En heftig rute fra Darfál til Kebnekaises sydtop

Denne rute fra Darfál (Tarfala) til Kebnekaises top har jeg aldrig tidligere publiceret.

For at jeg ikke skal få alt for mange flyveskaller, så bør man ikke gøre som jeg gjorde, men bruge gletsjerudstyr på ruten!

Storglaciären under Kebnekaises top

Der er altid sjovt at "opfinde" nye ruter, og denne blev til ved at jeg sad på Kebnekaise fjeldstation og kikkede kort. Jeg havde et par dage på fjeldstationen og skulle finde på noget.

Vejret var strålende. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var ganske varmt og derfor var der fine muligheder for at opleve midnatssolen fra Kebnekaises top.

Nu kunne jeg jo blot være gået op den sædvandlige vej ad Östra leden til toppen, men den har jeg gået et utal af gange som guide, så den var ikke interessant. Der er flere muligheder for at nå toppen og jeg havde gået dem alle så jeg ville afprøve en ny rute, og den skulle gå over Stroglaciären i Darfál (Tarfala).

Ruten sådan cirka. Den videnskabelige station ses lidt til højre for teltet.

Jeg havde to hold på fjeldet nemlig et ungdomsskolehold og et voksenhold fra Vildmarksrejser som jeg drev dengang.
Planen var at vandre op i Darfál og møde gruppen jeg vidste lå et eller andet sted oppe i dalen. Jeg startede fra fjeldstationen sidst på eftermiddagen og vandredde op i dalen. Det er en rask tur fra ca 700 moh til ca 1200 moh helt oppe ved søen (Den helt til højre på billedet). Før den vidensskabelige station så jeg gruppens telte der var tomme.

Holdet viste det sig, var gået op til søen en tur. Jeg ventede på dem indtil de kom tilbage og forelagde dem min plan som de straks var med på, og efter en kop kaffe og lidt mad startede vi turen.

Ruter til toppen - den røde er min rute frem og den blå tilbage til fjeldstationen

Læg mærke til kortet herover. De tre broer der findes i dalen i vores dage fandtes ikke dengang jeg gik denne rute.

Fra lejren gik vi ned til vandløbet. Der var ikke så meget vand og da der lå nogle planker som vidensskabsfolkene brugte kom vi let over. På den anden side gik vi frem til sidemorænen og derefter op på den mod gletsjeren der på sit nederste stykke er for stejl til at gå på uden steigeisen. Planen var at gå op i firnområdet hvor gletsjeren dels er flad og dels er afsmeltet for sne så eventuelle sprækker var synlige.

Foruden gletsjerspalter rummer det flade stykke også såkaldte gletsjerbrønde som godt kan være dækket af grødis og derfor svære at se. Gletsjerbrønde er ikke noget man skal falde i. De er dybe og går helt ned til gletsjerens bund og her er det et fald på måske 200 meter i iskoldt vand, og det er ikke noget man stræber efter.

Jeg kender gletsjeren og ved nogenlunde hvor der er brønde, men gletsjere flytter sig og forholdene kan let ændre sig fra gang til gang man er på den. Jeg har lavet masser af gletsjerture på de tre gletsjere der ligger her i Darfál, men altid med gletsjerudrustning.

Det havde vi ikke denne gang men jeg havde en stav med og med den tjekkede jeg isen for huller. Jeg fandt ingen heldigvis og på strækningen markerer videnskabsfolkene dem de finder med spyd - men, man kan aldrig være for forsigtig.

Mod vest over gletsjerens top ser vi  Kebnekaises nordtop stå skarpt mod den blå himmel.

Vel ovre gletsjeren fandt jeg et sted hvor fjeldsiden ikke var stejlere end at vi kunne gå på skrå op uden risiko. God fast klippe og vel oppe hvor det hele flader ud drejer vi mod vest over imod Björlings gjaciär. Vi krydser forsigtigt den tungen langt nede og finder sporet ind over og op på kammen. Sporene er fra fjeldstationens guidede tur tidligere på dagen.

Björlings glaciär kan også have spalter så her er jeg også forsigtig. Turen hen over denne gletsjer og op på iskammen har jeg gået mange gange og den er jeg ikke nervøs for. Det gå stejlt op på iskammen og der er langt ned mod vest, men sporet er bredt stampet og vi når let Gudjohnsens hylde. Gudjonhsens hylde er opkaldt efter en dansker i sin tid. Hylden der er ganske smal fører hen til opstigningen man skal klatre for at nå op. Der er fastmonteret reb i klippen og klatringen er let så vi er hurtigt oppe.

Nu resterer der blot den sidste vandring fra ca 1800 moh og op til toppen der i dag er 2095 moh men som dengang var 2014 moh. Forskellen skyldes at afsmeltning af topgletsjeren p.g.a. klimaforandringerne. Nordtoppen er i dag faktisk højere end Sydtoppen.

Udsigt mod nord fra toppen

Efter at have nydt udsigten skulle vi samme vej ned igen, eller holdet og deres guide skulle ned samme vej mens jeg skulle direkte mod fjeldstationen.

Vi klatrede ned og vandrede Gudjohnsens hylde til iskammen og derfra hen over gletsjeren til samme sted som vi steg på Björlings glaciär. Vi fulgtes ad hen over Giebmečohkka hvor jeg drejede fra  for at gå direkte på fjeldstationen.

Når man vandrer heroppe gælder det om at skrå ned med retning mod stationen indtil man ser den store klippeblok der ligger på fjeldsiden. Når man ser den tager man retning mod den og videre ned ad fjeldsiden til fjeldstationen.

Ruten er den normale når man vil bestige Kebnekaises nordtop ad Nygrens led. Nygrens led er en ren klatrerute der afsluttes med en eksponeret kamvandring til Sydtoppen.

Jeg har aldrig haft mod på at filme på den rute men det har Martin Bengtson 

Jeg kender vejen og finder hurtigt klippeblokken og så er det blot at vandre ned til skoven og ad stien hen til fjeldstationen og en spændende tur er slut.

Jeg møder Peter som er guide på stationen og han fixer kaffe i køkkenet. Kaffe som vi drikker ude på bænkene i den varme sommernat mens fjeldstationen langsomt kommer til live i den tidlige morgen. Nogle morgenfriske vandrere er ved at tage rygsækkene på og andre vandrer ad sporet mod Nikkaluokta 19 km mod øst. Solen er ved at stige op over fjeldene og det er stadig fint vejr ... 

Raslången rundt

Nu pralede jeg jo lidt med en bog i sidste indlæg og så må det være på sin plads at komme med et eksempel på en tur.

Raslången rundt er en af de mest populære ruter jeg har lavet. Området ligger tæt på København og bygger på en god blanding af stier, skovveje og terrænvandring.

Teksten her er helt ny og er ikke identisk med den der er i bogen "Vandring i Sydsverige" - men turen er nogenlunde den samme. Ingen ture eller ruter er helt ens og det skal de heller ikke være.

Den rute jeg har lavet som er blevet mest populær er uden tvivl Raslången rundt. Den er lige til at gå til, og afstanden fra København på kun to timers kørsel i bil gør at man kan køre over og starte allerede fredag aften hvis man vil på weekendtur.

Derudover er vandet i søer og vandløb ikke forurenet og kan faktisk drikkes som det er. Man behøver altså ikke at slæbe på en masse vand.

Flotte lejrpladser ved søbredden

Man kan med fordel parkere i Bökestad hvor der er en fin parkeringsplads og også et par toiletter. Kommer man ikke i bil går der bus til Immeln by hvorfra man også kan starte og slutte turen. 

Om man går den ene eller den anden vej rundt er ligegyldigt, men jeg går den altid mod uret.
Ruten er ændret lidt i løbet af årene og den væsentligste ændring skyldes en bro der er faldet sammen og som ikke er genopført. Vandløbet den førte over kan desværre ikke krydses uden broen så man må udenom.

Broen er nu helt væk

Lad os begynde turen.

Vi tager udgangspunkt  i at der parkeres ved Bökestad og her vandres over dæmningen og broen til shelterpladsen på den modsatte side. Strækningen vi følger her i starten er en del af Skåneleden og stien er markeret med orange pæle og orange ringe om træerne. Følg stien der snor sig gennem skoven, krydse en grusvej der fører ud mod Bökestadsnäs og fortsæt op ad den stejle bakke mellem enebuske under højspændingsledningerne. På den anden side kommer vi ned på vej. Følg vejen mod nord.

Vær nu opmærksom på at Skåneleden drejer fra mod øst men den vej skal vi ikke. Vi fortsætter op ad grusvejen indtil en sidevej drejer fra mod nord. Vejen snor sig ned som et hårnålesving. Følg den ned til græssletten og videre ind i skoven. Følg skovvejen og lige før vendepladsen ser du et næs mod vest. Herude er der fine teltpladser og måske skal det være målet for fredagens vandring?

Når du atter forlader næsset og den fine lejrplads fortsætter du ad skovvejen hvor du slap i går og ender ved vendepladsen. Her ser du en sti der fortsætter langs søen. Du kan godt fortsætte ad den indtil den fortaber sig i terrænet og så pejle dig frem til vejen længere fremme, men det er bedre at forlade stien og gå opad mod øst med retning mod vendepladsen længere oppe (se på kortet). Husk at pejle lidt til højre for vendepladsen så du er sikker på at ramme vejen der fører til vendepladsen.

Vel oppe når du vendepladsen og ser en sti der fører hen til det faldefærdige hus der ligger med fin udsigt ud over Raslången. En vej fører fra ruinen mod bord og den følger du frem til den lille by Altidhult. Om sommeren er der en åben vandpost som du passerer men vandet i strømmen som du senere krydser over broen er også fint.

Kryds over broen og fortsæt mod nord ad skovejen. Læg mærke til det gamle egetræ der er afstivet. Vejen fører op igennem en gård men du må gerne gå igennem og fortsætte op igennem skoven helt op til Blankatorpet. Du skal dreje mod nord ved Blankatorpet men længere fremme er der en meget fin lejrplads hvis du har brug for en.

Når du er drejet fra ved Blankatorpet følger du skovvejen frem til vendepladsen. Du fortsætter helt op til den lille sø Döragylet hvor du drejer mod vest og fortsætter til Dämmesgylet. Her drejer du mod syd hen til Getatorpet.

Du skal nu over en bro mod syd og derefter ad sti op til endnu en vendeplads. Når du følger den når du til en gård som du passerer og lidt længere fremme pejler du mod vendepladsen ved Ysnanäs Udden.
Nu skal du igennem terrænet for at nå vendepladsen (se kortet). Når du når pladsen pejler du mod næste vendeplads der ligger lidt sydligere. Husk at pejle forbi så du møder vejen.

Når du når den gør du det samme igen og rammer skovvejen som du kan følge til næste vendeplads.

Nu gør du det samme igen bare lidt mod SSØ og rammer atter en vendeplads. Følg denne vej ned i svinget. Er du sej til orientering så kan du pejle endnu en vendeplads der ligger sydligere, men terrænet mod den er ikke helt let men det kan lade sig gøre.
Har du ikke mod på det fortsætter du ind forbi huset og videre ad vejen bag det mod vest. Du tager nu første vej mod syd og vandrer ad den indtil en sti drejer fra mod syd. Den følger du og rammer Skåneleden.

Når du nu følger Skåneleden mod syd kommer du forbi Månses hvor du drejer ad vejen der fører mod nordøst ud til shelterpladsen ved Västervik. Hvis du lige som jeg synes den er for grim kan du vandre mod nord og finde en fin plads ud til Viken.
Du vandrer lidt tilbage igen og går ad sporet der nærmest ligger helt ude ved søen. Du går mod syd til vendepladsen og videre frem. Stien forsvinder men du fortsætter blot langs vandet helt ned til shelterpladsen ved Fuglabacken.

Fra Fuglabacken følger du nu blot Skåneleden ned til parkeringspladsen ved Bäokestad.

Vandring i usporet terræn

Jeg får ofte spørgsmål om ruter i Sydsverige, og problemet er altid at går man de markerede ruter derovre, så skal man finde tilbage til bilen eller stationen igen efter endt tur.
Der er ikke mange markerede rundture.

Der har jeg også været i min tidlige ungdom hvor vi vandrede en del på de markerede ruter, og det er ikke sjovt at gå tilbage i eget spor.

Derfor satte jeg mig for, for en del år siden, at lave mine egne ruter.

Jeg hader civilisation på mine ture i naturen, og det er der flere af mine vandrekammerater der har fået flip af. Jeg kan ikke holde ud at min udsigt bliver "ødelagt" af et hus på den modsatte søbred med lys i vinduerne om aftenen. Jeg kan heller ikke holde højspændingsledninger og master ud - jeg vil ikke se dem fra min lejr. Faktisk bryder jeg mig heller ikke om shelterpladser idet de også er grimme, men dem kan man til nød blive nødsaget til at leve med. Okay nogle af dem kan godt gå an bare det ikke er det der ovre ved Immeln der ligger ved Västervik. Den med de fire sheltere - den er for grim!

Men hvorfor i det hele taget bruge shelterpladser eller markerede ruter? De markerede ruter giver selvfølgelig mening hvis man ikke er så god til kort og kompas, vil have det let og vil benytte sig af shelterpladserne. De kan også give mening som en del af en rundtur idet det ofte er let at parkere ved dem.
Generelt er shelterpladserne de fleste steder for slidte. Jeg kan heller ikke abstrahere fra al det hærværk der altid er på dem. Grafitti, øksemærker og sorte pletter hvor Trangiaen har brændt træet. Omgivelser der er præget af at folk har skrællet bark af træerne og fældet kritikløst i frisk træ. Dåser og andet i bålstedet hvis rist er skæv efter børn og andre der har hoppet på dem, og så er jeg ikke engang nået til at beskrive hvordan muldtoiletterne mange steder ser ud - jeg kunne blive ved.

Alt det vil jeg for alt i verden væk fra!

Når jeg vælger et vandreområde så er det første jeg gør at se på et kort. Her går jeg efter et så tyndt befolket og bebygget område som muligt, men jeg ser også efter vandløb og søer. Det med vandløbene og søerne er af to grunde. Jeg gider ikke slæbe vand i rygsækken og jeg vil have søudsigt fra min lejr. Allerhelst vil jeg ligge under mit tarp eller i hængekøjen, lige ned til enten søen eller vandløbet. Og så må der ikke være udsigt til noget civiliseret.

Jeg kan godt selv høre det: "det er åndssvagt"! men jeg kæmper med det. Altså ikke at jeg kæmper med at overvinde det. Jeg kæmper med at finde egnede pladser der opfylder kravene, og det førte, i starten, ind imellem til mange besværlige vandringer gennem krat eller gennem moser, og jeg sørger altid for at gå forrest så jeg ikke ser de andres misbilligende ansigtsudtryk eller andre attityder.

Med årene er jeg blevet bedre til at spotte pladserne ud fra kortets konturer og jeg er blevet bedre til at finde gode veje hen til pladserne.

Jeg elsker at vandre udenfor stierne. Ikke kun i lavlandet men også på fjeldet.

I løbet af mange år har jeg gennemtrevlet Sydsverige for ruter forår, efterår og vinter. Om sommeren er jeg på fjeldet og der er også lige i overkanten af myg i de svenske skove, i forhold til at jeg er allergisk overfor mygstik.

Nu vælger jeg et startsted ud fra de kriterier jeg just har opridset. Jeg finder oftest en markeret rute og en parkeringsplads og her starter jeg ruten. Jeg lægger ruten hjemmefra ved at vurdere terrænet på kortet, det er jeg god til efter mange års træning, og dernæst måler jeg distancer der skal være lidt længere på stien end i terrænet jeg udvælger til hjemvejen. Ikke alt går ad usporet terræn når jeg forlader den markerede sti. Noget går ad skovveje eller stier i skoven.

Der er bygninger i baggrunden! Jeg får ikke altid min vilje

Hver gang jeg laver en ny tur er det enormt spændende, for kan jeg komme over de tynde blå streger på kortet? Streger der indikerer vandløb. Man kan ikke rigtigt, på kortet, se hvor brede de er. Kan man springe dem? Eller er der ikke mere vand en man kan gå over dem? Kan man finde materialer i skovbunden til en bro?
Når man laver ruter udenfor stierne må man regne med at gå omveje og det skal der sættes tid af til. Omveje er ikke kun vandløb, men også sumpede områder i skoven. Sumpområder der kan være større eller mindre alt efter årstiden.

Det er også meget anbefalelsesværdigt at undgå nyskov. Nyskov hvor man ofte har fældet birk der skyder op overalt hvor der er skovet og nyplantet, betyder ultrabesværlig vandring, så selvom det betyder omvej så går det ofte hurtigere end at gå igennem.
Det samme gælder for tæt nåleskov - gå udenom og gå gennem gammel løvskov hvis det kan lade sig gøre, men disse udfordringer gør blot vandreruten mere interessant og spændende.

En af udfordringerne er også at finde vej gennem skoven hvor man ikke kan se målet. Når jeg krydser gemmen skov uden sti pejler jeg mig frem til næste vej der går på tværs af min rute. Skovveje er der alle steder, men da mange af dem ender i en vendeplads er fidusen at pejle enten til højre eller til venstre for vendepladsen så man rammer vejen og ikke vandrer forbi vendepladsen. Det er meget svært at holde en præcis kurs når man går i skov. Der er meget man må gå uden om og derfor får man let lavet en parallelkurs i forhold til den man lagde fra starten. Metoden med at pejle lidt forbi målet så man er sikker på at ramme vejen er derfor måden at gøre det på.

