søndag den 25. august 2019

Overraskelser på turen

Jeg sidder og sorterer billeder fra ture og når man gør det dukker der altid noget spændende op som minder én om ture eller steder.
I 2013 blev jeg kontaktet af et par der skulle skrive opgave mens de gik på friluftsvejleder i Norge. De ville gerne have mig som supervisor men skulle ellers selvstændigt arrangere og udføre et friluftskursus for en gruppe mennesker i Sydsverige og det blev en meget overraskende tur.


Tidspunktet for kurset blev sat til påsken idet man så havde nogle ekstra dage.

Kurset som skulle afvikles som en tur med instruktioner undervejs blev lagt i Sydsverige som nævnt og fortrinsvis udenfor de etablerede stier og også gennem usporet land hvilket på forhånd lagde op til udfordringer.

Hvad ingen havde regnet med var at påsken det år var den eneste vinteragtige periode i den vinter og nogle steder på ruten lå der en del sne ligesom det også sneede under forløbet.

Vandløb er der mange af i Sydsverige og også de gav lidt udfordringer selvom der mange steder var tynd is og at de under andre forhold havde været lette at springe, så var de det ikke i det glatte føre.

At det ville være vinter i påsken havde ingen tænkt på selvom det ind i mellem hænder men den slags vejr byder altid på nye læringsemner og ingen af de tilmeldte på holdet meldte fra af den grund. De fik blot et mere udbytterigt kursus mht valg af udstyr etc.

Alt bliver anderledes når vejret skifter på den måde og vandring udenfor stierne kræver også under normale forhold mere energi og derfor lægges etaperne kortere.
Når det så sner og er glat kommer der et yderligere element til så derfor skal man om vinteren være forberedt på allerede hjemmefra at det kan være nødvendigt at ændre eller afkorte sin rute.

Også det at skaffe vand til at drikke og til madlavning tager mere tid end om sommeren. Vandet i søerne herovre i Blekinge er de fleste steder rent nok til at man kan drikke det så derfor har vi aldrig meget vand med i rygsækkene.

Vand skal man jo have uanset og også selvom man må hukke hul i isen på søen for at få fat i det.

Tilbage til planlægning af ture udenfor stierne så skal man som sagt altid have en plan B hjemmefra eller være så erfaren at man kan "opfinde" en undervejs og det skal altid gøres på en måde så det ikke forringer den tur deltagerne har meldt sig på og det kræver både turledererfaring og stort kendskab til det område man planlægger turen i.

Har man ikke den erfaring må man øve sig eller holde sig til stierne.

At overnatte under disse forhold er også anderledes end om sommeren. Ikke at vintrene på vore breddegrader er særlig kolde men hvad langt værre end kulde er så er vores vintre våde.


Som princip sover jeg aldrig i telt syd for polarcirkelen med mindre jeg er i fjeldområdet. Jeg foretrækker tarp eller hængekøje og det giver naturligvis lidt ekstra udfordringer om vinteren eller hvis det regner og blæser samtidig men på den anden side sover man godt ude i det fri.


På turen her havde de fleste telte med og det gik også udmærket men i den kuperede svenske skovbund er det ikke så let at finde teltplads til så mange telte så man ligger lidt spredt.

På trods af vejret husker jeg turen var god, instruktørerne dygtige så jeg kunne give ros og melde fint tilbage til skolen og deltagerne var glade og syntes de havde fået et godt kursus og en fin tur.

torsdag den 22. august 2019

Fjeldturen sommeren 2019 - film

Her er en række film arrangeret af Jens Henrik Koch som var en af deltagerne på min guidede tur til området omkring Sveriges højeste fjeld Kebnekaise.

De ture jeg guider går fortrinsvis i terræn uden markerede eller let markerede stier og turen her var ingen undtagelse fora reglen.



Alle filmene kan ses via dette link: https://www.youtube.com/channel/UCBaQOVRkcCLbNyfvkfj1Cyw/videos?view=0&sort=da&flow=grid

onsdag den 21. august 2019

Boganmeldelse - Nordeuropas svampe I + II

Svampesæsonen er over os og med det skal der både findes, samles og bestemmes svampe Hvad er spiseligt og hvad er giftigt og hvad er alle de andre for nogle og hvorfor vokser svampene forskellige steder.


Det er meget moderne i disse år at sanke i naturen og svampe er stadig populære at samle men mange kender kun få spisesvampe og vil gerne lære flere at kende ligesom nogle af os nørder lidt mere og selvfølgelig samler spisesvampe men derudover også er nysgerrige på svampe der ikke er spiselige.
Dertil kommer at det er en fordel for enhver svampesamler at kende alle de giftige for gør man det risikerer man ikke andet end at få noget med hjem der ikke er spiseligt men heller ikke er giftigt.

Nordeuropas svampe er det til dato mest imponerende og gennemarbejdet værk i to bind om svampe på dansk.
Værket er skabt af de to førende mykologer Thomas Læssøe og Jens H. Petersen som både har lang erfaring som undervisere men som også er forfattere til flere betydningsfulde bøger om svampe, så her er tale om virkelige kapaciteter på området hvilket bøgerne bærer tydelige præg af.

Bøgerne omhandler mere end 2.800 svampearter og er illustreret med mere end 10.000 flotte og tydelige billeder der er med til at gøre det lettere at bestemme den enkelte svamp.

Værket starter med et helt nydesignet bestemmelseshjul med en overskuelighed alle kan forstå.

Et afsnit behandler også svamperiget, hvad en svamp er og hvor og hvorfor den lever og vokser hvor den gør, og hvad den lever af.

Bøgerne er usædvanlig flotte og overskuelige så jeg vil driste mig til at udnævne dem som et pragtværk.

