Efter indlægget om Siŋŋivággi fortsætter her beretningen fra sommerens fjeldtur.
At noget udstyr går i stykker er altid en fjeldguides største mareridt, og selvom de så ud til at være fixet og at brugeren ikke kunne mærke forskel på at vandre med dem, var jeg alligevel lidt nervøs. Jeg skjuler det men holder i baggrunden øje med udviklingen.
Vi fortsætter turen ...
De havde godt nok lavet noget af et kunststykke ud af de støvler.
Vi lå nu nedenfor en længere opstigning og der var et godt stykke til næste mulige lejrplads.
Inden vi nåede opstigningsstedet måtte vi krydse et vandløb men på trods at de bekymringer jeg hjemmefra havde med hensyn til sne og vandstand så var det meget let. I andre år hvor jeg har gået her har der været snebebro som havde lette overgangen. Den var der ikke i år men til gengæld var der heller ikke ret meget vand i vandløbet.
I 2015 hvor jeg gik samme tur blot fra den modsatte side gik vi nærmest i sne hele vejen ned til Guodekjohka, I år var der ingen sne.
Vi lå lidt ovenfor søen på nogle fine pladser. Nogle ville ned til søen og fiske. En times tid efter kom de op igen med en flot ørred som straks blev tilberedt.
Vi var stadig heldige med vejret. Vi havde masser af sol og ingen regn. Det var heller ikke koldt så indtil videre gik det hele fint.
Da vi næste morgen brød lejren var vejret stadig fint. Vi havde en pæn vandring foran os i blandet terræn.
Mange der vandrer i fjeldet synes, at det er sjovt at finde rengevirer til at tage med hjem som souvenirs.
Sådan er det også på mine hold. De samler de første små og gamle de finder og det også selvom jeg siger at lidt længere fremme er de meget større og der er flere.
Når man vandrer udenfor de markerede ruter så er der ikke megen konkurrence med hensyn til at samle rengevirer, eller renhorn, som samerne kalder dem.
Mine deltagere slæber hjem og det selvom de sikekrt har nok i rygsækken i forvejen, men de er da også sjove at have med hjem som minde om turene.
Vi bevæger os på en kurs der er parallel med Laddjuvággi over imod søen Gávguljávri. Vi kommer længere ned og i dalene vokser der pilekrat. Med klimaforandringerne har pilekrattet, der er fjeldvandrerens fjende nummer et, også bredt sig.
Pilekrat er besværligt at vandre i og det går ikke hurtigt. Sumpet er der også ind imellem, men vi kommer da frem.
Vi passerer krattet og et større vandløb som vi dog også klarer uden at få våde fødder.
Vi holder frokostpause ved en lille sø og Torben prøver igen lykken med fiskestangen og fanger let endnu en fisk.
Vi vandrer nu over et mindre pas og derefter langt ned imod søen Gávguljávri. Dalen søen ligger i er lun og her er træer. Ikke høje træer men fjeldbirke der står spredt og gør udsigten smukkere ud over søen.
Vi leder nu efter en god lejrplads. Dagen har været lang i et ikke alt for let terræn og jeg fornemmer træthed i rækkerne. Der er bare ikke lige de teltpladser vi skal bruge. Vie er jo mange telte.
Vi går videre og finder til sidst et flot sted hvor vi slår lejr.
Fortsættes ...
De andre afsnit kan ses her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar