge hjem først, sidde og hyle over savnet af familien hjemme, og hel ærligt så er det da godt at de ikke sejler i handelsflåden eller laver andet hvor man ikke er sammen med sin familie i lang tid. Ja, det er altså den første tanke jeg får når jeg har de briller på, men jeg ved jo også godt, at at der er stor forskel på at sidde under et tarp og tænke på fisk man ikke fangede og at sidde lunt i lukafet, med TV og alt andet ligesom derhjemme, på et stort skib.

Kedsomheden er nok ens største fjende når man sidder alene derude, men tiden kan fyldes ud med ting så man ikke keder sig. Man kan arbejde på sit ly og på at fange fisk, og når man ikke gør det så kan man tænke konstruktive tanker hvilket heller ikke er at kede sig. Jeg har selv prøvet det og mit største problem ved at deltage i Alene ville nok være at jeg ikke måtte flytte mig fra det område jeg havde fået tildelt, og så ville det virkelig kede mig at skulle rende rundt med et kamera og filme mig selv.

Tilbage til selve den nye sæson.
Ved nærmere eftersyn og eftertanke, så er det jo slet ikke et program der viser hvad folk kan derude eller hvad de ikke kan, selvom det sidste er meget. Det minder mere om et eksperiment der, lige som andre programmer i realityserierne, er beregnet på at se hvad der sker når man sætter folk enten sammen eller alene i ukomfortable og ukendte omgivelser. Ser man det fra den vinkel er det en lækkerbidsken for en hver antropolog, og sikkert også for andre. Pludselig er der flere andre elementer i programmet som fx hvad er DR's mening med det? Hvem vil melde sig? Hvordan vil folk agere i situationer der dukker op og som de ikke har oplevet før og ikke ved hvordan de skal agere i osv. Det bliver alt andet lige interessant, men på en anden måde end forventet - i hvert fald fra min side.

Langt ude i Lapland
Her tænkte jeg at det kunne da blive et spændende program sådan lidt i stil med Monsen på Vildspor.


Men det var, eller er det jo ikke!
Det er også et socialt eksperiment der viser hvordan to forskellige mennesker med hver deres baggrund som ikke kender hinanden på forhånd reagerer i omgivelser de dårligt kender. Og ser man det med de rigtige forudsætninger ser også det program ud til at være og blive interessant.

Alle programmerne Alene i Vildmarken kan ses på dr.dk og det kan mange af de amerikanske også.
På tv.nrk.no kan man se en masse programmer med Lars Monsen

Jeg vil gerne anbefale programmerne og råde til at man, ligesom jeg heller ikke gjorde, læser hvad det egentlig er for nogle programmer ...

mandag den 21. marts 2022

Køge Ås stien

Køge Ås stien. Køge kommunes eneste markerede vandrerute, indtil videre.
Der arbejdes nemlig med en udbygning af vandremuligheder i Køge Kommune således at vores nabokommuners stisystemer kan forbindes også gennem Køge Kommune

Køge kommune. Her bor jeg, og det er nok Danmarks dårligste sted at vandre. Ikke at vi ikke har skove nok for det har vi, men de er stort set alle private.

Kun to områder har samme status som Naturstyrelsens skove, og det er de to godser Vallø stift og Gammel Kjøgegaard, som begge er private men eget af fonde, og derfor har de samme adgangsbetingelser som naturstyrelsens skove.

Der er dog undtagelser idet de udlejer jagten i skovene til jagtkonsortier, og derfor spærres områder af når der er jagt. Det er til at leve med for det er ikke ret ofte.


Man må altså færdes i disse skove døgnet rundt både på og udenfor stierne. Men, det har ikke været muligt, ikke endnu i hvert fald, at lave aftaler om overnatninger i skovene, men jeg skal da lige love at det ikke har skortet på forsøg, men svaret er altid nej. Eller mere præcis - det vil de slet ikke tale om.

Vi har også prøvet at få tilladelse til skiltning af nye vandreruter, men også her er vi blevet bremset af uvillighed, selvom man skulle tro, at skovejerne gerne så skiltning så de var nogenlunde sikre på at folk blev på stier og veje, og ikke for vildt inde i skoven - men nej.

Når jeg skriver vi, så mener jeg mig selv selvfølgelig men også på min makker Niels som jeg har lavet stifinderture med i hele kommunen, men det vender vi tilbage til.