Fakta
Forfattere: Jens H. Petersen og Thomas Læssøe
Forlag: Gyldendal
Format: 290 X 200 mm - indbundet - 2 bind
Sideantal ialt: 1650

Pris: 899,95

mandag den 19. august 2019

I dag kommer der ikke til at ske så meget her på bloggen for nu er jeg ved at lægge sidste hånd på min bog om shelterovernatninger der gerne skulle udkomme på Bogforum i Bellacenter.
Bogforum er i år fra den 15. - 17. November og der håber jeg at se mange af jer.
Jeg har naturligvis også mine to andre bøger med :)

lørdag den 17. august 2019

Tanker om fjeldvandring, vol-V

Det er altid en særlig fornemmelse at stå på Kungsleden og især ved Sealgga-hytterne der nærmest ligger som et midtpunkt på ruten mellem Ábesko og Kebnekaise fjeldstation, selvom ruten fra Siŋŋi-hytterne og ind forbi Kebnekaise fjeldstation og videre til Nikkaluokta ikke er en del af Kungsleden.
Kungsleden fortsætter nemlig videre mod syd. Strækningen fra Siŋŋi til Nikka hedder Dag Hammerskiölds Led.

Sealgga-hytterne ligger smukt midt i dalen
Noget af det jeg er faldet for i fjeldet er kontrasterne. Den evige skiften mellem forskellige farver og nuancer der naturligt er lige fra de brune karske blokmarker i de højtliggende dale til den utrolige frodighed man oplever i  fjeldbirkeskoven og på højurtsengene. Også de skiftende vejrlig ændrer fjeldets farver og de små næsten uanseelige fjeldvækster som fjeldensian, lapsk alperose og mange andre der ikke ser ud af så meget men hvis farver her en sjælden intensitet lyser op.

Men nu sidder jeg på bænken for enden af den gamle Sealgga-hytte med udsigt gennem Čeakčavággi mod syd og drikker en Norrlandsk Guld på hele 3,5%. Det er en af de goder man godt kan unde sig selv når man går forbi Sealgga der har en lille butik og dengang kunne man også købe postkort og frimærker så man kunne sende en lille hilsen hjem til dem derhjemme og håbe at kortet nåede frem inden man selv var kommet hjem hvilket der ikke var garanti for idet vandrere der kom forbi hytten og skulle mod Kebnekaise fjeldstation tog posten med og afleverede den i receptionen. Herefter kom det med helikopteren til Nikkaluokta og med bussen til Kiruna og videre ud i verden derfra.
Men hyggeligt var det og Sealgga havde deres eget stempel til kortet så man kunne se at det autentisk kom derfra.

Nu har jeg vandret deroppe i rigtig mange år og er der mulighed slår jeg altid et smut forbi Sealgga for at høre nyt og se om der er folk jeg kender og det er der ofte eller også har jeg tidligere mødt hytteværten på en anden hytte.

Er vejret fint er Sealgga-toppen også altid et besøg værd og den kan man nå helt uden klatring bare man vandrer opad det rigtige sted.

Den mest brugte vej er gennem kløften og op til søen 1055.
Man vandrer simpelthen over mod vandløbet Čeakčajohka som man vader. Det er sjældent at man kan komme over den uden at få våde fødder men vadet er let.
Herefter går man hen til kløftens munding og op i den hvilket ikke byder på nogen sværhed, og når man er oppe på sydsiden af søen vandrer man op ad de terrasseagtige blokke op til det lille plateau og derfra videre til kammen som  man så følger mod syd til selve toppen.

Vil man en anden vej ned fortsætter man hen over toppen og ned til plateauet 1510 og derfra over i kløften Mielkeriehppi og følger den ned. Nede skal man vade vandløbet og vandre nordpå for også at vandre Čeakčajohka. I somre med megen vand kan ruten ikke benyttes idet det vil være vanskeligt at vade vandløbet i Mielkeriehppi.

I stedet kan man gå fra toppen tilbage til det sted man kom op og derfra følge gletsjeren ned på nordsiden af Mielkeriehppi til Čeakčajohka.

Det er en super fin bestigning tæt på gletsjeren og så kan man finde halvædelstenen granat i skifferen undervejs.


torsdag den 15. august 2019

Tanker om fjeldvandring, vol-IV

På min vej ud igennem Guobirvággi falder mine tanker på førstebestigningen af Kebnekaises sydtop men jeg vandrer ad blokmark ud mod Kungsleden.

Guobirvaggi mod vest. Billedet er taget fra passet mellem Gaskkasvággi og Guobirvággi

Fra min lille lejr ved søen i Guobirvaggi vandrer jeg langs Drakryggen ud mod Kungsleden.
På vej ud passerer jeg atter Rabots gletsjer der som en vældig blågrøn ismasse liggerflyder ned på bagsiden af Kebnekaisemassivet. Gletsjere er altid imponerende og det er de vandmasser der fosser ud fra gletsjerporten og brusende flyder ud medbringende grumset slam fra gletsjeren.

Jeg stopper op og spejder over imod det sted førstebestigeren gik op i sit forsøg på at nå Kebnekaises sydtop. På afstand ser fjeldsiden ikke ud til at kunne betvinges men kommer man tættere på ser man fint en stejl, men farbar vej op og i 80'erne forsøgte brugte jeg den selv til en bestigning. Er man først over det første stejle stykke med løse blokke står man på et relativt fladt plateau der naturligt fører hen til topstugan og videre op til toppen.

Bestigningen foregik i år 1883 idet den franske geograf og eventyrer Charles Rabot startede sin ekspedition fra Skjomdalen ved Narvik. Med sig havde han tre ledsagere nemlig samen Jon Larsson der også var fjeldguide samt Pehr Abrahamsson og Hans Monsen og en hest.
Vandringen fra Skjomdalen til Kebnekaises fod i Guobirvággi tog dem seks døgn og om aftenen den 22. august ved 19-tiden stod de nedenfor fjeldet.

Faktisk var det ikke meningen at han ville bestige Kebnekaise med det sammen men blot foretage en kort rekognoscering men da han nåede plateauet gik han alligevel mod toppen som han altså nåede.

De gamle historier om fjeldområdet er interessante og på samme måde som beskrivelsen af førstebestigningen af Kebnekaises sydtop findes der optegnelser om alle bestigninger i området og vil man vide mere kan man finde alle informationerne i Tore Abrahamsson's bog  "Dette är Kebnekaise.
Bogen udkom på Bonniers forlag i 1987.

Guobirvággi er en hyggelig dal og selvom den indeholder en del blokmark i de øvre partier er der alligevel teltpladse som de lidt dårlige for enden af søen og nogle bedre bed foden af Drakryggen lige før Rabots gletsjer og også ud for gletsjeren.

Min færd fortsatte som nævnt ud til Kungsleden som jeg fulgte nordpå til Sealgga-hytterne der altid er et hyggeligt mødested i området. Her mødes både folk der vandrer på Kungsleden og folk der kommer fra eller skal mod Nállu og Visttas og det er et godt sted at høre nyt om forholdene i Čeakča-passet og om vadene i Styor Reiddavaggi hvis man vil til Visttas.

Min plan hjemmefra var at vandre mod Visttas men mere om det senere ...

onsdag den 14. august 2019

Tanker om fjeldvandring, vol-III

Tilbageblik åbner altid for nye tanker men også for undren over flere ting for udover førsteindtrykket af fjeldet som fantastisk og flot og bjergrigt hvad er det så der drager?
Bjerge er der jo mange steder og også under varmere himmelstrøg så hvorfor bruge sommeren i kulden med risiko for sne midt i juli?


De moderne kort nogle måske vil følge med på (de ligger på nettet) har ændret stavemåde så mange af navnene nu kun står på samisk så fremover vil jeg anvende den stavemåde.

At jeg lige forelskede mig i fjeldområdet omkring Sveriges højeste fjeld, Kebnekaise,  er tilfældig og skyldes nok den bog jeg fandt om Kungsleden og at det var i det område jeg første fjeldvandrede.
Og så måske alligevel ikke for der var noget dragende over området allerede på min første tur ned ad Kungsleden hvor jeg kikkede ind i alle sidedalene som jeg syntes var så spændende og tillokkende at jeg allerede i august og altså kun en måneds tid efter min første tur, tog derop igen.

Det blev så til to ture på samme sommer men med vidt forskellige indtryk idet min grundrute var den samme bortset fra at jeg denne gang startede i Nikkaluokta og ikke som på den første tur i Abisko.

Denne gang ville jeg op i Tarfala og se om ikke jeg kunne komme over i Guobirvággi. Jeg havde læst om ruten kaldes 3-pasleden i en anden bog jeg havde fundet i en antikvariat. Bogen hedder "Fjällturer i norra Lappland" og er udgivet af Den Svenske Turistforening i 1948 og altså et år før jeg blev født. Jeg har den endnu.

Det er altid meget let at andre fra Nikkaluokta og gennem fjeldbirkeskoven til vandløbet Tarfalajohka 3 km før fjeldstationen og de mange gange jeg har gået ruten har jeg altid vandret til søen Laddjujávri og teltet der ca 6 km fra Nikkaluokta hvilket passer fint med tiden fra at bussen ankommer og til aftensmadstid og så er man ligesom igang med turen.

Allerede dengang var stien veltrampet gennem skoven der ikke levner megen rum for udsigt men man fornemmer alligevel områdets storhed via kik til bløde afrundede toppe gennem lysninger i bladhanget mod dalens modsatte side, og netop disse kik er med til at opbygge en forventning og spænding. Ind imellem ser man snefelter på fjeldenes nordligt ente kløfter som kontrast til fjeldskovens blændende frodighed. De krogede fjeldbirkes lysegrønne blade står i kontrast til de sorthvide stammer og i skovbunden vokser tidsler så høje som en meter sammen med blåbær og svampe mellem trøskede stammer der vidner om udgåede træer der har måttet bukke under for ælde.

Man kommer hurtigt frem og de sidste 10 km gennem skoven der stadig åbner sig mere og mere efterhånden som terrænet stier er relativt hurtigt vandret og pludselig står man ved broen over den brusende Darfáljohka.
Broen var dengang en træbro men er nu udskiftet med en stålbro.
Frem foran mig fortsatte stien mod Kebnekaise fjeldstation og mod nord fører stien op gennem Darfálvággi mod gletsjerne.

Turen op i Darfálvággi er let nok selvom den stiger og i vore dage er ruten lagt en smule om via to broer så man slipper for det stejle stykke hvor der altid faldt sten ned fra stien når man gik på den.

Ruten stiger jævnt med ind imellem stejlere stigninger mens dalen snævrer ind og i bunden bruser vandløbet der er grumset og mælkehvidt af gletsjerslam som vandløbet føre med sig i store mængder fra gletsjerne længere oppe i dalen og på vandløbets modsatte side tårner stadig stejlere fjeldsider sig op og hist og her falder små vandfald ud over kanten deroppe mens vinden får dem til at ligne sølvglintende vifter i sollyset hvor de falder ud over for så atter at samle sig.

Længere oppe åbner udsigtens sig ind imod først Storgletsjeren og siden Isfaldsgletsjeren og Giebnebaktigletsjeren. Ismasserne er helt snefrie og glinser i turkisfarvede nuancer mod den blå himmel og over Storgletsjeren ses Kebnekaises hvide sydtop. Et fantastisk skue med den næsten sorte klippeside som forgrund bag gletsjerne.
For mig var dette dengang et unikt syn der fæstnede sig i min erindring og stadig gør det her 50 år efter. Måske er det de indtryk som der efterhånden kom flere og flere af med årene jeg ikke kan løsrive mig fra.

De  ca 6 km der er fra Darfálbroen nede i dalen og op til Darfál-hytten er hurtigt vandret og stående med udsigt til passet ved siden af Giebmebákti-gletsjeren så det ikke så let ud som jeg havde forestillet mig men uden at tage sorgerne på forskud teltede jeg på en lille plet på det nederste af morænevolden ved siden af søen.

Turen op ad morænevoldene var forholdsvis let og det er den stadig men helt oppe var der en hel del is så det var svært at se hvor gletsjeren gik til og hvor der blot var sne og hvor klippen begyndte.

Gletsjeren var fuld af dybe sprækker i isfaldet og man kunne se ned i de nærmeste. Forsigtigt bevægede jeg mig opad vel vidende at der også kan være sprækker i kanten mellem is og sne og klippe.

Det gik fint og snart var jeg oppe ved søen kaldet Svarta sjön men forinden havde jeg siddet på kanten og nyt udsigten ned gennem dalen og over gletsjerne der ligger på Kebnekaises østvendte sider.

I vore dage har gletsjerne trukket sig en hel del tilbage og der er nu let passage i passet.

Passet stiger lidt efter søen hvorefter det går stejlt ned på grus der glider lidt når man går på det og ned i bunden af Guobirvággi hvor der ved søens ende godt kan ligge et par telte.

Oppe i passet efter Svarta Sjön, efter den store varde, ser man ind over toppen af Rabots gletsjer og "desværre" ser man også op imod en mulig nordlig passage til Kebnekaises nordtop idet man kan bestige Giebnebákti og fortsætte til Halspasset hvor der er lidt klatring og derfra videre til toppen. Som ung eventyrer bruger man alle pauserne på at se på kort og på at orientere sig så man ved hvor man er men også for at finde nye muligheder.

Det er en fin tur med flot udsigt og vil man ud igennem Guobirvággi hvilket jeg gjorde så er der også teltpladser for enden af Drakryggen ved Rabots gletsjer hvorfra der kun er få km ud til Kungsleden.


mandag den 12. august 2019

Tanker om fjeldvandring vol-II

Selvom jeg allerede som barn holdt meget af at være ude og lege i naturen så var det vel ikke så underligt i forhold til andre børn, men i ungdomsårene forlod trangen mig ikke selvom teenageårene selvfølgelig førte langhårede distraktioner med sig.

En ung René på Knivkammen
Til min stigende interesse for fjeldet hører også en forhistorie ...

Reglerne for færdsel i den danske natur var noget anderledes da jeg var ung. Dengang var der ikke noget der hed shelterpladser eller fri teltning men hvis man ringede til skovridderen i en statsskov kunne man godt få lov til at telte bestemte steder men eller må jeg jo flovt indrømme at jeg ofte tyvteltede.

Allerede som helt ung lærte jeg at at færdes i terrænet uden at afsætte spor og at finde pladser i skoven hvor skovens ansatte aldrig eller sjældent kom.

Mens jeg fjeldvandrede om sommeren var jeg ligesom nu også ude på alle andre årstider og når jeg ikke kunne være i fjeldet -der kan man kun være sådan cirka fra St. Hans til slut september og om vinteren fra april til midt i maj- så brugte jeg Danmark eller Sydsverige ligesom i dag.

Bornholm har også været et yndet sted især om vinteren. Her er klipper mod nord og ingen mennesker.
Engang ringede jeg til det der dengang hed Bornholms Statsskovdistrikt for at spørge om lov til at telte på Hammeren ved Krystalsøen men hold k.... hvor var skovridderen sur! Der kunne absolut ikke være tale om noget som helst og desværre havde jeg fortalt ham datoen i telefonsamtalen så han vidste hvor jeg agtede mig hen og hvornår.

Jeg gjorde det alligevel men lagde mig højere oppe over Krystalsøen og sent om aftenen kunne jeg sidde ved teltet og se skovridderen lede med lommelygte nede ved søen.

Men tilbage til fortiden og fjeldvandringen som faktisk startede med at mine forældre købte sommerhus ved Hundested og her fandt jeg Knud Rasmussens hus og den lille René blev straks grebet af eventyrlysten og indfanget af billeder og beretninger fra slædeekspeditioneer og selvfølgelig drømte jeg om Grønland.

Jeg tror at jeg har læst alt hvad der findes om Grønland, eskimoer og grønlandsfarere og jeg har den dag i dag et omfattende bibliotek om arktis.

Der skulle imidlertid gå mange år før jeg satte mine vandrestøvler på Grønlands fjelde men det er en helt anden historie.

Grønland var for dyrt for en underuddannelse men en dag bladrede jeg i en bogkasse udenfor en antikvariat i Skindergade og fandt en bog om Kungsleden der dengang kun gik fra Abisko til Singi og videre til Kvikkjokk. Fra Singi gik et spor ind til Kebnekaise fjeldstation hvis første del blev bygget af sten mellem 1907 og 1911.

Bogen kostede så vidt jeg ved en flad femmer så den købte jeg og blev straks fanget af beskrivelsen og en drøm om at vandre strækningen eller noget af den spirede i mig.

søndag den 11. august 2019

Tanker om fjeldvandring vol-I

Når man nærmer sig et aldersmæssigt skarpt hjørne er det altid en anledning til at gøre op med eller tænke over nogle ting i sit liv.
Jeg er netop i år fyldt 70 år og dermed rundet endnu et skarpt hjørne og dertil også en slags jubilæum idet jeg samme år har 50 års jubilæum som fjeldvandrer.


Set tilbage på et langt liv med fjeldvandring og friluftsliv har det selvfølgelig givet mange gode oplevelser og da jeg har brugt det meste af tiden på at gennemtrave Kebnekaisefjeldene, hvilket har givet mig et indgående kendskab både til de kendte og mindre kendte markerede, og umarkerede ruter, så har jeg også "udviklet" et utal af alternativer.

Nogle af alternativerne er blevet til på aleneture mens andre er fundet når jeg har været guide på såkaldte "pionérture" der fra starten har haft til formål at kortlægge nye muligheder i fjeldet.

Det har været mange år med utrolige og spændende oplevelser og møde med mange hyggelige mennesker såvel unge fra ungdomsskoler og voksne.

Min interesse for friluftsliv og fjeldvandring har altid været kædet sammen med formidling. Min mission har været og er stadig at udbrede kendskab og interesse for friluftsliv og fjeldvandring, og derfor har jeg også lige fra starten haft en drøm om at være fjeldguide.

Men hvordan bliver man lige fjeldguide? Vi skal her tænke på at jeg gik min første fjeldtur i 1969 og dengang var der ingen kurser i noget som helst der handlede om friluftsliv, så der var der ikke andet at gøre end at øve sig selv hvilket jeg så gjorde.