Se illustrationen herunder:

Orker man ikke selv at lave sine ruter, selvom det er det sjoveste, så kan man "snyde" og købe denne bog, der giver anvisning i hvordan jeg gør og samtidig indeholder en masse forslag til ture jeg har gået og har kortlagt.

Bogen kan købes her!

Friluftsliv og bushcraft

På det seneste har jeg lagt op til en del debatoplæg, og de har afstedkommet nogle gode debatter, der også har været med til at informere mig om, hvordan ting opfattes ude i brugerkredsen.

Jeg fortsætter med det lidt endnu, for der er stadig nogle, for mig, uafklarede spørgsmål.

Jeg er ikke helt færdig med bushcraft, eller enkelt friluftsliv som jeg ynder at kalde det. Hvad bruger vi det til?

Er det som Sanne nævnte i en tråd på FB: "Det er bare noget vi leger!"?
Noget kan tyde på det. Mange deltager i kurser og tager ud en dag eller en weekend og bedriver bushcraft. Man øver sig i at tænde ild på forskellig vis. Nogle går all in og fremstiller et ildbor som de øver sig i at bruge, andre forsøger sig med flint og stål og atter ande synes det er fint nok blot med ildstål - bare der ikke er tændstikker eller lighter involveret.
Man bygger sheltere af forhåndenværende materialer men man har snor med - den laver man ikke selv eller vælger at bruge noget andet til at hænge den indkøbte pressenning op med.

Der indgår altså altid, eller næsten altid effekter der er indkøbt, men er der noget galt med det? Nej det er der bestemt ikke, i hvert fald ikke i det jeg opfatter som enkelt friluftsliv, for det går nemlig i al sin enkelthed ud på, at man skal gøre det hele så simpelt som muligt samt bruge det man har i stedet for at købe en masse dyrt grej. Lærer man at klare sig med det man i forvejen har og have det bekvemt med det, kommer man hurtigere ud på mange flere gode ture derude.

Jeg ved da godt, at de fleste af os gerne vil have noget lækkert grej. Vi påvirkes ligesom andre af reklamens magt og at vi måske gerne vil ligne de andre eller i hvert fald ikke skille os ud ved ikke at have de nyeste Fjällrävenbukser, eller hvad der pt. er mode, og i stedet møder op i et par almindelige og billige arbejdsbukser der stort set er lavet af det samme materiale og ville kunne det samme efter en gang voks.
Næh så hellere få brændt huller fra bålets gnister i sine fine Fjällräven.

Det er mit tarp øverst

Mit postulat er at oplevelserne er lige gode derude uanset hvilket udstyr man har blot det kan fungere til det man udsætter det for, og så er vi tilbage ved "tur efter evne og efter udstyr", men naturen er den samme og det er vennerne man er sammen med også.

Tilbage til at vi leger!
En ting er weekendturene eller søndagsturen hvor vi sidder derude ved bålet og lægger billeder og film op på de sociale medier og ser seje ud. Noget andet er så når vi mødes på længerevarende vandreture fx. i Sydsverige. Der har jeg flere gange oplevet nogle af dem jeg ellers kun kendte fra Youtube og Instagram der deltager med "helt almindeligt vandreudstyr". Det jeg eller har set på medierne er ikke med, men det er telte eller hængekøjer, lightere og Jetboil og andre avancerede kogedimser.

Man kan også se folk der sidder ved bålet men som tilbereder deres frysetørrede retter og kaffen på en multifuelbrænder - lige ved siden af bålet! For mig giver det ingen mening.

Men hvorfor? Er det bare noget vi leger, og ikke noget vi har lyst til at bruge på tur?

Friluftsliv og bushcraft

De fleste er totalt ligeglade med om en vandretur skal være med overnatning, eller om man kan kalde søndagens slentre- eller gåtur i skoven, eller Frederiksberg have for vandring.
Andre kalder konsekvent en rygsæk for en taske hvilket ikke er det samme, og der er mere af den slags begrebsforvirring.
Det er sikkert kun formidlere, som mig selv, og friluftsnørder der interesserer sig for begreberne, men formidlingsmæssigt har de betydning - det er vigtigt at undervisere på området bruger de rigtige termer, for at bidrage kursister og deltagere den rette viden. I den daglige debat er det også vigtigt, synes jeg, at vi bruger de samme begreber idet vi ellers ikke forstår hinanden.

På det seneste har jeg lagt op til en del debatoplæg, og de har afstedkommet nogle gode debatter, der også har været med til at informere mig om, hvordan ting opfattes ude i brugerkredsen.

Som jeg har nævnt nogle gange gennem indlægsstrømmen, så tilhører jeg den gamle skole. Ikke at jeg er gammeldags og vandrer med brune sko og ransel eller rammerygsæk, men fordi jeg er ældre og har været med på friluftslivsbølgen i mere end 50 år. Jeg har derfor kunnet følge udviklingen gennem længere tid end mange af jer læsere har levet.

Dette forhold betyder ikke at jeg er klogere end I der er yngre, men jeg har mere erfaring i hvordan friluftslivet var før vi fik det grej der fabrikeres i dag. Og nej - alt var ikke bedre i gamle dage. Det nye og lettere udstyr vi kan erhverve i vores dage har gjort det langt lettere at komme ud specielt på længere vandreture. Tiden hvor man skulle have 25 - 30 kg i rygsækken for at klare en 2-ugers fjeldtur er forbi, og uden at gå helt ultralet kan man sagtens får rygsækkens vægt ned under 18 kg og mindre.

Nu handler al friluftsliv sig ikke om fjeldvandring - heldigvis. Der er mange andre måder at være derude på og man behøver slet ikke vandre.

Jeg selv hører også til dem der holder af at ligge i standlejr med bålhygge og håndværk. Det er hyggeligt at kreere bålretter i en dutchoven eller andet. At eksperimentere med forskellige former for bålmad eller nørde med hængekøjens ophæng, snitte eller andet sammen med andre. Fællesskabet i naturen er også vigtigt.

Jeg synes også at det er interessant at tilegne sig færdigheder der gør det lettere for mig at være derude, uanset hvor det er. Det at kunne orientere sig både med og uden hjælpemidler, kende planter og dyrespor, træarter for ikke at tale om landskabets geologi som jeg altid har interesseret mig for. Hvorfor ser der ud som der gør, hvorfor vokser den plante her og ikke der?

Da jeg som barn legede i skoven og i moseområdet i nærheden af hvor jeg boede, byggede vi huler og lavede bål, fiskede skaller i mosen og legede vildmænd. Det havde vi det sjovt med og glæden ved de samme aktiviteter, bare mere avancerede, er den samme i dag. Når vi taler om enkelt friluftsliv eller bushcraft som det vist kaldes i dag, så handler det om at klare sig derude med så få indkøbte hjælpemidler som muligt, og da vi var børn var det jo den mulighed vi havde, for penge havde vi ikke.

Som nogle af jeg måske har læst i andre af mine indlæg, så startede min karriere som "fanger" i Hundested hvor vi havde sommerhus inspireret af Knud Rasmussen. Her legede jeg opdagelsesrejsende og skulle selv fange min mad - det gør man jo på ekspeditioner. Inuitternes, og også de nordamerikanske indianeres levevis fascinerede mig allerede dengang, og det man kunne fange i Hundested og i nabobyen Lynæs inde i fjorden, var muslinger på molernes sten og rødspætter i vandet. Muslingerne, som jeg stadig godt kan lide kunne spises direkte eller koges men de kunne også bruges til at fiske krabber med. Krabber smager også godt.

Rødspætter og andre fladfisk var derimod et større problem for mig som ikke havde noget fiskegrej, men fiskegrej til bundsnørefiskeri laves let af en flaske eller konservesdåse og konservesdåser er gratis. Dengang fik man 10 øre for en flaske i pant hos købmanden og for 10 øre kunne man få en lakridsstang, og hvem ville bytte med det?

Dåsen var hurtigt skaffet og så manglede jeg et stykke rundstok som skulle bruges som håndtag i dåsen. Min mor blev lidt sur over at der røg 8 cm af kostens skaft, men da hun ikke var ret høj var skaftet alligevel lidt for langt så hun overlevede. Min far havde et lille værksted bag carporten og der fandt jeg skruer så håndtaget kunne placeres i dåsen.

Da den var klaret skulle der fiskesnøre til, men det kostede jo penge som jeg ikke havde. Først forsøgte jeg at udrede noget af de de andre lystfiskere havde kasseret for di der var gået kludder i det, me  det var et håbløst projekt og alt for tidskrævende - jeg måtte simpelthen skaffe nogle penge til snøren.

Jeg gik i gang med at samle flasker. I havneområderne var det ikke så svært endda, men det tog lang tid og med 10 øre for hver flaske skulle der ti til 1 krone og og og ...

Det lykkedes at skaffe nok til en rulle fiskesnøre og den blev viklet på dåsen så den kunne virke som et fastspolehjul. Jeg huskede at binde den ene ende af snøren til håndtaget så jeg ikke risikerede at det hele rullede ud og jeg mistede det hele. Da det sad der fik det et par postelastikker så der ikke gik kludder i den dyrebare line.

Nu manglede jeg blot noget endegrej. Jeg skulle bruge en bundsnøre og den består af et stykke line som jeg jo havde samt et lod. Loddet fixede jeg med et par store møtrikker fra fars værksted i mangel af et rigtigt blylod der jo kostede penge. Om det er bly eller rustent jern der holde linen ned måtte være af mindre betydning.
Kroge manglede jeg også og så var det ud efter flasker igen. Sommeren gik næsten inden jeg havde nok til en lille æske med kroge med lange skafter til at sætte sandorm på.

Nu var jeg klar, eller næsten klar for sandormene manglede. Sådan nogle kan man købe men ikke uden penge, men man kunne fange dem selv.
Jeg lavede et lillebræt med en snor i den ene ende og spændte det på cyklen. Så cyklede jeg til stranden ved Lynæs hvor jeg vidste at der var masser af sandorm. I det lave vand kan man se de små sandpølser de laver over sandet hvor de er begravet. Man lægger brættet over stedet, sætter den ene fod på og trække op og ned i snoren så man laver pumpebevægelser. Bevægelserne pumper sandet væk og pludselig er sandormen frit svømmende i vandet og kan snuppes.

Efter flere uger var jeg klar til at afprøve grejet.
Jeg cyklede ned til Hundested havn og ud på den lange mole hvor der altid stod nogle lystfiskere. På nodsiden kravlede jeg ud på stenene og satte orm på mine kroge. Jeg holdt så dåsen i håndtaget med den ene hånd mens jeg svingede loddet rundt i luften for at få fart på og slap. Linen rullede pænt ud og med et plump ramte mit lod vandoverfladen og sank ned mens jeg gav mere line.

Nu var det bare at vente. Det tog ikke lang tid føre der var bid. Det rykkede i linen og jeg halede ind ved at vikle linen op på dåsen igen. En fin rødspætte. Den første fangst var hjemme.

Jeg fiskede næsten hver dag og samlede muslinger og fangede krabber. Nogle gange tilberedte jeg noget af det selv som frokost i en gammel gryde over et bål på stranden men det meste kom med hjem i sommerhuset.
Mine forældre var faktisk glade for fiskene og syntes det var alle tiders.

Til jul fik jeg en rigtig fiskestang, men dåsen brugte jeg som supplement i flere år.

Dette var på mange måder min debut i det enkle friluftsliv, men kan man gå længere tilbage og fremstille noget der ikke baserer sig på genbrug og indkøb? Det er jo først der man kommer helt ind til basis for at kunne klare sig deruden uden moderne hjælpemidler?

Det kan man nok, men det er nok også lidt ligesom at genopfinde noget der allerede er opfundet, og vi kan nok ikke forestille os en verde hvor noget af det vi allerede har ikke findes mere.

Men hvordan kommer vi så til enkelt friluftsliv? Vi gør det jo ikke ved at købe en hængekøje eller en pressenning. Det er svært, men vi kan måske, som nogle gør, søge tilbage til naturlige materialer. Altså materialer der findes i naturen og som kan udvikles og forarbejdes ligesom vi gjorde i jernalderen eller i andre tider - det kan vi godt, og måske er det den vej vi skal gå for at få det enkle friluftsliv tilbage?

Har I andre nogle gode forslag til hvordan vi kommer tilbage eller måske frem til det enkle friluftsliv? Et friluftsliv hvor alle kan være med og som ikke baserer sig på moderne materialer men kun på det der i forvejen findes i naturen?