Men vi har da Køge Ås stien og via den kan man komme næsten tværs gennem Køge kommune, nemlig fra Køge station og til Borup station eller omvendt. På stien findes en enkelt shelterplads ved Spanager. Stien er 22 km. lang så det er egentlig fint nok.

Til Køge kommer man let med tog og derfra vandrer man blot gennem den hyggelige gamle by gennem Vestergade og lidt ud af Ølbyvej til Hvor stien starter. Herfra er det blot at følge stien til Borup station. Fra Borup station kan man også komme med toget, men man kan også fortsætte gennem byen mod nord forbi kulturhuset og skulpturparken og vandre ad Lammestrupvej og ved første skovvej dreje ind i Rye Skov.

Via Rye og Borup skov kan man få forbindelse til Skjoldungestierne.

Niels og jeg arbejder på tre foldere med vandreruter i Køge og en forbindelse mellem Sjællandsleden, Gjorslevstien og altså forbindelsen til Skjoldeungestierne er medtaget her sammen med flere andre muligheder.



Folderne er i korrektur lige nu og vi regner med snart at få dem publiceret.
Der er stadig en hurdle med at få alle ruterne skiltet og da vi ikke må skilte inde i skovene så må vi nøjes med at skilte fra vejene og ind hvor man skal gå ind i skoven, og så producere gode kort det er til at vandre efter inde i skovene.





Jeg laver selv al det grafiske og også ruterne på kortene. Niels står så for at få skiltet ruterne, men det skal nok gå.

Folderne om Køge Ås stien kan hentes her!

Ønsker du flere informationer om vandring i Køge kommune så er du velkommen til at kontakte mig ...


søndag den 20. marts 2022

Tips til madlavning på fjeldtur (frysetørrede retter)

Det her handler om hvordan jeg tilbereder min frysetørrede proviant på fjeld- og andre ture for at spare brændstof og andet.


Det kan godt være at reklamerne med frysetørrede retter, der bare skal tilføres varmt vand i posen samt lidt tålmodighed, og så er det lige til at spise af emballagen, virker for nogle.

For mig virker det ikke så det blev jeg hurtigt træt af, og fandt på noget andet.

Efter sigende skulle man spare opvasken og det gør man også men til gengæld har man så en klam emballage at slæbe videre på turen.

Nåh nej, siger nogle så. Den kan man jo vaske og så er den ikke ulækker mere - smart, men så vaskede man jo op alligevel. Det giver ingen mening.

En hel anden ting er at man jo alligevel har en gryde med til at varme vandet i, og så kan man da lige så godt varme maden i den og så vaske den af efterfølgende. Er man så også yderligere smart så pakker man sin proviant om i fryseposer og smider den tunge folieemballage ud hjemme så man ikke skal slæbe rundt på tung emballage under hele turen.

Vi kan så senere diskutere miljø og alufolie.

Ved at pakke maden om så kan man også hjemmefra dels veje den mængde af til hver dag man kan spise, hvilket er lig med ingen spild, og man kan tilføre ekstra krydderier og andet hjemmefra så man ikke skal bøvle med det i regnvejret på turen. Køber man så sin proviant i store portioner som fx Trek N Eat i store portioner og så selv vejer af kan man tilføje, tørrede grøntsager eller andet samt krydre så man har helt den smag man godt kan lide.

TREK N EAT  STORKØB


MIT SETUP

Jeg startede som sikkert mange andre med at bruge Trangia. Da jeg startede med friluftsliv tilbage i 60'erne var der ikke så mange andre muligheder tilgængeligt.

En Trangia med sprit brænder fungerer da også ganske udmærket, og mine ungdomsskolefjeldhold brugte dem også i mange år. De kan ikke gå i stykker, men noget kan blive væk, hvilket en enkelt gang er sket for en lille tremandsgruppe der skulle vaske op. Opvaskeren tabte gryden i fossen hvorefter den flød nedad strømmen og ind under en snebro, og så var den væk.

På resten af turen måtte de vente med at få mad til sidst idet de måtte vente på et andet hold de kunne låne en gryde af, men så lærer man det.

