mandag den 19. januar 2015

Kungsleden Abisko - Nikkaluokta, etape VI

Nu venter etapen ind til Kebnekaise fjeldstation. 14 kilometer startende med en stigning fører ind til stationen gennem Laddjuvággi, der er smal på den første del af strækningen, men med markante stejle fjeldsider på begge sider.
Man forlader nu Kungsleden idet ruten mellem Singi-hytterne følger Dag Hammerskiölds led, og som altså ikke er en del af kungsleden, der fortsætter sydpå.

Hvil i Laddjuvággi - Tur med Outsite.org sommeren '14
Fra Singi-hytterne vandrer man mod øst gennem lavt pilekrat. Der er tydelig sti. Længere fremme stiger terrænet og stien fører godt op i fjeldet igen til over 800 moh, men stien er god og man er snart oppe ved Lássajávri. Husk at nyde udsigten tilbage mod hytterne og over fjeldene mod vest. I klart vejr er den fantastisk

Kort over strækningen

Etape 6, Singi-hytten - Kebnekaise fjeldstation

Man er nu i Laddjuvággi på Dag Hammerskiölds led, og miljøet ændrer brat karakter. Fra dem brede Čeakčavággi man før var i ude ved Singi-hytterne, kommer man nu ind i en smal dal med høje stejle fjeldsider. Mod nord hæver Siŋŋičohkka,s stejle væg sig og mod syd ser man over mod Unna Jierttáš, og længere henne Skárttoaivi hvis mørke og lodrette fjeldside afbrydes af små, i solen, glimtende vandfald, der vælter ud over kanterne.

Udgangen af den smalle del af Laddjuvággi set mod vest
Dalen snævrer mere ind, men stien er letvandret, og terrænet skifter lidt mellem tør rishede og frodige højurtsenge. Længere fremme går man tæt på vandløbet i bunden af dalen, og i 'udgangen' af den smalle strækning støder Siellavággi til fra nord. Navnet står ikke på kortet, men det er den dal der fører ind mod 'Silverfallet', i udgangen af Siŋŋivággi.
Her ligger nogle vældige stenblokke ved Siŋŋičohkka's østlige udløber.

Når man ser på kortet kan Siŋŋivággi være fristende som gennemgang mellem Kungsleden og Laddjuvággi, men lad være med det. Siŋŋivággi ender i en smal kløft med løse sten, og er ret farlig at vandre igennem idet der er meget stejlt ned til vandløbet, og falder man derned såå ...!

Broen
Pludselig er man ude på et bredt stykke med pilekrat. Ruten ned har været lang og jævn og terrænet ændrer nu helt karakter. Dalen åbner sig der er masser af teltpladser. Vandløbet fra Siellavággi skal krydses, men der er som regel en bro. Jeg har været her flere gange og en sommer var der så meget vand, at man skulle vade for at komme ud til broen - smart!

Men under alle omstændigheder er det let at passere og det er kun sjældent at der er så meget vand. Det lave terræn gør det svært at etablere en god bro, der jo helst skal ligge over en kløft, og sådan én er der ikke her hvor landskabet stort set er helt fladt i dalbunden.

Stien fører videre mod øst og halvvejs til fjeldstationen fører den over en lille bar knold, Lillberget. Lillberget er et såkaldt urfjeldsvindue, og kort fortalt er det et sted hvor det oprindelige grundfjeld stikker frem. På 'bjerget' kan man se tydelige skuremærker, fra den gang isen dækkede hele dalen.

Kebnekaise fjeldstation
Længere fremme ligger fjeldstationen under det lille fjeld, Kaipak. Man kan ikke se den før man næsten står i gården, idet den ligger bag en bakke. Inden man når så vidt skal man gennem et område med lidt irriterende pilekrat, og en mængde større og mindre vandløb. De store er der bro over, mens man må bøvle med de mindre der dog sagtens kan springes i pilekrattet.

Endelig ser man antennemasten og kort efter fjeldstationen. Her er man så langt nede, at fjeldbirkeskoven begynder, hvilket de enkeltstående krogede fjeldbirke der står på kanten viser. Længere fremme ved fjeldstationen tiltager skoven.

Kebnekaise fjeldstation ligger for foden af Kebnekaisemassivet, men man kan ikke se toppen herfra. Toppen kan bestiges ad flere ruter fra fjeldstationen. Nogle kræver kundskaber i fjeldteknik mens ´sn kan vandres af alle, men det og meget andet kan man læse mere om i min bog, Kebnekaise, der kan købes her: http://www.saxo.com/dk/kebnekaise_pdf_9788740485448

Websiten www.outsite.org er også et besøg værd!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar