mandag den 26. januar 2015

'Broen' - et godt spot i Sydsverige

Så er jul og nytår overstået og foran os venter et nyt spændende friluftsår!
I weekenden tog vi hul på det med en vintertur/workshop i Sydsverige.
17 friske deltagere af begge køn havde meldt sig til, og efter lidt udfordringer med sne på de svenske skovveje, samledes vi fredag aften på shelterpladsen i Blankaviken i Blekinge.
Broen mellem Raslången og Gillesjön
Under en Outsite-tur hvor vi lå så tæt på broen skulle den naturligvis besøges, og det blev den. Man skal så også passere den og efterprøve om den gamle bro stadig kan holde, mens okkerbrunt vand fosser ud under den.

Miljøet herinde i kløften ved broen er altid spændende og meget flot. Årstidernes skiften gør at stedet altid er et besøg værd, og når man er her mindes man første gang.

Gillesjön
Det er mange år siden efterhånden, men projektet dengang gik på at udarbejde en god vandrerute rundt om søen Raslången. En god vandretur er efter min mening en tur i naturen hvor asfaltveje er bandlyste, mens grus- og skovveje kan anvendes, men hvor stier og gennem usporet terræn er det mest interessante. Samtidig skal de lejrpladser jeg vil bruge ikke være etablerede shelterpladser.

De fleste shelterpladser er slidte og bliver mudrede i regnvejr, og de mange indskriptioner og nedrakning af omgivelserne med økser og knive, gør dem ucharmerende. Nogle af dem ligger dog temmelig smukt som den vi undtagelsesvis anvender på nogle outsiteture, pladsen i bunden af Blankaviken.

Udsigt fra shelteret - min hængekøje ses i baggrunden
Men ved planlægningen af en pasende weekendtur med to overnatninger, fredag og lørdag, skulle dasgsetaperne være rimelige for såvel ture sommer som vinter, så derfor blev de nøje målt op.

Lørdagens rute kunne jeg dengang ikke få til at passe, men på kortet førte en sti frem mod overgangen mellem Raslången og den lille sø Gillesjön. På den modsatte bred fortsatte stimarkeringen, så med mindre korttegneren havde tænkt sig at man skulle svømme over, måtte der være en bro!
Imidlertid havde man også været så smart at trykke et stednavn på kortet lige der hvor brosignaturen skulle være så man kunne ikke se signaturen for broen på kortet.

På den første tur blev både broens eksistens og beliggenhed således et sats, men sørme om den ikke var der!
Den gamle bro
Særlig stabil eller sikker så den ikke ud, men den var åbenbart nyere end den der lå længere nede ad strømmen og som end ikke havde gelænder, men alligevel så den tvivlsom ud med manglende brædder, for ikke at tale om alle de løse brædder man opdagede på første tur over.

Den gamle bro skulle også testes og den holder endnu, selvom der nok ikke er mange der har lyst til at gå over den med rygsæk på.

Det er ærgerligt at der ikke er plads til telte i nærheden af broen, men terrænet er yderst kuperet overalt i dens nærhed, men måske kan der engang blive en overnatning i hængekøje i nærheden. Også bredderne af Gillesjön ser lovende ud for en lidt speciel lejr i et specielt miljø.

Vi har nu anvendt broen under et utal af ture. Områdets beskaffenhed gør nemlig, at man kan tilrettelægge uendelig mange interessante og forskellige ture derovre, og alligevel anvende den samme bro.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar