Vandretur, Kungsleden special!

Hvorfor nu Kungsleden igen? Kan han ikke finde på andet?
Sådan er der sikkert flere der spørger sig selv når jeg nu atter skriver om det område og den rute.
Det er en flot og varieret rute så tag med på en guidet vandretur i sommeren 2017!

Specielt for folk der ikke vil bruge "hele" deres ferie på at rejse er strækningen fra Ábisko til Kebnekaise velegnet, men på grund af hytterne der ligge i bekvem afstand af hinanden, så er ruten også meget velegnet for vandrere der gerne vil sove behageligere, end i et telt.
På ruten kan man bo i hytter undervejs og dels have det lidt mere bekvemt og dels spare på vægten i rygsækken, men man kan også vælge en kombination hvor man har et telt med og sover i det på de nætter hvor vejret er fint, og blot holder hytterne i reserve ved eventuelt regnvejr.
Der er proviantsalg på hver anden hytte på ruten.

Turen her kan alle med en rimelig kondition vandre.

Jeg gentager succesen fra sidste år og arrangerer atter i 2017 en vandretur ad denne strækning af Kungsleden - og dog, ikke helt!

Når deltagerne har en erfaren fjeldguide med skal der også ske andet end blot at vandre på Kungsleden. Det kan stort set alle nemlig sagtens gøre uden en guide!

Derfor, betaler du for en guide skal du også have noget ekstra og det skal du få!

Ruten som jeg leder i 2017 har disse etaper og her har jeg lagt et par anderledes strækninger ind der ikke følger Kungsleden:

Fra Ábisko vandrer vi, samme dag som vi ankommer med toget til Ábisko Turiststation, de 6 kilometer der er til Gorsavággi-hytten. Det er en let strækning der fører gennem fjeldbirkeskov op i fjeldet ovenfor trægrænsen og er således en blid indgang til fjeldet og en god startstrækning.

Dag 2 tager vi en spændende strækning op over fjeldet og ned til Ábeskojávri-hytten. Dette er en spændende strækning med masser af flotte udsigter og en strækning hvor vi flere gange har set både jærv og elg.

Dag 3 fortsætter vi ad Kungsleden ned til Álisjávri-hytterne hvilket også er en rigtig flot strækning. Vi får et godt blik op mod Godučohkkas gletsjere.

Dag 4 vandrer vi fra Álisjávri-hytterne videre sydpå til Čeakča-hytten. Strækningen er let vandret så der er masser af tid til at nyde udsigten gennem den brede dal og til fjeldtoppene.

Dag 5 bliver endnu en spændende dag med interessant og lidt anstrengende vandring gennem en af fjeldmasivets mere spektakulære dale til Nallu-hytten i Stuor Reiddavággi.
Strækningen giver et godt indtryk af fjeldmassivets indre deles markante fjeldformationer.

Dag 6 bliver atter relativ let hele vejen ud igennem Stuor Reiddavággi til Sealgga-hytterne.

Dag 7. Nu går turen videre ned ad Kungsleden til Siŋŋi-hytterne med flot udsigt hele vejen i ret let terræn.

Vi lægger en pausedag ind et sted vi sammen aftaler.

Dag 9 bliver sidste dag inde i fjeldet og nu går turen ud gennem Laddjuvággi som er en rigtig flot og imponerende dal, til Kebnekaise fjeldstation.

Herfra flyver vi med helikopteren ud på dag 8 og rejser hjem igen.

Hvis dette er noget for dig så er du velkommen på turen som du kan læse mere om her!

Vil du vide mere end du kan læse dig til er du altid velkommen til at kontakte mig på mail ljunggren@outsite.org eller på telefon 3160 0978.

Geoviden

Geoviden nr. 3 2016 er på gaden.
Bladet handler denne gang om Rubbjerg Knude

Læs om Rubbjerg Knudes opståen og geologiske udvikling.

Gennemgangen og de mange billeder og plancher gør det til ganske interessant læsestof.

Hent bladet som PDF-fil her!

Her kan du også finde tidligere numre ganske gratis.

De nordiske fjeldes geologi

Når vi tager på tur gør vi det ofte for at få nye indtryk, for at se spændende natur og eller dyreliv, planter, anderledes landskaber og så videre.
Det man ikke selv bor i er altid lidt forjættet og interessant som turmål. Vi vil gerne opleve anderledes natur og mange drages til Norge, Schweiz eller andre bjergrige egne. Nogle foretrækker skov- og sørige områder eller andre områder der er forskellige fra det hjemlige.

Når vi tager på tur gør vi det ofte for at få nye indtryk, for at se spændende natur og eller dyreliv, planter, anderledes landskaber og så videre.
De fleste bliver drevet af en kombination af at holde ferie og under den få oplevelser der ligger udenfor dem man får i hverdagen. Nogle af os foretrækker sol og sommer og badeferie, mens andre foretrækker aktiv ferie på den ene eller anden måde, og en af dem er vandring i Skandinavien eller andre nordlige områder.
Nu nævner jeg ikke Skandinavien fordi det er det eneste sted det er værd at vandre i! Det er det ikke, eller det er det ikke for alle men nogle af os foretrækker den barske natur og det køligere klima.
Uanset er det man ikke selv bor i er ofte lidt forjættet og interessant som turmål. Vi vil gerne opleve anderledes natur og mange drages til Norge, Schweiz eller andre bjergrige egne. Nogle foretrækker skov- og sørige områder og nogle foretrækker barfjeldet oven for trægrænsen, men ofte områder der er forskellige fra det hjemlige.
Alt dette er der ikke noget mystisk ved men for nogle kan kontrasterne næsten ikke blive store nok, og når man bor i et fladt land som Danmark så har for eksempel Norge og Sverige, med deres vilde fjeldnatur, gennem tiderne virket dragende på os. Det gør de stadig og rigtig mange tager dertil på bilferier, camping, ski- og vandreferier for at opleve fjeldlandskabets vildhed og smukke anderledes natur.

Ofte er det sådan at man er ret benovet og spændt på den første tur. Hvordan skal det gå. Kan jeg klare distancerne fra dag til dag hvis det er en vandretur. Kan jeg overhovedet sove derude og hvad nu hvis det ender med at regne hele tiden eller det er koldt og så videre.
Der kan være mange overvejelser over hvad man skal have med og man finder hurtigt ud af at begrænse sig og tage noget fra når man hjemme har testet rygsækkens vægt. Den første tur er måske ikke optimal hverken med hensyn til grej, rutevalg eller forventning til egen formåen, men det lærer man af og har man fået smag for 'vildmarkslivet' stopper man ikke af den grund, men justerer grejet og alt det andet så næste tur bliver optimal.
Senere, når man har ‘overlevet’ den første tur og måske flere og begynder at føle sig mere hjemme derude, får man mere overskud til andet end at ‘overleve’. Dagene bliver gradvis rutineprægede, afslappede og man ved hvordan dagsetaperne føles i benene. Rygsækkens vægt på kroppen bliver man også dus med. Når man når det stadie og ikke tænker så meget på overnatningerne, kort og kompas og så videre men har styr på det, får man overskud til andre ting under turen.

For mange er det bjergene, eller fjeldene som vi kalder dem på vore breddegrader, der kalder og lokker med spændende natur. Bjerge er ikke noget vi er vant til i Danmark, hvor det nærmeste vi kommer er grusbunker som Himmelbjerget, Abborrrebjerget og andre højdepunkter i den danske natur, men egentlige klipper finder vi kun på Bornholm, men heller ikke der er de så høje som dem vi finder i vore nabolande Norge og Sverige. Og slet ikke så øde.
Men, af den grund er Danmark ikke kedelig som vi senere skal læse når artiklen her når til Danmark, men en lille smagsprøve kan vi indføre her når nu Himmelbjerget er nævnt. Himmelbjerget rejser sig 147 meter over havets overflade, men hvordan opstår sådan en 'bakke' så? Himmelbjerget er en såkaldt 'falsk bakke' geologisk set og det er dannet ved at enorme smeltevandsmasser i istidens slutning gravede sig ned i jordlagene og dannede de tunneldale hvis skrå sider danner den 'falske' bakke. En ægte bakke er jævnt afrundet på alle sider. Tuneldalen der dannedes ved foden af 'bjerget' rummer i dag Julsø.
Det er forståeligt når den bjerghungrende søger til bjergrige lande for at få fjeldoplevelser, men ikke kun fjeldoplevelser. Også fornemmelsen af øde vildmarksstræk i meget tyndt befolkede områder som for eksempel det man finder i Lapland, rejser mange af os gerne langt for at opleve.
Mange af os er startet med at se den vej når vi taler om nordisk friluftsliv og for mange er fjeldet stadig ‘det forjættede land’.
Vi sparer op og køber grej, kikker på kort og vælger område eller områder vi gerne vil opleve og vildt skal det være, men de fleste af os ender alligevel med at starte lidt blidt og tager Kungsleden fra Ábesko mod syd, og drejer fra mod Kebnekaise hvilket er et rigtigt godt bud på en begyndertur hvor man dels oplever en meget varieret fjeldnatur og alligevel har hytternes nærvær langs ruten som sikkerhed.
Er det i Norge er det ofte Jotunheimen, Hardangervidda og Rondane der står for skud og som er gode begyndervalg.

 Men hvorfor er det lige at de skandinaviske fjelde er bedre, eller venligere, at vandre i en for eksempel Alperne? En bjergkæde er vel en bjergkæde?
Ja det er det i princippet og for nu at blive ved Alperne og de nordiske fjelde så er de danent på samme måde. Begge er såkaldte foldekæder. Hvad det er kommer vi tilbage til senere.
Forskellen der har betydning for os vandrere er blot at de nordiske fjelde er mange millioner år ældre end Alperne og derfor har erosionen (nedslidningen) af bjergene varet længere, og har derved slidt fjeldene ned hvorved der er skabt et vandrevenligt fjeldområde med blødt afrundede fjelde der er let at vandre i.

Alperne er ligesom Den kaledoniske foldekæde (de nordiske fjelde) en foldekæde, men mens Den kaledoniske foldekæde er dannet i Silur tid for ca. 420 millioner år siden, er Alperne dannet i Kridt-Tertiær (for 110-5 mio. år siden) ved Europas sammenstød med Adria, et mikrokontinent, løsrevet fra det afrikanske kontinent i Jura (for 150 mio. år siden), og som under rotation er blevet presset ind i Europa. Ups, det var nørdet, men geologien vender vi tilbage til senere.
Alperne der faktisk stadig rejser sig er, som man kan se, meget unge geologisk set og er derfor ikke så slidte hvilket viser sig ved høje stejle bjergsider, tinder og ikke så vandrevenligt som fjeldene. Der er få pas der kan forceres fra den ene dal til den anden og turen over er lang.
Nu skal dette ikke være en artikel om fjeldvandring eller ikke fjeldvandring eller noget om hvor jeg syntes du skal gå, men blot en apetitvækker til måske at gøre tingene lidt anderledes end du plejer.
Mange har en tendens til altid at lede efter markerede stier når de vælger tur. Markerede stier kan være Skåneleden, Skjoldungestien, Kungsleden elelr en af de mange vandreruter i Norge - der er et utal af vandreruter.
Mange af disse etablerede og markerede ruter går igennem interessante områder og mange steder er der masser af læsestof om ruten og området i bøger og foldere så de er lige til at gå til.
Alt det er jo udmærket, men hvorfor ikke forsøge dig med dine helt egne ruter der ikke følger de markerede stier? Det kræver lidt mere forberedelse selv at tilrettelægge sin rute, men du får flere og anderledes oplevelser.
Men, et sted skal man jo starte!

Går du Ábesko - Kebnekaise - Nikkaluokta for eksempel, så tørster du måske efter mere når du kommer hjem fra din første tur. Du drages af fjeldmiljøet og har kikket ind i Kungsledens sidedale og har hørt beretninger om spændende ture udenfor de markerede ruter fra andre mere erfarne vandrere, du har mødt på din tur, og du drømmer måske allerede nu om at udforske området mere. Eller måske vil du prøve kræfter med et andet fjeldområde som Sarek der er mere øde, eller måske syntes du rejsen til Ábesko er lige lovlig lang, og vælger et område i Sydnorge hvor Hardangerviddas vide slette og gletsjeren Hardangerjøkulen eller Jotunheimens alpine fjeldmassiver frister.
Under mine første ture, der netop gik til strækningen Ábesko - Kebnekaise - Nikkaluokta, og hvor jeg oftest vandrede alene, søgte jeg ind imellem til hytterne. Ikke for at overnatte, det har jeg dog gjort nogle gange, men mere for at møde andre fjeldvandrere og blot sidde i hyttens køkkenafdeling og høre på de andre vandreres beretninger om ture i området. Det kan jeg godt anbefale nye fjeldvandrere og det uanset hvilket område man vælger. Der er rigtig mange erfarne fjeldvandrere man kan høste fiduser af, og måske kan man lokke informationer om deres helt egne ruter i området fra dem. Eller måske anbefaler de dig et andet spændende område det er værd at prøve.
Hytterne, og ruterne mellem hytterne yder også en vis sikkerhed for dig der ikke er så erfaren. Du kan benytte hytterne til at telte i nærheden af og måske i, hvis vejret bliver for surt. Du kan også proviantere i nogle af hytterne så du ikke behøver at bære så meget mad med rundt.
En tur langs en markeret rute med hytter i dagsmarch afstand kan give dig sikkerhed på din første fjeldtur. Du kan sagtens undlade at bruge hytterne, men når de ligger på ruten har du dem altid som sikkerhed og på stien vil du også møde andre vandrere.
Mulighederne er mange, men du ender sikkert ligesom alle os andre fjeldvandrere med at blive ganske rutineret med tiden. Du kikker ikke hele tiden på kort selvom du selvfølgelig følger med så du hele tiden ved hvor du er, men du er nu en rutineret fjeldnavigatør og bruger ikke så megen energi på det som du gjorde på de første ture.

Nu har du overskud til at betragte omgivelserne på en ny måde. Måske går du og funderer over hvilke planter der vokser på din vej, og prøver måske at lære dem udenad ved hjælp af en fjeldflora. Sådan er mange af os startet. Blomstervældet er enormt i fjeldområderne. Måske er planterne ikke så høje når du kommer over trægrænsen, men farveintensiteten i de små vækster er imponerende. I fjeldbirkeskoven finder du en frodig skovbund med meterhøje tidsler og meget andet, og på nogle sletter finder du Kong Karls Scepter der står en halv meter op med sin ejendommelige blomsterstand af læbeblomster. I Ábesko nationalpark og dens omgivelser finder du gøgeurter (vilde orkidéer) og i Darfál-dalen  på en dagstur op til de store gletsjere på Kebnekaisemassivets østvendte fjeldsider, støder du i det tidlige forår, på den lille farvestålende Rhododendron, Lapsk Alperose, der ganske lille blomstrer som en miniature af dens større slægtninge, men med en større farveintensitet mod fjeldets mørke bagrund.

Måske undrer du dig over mangfoldigheden af planter i det ellers golde fjeldmiljø hvor nogle når at blomstre i de elvlejer der indtil midt i sommeren er fyldt med brusende vand, eller undrer dig over at nogle vækster blomstrer allerede lige efter sneen er smeltet i et snefelt der ligger langt hen på sommeren. Men hvorfor vokser nogle planter på et sted og andre på et andet - fjeldet er vel ens i samme højde over havet?
Næh det er det ikke, altså ens over det hele i samme højde. Forskellige vækster kræver forskellig grobund. Nogle som Gøgeurterne ynder kalkholdig jord mens andre ynder mere basisk og nogle som Kvan ynder fugtige områder hvorfor de vokser langs vandløb og så videre. Men fjeldet ser jo ens ud overalt syntes du måske og kikker nærmere efter. Så ser du at det faktisk er meget forskelligt og du tænker måske på hvordan fjeldene egentlig er dannet og hvad de består af, og på den måde åbner der sig en helt ny verden og måde at opleve fjeldet på.

Fjeldet og for så vidt undergrunden overalt på jorden er beriget med mineraler stammende fra nederoderede bjerge idet de forskellige mineralsammensætninger frigøres under erosionen.
Erosion er starter allerede under bjergets dannelse på grund at is, vand og vejrets indvirkning. Klippens bestanddele frigives og spredes under forvitringen og da fjeldet som nævnt ikke er ens overalt, og ikke alle steder indeholder de samme bestanddele (næringssalte), så giver forskellige områder grobund for forskellige vækster. Når vækster vokser op dør og rådner væk indgår de i et økologisk kredsløb der beriger jordbunden med organisk materiale, og øger dermed chancen for de planter der for eksempel ynder sur jord som den man finder i fjeldets mange frodige moseområder.
De næste afsnit er nørdede - nu er du advaret og jeg bliver ikke sur hvis du stopper her forde du måske syntes at al den teori er helt ligegyldigt for dig.

Lad os se lidt på hvordan fjeldene er skabt.

Figur 1.

Tværsnit af jorden. Man ser her dens opbygning skematisk fra inderst til yderst.
I venstre side er ilustreret opdelingen i.f.t. sammensætningen. Højre side viser den 'rheologisk opbygning' hvilket er opdelingen efter strømningsforhold i kappen.
Pladebevægelserne, der er årsag til bjergkædedannelserne, er de indbyrdes bevægelser af stive litosfæreplader, der "flyder" på et plastisk underlag af astheno-sfæren.
Kilde: GEUS

Nu er Jordens geologi et meget stort emne, men med blot lidt viden kommer man langt i sin forståelse af bjergenes oprindelse, og videre udvikling til det de er i dag.

Alle Jordens kontinenter og lande har ikke altid ligget hvor de ligger i dag og det hele flytter til stadighed på sig. Princippet bygger på at lithosfæren består af adskilte “tektoniske plader”, som "flyder" oven på den plastiske asthenosfære. Lithosfæren består af jordskorpen og den øverste del af kappen. Jordskorpen er den øverste del af lithosfæren og er 10-70 km tyk. Fra 100 til 350 km dybde ligger asthenosfæren, der er varm, blød og plastisk. I nogle dybder er den op til 15% opsmeltet. Dette er glidelaget, som de tektoniske plader bevæger sig på.
Da jorden blev dannet og jordskorpen begyndte at størkne dannedes de tektoniske plader hvorpå samtlige kontinenter ligger.

I dag mener nogle forskere, at der for ca. 1,5 milliarder år siden fandtes ét stort superkontinent, som kaldes Rodinia. Det var én samlet landmasse, mens resten af Jorden bestod af et kolossalt hav. Ifølge teorien blev Rodinia splittet op i flere mindre landmasser, som drev rundt på kloden, indtil de for ca. 350 millioner år siden på ny samlede sig. Dette skabte den geologiske histories andet store superkontinent, Pangæa. Mens Rodinia endnu er en usikker teori, anses Pangæa i dag for at være videnskabeligt bevist. Det skyldes, at mange stenarter indeholder bl.a. jern, der er magnetisk. Med avancerede instrumenter kan magnetismen måles, og dermed kan forskerne bestemme, hvor fx en lavasten befandt sig i forhold til polerne, da den blev skabt. Beregningerne har indtil videre givet forskerne et nogenlunde fornuftigt billede af pladernes bevægelser tilbage til for ca. 500 millioner år. Et andet spor af kontinentalpladernes bevægelser er de bjerge, der er blevet presset op langs de kanter, hvor pladerne er stødt mod hinanden. For omtrent 200 millioner år siden blev Pangæa splittet op, og landmasserne udviklede sig til de kontinenter, vi kender i dag. Meget tyder på, at Jordens kontinenter lever et cyklisk liv, hvor de uvægerligt skilles ad for så at mødes igen.

Den Kaledoniske foldekæde

Den kaledoniske bjergkæde findes i dag udbredt på begge sider af Atlanterhavet (Fig. 2), men bjergkædestrøg af lignende alder findes også andre steder på jorden. Bjergkæden omkring Atlanten blev dannet ved opsplitning af et gammelt superkontinent (Gondwana), der bl.a. omfattede Nordamerika og Grønland (Laurentia) og en del af Nordeuropa (Baltica).
Ved opsplitningen mellem Laurentia og Baltica blev Iapetus Oceanet dannet, og det blev igen lukket i Ordovicium – Silur for 480–400 mio. år siden. Herved kolliderede de to modstående kontinenter, og bjergkæden blev opfoldet langs randen af de gamle kontinenter (Fig. 3).
Kontinenterne på hele jorden samledes herefter for 450–250 mio. år siden i et nyt superkontinent  Pangea.
Kilde: GEUS

 (Fig. 4). En senere opsplitning af Pangea begyndte i det tidlige Mesozoikum for ca. 160 mio. år siden og førte bl.a. til åbningen af Atlanten til den form, vi kender i dag. Ved denne nye opsplitning blev den kaledoniske bjergkæde opdelt på langs og enkelte dele fra den oprindelige laurentiske side af orogenet blev skilt fra denne og kan nu findes på østsiden af Atlanten bl.a. i Skotland. Selvom der således i dag er mange tusinde kilometers afstand mellem Østgrønland og Skotland, har disse to områder oprindeligt været nærmeste naboer under den kaledoniske orogenese. Det har derfor stor interesse at sammenligne de to områders geologi.

Den kaledoniske bjergkæde blev oprindeligt først studeret i detalje netop i Skotland, der på latin hedder Caledonia. Herfra har denne bjergkædefoldning fået sit navn. De pladetektoniske bevægelser medfører, at kontinenterne ikke ligger fast på jordoverfladen, men de er i en stadig bevægelse både i forhold til hinanden og i forhold til deres beliggenhed på jorden.
Bevægelseshastighederne er nogle få cm pr. år, men gennem årmillionerne betyder det, at de enkelte dele kan forskydes mange tusinde kilometer. Herved kan et bestemt område komme til at passere gennem forskellige klimazoner, og de geologiske lagserier kan derved afspejle et spektrum af varierende klimatiske aflejringsmiljøer, spændende fra tropiske til arktiske forhold. Dette er fx tilfældet med nogle af de aflejringer, vi finder i den kaledoniske bjergkæde i Østgrønland, hvor dele af karbonataflejringerne fra Nedre Palæozoikum er dannet på et tidspunkt, hvor Grønland befandt sig i en position syd for ækvator (Fig. 4, 5).
Først efter den kaledoniske bjergkædedannelse flyttedes Nordamerika med Grønland gradvist op til sin nuværende nordlige geografiske position.