Men hvor meget skal man så øve sig før man tager ansvaret for en gruppe? Det var også min tvivl for hvad hvis der sker noget på grund af at guiden ikke var kvalificeret?

Det første år vandrede jeg to ture, én på Kungsleden fra Abisko til Singi og Nikkaluokta og en eftersommertur hvor jeg med udgangspunkt i Kungsleden udforskede nogle sidedale men stadig markerede eller delvis markerede ruter.

I de efterfølgende år vandrede jeg både alene eller med en makker og min datter ture på op til én måneds varighed og her var der gode muligheder for at komme langt ud og væk fra stierne hvilket lagde grunden for min mangeårlige erfaring og efter 10 år følte jeg mig parat til at guide ture for nybegyndere.

torsdag den 8. august 2019

Naturguide Island

Jon Freiberg og K. Torben Rasmussen har begået en fantastisk bog om Islands natur der også indeholder afsnit om geologi og gode lokaliteter.
Bogen s hovedemne er en komplet gennemgang af Islands fugle, pattedyr og planter.

Bogen er efter min vurdering den bedste der til dato er udgivet om Islands natur og dyreliv og så i et format det er til at have med i rygsækken.

De 104 fuglearter, 26 land- og havpattedyr samt mere end 248 planter er godt illustreret i flotte billeder der gør det let at genkende dem fra naturen.

Bogen er et must for alle Islandselskere og vil være en god "ven" på rejser og vandreture på den spændende ø.



TYPE : HÆFTET
ISBN : 9788702278620
UDGAVE : 1
UDGIVELSESDATO : 14-05-2019
Forlag: Gyldendal
SIDEANTAL : 272
Pris: 249,95



Opslag:




Årets fjeldtur 2019

Så har årets fjeldtur været afviklet med et supergodt hold af friske og positive deltagere. Turen var faktisk også en slags jubilæumstur for mig idet jeg i år har været på fjeldvandring i ialt 50 år.
De 50 år har ikke kun været med én tur om året i alle år og det har ikke altid været i Lapland idet jeg også har vandret på Færøerne, i grønland og forskellige steder i Sverige og Norge em det er kun fjeldture der er talt med.


Turen var utrolig flot selvom vi havde det lidt koldt de første dage og deslige regn hvilket gjorde det hele lidt besværligt. Jeg havde nemlig forberedt en rute med ikke mindre end tre meget høje pasovergange og på toppen af dem ville vi selvfølgelig gerne have god sigt.

Ved at "file" lidt på etaperne de første to dage lykkedes det så vi fik udsigt på alle overgangene.


Vores rute startede i Nikkaluokta hvor vi havde chartret helikopter til at flyve os oven for trægrænsen hvilket er det letteste især når ruten ellers starter i Årosjåkk som man er nødsaget til at få bussen til at stoppe ved. Årosjåkk ligger ca. 20 km før Nikkaluokta.


Turen op igennem skoven er ikke videre interessant og der plejer at være en del myg så helikopteren er lettere.
Fra Pladsen hvor vi blev sat af vandrede vi ad stien der fører mod Alisjávri samelejr der ligger ved Alesjávri-hytterne på Kungsleden - med der skulle vi selvfølgelig ikke ud.

Vi vandrede ad stien hen til vadet over Leavášjohka hvor vi drejede fra og fulgte Leavášjohka mod vest indtil kløften Šnjalžorurra som vi gik op igennem.

Det er lidt tricky oppe hvor man skal undgå nogle kløfter med vandløb der godt kan være heftige elelr med snebroer af tvivlsom kvalitet.

Efter kløfterne vandrer man højt på højdekurve1200 moh. Der er fine teltpladser heroppe og efter en overnatning vandrede vi videre på højdekurven hen til vandløbet Vássajohka for at finde stien ned. Stien er der nærmest ikke mere så man bøvler lidt ned gennem skoven til broen på ruten mellem Nikkaluokta og Visttas-hytten i Visttasvággi.

Herfra gik vi over og teltede ved broen over Visttasvággi for dagen efter at vandre over Njunni til Gaskkasvággi og derfra videre til Dárfal og ned til Kebnekaise fjeldstation.


tirsdag den 30. april 2019

Sveriges Nationalparker - Claes Grundsten

I 1983 udkom for første gang en bog om Sveriges Nationalparker på Naturvårdsvärkets forlag. 
I år er en helt ny og udbygget udgave udkommet ligeledes med Claes' fantastiske billeder.

Bogen der dengang i 1983 var ganske fin blev redigeret og genudgivet i 1986 og dengang var det det eneste samlede værk der beskrev samtlige af Sveriges Nationalparker og bogen var illustreret af Claes Grundsten.

Den første bog var på 227 flotte farvesider målt med datidens øjne.

Den oprindelige bog har jeg naturligvis også i mit omfangsrige bibliotek af litteratur om Nordens og Grønlands geologi, natur og friluftsliv.





Bogen gav dengang en fin gennemgang af de etablerede nationalparker i Sverige og selvom min vandrekarriere startede med vandringer i de svenske fjelde allerede i 1969 så gav bogen mig flere idéer til steder der skulle besøges og udforskes, og det har givet mange både smukke og spændende ture i det svenske landskab.

I år er der kommet en ny og udvidet udgave idet den seneste nationalpark "Åsnen" er medtaget og samtidig er bogen udbygget med et væld af smukke farvebilleder taget af Claes Grundsten.


Jeg må sige at bogen er et pragtværk om den svenske natur hvor den er smukkest og mest særegen og samtidig viser gennemgangen af nationalparkerne også den mangfoldighed naturen i Sverige indeholder.

Sverige har her på det sidste fået endnu en nationalpark "Åsnen" der er et enormt sørigt område som mange specielt kanopadlere sikkert kender.

Den nye flotte bog kommer på gaden nu hvor det er 100 år siden den første nationalpark blev etableret. Den første i hele Sverige var Kosterhavet der egentlig er et havområde beliggende op imod den norske grænse.

Men den helt nye nationalpark Åsnen er bogen foreløbig komplet og Sveriges står nu som et af de fremmeligste lande med hensyn til naturbevarelse men ikke nok med det så fremstår værket som nævnt imponerende og de velskrevne tekster er med til at vække nysgerrigheden hos læserne uanset om det er dem der søger nye naturområder for kommende ture eller dem hjemme i lænestolen der blot vil nyde et pragtfuldt bogværk med imponerende billeder.

Herunder ses et par eksempler på bogopslag.




Fakta
Forlag: Max Ström
Forfatter og fotograf: Claes Grundsten
Illustratör: Martin Thelander
ISBN: 9789171264725
Utgivelsesdag: 2019-03-25
Sprog: Svensk
Antal sider: 319
Format: 250 X 311,5 cm

Pris: 449 SEK

lørdag den 13. april 2019

Tøndermarsken - boganmeldelse

Henrik Saxgren har endnu engang begået en flot fotobog men denne gang er billederne ledsaget af en smuk tekst forfattet af kunsthistoriker Hans Edvard Nørregård-Nielsen.
Bogen er som fotobog et flot værk og de gribende beretninger fra området som er smukt beskrevet af Hans Edvard Nørregård-Nielsen fuldender værket.

Tøndermarsken er en del af Vadehavet. Marsken er Vadehavets lavtliggende bagland hvor kun få højdedrag rager op over det ellers flade landskab.

Marsken oversvømmes regelmæssigt hvilket tilfører den enorme mængder af næringsstoffer hvilket igen gør marsken meget frugtbar.

Marsken er hjemsted for store mængder af fugle og ikke mindst trækfuglene kommer forår og efterår forbi i store flokke. Det er bl.a. her man kan opleve fænomenet "sort sol".

Bogen er flot og beskrivelserne interessante så har man en hang til Vadehavet og marsken så er den absolut værd at have på hylden.




Fakta
Henrik Saxgren og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen er her gået sammen om at beskrive den i billeder og tekst.

Type: Bog
ISBN: 9788702282641
Udgave: 1
Udgivet: 2019
Sider: 208
Omslagsgrafiker
Greger Ulf Nilson AB

Vejledende pris: 349,95

fredag den 8. marts 2019

Flåterne er på vej nordpå


Der findes stadig flest flåter i det sydlige Sverige, men de er så småt på vej over grænsen til det nordlige Sverige, fortæller forskerne.
Tidligere har den biologiske grænse stoppet ved skellet kaldet Limes Norrlandicus, som løber ved overgangen nord for Uppland (omkring 150 kilometer nord for Stockholm) og gennem Värmland.



Siden 1980’erne har flåterne bredt sig nord for grænsen, skriver forskerne i studiet.

»Det, der driver modellerne, er temperaturen. Det ser ud til, at klimaet bestemmer, om der er flåter eller ej, og når det bliver varmere, så rykker de nordpå,« siger René Bødker, der er medforfatter på studiet og seniorforsker på Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Læs hele artiklen og se kortet på Videnskab.dk her!

torsdag den 7. marts 2019

Klimaet forandrer sig og dyr flytter længere nordpå

Klimaforandringerne tager fart og spørgsmålet er nu om vi overhovedet kan bremse udviklingen?
Med det varmere vejr ændrer dyrelivet sig også.

En stor undersøgelse foretaget af det finske nationalhistoriske museum og Helsinki Universitet og som kan læses i sin helhed her på DR! mener at klimaforandringerne allerede nu vil føre til at sanglærken vil forsvinde og finde nordligere yngleområder.



Hør nattergalens sang! 

Men fortvivl ikke for nattergalen vil blive afløst af den sydlige nattergal som dog har en noget anderledes sang.


Hør den sydlige nattergals sang!

På samme måde kan man forudse at flere dyrearter søger højere mod nord hvor klimaet pga. ændringer er mere passende for dem idet deres fødegrundlag også flytter.

fredag den 25. januar 2019

Gæsteindlæg "Livets Vandring"

Det er altid hyggeligt at invitere gæsteskribenter til sin blog og det gør jeg gerne når jeg læser noget jeg kan lide.
Bloggen "Livets Vandring" er en af dem. "Livets Vandring er en personlig blog om friluftsliv, med en aktiv livsstil og en healende effekt!


Livets Vandring

En personlig blog om friluftsliv, med en aktiv livsstil og en healende effekt!

Det er mig en stor fornøjelse, at jeg med dette indlæg på ”Outsite-Stories”  får mulighed for, at bidrage til et fokus omkring friluftslivet – set med mine øjne. Tak for det!
Læs mere på min blog og min Facebookprofil

Lidt om mig

Jeg hedder Susanne Romny Jørgensen. 
Aldersmæssigt er jeg en årgang 58.

Jeg har et aktivt liv – i
erhvervslivet og privat. Et godt og spændende liv, omgivet af min dejlige familie, et fint netværk af skønne venner og gode kolleger.

Mine interesser spænder vidt, men mest af alt fylder vandre- og outdoorlivet. Når først støvlerne er snøret og rygsækken er pakket, trækker jeg stikket ud. 
Naturen er mit helle og min legeplads – her finder jeg ro, energi og overskud.
Denne interesse og livsstil har grebet om sig de senere år. Det er blevet til et indholdsrigt liv med vandring og friluftsliv. Naturen giver mig et overskud og et stærkere fokus på en positiv tilgang i livet. En livsstil der har givet mig styrke og fornyede kræfter efter en af livets tunge kriser, for år tilbage.
Friluftslivet giver mig en daglig glæde og en healende effekt.
Alt dette ønsker jeg, at dele ud af!