Med årene blev dels Trangiaen for bøvlet, og for tung i forhold til hvad der ellers kom på markedet. Min start på vinterfjeld gjorde også at sprit ikke rigtig duede og så brugte vi petroleumsbrændere, der svinede helt vildt og alt var smurt ind i sod, men de virkede.

Senere igen blev det multifuelbrændere og det var effektivt, ikke mindst på ture i Grønland hvor vi ikke altid kunne få sprit, men altid helikopter- eller andet brændstof.

På senere lange slædeture i Østgrønland brugte vi Primusbrændere der både kunne varme fangsthytterne op og bruges til at koge på.

I vore dage er gas nok den foretrukne energikilde til madlavning på tur. Hos mig er det i hvert fald.

Jeg har haft mange gasbrændere og de fleste er blevet kasseret idet de ligesom Trangiaen indeholder en masse udenomsskærme og andet gejl som jeg ikke gider at slæbe på. Det gælder fx JetBoil og lignende som jeg har ude i en kasse med "ubrugeligt grej" i mit værksted.

Nu er jeg sikker på at der sidder et par læsere med røg ud af ørerne, men NEJ - jeg fordømmer ikke alle jer der synes fedt grej er fedt grej og som elsker at få det nyeste og mest fancy. Det skal I have lov til, jeg går blot selv efter noget der er effektivt og som ikke vejer unødigt.

I flere år brugte jeg en Pinguin-brænder der kun vejer 37g plus gasdåsen, og det setup er der ikke mange andre der slår.

Pinguinbrænderen kan jeg godt anbefale. Den er ret billig og driftsikker. Jeg synes imidlertid at brænderhovedet er en smule lille især når man bruger titaniumgryde der er enorm dårlig til at fordele varmen.


I dag bruger jeg en Soto Windmaster der har et større brænderhoved og en pizotænder. Pizotænderen kan man godt diskutere for alt der kan bevæge sig kan gå i stykker så jeg har også en lighter med, hvilket jo er spild af vægt. Sotoen vejer 87 g.


Min gryde er en titanium fra Evernew 600 ml der vejer 120 g. Gryden kan godt fås lettere i et tyndere materiale men det syntes jeg er for  tyndt. Man brænder let maden på i en for tynd gryde.


Gas

Jeg gider ikke slæbe ret megen gas med på tur så jeg har udviklet denne metode:

Når jeg kommer frem til lejrstedet eller mindst en time før jeg skal spise, hælder jeg min frysetørrede ret op i gryden og tilsætter lidt vand. Jeg gider ikke måle, jeg gør det bare sådan cirka.

Jag lader det så stå i det kolde vand indtil jeg tilbereder det. Herefter varmer jeg det op for fuld knald på blusset mens jeg holder kasserollen i hanken så den ikke vælter og for at jeg kan røre og passe på det ikke brænder fast. Er det for tykt tilsætter jeg lidt mere vand. Når det er kogt op slukker jeg og sætter kasserollen i græsset og lader det trække. Jeg smager på det og når pasta, ris eller hvad der nu er i af ubestemmelige ingredienser ikke knaser mere spiser jeg det. Er det blevet lidt for koldt får det en hurtig tur over ilden igen. Min brænder kører aldrig uden at jeg har noget over.

Med den metode kan jeg normalt klare mig med 100 g gas til en 10-dagestur, men jeg har altid to 100 g dåser med for en sikkerheds skyld.

Blæser det bruger jeg en læskærm lavet af en foliebakke.


fredag den 18. marts 2022

Tyvtelte - det gør vi ikke?

Jeg er nok en af de største fortalere for at man absolut ikke tyvtelter. Vi telter kun hvor vi må og vi spørgere lodsejeren hvis det er det der skal til, og vi ligger aldrig ulovligt derude.

Men jeg har altså også været en skurk - og sandheden må jo frem!


Jeg tør godt indrømme det nu idet der er gået mange år siden denne hændelse, som var lidt sjov.

Jeg elsker Bornholm, og det har jeg altid gjort, og jeg har foretaget mange vandreture derovre specielt da jeg var ung.

Jeg tager stadig til Bornholm og det mindst én gang om året, men nu ender mine vandreture (læs spadsererture) mest med at være fra Svaneke, hvor vi bor, og til Listed to kilometer nord for for at få drinks hos Signe Bay Frost der driver en lille udsøgt café under sin mands guldsmedeværksted på Listed havn. Turen tilbage til Svaneke føles dog ofte noget længere en turen derop.
Vi går altid ad stien langs vandet og det er en smuk tur.


Men tilbage til emnet.
For mange år siden og før der blev åbnet for muligheder for et mere afslappet forhold til friluftslivet hos Skov & Naturstyrelsen som Naturstyrelsen dengang hed, Ville jeg gå Hammeren rundt på Nordbornholm. Det er en fin tur som jeg har vandret mange gange og med bopæl i Københavnsområdet var det dengang blot at tage Bornholmerfærgen der dengang sejlede fra Københavns havn. Det var før vi hernede i Køge fik narret den fra København så vi selv kan tjene kassen på den.

Færgen sejlede som nu omkring midnat og var i Rønne næste morgen tidligt. Præcis lige som i dag.

Jeg tog ofte afsted fredag aften hvis jeg ikke lige kunne holde fri om fredagen, for så var det med afgang om torsdagen. Ved ankomst til Rønne tog jeg bussen til Hasle lidt nord for Rønne og derfra er der fin sti hele Hammeren rundt.


Alt efter hvilken vej jeg gik kunne jeg nå helt om til Gudhjem på en weekend og nogle gange længere hvis jeg brugte ekstra dage.

Nå, på den her tur ville jeg telte inde ved en af søerne på Hammarknuden, men ellers brugte jeg mest strandene.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte forsøge at få en tilladelse. Det var efterår og på den tid er der ikke mange der vandrer rundt deroppe, og slet ikke sent om aftenen så det burde kunne lade sig gøre.

Jeg fandt telefonnummeret til Skovridderen på Bornholm, ringede op og spurgte pænt om jeg måtte ligge i et lille telt jeg først slog op sent om aftenen og at jeg ville være væk igen meget tidligt om morgenen.

Der blev helt stille. Det var ikke fordi han havde lagt på, som det hed dengang vi havde de gamle fastnettelefoner. Næh, viste det sig han samlede bare energi til et raserianfald mod den der formastelige friluftsgut der overhovedet kunne finde på at spørge om noget så idiotisk, for selvfølgelig måtte jeg ikke det! Jeg modtog det lange afslag med telefonrøret en armslængde fra mit øre, men jeg er sikker på at min nabo sagtens kunne høre det også.



Nå, tænkte jeg surt, men det skulle han så ikke bestemme på den måde.

Nu havde jeg helt nøjagtigt fortalt ham hvor jeg ville ligge så det vidste han jo.

Jeg tog derover og gik turen fra Hasle og op på Hammerknuden hvor jeg ville overnatte så i stedet for at ligge der lagde jeg mig højere oppe men med udsigt til det sted jeg havde fortalt skovridderen.

Klokken ti om aftenen, da det var mørkt, sad jeg så og så en lommelygte vandre rundt nede ved søen. Skovridderen spildte sin tid ved at lede efter mig der selvfølgelig ikke lå på det sted han havde fået at vide at jeg ville bruge.

Han opgav imidlertid ikke helt for næste morgen mødte jeg ham oppe ved Hammeren fyr på parkeringspladsen mens jeg vandrede videre med rygsækken. Han spurgte hvem jeg var og hvor jeg kom fra, hvortil jeg svarede at jeg kom nede fra campingpladsen og skulle vandre videre til næste campingplads.

Det troede han selvfølgelig ikke på men hvad skulle han gøre.

Men, vi tyvtelter ikke. Vi overholder reglerne i naturen ...

onsdag den 16. marts 2022

Gaskkasvággi i Kebnekaiseområdet - en flot, men besværlig dal at vandre i

En af de mere vanskelige dale at vandre i, i Kebnekaisefjeldene er Gaskkasvággi, men det er også en dal mange støder på når de har vandret nogle gange i området, den kan nemlig, på kortet, se ud som en bekvem vej.
Det er den ikke!

Lejr på Čievrraláhku

En af mine mange indfaldsveje til højfjeldet i området er over højsletten Čievrraláhku.

Højsletten nå ved at vandre fra Nikkaluokta og ca. 3 kilometer ind i Laddjuvággi mod Kebnekaise fjeldstation. Jeg har tidligere nævnt, at det gælder om at komme så hurtigt som muligt væk fra fjeldbirkeskoven og myggene, og skov er der hele vejen til Kebnkaise fjeldstation.

Der er også skov i starten af denne rute hvor man går ad det brede og slidte spor mos vest. Ved den første, eller umiddelbart efter, stålbro drejer man ind i skoven mod nord. Inde mellem træerne er der spor efter flere teltpladser og går man igennem det område finder man let stien der snor sig videre ind. Der er ca. 3 kilometer fra Nikkaluokta til broen.

Op gennem skoven

Følg stien der snart stiger og slynger sig rundt og op. Det er en relativ hård opstigning fra ca. 510 moh ved broen til 950 moh, som skal klares på én dag. Der er ingen teltmuligheder på vejen op. Når du når til den store klippeblok er det på tide at holde en pause og pladsen her er fin. Går du turen op finder du et lille vandløb i buskene til venstre for stenen. Mod vest. Led efter det. Vandet er fint.

Når du går videre lysner det. Træerne bliver lavere og vokser mere spredt og snart er du ovenfor dem og har fin udsigt. 
Der er fine teltpladser og rent vand ved de små søer som du skal hen til.

Den store sten


Lejr ved søerne

Når du går videre fra lejren ved søerne så forsøg at holde dig på 900 moh-kurven. Her er det lettest at vandre. Terrænet stiger en smule op til 1000 moh ved kløften hvor renvokterhytten ligger lidt længere mod vest. 

Kryds kløften. Der er lidt vand men sjældent mere end den bare kan springes.

Du fortsætter nu i ret jævnt terræn der dog er lidt sumpet hist og her, men bare fortsæt mod søen Čievrrajávri. Med god vilje kan man godt finde et par tørre teltpladser ved søens nordende, men det er bedre at fortsætte længere frem.

Ruten der er markeret på fjeldkortene er håbløs her. Følger du den er der dels ingen teltpladser, men til gengæld blokmark over en lang strækning.

Lige før nedgangen i Gaskkasvággi

Det er bedre at gå mod nord op til de små søer. Der er et lille vad ved søerne men det er let nok. Både på holmene ude i det deltalignende vandløb og efter dem kan du finde fine teltpladser med flot udsigt.

Fortsæt herfra i en bue mod nord frem til søen lige under fjeldet Várdu og derfra hen til søen 1117 moh.

Herfra går det stejlt ned i Gaskkasvággi. Du skal ikke over broen men dreje mod vest og følge vandløbet. Vandløbene du møder på vejen giver ingen problemer, men før søen 1093 moh. skal du krydse gletsjerstrømmen.
Det bedste sted er lige efter du har krydset vandløbet der kommer ned fra Darfáčohkkas gletsjer.

Bemærk at hvis du tænker at det da må være bedre blot at krydse over ved broen efter nedgangen og gå på elvens modsatte side så er det det ikke. Gør du det alligevel kommer du til at bøvle med gletsjerstrømmen fra Nijbáš, og den er ikke lettere end den anden.

Vadet over Gaskkasjohka

På vadets modsatte bred er der fine teltpladser med flot udsigt mod Gaskkasčohkka og dens gletsjer.

Når du vandrer videre starter det med let vandring i et let stenet terræn, men blokmarken tager stille og rolig til, og når du når søen 1145 moh så er det regulær blokmark langs med den. Du kommer til at gå på store blokke næsten nede i vandkanten.

Blokmark i Gaskkasvággi

Når du har passeret søen så går det opad igen gennem et lille pas og også her er der stenet og goldt. Du kommer op i over 1200 moh når du når dalens midte. Her kan man godt finde teltpladser hvis man leder.

Imellem stenene er der rimelig plane græspartier hvor der godt kan stå nogle telte. 
Når du går videre ender du i en lang etape udelukkende med blokmark så skal du telte skal du gøre det før den strækning for fortsætter du er der ingen mulige teltpladser før ude ved Kungsleden.

Du skal forberede dig på seks kilometer med stenblokke og det er ikke ret sjovt i regnvejr, men er du heldig med vejret så er det en flot rute at vandre. Altså hele ruten fra Nikkaluokta gennem Gaskkasvággi og ud til Kungsleden ved Sealgga-hytterne.

Hvis du vil have en mere udførlig beskrivelse af ruten og de mange andre spændende ruter der er i området så har jeg skrevet en bog om området. Klik på billedet for at læse mere ...