Den cyklus, der førte til dannelsen af den kaledoniske bjergkæde, spænder over ca. 500 mio. år. I Østgrønland begynder denne cyklus med aflejring af sedimenter, der er ca. 850 mio. år gamle, medens de yngste sedimenter og intrusioner, der indgår i bjergkæden, er ca. 420–400 mio. år. Ved bjergkædedannelsen i Østgrønland blev dele af randzonen til det 1000–3000 mio. år gamle grønlandske grundfjeldsskjold påvirket, således at dele af dette indgår som et medfoldet underlag (basement), der består af rester fra tre tidligere prækambriske orogenkomplekser (Fig. 3 og 6).
Kilde: GEUS
Som tidligere nævnt nederoderes bjerge fra deres fødsel til de med tiden er helt eroderet væk og da de mineraller og næringssalte bjergene består af udvandes, gøder de den jord der er skabt af rådnende plantedele og andet der danner grobund for planter og træer etc.
Faktisk er det således at man kan se på landområdernes frugtbarhed på den måde, at de områder der ligger eller har ligget i istidens gletsjerrandzoner og i randzonerne hvor de nuværende gjetsjere og Grønlands indlandsis ligger, har sedimenter i deres morænevolde der er yderst frugtbare. Dette skyldes at geologi og bioligi er koblet gennem såkaldte biogeokemiske kredsløb.
Der er brug for store mængder fosfor, kalium, magnesium, calsium og jern for at opbygge organismer, og alle de enzymer der understøtter livets funktioner, indeholder disse stoffer og andre.
Jordskorpen består af alle disse stoffer  og når klipperne nedbrydes og forvitrer bliver stofferne opløst af regn- og smeltevand og føres ud i havet eller siver ned i undergrunden og i grundvandet.
Alt der handler om geologi tager mange år men efterhånden skylles alle disse materialer ud i havet fra landjorden, og nogle anvendes af havets organismer, men i sidste ende ender det hele med at bundfældes på havbunden. Senere vil havbunden atter synke tilbage ind i jordens indre. Disse sedimenter smelter om efter atter milioner af år og stiger atter op til overfladen som vulkansk magna (lava).
I områder med vulkansk aktivitet bliver jorden derfor beriget med næringsstoffer hvilket giver den en høj biologisk ydeevne og velstand og høj befolkningstæthed.
Alt dette er fjeldet. Og meget af det man helt synligt ser på billeder og i fjeldet eller andre bjergrige egne er jo disse voldsomme kræfters 'hærgen' over voldsom lang tid - vi taler om millioner af år og hvem fra 'fladlandet' vil ikke opleve resultaterne af det?
Det vil vi alle og jeg selv er også en af dem der altid har været fascineret af bjerge, og især fjelde i arktiske egne.
Med hensyn til Den Kaledoniske foldekæde er vi ikke helt sikre på om vi faktisk ser resterne af den i Skandinavien, eller om der er tale om at den er helt borteroderet og det vi ser nu er en rejsning af grundfjeldet der sker i takt med at de overliggende skolle eroderer væk og fjeldet bliver lettere og derfor hæver sig langsomt igen.
Jeg kender begribelig vis ikke samtlige interessante lokaliteter i fjeldene i Norge og Sverige, men jeg kan nævne nogle få.
I Kebnekaiseområdet, som er det område jeg bedst kender, finder vi på Kungsleden blot få kilometer syd for Ábesko en forekomst af dolomit. Lokationen kaldes 'Malmbruddet' idet man i begyndelsen af nittenhundredtallet brød kalkstenen dolomit her. Klippen, der i dag er et udsigtspunkt fremstår som en høj på cirka 10 meter med en lodret væg ned mod elven. Dolomit er en magnesiumrig kalksten men bruddet var urentabelt og blev relativt hurtigt opgivet.
Man ser tydeligt dolomitten i fjeldet hvilket man også gør i Abiskojokkas kløft man passerrer tæt allerede efter starten på Kungsleden.
En anden spændende lokalitet i området er Sjangeli-minen lidt nord for Unna Allagas. Her brød man fra slutningen af 1600'tallet og frem til midten af 1800'tallet, kobber. I dag er minen lukket og afspærret idet gangene er vandfyldte, men nogle bygninger og andre spor efter minedriften kan stadig ses.
Cirka 3 kilometer vest for Kebnekaise fjeldstation på ruten mellem Kebnekaise og Singi passerer stien 'Lillberget' som er et såkaldt urfjeldsvindue. Et urfjeldsvindue er er sted hvor alt over den oprindelige og senere klippegrund er slidt bort så man ser urfjeldet. I det lille 'bjergs' flade skoller ses tydelige skuremærker fra istidens rasen.
En ganske interessant forekomst er jern. Jern findes mange steder, men  i Kiruna findes en af verdens største og rigeste jernforekomst.
Kiruna blev faktisk grundlagt udelukkende på grund af de store forekomster af jernholdig mineral og efter fundet blev jernbanen etableret så jernmalmen kunne transporteres ud til kysten til afskibning. Det meste af malmen udskibes fra Narvik i Norge.

Malmen bliver brudt i fjeldet Kirunavaara som ligger lidt syd for hvor byen ligger i dag.
Malmforekomsten er magnetit som her findes i enorme mængder af højlødig malm.
Magnetitmalmen ligger som en linseformet forekomst der er 41 km langt og ca 85 meter bredt. Dybden af forekomsten har en dybde på mindst 2 km.
Malmbrydningen foregår i 775 - 1045 meters dybde under den oprindelige overflade. Indtil 1952 foregik brydningen i en åben mine men i vore dage sker den i et tunnelsystem i verdens største underjordiska mine. Minen og minegangene er stå store at gæster kan køre på turisttur ned i minen med halt almindelige busser som dem der kører rundt i gaderne.
Forekomsten er så rig at den du hvor den strækekr sig langt ind under Kiruna by som den har undermineret faktisk står overfor risikoen for at det hele ikek holder mere. At minegangene risikerer at styrte sammen. Af den grund besluttede bystyret i 2010 at flytte hele byen hvilket man er i gang med.

Geologien i jernforekomsten

De store malmforekomster ligger i prækambriske magmatiske, vulkanske og sedimentære bjergarter og er en såkaldt magnetit-hæmatit-apatit-malm med op til 67% jern og 15% fosfor (apatit). Der er to teorier for dannelsen af malmen: Den ældste er, at malmen er dannet ved udkrystallisation af malmmineraler i et magma (likvidmagmatisk dannelse); den nyeste er, at malmen er udfældet på havbunden ud fra vand- og gasudstrømninger (exhalative processer).
De norske fjelde er ligeledes en del af eller resterne af Den Kaledoniske foldekæde og noget af Skandinaviens ældste klippegrund finder vi i Finmarken hvor de øverste 'nye' lag er eroderet vær, og det oprindelige grundfjeld stikker frem. Grundfjeldet er dannet i Prekambrium i tiden mellem 4.5 milliarder år og 600 millioner år siden. I Finmarken er der målt fjeld der er 2 milliarder år gamle. De ældste finder vi dog på Lofoten hvor der er observeret klippe der er 3 milliader år gamle. De ældste bjergarter der overhovedet er fundet er ca. 3.8 milliarder gamle så der er tale om virkelig gamle bjergarter, der næsten strækker sig tilbage til tiden hvor jordens skorpe størknede. Jordens alder anses at ligge på omkring 4.5 milliarder år.
Også i Norge har man udvundet kobber helt tilbage i 1600'tallet i Trøndelag, men også forekomster af molybdæn og jern (hematit) og fra 1753 blev der brudt marmor i Lien. Marmor der blandt andet er anvendt ved bygningen af Marmorkirken i København.
Der har været forsøgt udvinding af en mængde forskellige mineraler som kobber, molybdæn, nikkel og meget andet, men forekomsterne har ikke været så store at det har været særligt rentabelt. I vore dage brydes der mest granit.
Forekomsterne af alt det andet findes imidlertid fortsat den dag i dag på begge sider af den svensk/norske grænse mange steder i fjeldet og kikker man efter det når man er derude finder man også noget ind imellem.
Men, bjerge er ikke de eneste spor efter pladetektonikken og ser vi sydligere, for eksempel i Sydsverige eller i Danmark så finder vi også imponerende spor efter kontinenternes bevægelser. Disse spor er måske ikke umiddelbart så imponerende som de høje bjerge, men ser vi nærmere efter kan vi også opleve rigtig spændende og imponerende natur i disse sydlige strøg.

