Kungsleden Abisko - Nikkaluokta, etape IV

Forude venter Kungsledens højeste pas. Čeakča-passer er 1150 moh og da Čeakča-hytten ligger i 1000 moh, så er der en stigning på 150 moh op til det lille rastskjul der ligger i passet.
150 moh lyder jo ikke af meget, men de fleste af dem skal forceres under den allersidste strækning.
Hele området heroppe i højden er goldt og stenet, men alligevel vokser isranunkelen heroppe mellem stenene, hvor den trodser det karske miljø.

Čeakča-passet

Etape 4 - Čeakča-hytten - Sealgga-hytterne

Jærv, (gulo gulo)

Når man forlader Čeakča-hytten foregår det via samme bro over kløften. Dalen snævrer ind længere fremme, for så atter at åbne sig i en såkaldt 'cirkusdal'. Her vandrer man hen over et stenet parti, der er ganske fladt. Højt oppe forude ses rasthytten som en markering for Kungsledens højeste punkt.

Der er ofte set jærv heroppe. Jærven, dette underlige dyr der ligner en mellemting mellem en lille bjørn og en grævling, er temmelig sky, men kommer man alene og er stille, kan man være heldig at se den. Jeg har set den et par steder blandt andet i Gaskkasvággi, og sidste sommer blev den set i Ábesko nationalpark på en Outsitetur.

Kortskitse over strækningen

Samerne er ikke glade for den, idet den tager renkalve, siger de!

Efter det flade stykke, venter nu den endelige opstigning. Der ligger altid sne heroppe, men det er sne. Det er ikke gletsjeris, så man kan trygt vandre ud på det.

Oppe venter en storslået udsigt ned gennem Čeakčavággi mod syd. Er vejret ikke med én, kan man nyde en pause inde i hytten, men ellers er det flot at sidde ude og nyde udsigten, inden man begiver sig ned i lavlandet igen.

Turen ned er en smule stejl på det første stykke, men tager man det i hårnålesving går det let, og nede flader terrænet helt ud, og man har en let strækning hen mod Sealgga-hytterne.

Lige i starten er dalen relativ smal, og flankeret af stejle mørke fjeldsider. Ude mod vest løber Čeakčajohka, der her i starten ikke er noget særligt, men som ved hjælp af flere sidestrømme vokser sig stor og brusende.

Mod Sealgga-hytterne

Visse steder er strækningen en smule kuperet, men ellers meget letvandret, og efterhånden bliver der mere og mere frodigt. Tør rishede afløser stræk med højurtsenge, med imponerende farveflor der står i kontrast til de mørke klipper. Fugleliv er her også og man hører ofte pomeransfuglens (Eudromias morinellus) høje piben, og ser den sitte på en klippe i behøring afstand. I luften ser man altid mellemkjoven der i yngletiden ikke sparer på kræfter og luftakrobatik, i sine forsøg på at jage den forstyrrende vandrer væk fra sit yngleområde.
Er man heldig ser man også havørn svæve højt over fjeldene.

Sealgga-hytterne ligger på en høj midt i den brede dal, der udvider sig lige foran udmundingen af Stuor Reaiddavággi. Omkring højen løber en mængde vandløb, der på en måde giver hytterne en voldgrav. Der er bro over vandløbene, så man kan komme tørskoet over til hytterne.

Sealgga-hytterne

Sealgga er et traditionelt mødested for vandrere på Kungsleden og i de tilstødende dale, og har en lang tradition med hyggelige hytteværter og ikke at forglemme, en lille butik med letøl, colaer chokolade og andre fristelser, for den hungrende fjeldvandrer.

Hytterne har navn efter fjeldet Sealgga der ligger mod vest, og som er en bestigning værd, både for udsigten, men også for at finde granater der er en rød til brunlig halvædelsten

Vejledning og beskrivelse af ture til Sealgga-toppene kan man finde i min bog 'Kebnekaise', der kan købes ved at trykke på linket her!