'Broen' - et godt spot i Sydsverige

Så er jul og nytår overstået og foran os venter et nyt spændende friluftsår!
I weekenden tog vi hul på det med en vintertur/workshop i Sydsverige.
17 friske deltagere af begge køn havde meldt sig til, og efter lidt udfordringer med sne på de svenske skovveje, samledes vi fredag aften på shelterpladsen i Blankaviken i Blekinge.

Broen mellem Raslången og Gillesjön

Under en Outsite-tur hvor vi lå så tæt på broen skulle den naturligvis besøges, og det blev den. Man skal så også passere den og efterprøve om den gamle bro stadig kan holde, mens okkerbrunt vand fosser ud under den.

Miljøet herinde i kløften ved broen er altid spændende og meget flot. Årstidernes skiften gør at stedet altid er et besøg værd, og når man er her mindes man første gang.

Gillesjön

Det er mange år siden efterhånden, men projektet dengang gik på at udarbejde en god vandrerute rundt om søen Raslången. En god vandretur er efter min mening en tur i naturen hvor asfaltveje er bandlyste, mens grus- og skovveje kan anvendes, men hvor stier og gennem usporet terræn er det mest interessante. Samtidig skal de lejrpladser jeg vil bruge ikke være etablerede shelterpladser.

De fleste shelterpladser er slidte og bliver mudrede i regnvejr, og de mange indskriptioner og nedrakning af omgivelserne med økser og knive, gør dem ucharmerende. Nogle af dem ligger dog temmelig smukt som den vi undtagelsesvis anvender på nogle outsiteture, pladsen i bunden af Blankaviken.

Udsigt fra shelteret - min hængekøje ses i baggrunden

Men ved planlægningen af en pasende weekendtur med to overnatninger, fredag og lørdag, skulle dasgsetaperne være rimelige for såvel ture sommer som vinter, så derfor blev de nøje målt op.

Lørdagens rute kunne jeg dengang ikke få til at passe, men på kortet førte en sti frem mod overgangen mellem Raslången og den lille sø Gillesjön. På den modsatte bred fortsatte stimarkeringen, så med mindre korttegneren havde tænkt sig at man skulle svømme over, måtte der være en bro!
Imidlertid havde man også været så smart at trykke et stednavn på kortet lige der hvor brosignaturen skulle være så man kunne ikke se signaturen for broen på kortet.

På den første tur blev både broens eksistens og beliggenhed således et sats, men sørme om den ikke var der!

Den gamle bro

Særlig stabil eller sikker så den ikke ud, men den var åbenbart nyere end den der lå længere nede ad strømmen og som end ikke havde gelænder, men alligevel så den tvivlsom ud med manglende brædder, for ikke at tale om alle de løse brædder man opdagede på første tur over.

Den gamle bro skulle også testes og den holder endnu, selvom der nok ikke er mange der har lyst til at gå over den med rygsæk på.

Det er ærgerligt at der ikke er plads til telte i nærheden af broen, men terrænet er yderst kuperet overalt i dens nærhed, men måske kan der engang blive en overnatning i hængekøje i nærheden. Også bredderne af Gillesjön ser lovende ud for en lidt speciel lejr i et specielt miljø.

Vi har nu anvendt broen under et utal af ture. Områdets beskaffenhed gør nemlig, at man kan tilrettelægge uendelig mange interessante og forskellige ture derovre, og alligevel anvende den samme bro.

Kungsleden Abisko - Nikkaluokta, etape VII

Så er fjeldturen næsten slut og vi mangler blot den sidste etape gennem birkeskoven til Nikkaluokta, hvorfra der går bus til Kiruna.
Man kan selvfølgelig 'snyde' og tage rutehelikopteren fra Kebnekaise fjeldstation til Nikkaluokta, men foretrækker man at vandre kan man sagtens det, og det kan være en god måde at forlade fjeldet på og atter søge ned i lavlandet.

Et kik tilbage ad sporet mod Kebnekaise

Se kortet over ruten i den foregående blog her!

Darfáljohka fra broen

Etape 7, Kebnekaise fjeldstation - Nikkaluokta

Fra Kebnekaise fjeldstation vandrer man ad det brede og fasttrampede spor mod vest. Man vandrer først gennem birkeskoven, hvor alle teltpladserne de besøgende på fjeldstationen benytter, men derefter åbner skoven sig igen og lige før broen over Darfájjohka går man igennem endnu et teltområde, hvor der også er lokummer.

Stålbroen passeres og husk at kikke dig omkring. Der er flot både op i Darfál og ned mod syd, og ikke mindst er vandmassernes buldrende tur gennem kløften imponerende.

Sporet snor sig gennem terrænet og efterhånden bliver fjeldbirkeskoven tættere, og tager udsigten der kun glimtvis åbenbarer sig gennem lysninger.

Stien er letvandret og man kommer hurtigt frem til øverste bådplads, hvorfra man kan tage båden nogle kilometer, og derved spare benene. Bådturen er i øvrigt ganske flot og især udsigten bagud er imponerende, og i klart vejr står Kebnekaises toppe klart hvide mod den blå himmel.

Lappdonald ved Laddjujávris østlige bådplads.

Når man når 'havn' i modsatte ende er det første man ser Lappdonald, der serverer renburgere og sælger øl. Det virker noget malplaceret og turistet, men hvorfor ikke falde frivilligt i fælden når den nu er der - renburgere smager fantastisk efter et par uger i fjeldet.

Foretrækker man at vandre hele vejen følger man blot stien gennem skoven, der efterhånden bliver ganske tæt og ikke levner megen udsigt til vandreren, før man er ved bådpladsen, men her åbner skoven sig til gengæld fint, og giver et godt indtryk at søen og fjeldskoven.

Men så er det heller ikke værre. Skoven har også sin charme, og ikke mindst dens dyre- og fugleliv, der dog bedst opleves i perioder med få vandrere på stien eller om natten i midnatssolen. Jeg har set både elg og tjur på strækningen og naturligvis også rener.

Det sidste stykke til Nikkaluokta er cirka 6

Den brede sti mellem Kebnekaise og Nikkaluokta

kilometer blandet med skov og udsigt. Tre kilometer fremme passerer man hængebroen over Čievrrajohka, og der er nu kun små tre lette kilometer tilbage til Nikkaluokta.

Strækningen er fin at vandre selvom jeg foretrækker den modsat. Grunden er, at når man vandrer fra Nikkaluokta mod Kebnekaise så er man 'ligesom' på vej ind i fjeldet, og ser for hver kilometer fjeldet nærme sig, efterhånden som udsigten bliver bedre og skoven lavere. Her går man og glæder sig til turen i højfjeldet, der ikke lige viser sig med det samme.

Målet i sigte. Nikkaluokta kapel

Går man den modsatte vej har jeg en fornemmelse af, at min tur endte ved fjeldstationen og turen gennem skoven blot er en transport, jeg lige så godt kan få klaret med helikopteren!

Men! Jeg har også vandret den strækning frem og tilbage, mere en hundrede gange gennem årene.

I Nikkaluokta er der et kaffeteria og overnatningsmuligheder og herfra afgår bussen til Kiruna.

Kungsleden Abisko - Nikkaluokta, etape VI

Nu venter etapen ind til Kebnekaise fjeldstation. 14 kilometer startende med en stigning fører ind til stationen gennem Laddjuvággi, der er smal på den første del af strækningen, men med markante stejle fjeldsider på begge sider.
Man forlader nu Kungsleden idet ruten mellem Singi-hytterne følger Dag Hammerskiölds led, og som altså ikke er en del af kungsleden, der fortsætter sydpå.

Hvil i Laddjuvággi - Tur med Outsite.org sommeren '14

Fra Singi-hytterne vandrer man mod øst gennem lavt pilekrat. Der er tydelig sti. Længere fremme stiger terrænet og stien fører godt op i fjeldet igen til over 800 moh, men stien er god og man er snart oppe ved Lássajávri. Husk at nyde udsigten tilbage mod hytterne og over fjeldene mod vest. I klart vejr er den fantastisk

Kort over strækningen

Etape 6, Singi-hytten - Kebnekaise fjeldstation

Man er nu i Laddjuvággi på Dag Hammerskiölds led, og miljøet ændrer brat karakter. Fra dem brede Čeakčavággi man før var i ude ved Singi-hytterne, kommer man nu ind i en smal dal med høje stejle fjeldsider. Mod nord hæver Siŋŋičohkka,s stejle væg sig og mod syd ser man over mod Unna Jierttáš, og længere henne Skárttoaivi hvis mørke og lodrette fjeldside afbrydes af små, i solen, glimtende vandfald, der vælter ud over kanterne.

Udgangen af den smalle del af Laddjuvággi set mod vest

Dalen snævrer mere ind, men stien er letvandret, og terrænet skifter lidt mellem tør rishede og frodige højurtsenge. Længere fremme går man tæt på vandløbet i bunden af dalen, og i 'udgangen' af den smalle strækning støder Siellavággi til fra nord. Navnet står ikke på kortet, men det er den dal der fører ind mod 'Silverfallet', i udgangen af Siŋŋivággi.
Her ligger nogle vældige stenblokke ved Siŋŋičohkka's østlige udløber.

Når man ser på kortet kan Siŋŋivággi være fristende som gennemgang mellem Kungsleden og Laddjuvággi, men lad være med det. Siŋŋivággi ender i en smal kløft med løse sten, og er ret farlig at vandre igennem idet der er meget stejlt ned til vandløbet, og falder man derned såå ...!

Broen

Pludselig er man ude på et bredt stykke med pilekrat. Ruten ned har været lang og jævn og terrænet ændrer nu helt karakter. Dalen åbner sig der er masser af teltpladser. Vandløbet fra Siellavággi skal krydses, men der er som regel en bro. Jeg har været her flere gange og en sommer var der så meget vand, at man skulle vade for at komme ud til broen - smart!

Men under alle omstændigheder er det let at passere og det er kun sjældent at der er så meget vand. Det lave terræn gør det svært at etablere en god bro, der jo helst skal ligge over en kløft, og sådan én er der ikke her hvor landskabet stort set er helt fladt i dalbunden.

Stien fører videre mod øst og halvvejs til fjeldstationen fører den over en lille bar knold, Lillberget. Lillberget er et såkaldt urfjeldsvindue, og kort fortalt er det et sted hvor det oprindelige grundfjeld stikker frem. På 'bjerget' kan man se tydelige skuremærker, fra den gang isen dækkede hele dalen.

Kebnekaise fjeldstation

Længere fremme ligger fjeldstationen under det lille fjeld, Kaipak. Man kan ikke se den før man næsten står i gården, idet den ligger bag en bakke. Inden man når så vidt skal man gennem et område med lidt irriterende pilekrat, og en mængde større og mindre vandløb. De store er der bro over, mens man må bøvle med de mindre der dog sagtens kan springes i pilekrattet.

Endelig ser man antennemasten og kort efter fjeldstationen. Her er man så langt nede, at fjeldbirkeskoven begynder, hvilket de enkeltstående krogede fjeldbirke der står på kanten viser. Længere fremme ved fjeldstationen tiltager skoven.

Kebnekaise fjeldstation ligger for foden af Kebnekaisemassivet, men man kan ikke se toppen herfra. Toppen kan bestiges ad flere ruter fra fjeldstationen. Nogle kræver kundskaber i fjeldteknik mens ´sn kan vandres af alle, men det og meget andet kan man læse mere om i min bog, Kebnekaise, der kan købes her: http://www.saxo.com/dk/kebnekaise_pdf_9788740485448

Websiten www.outsite.org er også et besøg værd!

Kungsleden Abisko - Nikkaluokta, etape V

Efter at have nyt goderne eller luksuslivet på Sealgga-hytterne, og måske har været i badstue og overnattet i rigtige senge, eller ligget i telt på de fine pladser græsengene omkring hytterne byder på, er det på tide at fortsætte mod syd ad Kungsleden.
Sporet fører ned gennem Čeakčavággi's bredeste stræk. Vidt åbner den sig og byder på flot udsyn mod fjelde og dale på begge sider, og ovre mod vest ses Sealggamassivets sne- og isglinsende toppe.

Mod syd fra Sealgga-hytterne

Etape 5, Sealgga-hytterne - Singi-hytten

Fra Sealgga går det nu, stort set, nedad hele vejen til Singi-hytterne. Sporet er tydeligt og legvandret og kun nogle knolde af lav højde skal man over, før man stiger en smule op mod stålbroen over Guobirjohka.

Der er spang over de fleste vandløb og sumpede strækninger

Inden da passerer man rengærdet der adskiller Leavas og Girjas samebyers græsningsområder. Der er en låge i hegnet hvor stien krydser. Sørg for at holde den lukket efter brug.

Ruten stiger nu en anelse idet man skal opad for at nå broen over Guobirjohka, der bruser skumsprøjtende ud gennem den smalle kløft under broen. På den modsatte side ser man rasthytten (Kuoperjåkka). Hytten kan bruges til pause hvis vejret er dårligt, men ikke til overnatninger.

Gennem Guobirvággi kan man i klart vejr se Kebnekaises syd- og nordtop stå klart mod himlen over Rabots gletsjer, der er opkaldt efter førstebestigeren, den franske geograf Charles Rabot, der besteg Kebnekaise allerede i 1883.

Efter Guobirjohka gå det jævnt og en smule nedad igen. Man krydser Siŋŋijohka. På kortet er der afmærket en bro. Den har jeg aldrig set,

Broen over Guobirjohka

forsøget på at fastholde en træbro i det flade land her nok er mislykkedes. Vårflommen er ret hård ved broer der ikke står over markante kløfter, men måske etableres der også her en flytbar aluminiumsbro, i stil med dem der er mange andre steder i fjeldet. Disse broer flyttes med helikopter når sæsonen er slut, og opsættes igen når sæsonen atter begynder om foråret.

Nu må man nøjes med brædder, formentlig rester af broen, der ligger over, men det går også fint. I sommersæsonen er det sjældent, og kun ved megen nedbør eller stor snesmeltning, at der er meget vand. Som regel kan man gå over fra sten til sten.

Man kommer nu til skæringspunktet, hvor man kan dreje af mod Kebnekaise fjeldstation udenom

Man aner skiltet der viser mod Singi og mod Kebnekaise

Singi-hytten. Telter man på sin tur kan dette være et alternativ, hvis ikke man ønsker at besøge Singi-hytten, men ellers er strækningen fra Sealgga-hytterne og til Kebnekaise fjeldstation cirka 24 kilometer. Det kan nogle jo godt vandre på én dag!

Her er endnu et rengærde der hører til en såkaldt 'renhake' hvor samerne samler deres dyr for mærkning. Er man heldig kan man opleve kalvemærkning her, i starten af juli.

Går man den vej drejer man op mod Siŋŋičohkka. Stien føre i en jævn men lang bakke op langs fjeldets stejle sider, og næsten oppe ligger en lille sø (980 moh). Går man ud på kanten her får man en fantastisk udsig mod nord og syd gennem dalen, og over gennem Neasketvággi mod vest.
Absolut en pause værd!

Passet og Unna Jierttáš forude

Den er en flot vandring op og der er observeret havørn oppe over fjeldet på ruten, ligesom der ofte er rener eller jærv heroppe. Har man telt med kan man telte ved søen. Pladsen er dog noget udsat i dårligt vejr.

På vej hen over toppen af passet imponeres man af Unna Jierttáš, der ligesom rejser sig i horisonten efterhånden som man kommer op.

På den anden side af det lille pas går det jævnt nedad igen til stien mod Kebnekaise, lige før søerne Láddjubahta.

Men nu fortsætter vi mod syd og Singi-

Singi-hytterne, Mádir i baggrunden

hytterne, og på vejen passerer man tæt forbi Goržževuolli sameviste der er Girja samebys sommerlejr.

Det sidste stykke ned til Singi-hytterne præges af lavt pilekrat, og indikerer at man er ret langt nede. Hytterne ligger i 720 moh, og faktisk lige i trægrænsen. Ser man frem mod syd, ser man starten af den lave fjeldbirkeskov lidt længere nede. Hytterne ligger imidlertid på en smuk plads, og er værd at besøge.

Vil du vide mere om fjeldområdet og de muligheder der er for vandring i Kungsledens sidedale og andre ruter, så kan du læse om det i min bog, Kebnekaise, som kan købes via linket her!

Kungsleden Abisko - Nikkaluokta, etape IV

Forude venter Kungsledens højeste pas. Čeakča-passer er 1150 moh og da Čeakča-hytten ligger i 1000 moh, så er der en stigning på 150 moh op til det lille rastskjul der ligger i passet.
150 moh lyder jo ikke af meget, men de fleste af dem skal forceres under den allersidste strækning.
Hele området heroppe i højden er goldt og stenet, men alligevel vokser isranunkelen heroppe mellem stenene, hvor den trodser det karske miljø.

Čeakča-passet

Etape 4 - Čeakča-hytten - Sealgga-hytterne

Jærv, (gulo gulo)

Når man forlader Čeakča-hytten foregår det via samme bro over kløften. Dalen snævrer ind længere fremme, for så atter at åbne sig i en såkaldt 'cirkusdal'. Her vandrer man hen over et stenet parti, der er ganske fladt. Højt oppe forude ses rasthytten som en markering for Kungsledens højeste punkt.

Der er ofte set jærv heroppe. Jærven, dette underlige dyr der ligner en mellemting mellem en lille bjørn og en grævling, er temmelig sky, men kommer man alene og er stille, kan man være heldig at se den. Jeg har set den et par steder blandt andet i Gaskkasvággi, og sidste sommer blev den set i Ábesko nationalpark på en Outsitetur.

Kortskitse over strækningen

Samerne er ikke glade for den, idet den tager renkalve, siger de!

Efter det flade stykke, venter nu den endelige opstigning. Der ligger altid sne heroppe, men det er sne. Det er ikke gletsjeris, så man kan trygt vandre ud på det.

Oppe venter en storslået udsigt ned gennem Čeakčavággi mod syd. Er vejret ikke med én, kan man nyde en pause inde i hytten, men ellers er det flot at sidde ude og nyde udsigten, inden man begiver sig ned i lavlandet igen.

Turen ned er en smule stejl på det første stykke, men tager man det i hårnålesving går det let, og nede flader terrænet helt ud, og man har en let strækning hen mod Sealgga-hytterne.

Lige i starten er dalen relativ smal, og flankeret af stejle mørke fjeldsider. Ude mod vest løber Čeakčajohka, der her i starten ikke er noget særligt, men som ved hjælp af flere sidestrømme vokser sig stor og brusende.

Mod Sealgga-hytterne

Visse steder er strækningen en smule kuperet, men ellers meget letvandret, og efterhånden bliver der mere og mere frodigt. Tør rishede afløser stræk med højurtsenge, med imponerende farveflor der står i kontrast til de mørke klipper. Fugleliv er her også og man hører ofte pomeransfuglens (Eudromias morinellus) høje piben, og ser den sitte på en klippe i behøring afstand. I luften ser man altid mellemkjoven der i yngletiden ikke sparer på kræfter og luftakrobatik, i sine forsøg på at jage den forstyrrende vandrer væk fra sit yngleområde.
Er man heldig ser man også havørn svæve højt over fjeldene.

Sealgga-hytterne ligger på en høj midt i den brede dal, der udvider sig lige foran udmundingen af Stuor Reaiddavággi. Omkring højen løber en mængde vandløb, der på en måde giver hytterne en voldgrav. Der er bro over vandløbene, så man kan komme tørskoet over til hytterne.

Sealgga-hytterne

Sealgga er et traditionelt mødested for vandrere på Kungsleden og i de tilstødende dale, og har en lang tradition med hyggelige hytteværter og ikke at forglemme, en lille butik med letøl, colaer chokolade og andre fristelser, for den hungrende fjeldvandrer.

Hytterne har navn efter fjeldet Sealgga der ligger mod vest, og som er en bestigning værd, både for udsigten, men også for at finde granater der er en rød til brunlig halvædelsten

Vejledning og beskrivelse af ture til Sealgga-toppene kan man finde i min bog 'Kebnekaise', der kan købes ved at trykke på linket her!

Vintervandring

Nu sidder jeg og forsøger at lave en rute til Jespers og min guidede vandretur i Sydsverige.
Jeg har lavet et utal af ruter i områderne i Skåne og Blekinge omkring Immeln og de andre søer i området.
Nogle, eller specielt én af ruterne, nemlig den rundt om Raslången, er blevet en traditionsrig tur vi går år efter år, og i nogle år faktisk flere gange. Ruten fører over den 'sjove' bro jeg også har skrevet et indlæg om (Broen, som kan læses her). Det er en ganske spændende og flot rute men flere gode lejrmuligheder ned til søbredderne og flere steder helt uden for stierne.

Min tarplejr ved søbredden

Vi har rigtig mange med på vores weekendture derovre, og mange har været med flere gange så ind imellem er det nødvendigt at 'opfinde' nye ruter.

Jeg er ikke meget for veje og markerede stier. Markerede stier kan selvfølgelig være fine nok og mange steder er de anlagt smukke steder. Veje kan dog accepteres over kortere stræk, men det sjoveste er jo at finde veje gennem usporet terræn tværs gennem skoven.

Men nu er det jo vinter og med vinteren ved man aldrig. Usporet terræn udenfor stier og veje kan være en tung og besværlig omgang, hvis der lige skulle falde sne i den weekend hvor man planlægger tur, så man skal altid have en alternativ rute hvis det skulle ske. - Man aflyser naturligvis ikke en tur bare fordi vejret arter sig med sne. Alt slags vejr har jo sin charme!

Lejrslagning

En af fordelene ved vinterture er at man kan få testet sit grej og opleve om det holder til de kolde tider på året. Planlægger man for eksempel en vandretur på fjeldet nord for polarcirkelen, det kan være på Kungsleden eller andre steder, kan man så højt mod nord god få kulde ned til frysepunktet og forbigående sne der dog hurtigt smelter igen, men alligevel krævet at ens grej holder til det. Så er vinterturene i Sydsverige god træning og test af sit udstyr.

Når vi laver guidede ture på Outsite, skal de helst indeholde elementer deltagerne ikke lige selv ville have fundet på, ligesom de skal kunne rumme nybegyndere, der måske aldrig har været på vandretur før, eller ikke har været det om vinteren, som turen jeg planlægger foregår i.

På guidede ture tages der hensyn til den enkelte deltager, og man tilstræber en vis vejledning og undervisning når dette ønskes således at alle får en god og udbytterig tur.

Lejr ved søbredden

På disse ture får man naturligvis også et godt indblik i, hvordan man planlægger og udfører ture uden nødvendigvis at skulle vandre strækninger ad markerede ruter. Ofte er det upraktisk udelukkende at anvende markerede ruter idet disse sjældent er rundture, hvorfor man så skal vandre tilbage ad eget spor eller finde offentlige eller andre transportmidler for at komme hjem, eller hen til bilen igen.

Er man lidt smart og har lært sig kort og kompas samt ruteplanlægning udenfor rutenettet, kan man imidlertid sagtens lave rundture hvor som helst. Og også rundture med lige præcis de dagsdistancer man vil vandre.

Se alle ture på Outsite her: Outsite ture & kurser. og glæd dig til forårets spændende ture..

Kungsleden - Abisko - Nikkaluokta, etape III

Vi står nu ved Alesjaure-hytterne og ser mod syd. Rygsækkene er på og vi er klart til endnu en etape ad Kungsleden.
Udsigten fra knolden hvorpå Alesjaure-hytterne ligger er flot. Langt ned igennem Alisvággi kan man se gennem den brede dal. Et stykke ude anes forbjerget Bossosváráš der 'vogter' over indgangen til Bossosvággi lige efter kløften hvor broen over Bossosjohka er.
Denne etape tager os til  Čeakča-hytten der ligger nogle hundrede meter under Čeakča-passet.

Mod Čeakča-passet fra Alesjaure-hytterne

Etape 3 - Alesjaure-hytterne - Čeakča-hytten

Man forlader Alesjaure-hytterne via broen over elven, og er nu atter på sporet mod syd. Der er ganske jævnt at vandre her, stien er bred og tiltrampet, og terrænet er ikke særlig kuperet. Hist og her er der en lille knold man skal op over, men de er alle små. Terrænet stiger en smule over strækningen fra hytterne og til broen over Bossosjohka, men inden da passerer man UnnaVisttasvággi, som er en høj dal der fører gennem fjeldet til Visttasvággi. Unna Visttasvággi er ikke markeret og er vanskelig at vandre.

Stien drejer lidt op i fjeldet lige før broen, og man er nu ud for Bossosvággis munding. Vandet der kommer inde fra gletsjerne bruser under broen og vel ovre runder man Bossosváráš, og vandrer endnu et fladt stræk ned mod renvokterhytten man kan se lidt inde til venstre.

Ved Šielmmánjira begynder det at gå opad, men først skal man krydse vandløbet hvilket dog ikke plejer at give problemer.

Čeakča-hytten

Nu stiger terrænet for alvor. Man forlader Alisvággi og stiger op igennem Čeavččanjira og undervejs bør man se sig tilbage og nyde udsigten over Aliavággi, selvom man måske er mere fokuseret på deimponerende fjeldvægge på kløftens vestlige side. Lodret rejser de sig og kløften, vandløbet fra Čeakča-passet løber i, skurrer sig dybt ned.

Et stykke oppe ser man Čeakča-hytten på den modsatte side af kløften der som regel kan krydses lige nedenfor, men lettere er det ofte at fortsætte lidt forbi hytten og benytte hængebroen der fører over kløften.

Čeakča-hytten ligger lidt i skygge under den nærmest lodrette fjeldvæg. Der er kun én hytte samt en hyttevært-hytte og der er ikke nogen butik ligesom der er i Abiskojaure og i Alesjaure og heller ikke nogen badstue. Ellers er hytten hyggelig nok.

Kungsleden - Abisko - Nikkaluokta, etape II

Vi er nu nået næsten hele vejen gennem Ábesko Nationalpark og er drejet fra sporet for at vandre over broen over vandløbet Gamajohka som løber ud i søen Ábesjojávri.
Der er god fart på vandet under den lange hængebro, der klinger metallisk når man går over, og på den anden side er der en kort vandring på få hundrede meter til hytterne. 
En 13 kilometer lang, men let vandring gennem Ábesko Nationalpark er gennemført. Måske har man overnattet i Abiskojaure-hytterne eller måske teltet på pladsen ved hytterne.