Kildehenvisninger
GEUS, geus.dk
Sveriges Geologi Från urtid til Nutid, Jan Lundquist m.fl. forlaget Studentliteratur, Lund Sverige
Naturen i Danmark, Geologien, Gyldendals Forlag
Grønlands geologiske udvikling, GEUS forlag

Grønlandskalenderen 2017

Så er den her, årets smukke grønlandskalender der vil pynte overalt på kontoret, i hjemmet eller andre steder.

En smuk kalender i stort format med billeder af Grønlands storslåede natur og med tekst på grønlandsk; dansk og engelsk. Lige til at hænge på væggen.

Fakta

Forlag: Gyldendal
Type: Vægkalender
ISBN: 9788717046030
Udgave: 1
Udgivet: 2016
Sider: 13
Vejledende pris: 189,95

Kungsleden 2016

Ja, Kungsleden og nu trækker det måske lidt i smilebåndet men det bliver værre endnu!
Jeg har faktisk været guide på en hytte-til-hytte-tur fra Ábesko til Kebnekaise!

Pause i Ábesko nationalpark

Det er mange år siden jeg har været en traditionel tur ned ad Kungsledens nordligste og mest befærdede strækning - og hvordan var så det?

Man kan have mange forskellige meninger om Kungsleden men alle er nok enige i, at ruten er flot og fører vandreren igennem et meget varieret fjeldlandskab. Du har faktisk mulighed for at opleve alle aspekter af fjeldlandskabet og flere naturformer på din vandring ad strækningen.

Ruten har jeg tidligere beskrevet i enkeltheder, men det er sjældent at jeg laver hytteture så hvorfor det i år?

Jeg har lavet teltture i mange år og har guidet rigtig mange vandrere rundt i fjeldområdet, men ikke alle har lyst til at lige i telt eller at vandre med mange kilo på ryggen.

Čeakča-hytten set fra Sielmmavággis veståbning

Det behøver man heller ikke vil flere sikkert tænke. Man kan sagtens bringe sin rygsækvægt ned på 12-14 kg hvis man vælger det rigtige grej, men det koster at skifte alt ud

Hytteture har sine fordele men bestemt også sine ulemper. Fordelene er at man ikke skal bære ret meget på ryggen. I hytterne er der senge med vattæpper og hovedpuder, køkken med service og potter og pander så kogegrej behøver man heller ikke at slæbe med. Du kan altså klare dig med en mindre rygsæk og kun 8 - 10 kg for hver anden hytteanlæg har også en lille butik hvor du kan købe proviant. Dette betyder at du kun behøver at bære med til én dag ad gangen. Provianten i hytternes butikker er ikke meget dyrere end den frysetørrede mad du kan købe i danske friluftsbutikker, men udvalget kan variere og noget kan blive udsolgt.

Hytterne ligge i bekvem afstand af hinanden og på den længste strækning, nemlig den mellem Ábeskojávri- og Alisjávri-hytterne kan man sejle 5 km og derved spare benene.

Blokmarken i Sielmmavággi

Men, nu var det jo en tur jeg guidede så at vandre slavisk ad Kungsleden ville jeg ikke. Hytterne ligger sådan at man lige kan vælge en lille 'krølle' på ruten ved at vandre fra Čeakča-hytten ind til Nállu-hytten og derfra ud til Kungsleden igen ved Sealgga-hytterne.
Strækningen er ganske interessant, især når vejret er godt og blokmarken tør. I regnvejr og tåge derimod vil jeg ikke anbefale den. Heller ikke selvom mange guidebøger rangerer den som letvandret.

Letvandret er Sielmmavággi, som den hedder, ikke. Den bør snarere benævnes svær. Ikke så meget på grund af stigninger, men fordi det meste af vejen er blokmark og det endda med store blokke man nogle steder nærmest skal kravle over.

Et kik tilbage mod dalen fra Nállu-hytten

Vejen op i dalen fra vest er let nok idet man blot vandrer over broen ved Čeakča-hytten, krydser Kungsleden og vælger retning direkte på indgangen i dalen. Her går det opad en kort strækning, men inde i dalen flader terrænet ud og der bliver stenet, men stenene er til at vandre på helt frem til den første lille sø.

Herefter stiger ruten atter og blokkene bliver større hvorefter man ender i ren blokmark der varer ved indtil nedstigningen i Stuor Reiddavággi langs vandfaldet til Nállu-hytten.
Er man heldig er der et snefelt der kan lette noget af nedstigningen over blokkene, men helt slipper man ikke.

Den sidste strækning ned er ret stejl, men er på græs.

Nede i dalbunden møder man træt efter den besværlige vandring en masse vand der skal krydses. Dette kan dog foretages fra sten til sten ved normal vandstand, og man er hurtigt ovre ved hytten der ligger på en lille knold.

Vi havde fint vejr og når solen skinner klarer man jo nærmest alt og da vi også havde hele dagen til at vandre de ni kilometer der er fra Čeakča-hytten til Nállu så blev det relativt let klaret for de fleste. Uheld eller andet havde vi ikke på trods at det ujævne terræn.

Vadestedet ved Nállu-hytten

Nu var vi temmelig heldige med vejret på vores tur. Faktisk var meldingerne deroppefra ikke særlig positive i perioden op til vores tur. Folk der havde været deroppe meldte om regn og vind og endda om sne, der dog hurtigt smeltede i  dalene, men da vi passerede de første høje fjelde på vej mod Alisjávri lå der stadig nysne på toppene.
Vi fik ikke regn overhovedet men havde blå himmel og sol under hele turen så det kunne der ikke klages over.

Vi var der i noget af højsæsonen hvilket betød mange vandrere både på stien men også i hytterne, men der er altid plads selvom man måske skal ligge på madraser på gulvet.

At være på hyttetur er anderledes for guiden end på teltture idet guiden jo ikke skal finde teltpladser til en masse telte og at hver dag har faste etaper alle kan forholde sig til.

Alt i alt var det en fin tur med positive og friske turdeltagere så succesen gentages i 2017

Bornholm ad kyststierne: Vandreture. Oplev den smukke bornholmske natur

Bornholm er med sin forskelligartede natur og topografi i forhold til resten af landet, virket dragende på de fleste af os, og det uanset om vi er friluftsfolk eller blot tager derover som almindelige turister.


Fra gammel tid har der været anlagt stier hele vejen rundt langs Bornholms kyster. Stierne blev i sin tid anlagt for at strandvagterne kunne komme omkring.

I dårligt vejr og om natten gik de patrulje langs kysterne for at se, om der var skibe i havsnød, og om natten gik de med lys og lygter for ad advare dem om de farlige klippekyster. På den måde undgik skibene at strande, men trods det var der alligevel mange skive der forulykkede og derfor også redningsaktioner. Men på Bornholm var "et godt vrag ikke at foragte", for ofte var der kostbare varer ombord på de strandede skibe.

Bogen her er en udførlig beskrivelse af alle stisystemets etaper og derfor en interessant bog for folk der ønsker at vandre Bornholm rundt eller blot nogle af etaperne. For friluftsfolket der vil overnatte ude under deres ture er der desværre ikke angivet overnatningsmuligheder, så en udførlig vandreguide for længerevarende ture er den ikke, men alligevel syntes jeg den har mange værdier i de udførlige rutebeskrivelser.


Rute- og naturbeskrivelserne giver gode idéer til hvilke strækninger der indeholder elementer man syntes man vil opleve på sine ture og ved hjælp af planer over frie lejr- og shelterpladser kan man let tilrettelægge sine egne ture rundt på øen, og derunder anvende bogens mange informationer til at gøre turene endnu mere interessante.

Fakta om bogen

Af: Søren P. Sillehoved

Forlag: William Dam

Format: Limryg - 10,5 X 20 cm

Sprog: Dansk

Sideantal: 112

Udgivelsesdato: Marts 2016

ISBN-13: 9788793286177

Pris: 130,50

'Danmarks vilde spiseplanter' af Birgit Kristiansen - boganmeldelse

Når vi går derude nyder vi måske mest blot at være derude, men ofte bliver vi også nysgerrige på hvad vi ser. Det kan være landskabet, skoven eller måske de planter der gror derude - måske kan de spises?

I disse år vinder interessen for det nordiske køkken mere og mere frem og dermed også interessen for hvad der kan samles i den danske natur.

Og hvorfor ikke, når vi alligevel går tur i naturen hvad enten det er i Danmark eller i Sverige, se efter om noget af det vi passerer på vores vej kan spises.

Er du på dagtur er det let at tage tingene med hjem og bruge dem i køkkenet og er du på en længere tur kan urter og bær være værdifulde og interessante tilskud til din turmad.

Birgit Kristiansen har skrevet denne flotte og rigt illustrerede bog om Danmarks vilde spiseplanter.
Bogen er ganske flot og informativ og hver af de 100 planter der er nævnt er udførlig beskrevet med art, anvendelse og hvilke dele af planten der kan spises.
Hver plante er også angivet med voksested, historisk anvendelse og selvfølgelig om den kan forveksles med andre planter der måske er giftige.

'Danmarks vilde spiseplanter' er en bog alle der interesserer sig for naturen og for naturens spisekammer bør have i reolen.


Fakta om bogen
Forfatter: Birgit Kristiansen
Type: Bog
ISBN: 9788702182033
Udgave: 1
Udgivet: 23. august 2016
Format: 195 X 195 cm
Antal sider: 295
Forlag: Gyldendal
Vejledende pris: 349,95

'Flade fødder'

Nu har jeg efterhånden været aktiv fjeldvandrer og friluftsmenneske i 47 år og i en eller anden grad slider det på kroppen. Ikke at jeg mærker væsentlige skavanker, men med årene bliver det hele lidt slidt og har vanskeligere ved at restituere sig.

Det største problem har været fødderne der efter mange års vandring med tung rygsæk bliver 'flade' om eftermiddagen efter en lang vandring i vandrestøvler - hele min mellemfod synker og mine fødder er helt flade. Næste morgen efter en nats hvile retter de sig igen, og der er ingen problemer før de atter er 'flade' og ømme om aftenen.

Eller sådan var det indtil for et års tid siden da jeg begyndte at gå med indlæg. Indlæggene holder fodens knogler på plads så jeg ikke bliver så træt og øm efter en dags vandring, men de løser ikke helt problemet for når jeg ikke gik med indlæggene skete der det samme, fødderne blev flade og ømme.

Klart nok idet indlæggene jo kun holder foden i rette stilling, men det der skulle bære foden oppe, muskler, ledbånd og sener, fik det jo ikke bedre - eller måske tvært imod, idet indlæggene ikke er med til at styrke muskulaturen i fødderne, og derved træne dem i at holde sig selv oppe.

Hvad gør man så for at træne fødderne?

Nu er jeg jo ikke ortopæd, fysioterapeut eller andet af uddannelse så jeg selv ville kunne regne en sikker måde ud, men jeg fik alligevel den idé at det at gå barfodet rundt så meget af tiden hjemme måske ville styrke føddernes muskulatur, så de bedre holdt 'formen' også i vandrestøvler.

Nu kan man jo ikke bare uden videre skifte fra sko til bare føder i hverdagen. Jeg bor på en grusvej så bare det at komme fra huset til postkassen gør nok mere skade end gavn for fødderne, og flisefortovets hårde overflade er heller ikke godt.

Jeg anskaffede mig i stedet et par Vibram Five Fingers og startede stille og roligt op med at vænne fødderne til at gå i dem. Tilvænningen var dog ikke det store problem. Jeg har normalt sunde fødder med lige tæer jeg kan sprede og arbejde med, da jeg i forvejen har en aktiv gang hvor jeg bruger tæerne til at gribe med når jeg går i blødt fodtøj. Det eneste problem jeg har haft med fødderne er at mellemfoden synker.

Jeg har nu gået med Five Fingers det meste af tiden siden jeg fik dem, og det til stor moro for mine omgivelser der her i min lille by aldrig havde set mage. Sko med tæer, det er for skørt og da mine er sorte ligner de gorillafødder, hvilket har givet anledning til megen moro.

Jeg har nu haft dem i knap en måned hvilket ikke er tid nok til at se et egentligt resultat endnu, men jeg fornemmer alligevel at mine fødder er mindre trætte efter en hel dag, end de er når jeg går i andre sko eller sandaler.

Det bliver spændende at se hvordan det går efter nogle måneder, men jeg er allerede nu så begejstret at jeg ikke sådan lige falder tilbage på "rigtige" sko med mindre jeg skal til noget særligt, og nu skal jeg have bestilt et par mere så jeg har noget at skifte imellem.

Vibram Five Fingers købes hos Alun.dk

Ny rute i Sydsverige

Igennem efterhånden rigtig mange år har jeg tilrettelagt vandreture i det Sydsvenske. Jeg kan rigtig godt lide Sveriges anderledes natur og skovområder, og ikke mindst i de egne hvor klippegrunden dominerer og skaber en natur vi ikke ser i Danmark bortset fra måske på Bornholm.

Lejr ved Mørrumsåen

Det hele startede med turen 'Raslången rundt'. Men hvorfor lige den? Jo, jeg elsker vand og lejrpladser enten ved søbredder eller ved bredden af et klukkende eller brusende vandløb. Jeg kan godt lide den afstressende lyd af bølger i vandkanten, klukken fra bækken eller den overdøvende lyd af elven i fjeldet der maser enorme vandmasser ned gennem kløfterne fra gletsjerne derinde i massivet.

Mange syntes jeg er underlig på det punkt idet de syntes man skal tisse hele tiden når man hører rislende vand, men jeg syntes altså det er hyggeligt. I øvrigt overdøver de kraftige vandløb også naboens snorken.

Man kan ikke altid være på fjeldet og i øvrigt er der også mange andre steder i Norden der er flotte eller som sagtens kan tilfredsstille trangen til vildmarksliv, og også uden at være vildmark.

Derfor søgte jeg for mange år siden områder i Sydsverige der mindede lidt om vildmark og områderne i Blekinge og nordpå kan fint bruges.

Efterhånden har jeg været i det område så mange gange at jeg kan det udenad og desuden er mange andre også begyndt at bruge det. Jeg endte nemlig med at skrive en artikel i et friluftsblad med kort og angivelse af samtlige ruter jeg har 'opfundet' i området.

Jeg bruger udtrykket 'opfundet' idet jeg aldrig går ture ad markerede ruter. Skåneleden, Blekingeleden og hvad de alle sammen heder er for mig 'no go'! Bevares, jeg bruger bidder af ruterne og skovveje og stier, men laver altid mine ruter så der er flere etaper gennem usporet terræn, og turene er altid rundture fra et sted hvor man kan parkere bilerne eller hvor der er en togstation.

Et godt spot med søudsigt - her fra en kanotur.

Men som nævnt er mulighederne i det område efterhånden opbrugt så der skal nytænkning til.

Sidste 'opfandt' jeg en udmærket tur, efter hvad deltagerne sagde på den første tur, ved Mörrumsåen og i kommende weekend tester vi en ny rute i det østlige Blekinge.

I kan læse mere om den rute i næste indlæg når jeg er kommet hjem efter weekenden.

Har du selv fået lyst til at deltage på turene så kontakt mig eller se vore ture på www.outsite.org. Der kommer flere ture i efteråret!