At gøre en forskel

Jeg er blevet bekendt med, at min passion og tilgang til livet - er inspirerende. Min begejstring for
vandre- og friluftslivet og de eventyr jeg dermed kaster mig ud i inspirerer andre til selv, at vove sig ud over kanten. Til selv, at finde gnisten og rejse sig igen efter en livskrise. Tro på sig selv – og turde!
I sommer gik jeg den Portugisiske Camino. Her mødte jeg skønne mennesker fra hele verden, hvor dybe snakke var en stor del af oplevelsen. At få øje på livet gennem Camino-vandring giver en selvindsigt og berigelse på alle måder. Det at give og være åben for at modtage, er en uvurderlig mental gave.
På samme tur modtog jeg mange hilsner hjemmefra - varme, kærlige og åbenhjertige hilsner. Hilsner der med masser af opbakning og tilkendegivelser om, at jeg gør en forskel for den enkelte, rørte mit hjerte dybt. Så meget, at tanken om at gøre en mere målrettet forskel begyndte at spire.
Det er nu blevet til en blog, som jeg kalder Livets Vandring – en vandring i livet.

Find din egen passion

Gennem min blog Livets Vandring, deler og formidler jeg den glæde og livskvalitet jeg selv har
fundet i kraft af min passion. Herunder mine vandre- og outdooroplevelser, samt de tanker der rører sig omkring livet. Tanker der får frit spil når naturen pirrer sanserne og giver en ubeskrivelig ro - i takt med, at den ene fod sættes foran den anden.
At finde din egen passion i livet, som kan løfte og bære dig videre, er en gave. En gave og en rejse som i svære – måske stressede perioder, kan være pusterummet og den stille oase som giver plads til at finde ind i dig selv – med plads til at finde dit ståsted og en styrke til at komme videre. Eller måske blot finde glæden og taknemmeligheden over det at være til og værdsætte nuet.

Min lære er; 
Åbn dit sind og vær til stede i nuet – så kommer ”gaverne” af sig selv!

Velkommen ombord

Mit mål er, at inspirere til en aktiv livsstil og et velvære som giver den ro der skal til for at hvile i sig selv.
Jeg håber, at jeg har vakt din interesse. Så hop endelig med ombord. Det vil være mig en glæde, at have dig med på Livets Vandring.
Følg med her - på: Bloggen og Facebooksiden
Jeg ønsker dig rigtig god fornøjelse med din passion og det der gør dig godt.

Tak fordi du læste med!
De bedste friluftshilsner,
 Susanne



torsdag den 24. januar 2019

"Aldrig mere vabler"

Jeg har bidraget til en lang og fin artikel hos Spejdersport om vabler.
Vabler er enhver vandres mareridt og mange ture er blevet ødelagt af de gener og smerter vabler giver.


I forbindelse med arbejdet er der imidlertid fremkommet endnu en fidus som bliver beskrevet i artiklen snarest.
Fidusen er at når og hvis man få et af de såkaldte "hotspots", altså den der brændende fornemmelse for at der er ved at blive dannet en vabel, så kan man polstre stedet med Artiflex direkte på stedet og fastholde det med fx. Tensoplast.
Artiflex er blødt specialvat der bla bruges under gipsbandager.

Læs Spejdersports artikel her!

onsdag den 2. januar 2019

Granite Gear Blaze AC 60

Det er efterhånden ikke så ofte man ser nye rugsækmærker herhjemme men ind imellem kommer der noget.
Den seneste jeg er stødt på er mærket Granite Gear som jeg for nogle år siden så en med på en fjeldtur. Rygsækken var dengang købt i USA.
Jeg var selv ude efter en let rygsæk men da Granite Gear ikke kunne fås herhjemme købte jeg en anden.



Efter at have anvendt forskellige rygsække gennem tiderne syntes jeg at det var på tide at få vægten generelt ned. I mange år havde jeg slæbt alt mellem 36 kg og 18 kg. med på fjeldture og det er meget når man ikke selv vejer over 80 kg.

I starten var årsagen til vægten primært at der ikke fandtes noget letvægtsgrej - jeg gik min første fjeldtur i 1969 og udvalget dengang var ikke stort, men det der var var tungt.

Senere kom der lettere telte og rygsække til men en traditionel rygsæk til fjeldbrug er for mange stadig en 70-80 liter og måske for nogle endda større, og vægten kommer hurtigt op å over 20 kg.

I dag gider jeg ikke bære så meget så målet var at få vægten ned hvilket lykkedes fint med et telt der vejer 1 kg og en sovepose der vejer det samme samt kogegrej der vejer 37 g for brænderens vedkommende og dertil en aluskærm og gasdåse.

Rygsækken derimod vejede fortsat op imod de 3,5 kg hvilket er alt for meget.

Læs artiklen her om grejet!

Læs mere her!

Nu har jeg så brugt min Granite Gear på en del ture og også på fjeldet og det er en af de bedste og mest velforarbejdede rygsække jeg længe har set og vægten på de 1300 g er helt acceptabel i forhold til kvaliteten og holdbarheden.

Hvor de andre to lægtvægtsrygsække (Klättermusen og Exped) gav op i syningerne holder Blazeren fint og jeg har ingen skader på den.

Jeg bærer omkring 12-14 kg på en normal 10 dages fjeldtur med alt inkl proviant til hele turen!

Så vidt jeg ved er det eneste sted i DK hvor man kan købe den hos Bjergkæden i Køge.

Fakta
Velegnet til oppakning på max 16 kg.
Detaljer: Rullelukning, strækbare lommer på front og siderne, meget slidstærke materialer, udtagelig rygplade
Short 55 L, vægt: 1200 g.
Regular 60 L, vægt 1300 g.
Blaze AC 60 er et ideelt valg for light and fast vandreren, som ikke vil gå på kompromis med bærekomfort eller slidstyrke. Rygsækken har et minimalistisk design med et stort hovedrum med rullelukning, store strækbare lommer på front og siderne. Med sin volumen på 60 liter og komfortable bæresystem er Blaze AC 60 rummelig nok til eksempelvis langdistancevandring Skåneleden eller på hytte-til-hyttetur i fjeldet.

Pris: 2.199 kr


tirsdag den 1. januar 2019

Fjeldvandring i juli med Vandrefolket - af Bodil Bach


Jeg har efterhånden kendt Bodil i en del år, primært fra dengang Bodil tog på sin første fjeldtur og i den anledning etablerede bloggen "Min fjeldtur i Lapland".Bloggen findes desværre ikke mere hvilket er ærgerligt da den hjalp mange med at finde rundt i togtider og meget andet det er rart at have samlet på ét sted.Til gengæld startede Bodil Vandrefolket der tilbyde dags- og andre ture i Danmark og andre steder og således også en kommende tur i Paddjelanta i svensk Lappland - en tur Bodil selv har vandret flere gange.Jeg syntes at vandrefolket er et fint koncept jeg gerne vil støtte så derfor bad jeg Bodil om at lægge turen op her.



Akka set fra Ritsem
Tag med på denne storslåede vandretur med Vandrefolket til Padjelanta Nationalparks nordlige del i svensk Lapland 200 km nord for Polarcirklen. Det er store vidder og store flotte søer der præger udsigten, hvor man visse steder kan se mange mange kilometer forud – helt ind til de norske fjeldmastodonter på den anden side af grænsen. 

Vandreturen er på i alt 100 km og betegnes som en begyndertur, da stierne er forholdsvis letvandrede uden de store stenede vanskeligheder udover nogle lange op- og nedstigninger. Du skal dog være i træning med vandring og skal let kunne gå med ca. 12 kg på ryggen. Afstandene mellem hytterne er rimelig korte, bortset fra 2. dagen, hvor vi skal igennem ”Kongeetapen”. 



Dette er en oplevelses- og nydelsestur i adstadigt tempo - ikke en strabadserende tur i højt tempo.



Padjelanta Nationalpark, der blev etableret i 1962, ligger tæt på den norske grænse i Jokkmokk Kommune i Norrbottens Län og er på 198.400 hektarer, heraf 1.400 ha birkeskov, 1.400 ha gletchere, 1.000 ha mose, 31.300 ha vand, 2.000 ha blokmark og resten koldfjeld og enge. Nationalparken er rig på fugle, særligt vade- og vandfugle, og hvis det er lemming år ses også sneugle. Sjældent ses fjeldræv og jærv.

Padjelanta Nationalpark, der er Sveriges største, er et meget smukt og unikt fjeldområde med høje sletter, store vidder og store flotte søer, hvor Vastenjaure og Virihaure er de største og mest kendte, hvor Virihaure betegnes som den smukkeste sø i Sverige. Den bløde kontur af det åbne landskab er en skarp kontrast til den dramatiske profil af det nærliggende Sarek Nationalpark, hvis høje fjeldtoppe man kan se i det fjerne fra flere steder på vandrestien. 

De to nationalparker, Padjelanta og Sarek, danner tydelig kontrast til hinanden. Padjelanta med sine let vandrede stier i let fremkommeligt terræn, og Sarek med den vilde vildmark, hvor der ikke er markerede stier, der mangler broer over elvene og fjeldene er høje og dramatiske.

Padjelanta Nationalpark omfatter nogle af de mest frodige blomstrende enge i de svenske fjelde, samt de fleste af de fuglearter, der er forbundet med heder og søer i golde højder, og der er næsten ingen skov i den nordlige del. Padjelanta Nationalparks højeste fjeld er Jiegnaffo (1836 m.o.h.) som er et meget interessant blomsterfjeld. Her vokser den sjældne Polar-Potentil (Potentilla robbinsiana Oakes) som blev opdaget i 1941 af botanikeren Sten Selander, som videreførte botanikeren Carl von Linnés store arbejde med at kortlægge Laplandsfloraen. 

I Padjelanta Nationalpark er der fundet over 400 forskellige arter af vækster, hvilket er noget af en rekord i et fjeldområde. Særligt områderne omkring de to store søer Virihaure og Vastenhaure er rig på flora, og nogle af disse planter vokser ingen andre steder i fjeldet end i Padjelanta. På grund af de kalkholdige fjelde i Padjelanta er floraen arktisk, og præget af kummervækster. 

Padjelanta Nationalpark er et af de smukkeste områder i det svenske fjeld. Der er rullende sletter, blødt rundede fjeldrygge, og store områder af vand, og mange små søer. For et nordisk alpint område, er det usædvanligt åbent og tilgængeligt. Næsten hele nationalparken ligger over trægrænsen. Der er flere interessante geologiske formationer, som viser virkningerne af indlandsisen.  
De store græsningsarealer gør Padjelanta værdifuld for samerne og deres rener, og fiskeriet i de mange søer er ligeledes vigtig. Fiskeri er tilladt i nogle områder ved køb af fiskekort. De samevister - samernes sommerbyer - der blev bygget i midten af 1900-tallet bliver stadig brugt. I midten af 1600-tallet fandt man sølv i den sydlige del af Padjelanta, men denne mine blev nedlagt ca. 30 år efter. 

Padjelanta ligger - i fjeldverdenen - forholdsvis tæt på Atlanterhavet, og vejret er påvirket af havet. Der er ofte vindomsust med en kraftig vestenvind.  

Der er planer om at udvide Padjelanta Nationalpark i sydvest, for at indlemme den svenske side af Sulitelma-massivet (1607 m.o.h.) som er højest på svensk side, det store stejle fjeldmassiv, hvor grænsen mellem Norge og Sverige går lige igennem, og hvor Sveriges 2 største gletsjere findes - Stuorrajiegna og Sálajiegna. 

Stednavnene heroppe højt mod nord har smukke samiske navne. Smag selv på navne som Arasluokta (hyttested), Staloluokta (hyttested), Staddajåkkå (hyttested), Dijdderhjargga (tange ud i en sø), Stuor Dijdder (fjeld), Sjnjuvtjudisjåhkå (elv).
Turleder har skrevet en lille simpel flora, der omfatter alle blomsterne, der findes i Padjelanta Nationalpark. Den godt slidte lille flora medbringes på turen. 



Turleder Bodil Bach, - læs mere….
Tilmelding, - læs mere……

Udsigt til søen Verihaure og Norges høje fjelde
I juli ligger der stadig sne fra vinteren

Udsigt fra stien ind til Sarek-massivets 11 toppe