Abiskojaure-hytterne set fra syd og stien fra broen

Køjerummet med tre etager

Der er lidt sprogforvirring i området idet man har skiftet fra svensk stavemåde til samisk, hvilket betyder at begge stavemåder bruges på kortene i en periode hvorefter den svenske antagelig udgår.

Til hjælp er der en lille ordbog her:
Abisko, Ábesko= Abisko
jaure, jávri= sø
jåkkå, johka= å
eatnu= elv
stuga= hytte
jira= kløft

Abiskojaure-hytterne ligger smukt ved søbredden af Ábeskojávri og allerede inden man når broen, ser man dem på søens modsatte bred. Når hytterne er åbne vejrer Den Svenske Turistforenings flag fra flagstangens top.

Abiskojaure-hytterne er gamle, men velfungerende og i øvrigt de eneste hytter jeg har oplevet med køjesenge i tre etager, og jeg generer vist ikke nogen ved at påstå at der er yderst klamt i de øverste, når rummet er helt fyldt af folk der tørrer vådt tøj, og har gang i brændeovnen. Det er dog kun i ét rum der er tre etager i de andre er der kun to, som i alle de andre hytter langs Kungsleden.

Etape 2 - Abiskojaure-hytterne - Alesjaure-hytterne

Foran os har vi nu tyve kilometers blandet vandring mod syd, til de næste hytter på Kungsleden.
Alesjaure-hytterne ligger på en knold for enden af en hel række søer, og turen derned starter med en vandring tilbage til broen over Gamajohka. Herfra finder man stien mod syd igen, den er fint markeret, og vandrer det sidste stykke gennem den nu lave birkeskov.

Snart er man ude hvor et skilt indikerer at nu forlader man nationalparken, og teltning er atter frit. Stien stiger lidt op mod ravinen hvori Siellajohka løber ud fra Siellavággi og ned i Gárddenvággi, for at fortsætte mod Gamajohka. En bro fører over johkan, og nu venter en stejl opstigning op på kanten af Garddenvárri.

Kieronstugan på dalens modsatte side

Vel oppe går det på skrå gennem lavt pilekrat videre ind i dalen. På modsatte side ser man ind i Siellavággi, og over på den lille røde hytte Kieronstugan.
Kieronstugan hørte før i tiden til hytterne på Kungsleden, og man kunne låne nøgle og overnmatte i den. Dette var før Alesjaure-hytterne blev flyttet til deres nuværende plads for enden af søerne. Før var der 24 kilometer mellem Abiskojaure-hytterne og Alesjaure-hytterne og det er langt i fjeldet, så mange lånte nøgle i Abiskojaure og afleverede og betalte for overnatningen i Alesjaure, og omvendt. Nu er hytten solgt, og om efteråret møder man rypejægere der overnatter i den.

På billedet ser man over mod hytten fra stien på Gárddenvággis side, gennem Gárddenvággi. Man ser også det lave pilekrat, man passerer på den skrå side stien fører igennem. Stien man aner over mod hytten kan man bruge, hvis man vil ind i Siellavággi bag Kieronstugan. Vandløbet, man ikke kan se på billedet, kan være lidt bøvlet ved høj vandstand, men man kan sagtens komme over.

Lapsk alperose der er i rododendrumfamilien

Den lidt besværlige strækning er relativt hurtigt overstået og efter det skrå stykke kommen man ud på et lille plateau, hvor man har rigtig fin udsigt helt ned til Alesjaure-hytterne. Til højre ser man en lille samelejr. På den modsatte side kan man se en renvokterhytte.
Ser man godt efter eller går man derover, finder man et kors der indikerer at der er et gravsted, men for hvem ved jeg ikke.

Man fortsætter lige ud ad sporet og det går nu nedad, indtil man længere fremme krydser rengærdet gennem lågen. Rengærdet er grænsen mellem Gábna og Leaváš samebyer.

Nu venter en rigtig lang strækning gennem en smule pilekrat, i starten med spang over de mest sumpede stræk, og senere ad frodige højurtenge langs søerne der ligger på rad og række forbundet af korte vandløb. Man ser over mod de markante og massive fjelde, Njuikkostak og Godučohkka og Godu-gletsjeren.

Alesjaure - hovedbygningen

Man kan afkorte vandringen i sæsonen ved at sejle de sidste kilometer ned mod Alesjaure-hytterne. Det koster naturligvis noget, men er samtidig en flot sejltur, men uanset om man fortsætter vandringen eller sejler, ser man længere fremme mod øst den temmelig store Alisjávri sameviste (Leaváš čearru), (samelejr) som er Leaváš samebys sommerlejr.

Alesjaure-hytterne ligger, som tidligere nævnt, på en knold for enden af den sidste sø i rækken, Alisjávri. Beliggenheden er flot og med god udsigt.
De nuværende hytter blev bygget i årene 1983 - 1985, efter en af de gamle hytter brændte ned under vinteren 1977 - 78. Da der alligevel skulle bygges nyt flyttede man hyttepladsen ca 3 kilometer nordud efter ønske fra samerne, idet den gamle placering lå midt i et vigtigt græsningsområde for renerne.

Man kan læse mere i min bog 'Kebnekaise' som kan købes ved at trykke på linket her: Kebnekaise

Kungsleden - Abisko - Nikkaluokta, etape I

Kungsleden, og måske specielt strækningen melem Abisko og Nikkaluokta er både hadet og elsket af fjeldvandrere. Mange syntes den er slidt og overrendt og nogle betegner ligefrem strækningen som E4's forlængelse. De gamle fjeldræve ser med undren og skepsis på, at der er givet tilladelse til et løb som Fjällräven Classic på en i forvejen, så belastet strækning i fjeldet!

Men er det så slemt?
Det er det egentlig ikke. Kungsleden er, i forhold til fjeldområdets størrelse, et ganske smalt bånd hvor der slides og sættes spor, og som er blevet slidt til gennem mange år af mange vandreres støvler.

Hele strækningen

Men så må det jo være overrendt, når så mange mennesker vandrer ad den rute hver sommer? Det er heller ikke en helt rigtig påstand, idet man selv i den mest turistede tid i juli godt nok møder folk, men oftest ikke flere end det er til at holde ud, og for det meste har man det for sig selv.

Selvfølgelig er der folk i hytterne, og dem oplever man hvis man benytter hytterne til overnatningerne, men telter man ser man kun folk under vandringen. Det er let at gå fra til frokost og når man finder teltplads om aftenen, og på den måde finde steder hvor man hverken ser eller hører andre. Man skal faktisk kun 3 - 500 meter væk fra stien før man ikke bemærker de andre der vandrer derude.

Etape 1 - Abisko Turiststation - Abiskojaure-hytterne

Etaperne Abisko - Abiskojaure & Abiskojaure - Alesjaure

Starter man i nord er den første etape fra Abisko Turiststation, og 15 kilometer ned til Abiskojaure-hytterne.

Etapen fører én igennem Ábesko nationalpark. Nationalparken der blev oprettet i 1909, har et areal på 7.700 m2 og ligger på begge sider af Ábeskoeatnu (Abisko-elven) der bruser igennem parken og ender i en imponerende kanjon på vej ud i søen Torneträsk.

Selve vandringen gennem nationalparken er meget let. Der er trampesti hele vejen og ruten har kun én mindre stigning, nemlig over det gamle marmorbrud. Her brød man marmor, eller rettere dolomit, en kort overgang i slutningen af 1900'tallet, men det viste sig ikke at være rentabelt så bruddet lukkede. På den cirka 10 meter høje lodrette væg ser man tydeligt spor efter brydningen af dolomit.
Udsigten fra toppen er imponerende og det er strækningens eneste høje punkt hvor man får indtryk af området og parkens topografi.

Ábeskoeatnu - Outsite.org efterårsvandring 2010

Den kalkrige undergrund her skaber gode betingelser for gøgeurter som for eksempel langakset trådspore (Gymnadenia conopsea).

Turen gennem parken er flot. Her er frodigt, et rigt dyre- og fugleliv og glimtvis gennem de åbne passager i fjeldbirkeskoven får man kik mod fjeldene længere inde i området.

Der er kun to steder hvor man lovligt må overnatte i nationalparken. Det ene er cirka seks kilometer syd for Abisko Turiststation ved Nissonjohka's udløb i Ábeskoeatnu, og herefter først ved hytterne.

For enden af søen Ábesjojávri fører en hængebro over til Abiskojaure-hytterne.

Abiskojaure-hytterne set fra Kungsleden -
Outsite.org efterårsvandring 2010

Ruten giver et godt førstehåndsindtryk af fjeldverdenen heroppe og de femten kilometer gennem parken er ikke vanskeligere end at de fleste kan gå strækningen på en halv dag.

Strækningen kan således både anvendes som en start på en længere tur nedad Kungsleden eller måske til en todagestur med base på turiststationen.

Som sarten på en længere vandring er det en god og blid start på det der venter forude.

Der er mere at læse om området i min bog:
'Kebnekaise'