Knud Rasmussen "Den Store Slæderejse"

Ja jeg ved det godt! Det er en gammel bog og en gammel mand født i 1879 i Ilulissat som søn af en danske præst og døde alt for tidligt i en alder af kun 54 år i 1933.
Jeg kan ikke huske ham selvom jeg heller ikke er ung mere, men jeg husker hans eftermæle som allerede da jeg var barn satte de spor i mig der senere har ført til et langt liv med friluftsliv der den dag i dag ikke er stoppet.

Jeg pløjede mig allerede i de tidlige barneår igennem alt hvad Knud Rasmussen havde udgivet og som jeg kunne finde på biblioteket, og læste med interesse og eventyrlyst om slædefærder i øde arktiske egne, og drømte mig afsted på min egen hundeslæde.

Her mange år efter står min slæde på terrassen ved vores hus i Herfølge, og alle Knud Rasmussens udgivelser står på reolerne i mit arbejdsværelse, der rummer et stort bibliotek af arktisk litteratur og rejseberetninger.

Den opmærksomme vil lægge mærke til at min slæde er østgrønlandsk, mens Knuds er vestgrønlandsk.

Det er flere år siden jeg sidst læste Knud Rasmussen, men Gyldendals genoptryk af "Den Store Slæderejse" samtidig med et genoptryk af Niels Barfoeds fantastisk gode biografi om Knud (ja jeg tillader mig at være på fornavn idet jeg syntes jeg ligesom kender ham), fik mig atter til at læse om slæderejsen. En slæderejse der er foretaget uden lige i historien og det på et tidspunkt hvor store dele af Nordgrønland, Canada og Alaska stadig var ukendt land.

Slædeturen starter i Hudson Bay og fører gennem ismarkerne tværs over det Nordamerikanske kontinent til Beringstrædet.
Målet var at samle etnografisk materiale via de mange eskimoiske bopladser slæderejsen førte igennem.

Fakta:
Titel: Den Store Slæderejse
Forfatter: Knud Rasmussen
Forlag: Gyldendal
Bog: Paperbag
Sideantal: 272
ISBN: 978-87-02-19073-1
Pris: 129,95










Efter at have læst Knuds bøger ville jeg gerne lære manden bag rejserne bedre at kende men da Knud var død mange år før jeg blev født måtte dette ske ved at læse biografier og dem har der været nogle stykker af gennem tiderne, men den absolut bedste er den Niels Barfoed har skrevet og som for nyligt er blevat genoptrykt efter at have været udsolgt fra forlaget.

Fakta:
Titel: Manden Bag Helten
Forfatter: Niels Barfoed
Forlag: Gyldendal
Bog: Paperbag
Sideantal: 464
ISBN: 978-87-02-20223-6
Pris: 199,95

En krise i livets historie. Nyt nummer af Geoviden

En krise i livets historie. Nyt nummer af Geoviden
For de der interesserer sig for geologi og geologiske aktiviteter i jordskorpen der har haft betydning for vores geografi og udvikling i tidligere tider , er dette et interessant skrift! 
 

I løbet af de sidste 540 mio. år har livet på Jorden været ramt af mange kriser. Seks rigtig store kriser er forbundet med masseuddøen, hvor mange organismer blev udslettet og livet på Jorden ændrede sig. En masseuddøen, hvis primære årsag sandsynligvis var voldsom vulkansk aktivitet, fandt sted i slutningen af Trias-perioden for ca. 201,5 mio. år siden. I den danske og svenske undergrund findes sedimentære lag fra grænsen mellem Trias- og Jura-perioderne, som er særligt egnede til at vise, hvordan økosystemerne på land og i relativt kystnære havområder reagerede under og efter denne krise.

Dette nummer af Geoviden fokuserer på Trias–Jura-lagserien på Sjælland og i Skåne. Forfatternes undersøgelser viser en række hændelser, som indikerer en kompleks sammenhæng mellem ændringerne i atmosfæren og især de ændringer, der skete på land. Der er mange 'brikker' i et stort puslespil, der skal samles, før historien kan fortælles, og geologernes arbejdsredskaber til at løse puslespillet spænder vidt. En væsentlig del af disse redskaber bliver beskrevet i bladet: sedimenter og strukturer i borekerner, indholdet af fossiler, variationer i mængden af iltisotopen 13C, indholdet af pollen mv., som alt sammen er med til at give geologerne en idé om, hvordan landskabet så ud, da aflejringerne blev dannet.

I den sidste del af bladet samles brikkerne og historien fortælles i 4 'øjebliksbilleder', hvor hver situation, fra ørken over sumpskove og efterfølgende erosion til reetablering af vegetation, er vist ved kort og tegninger af, hvorledes man tror, der har set ud i det givne øjebliksbillede, samt fotos af nutidige, tilsvarende landskaber.

Læs Geoviden nr. 1, 2016: En krise i livets historie.

Lapland

Nu er det forår (næsten) og sneen smelter forhåbentlig noget hurtigere i fjeldet end den gjorde sidste forår.
Tiden nu er også den hvor vi planlægger vores fjeldtur eller fjeldture, for nogle af os er heldige og kan komme derop flere gange på en sommer.

I år har vi sat en lidt alternativ tur op. Den ligner en af mine allerførste ture i området mellem Ábesko og Kebnekaise fjeldstation for mange år siden.

Jeg startede, som mange ved, min karriere som fjeldvandrer for mage år siden ved at vandre Kungsleden alene, alene fordi alle i min omgangskreds betraktede mig som underlig når jeg overhovedet ville derop. Med ville de i hvert fald ikke!
Jeg vandrede fra Ábesko og ned til Siŋŋi og derfra ind til Kebnekaise fjeldstation og ud til Nikkaluokta. Jeg brugte hytternes nærhed til mine lejrpladser for sikkerhedens skyld. Det var min første tur i fjeldet og jeg anede faktisk ikke helt hvad jeg gik ind til.

Jeg blev dog hurtigt betaget af fjeldet og mens jeg vandrede nedad Kungsleden kikkede jeg interesseret ind i enhver sidedal, og næste tur blev udforskning af Kungsledens nære omgivelser og sidedalene.
På den måde kunne jeg tilrettelægge en tur hvor jeg dels vandrede Kungsleden og dels lavede en del sløjfer ind gennem de andre dale, og det er med årene blevet til at jeg har gennemvandret hele det mægtige fjeldområde.

En af de ture der blev ud af at krydse rundt omkring Kungsleden er den vi skal vandre til sommer og det er stadig en af de ruter jeg holder meget af og som jeg vender tilbage til. Måske vandrer jeg den ikke præcis sådan som jeg gik den første gang, men elementer af den indgår ofte i mine ture i området, og i år glæder jeg mig til at vandre den igen.

Turen kommer til at have sit udgangspunkt ved Ábesko turiststation og den første dag starter vi blidt ad sporet ind i Gorsavággi hvor første lejrplads vil være.

Herefter vandrer vi væk fra stien og ind i Ábesko nationalpark på den modsatte side af Kungsleden som vi kan se over på tværs over søen. Vi har før set jærv her og elge er der også i nationalparken. Vi følger fjeldkammen Njunesgeahči frem til søen Bozojávri og ud ad nationalparken hvor vi telter anden nat. Der er en fantastisk udsigt fra ruten ned over søen Ábeskojávri og hele nationalparken.

Fra nattens lejr går turen ned i den meget spændende og anderledes dal Hoigganvággi. Vi vandrer mod vest gennem dalen indtil vandskellet hvor vi kan krydse over på dalens modsatte bred og telte.

Nu skal vi op i fjeldet igen og finder vej gennem helt usporet terræn med retning mod Sjangeli hvor vi telter. Dette er også en af turens spændende etaper. Den er ikke svær, men den går lidt opad bakke.

Jeg har med vilje ikke tegnet ruterne ind på kortet idet man kun skal gå dem med guide eller med god fjelderfaring!

Fra Sjangeli går det ned ad bakke ad en tydelig sti indtil vi når Unna Allagas-hytterne. I hytterne er der en lille butik så man kan sagtens få sig en cola eller en plade chokolade eller noget andet hvis man bliver fristet, men herefter vandrer vi atter op i fjeldet med retning imod Alisjávri. Landskabet heroppe er også spændende og afsluttes med en imponerende udsigt ned over Kungsleden og de mange søer.

Vi når nu Alisjávri-hytterne hvor der sørme også er en lille butik og efter en pause vandrer vi over til Alisjávri sameby og derfra op i fjeldet mod Visttasvággi. På vejen telter vi et flot sted med fin udsigt.

Nu resterer der en let vandring nedad mod Visttas-hytten som vi passerer for at telte på dalens modsatte side. Flot vandring og fin lejrplads.

Nu skal vi atter ind i højfjeldet i en af områdets smukkeste dale Stuor Reiddavággi. Stuor Reiddavággi gennemkrydser det vældige fjeldmassiv og byder på imponerende vandring og stejle flotte fjelde til alle sider. Vandringen derimod er ret let og man er hurtigt fremme ved hytter hvor der er fine teltpladser overfor.
Pladsen herinde er en af fjeldets smukkeste og mest imponerende.

Vi fortsætter nu igennem dalen og møder atter Kungsleden ved Sealgga-hytterne. Her er der en butik og her er der altid liv og mange vandrere. Sealgga-hytterne har alle dage være et sted man næsten altid forsøgte at besøge på sine ture. Hytterne ligger midt i en vældig dal og udsigten er imponerende.

Vi telter ved hytterne på nogle flotte pladser med blødt græs og rislende vandløb.

Vores rute fortsætter nu mod syd ad Kungsleden og her er ret let at vandre så man kan bruge energien på at nyde udsigten.
Nu nærmer turens flotte og imponerende finale sig idet vi forlader Kungsleden og drejer ind i Guobirvággi hvor vi telter med udsigt til en af områdets største gletsjere. Vi ligger i sikker afstand og kan nyde udsigten og måske have energi til at gå nærmere under en aftentur fra lejren.

Nu starter vi på en af fjeldområdets flotteste og mest spektakulære passager idet vi skal fra Guobirvággi over i Darfálvággi. Ruten går højt op og ned langs en gletsjers morænevolde mod Darfál-hytten. Ruten går højt op og byder naturligvis på flotte udsigter og spændende vandring.

Vel ovre passet går det nedad resten af turen gennem dalen Dárfalvággi til Kebnekaise fjeldstation hvor turen slutter.

Nu kan man vælge at tage helikopteren ud af fjeldet og rejse hjem eller man kan vandre ud til Nikkaluokta.

Vil du vide mere om turen kan du læse om den her: https://www.outsite.org/ture-kurser/57-fjeldtur-rundt-om-kungsleden-og-kebnekaise 

Nye ture nye ruter

Jeg vandrer rigtigt meget i Sydsverige både alene og med Outsite, og gennem tiderne har jeg "opfundet" rigtig mange ruter.

Igennem usporet terræn.

De fleste af de ruter jeg laver er beregnet på mine mange guidede ture i skovene derovre, og her har jeg nogle ganske særlige kriterier for at vælge sted og ruter som jeg gør.

Hvis og når folk betaler for en guidet tur så føler jeg ikke det er nok blot at vandre strækninger af de mange markerede ruter der er i Sverige. Mange af dem, som for eksempel Blekingeleden og strækninger af Skåneleden, er flotte og interessante nok, men markerede ruter kan alle vandre ad uden guide.

Jeg vil derfor gerne bidrage til at folk finder nye muligheder til vandreruter. Det kan man ikke så let i

Fin hængekøjeplads

Danmark, men i Sverige hvor Allemannsretten gælder så man stort set må overnatte hvor man vil er det let. Altså let for såvidt man er i stand til at dels læse kort, og dels at kunne orientere sig med kort og kompas. De svenske skove er ikke som de danske men meget større og mange steder med klipper og sten og tæt underskov, hvor faren for at miste orienteringen er stor.

Jeg har gennem mange år lært mig orienteringens kunst og har gennem tiderne tilrettelagt et utal af ture som kombinationer af stier, skovveje og gennem usporet terræn, og det er den vandreform jeg holder mest af.

I mange år har områderne omkring søerne Immeln, Raslången og de andre søer på grænsen mellem Skån og Blekinge, været mit foretrukne mål og i de områder har jeg lavet mange ruter, hvoraf flere er beskrevet bland andet på Outsite.org.

Nu er disse ruter efterhånden "godt brugte" og mange andre end jeg og mine guidekollegaer på Outsite bruger dem også, så det var efterhånden på tide at finde nye ruter.

Lejr i skoven

Nu er svenske skove som nævnt ikke mage til de danske. Herovre er der mange flere sten og klipper og skovbunden er mange steder temmelig ujævn eller skrånende, hvorfor det kan være vanskeligt at finde plads til flere telte så derfor bruger mange af os hængekøjer. Der skal altså noget research til når nye ruter skal komme på tale.

Nye ruter bliver ofte til på den måde at læsning af kort samt udmåling af rutens etaper fører til en såkaldt "pionertur". En pionertur er en tur der kan gennemføres, men hvor man skal regne med at skulle bruge lidt mere tid på at finde egnede lejrpladser. Altså mere tid end på de ruter der har været vandret og hvor vi ved hvor de mulige og smukke lejrpladser er.

Pionerture er spændende på mange måder for selvom vi har en sikker formodning om at ruten kan vandres så kan vi ikke se på kortene om der er store skovede områder eller områder med vindfælder eller andet der kan føre til langsom fremkommelighed eller hvor man ligefrem skal ændre rute.

Den første etape i det nyvalgte område gik planmæssigt og vi fandt faktisk lejrmuligheder der hvor vi havde forventet at der ville være nogle så nu er mine fremtidige ture i Sydsverige henlagt til dette nye og spændende områder der ser ud til at indeholde en del mulige ruter - det glæder jeg mig til at udforske lidt mere.

Nyt grej

Jeg leder til stadighed efter nyt grej til forskellige ture. Jeg bruger sjældent det samme udstyr til alle ture idet turene ofte kan være forskellige.

Foto: Exped

Igennem mange år har jeg vandret på teltture i Lapland, men i år forsøger vi noget nyt.
En af sommerens ture til Lapland bliver en hytte-til-hyttetur og på den tur vil jeg forsøge at presse rygsækkens vægt helt i bund.

På teltture er det efterhånden lykkedes mig at få presset rygsækkens vægt ned på 14 kilo som startvægt, og det er med telt og proviant til alle dagene.

På hytteturen vil jeg forsøge at få vægten ned på 5 kilo eller derunder. Jeg vil på den tur kun bære proviant til ét døgn idet der kan handles proviant i hver anden hytte vi kommer forbi på den cirka 70 kilometer lange vandretur fra Ábesko til Kebnekaise og ud til Nikkaluokta.

Nu samler jeg så grej sammen og det første der er landet er en 40 liter vandtæt rygsæk fra Exped.

Outsites vinterworkshop '16

Outsites vinterworkshop ved Raslången i Blekinge i weekenden 22. - 24. januar '16 var atter i år et tilløbsstykke og mere end 20 personer deltog for at teste deres grej i vinterkulden.

Mit eget sætop på denne tur var en lavvu fra Tentipi med brændeovn og så er intet jo for koldt.
Jeg plejer jo ellers at overnatte i hængekøje, men som instruktør i år valgte jeg at teste lavvuen som ikke skuffede.