Bushcraft – en ny i skovbørnehaven! Skrevet af gæsteskribent Jens Rosendahl Buch

Ind imellem inviterer jeg andre til at skrive indlæg her i min blog, og nogle beder om det. 
Det er altid hyggeligt med andres artikler og da debatten var om begrebsverdenen i denne tid så så bringer jeg også dette skrevet af Jens Rosendahl Buch.
De indsatte billeder står for min regning og er kun for at bryde den lange tekst :)

Tanker om fjeldvandring vol-XXIII - Friluftsliv

Jeg fik da et par stykker op ad stolen med mit forrige indlæg om vandrestøvler contra trailrunnersko eller vandresko til fjeldvandring, og der medførte en fin og konstruktiv debat på Facebook.
Jeg vil gerne fortsætte lidt i sporet, ikke fordi jeg på nogen måde vil nedgøre eller tale folk fra at gå ultra let, men for at fortælle hvorfor jeg gør som jeg gør, og ikke er nået til UL - og sikkert heller ikke kommer derhen.

Husk at skriverierne her er debatoplæg, og tænk også på det når du er ved at fare i blækhuset :)

Læs vol-I her - Læs vol-II her - Læs vol-III her - Læs vol-IV her
Læs vol-V her - Læs vol-VI her - Læs vol-VII her - Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her - Læs vol-X her - Læs vol-XI her - Læs vol-XII her

Læs vol-XIII her - Læs vol-XIV her - Læs vol-XV her - Læs vol-XVI her

Læs vol-XVII her - Læs vol-XVIII her - Læs vol-XIX her- Læs vol-XX her
Læs vol-XIX her- Læs vol-XXI her - Læs vol-XXII her- Læs vol-XXIII her

Friluftslivet har ændret sig, eller udviklet sig om man vil, og på mange måder er idræt også blevet en del af friluftslivet. Eller har det? Eller er det os der opfatter mere og mere udendørs aktivitet som friluftsliv?

Nu får jeg sikkert flyveskaller igen, men jeg vover pelsen og håber også på en konstruktiv debat også denne gang.

Nu er det ikke sådan at jeg ikke selv indimellem blander tingene lidt sammen, hvad er friluftsliv og hvad er idræt eller leg i naturen? Hvornår er noget en vandretur og hvornår er turen derude en spadseretur? Og, hvilke redskaber kan indgå i friluftslivet  og gør brugen af visse redskaber aktiviteten mere til en idræt end friluftsliv?

For den enkelte har disse spørgsmål ringe interesse. Er man ude i sin fritid dyrker man friluftsliv og så er det lige meget om det er på MTB, racercykel, i kajak eller hvad man ellers bruger naturen til, men udviklen og almen begrebsforvirring har ført til at vi oplever at gør vi bare noget udendørs så er det friluftsliv. Ser vi fx på Friluftsrådets medlemmer så er golf og det at have en kolonihave åbenbart også blevet til friluftsliv blandt mange andre underlige ting, som efter min mening ikke er friluftsliv.

Hvis vi løseligt skal remse udviklingen op, så stammer vores form for friluftsliv fra efterkrigstiden hvor folk fik øjnene op for ture i naturen. Man så folk i brune travesko og plusfour og med ransel på ryggen vandre ud for at overnatte i telt. Faktisk stammer de allerførste tiltag i den retning helt tilbage i 20-erne idet Danmarks første campingplads blev oprettet i Hundige i 1926.

Samtidig så man også folk på højtlæssede cykler drage på tur på samme måde.

Det gik fint i flere år men da der udviklede sig et marked for disse "udskejelser" i takt med at efterkrigstiden gav flere penge i lønningsposen, så blev udstyret udviklet, og før som nu, lader vi os forføre til at købe mere og mere udstyr. Vi skal alle helst have det nyeste og senest udviklede.
I starten gid det stille og roligt. Telteblev med bund og mere vandtætte og til sidst nærmest helt vandtætte, rygsækken blev bedre og mere komfortable med hoftebærebælte og udvendigt stiv for stabilitet og bæreevne. Dette førte videre til high tec anatomiske rygsække i avancerede og meget lette og stærke materialer som det vi ser i dag,

Friluftsfolket søgte mere komfort. Teltene udviklede sig til villatelte, camp let og campingvogne efterhånden som biler blev hvermandseje og det fortsatte op i vores nutid hvor campingvognene er udstyret med paraboler, toilet, internet og hvad ved jeg. Det er efterhånden en hel villa på hjul.

Nogle friluftsfolk, har sikkert siddet en kold aften i regnvejr og tænkt over, hvordan deres hyggelige og enkle friluftsliv nu var endt i noget, hvor man nærmest skulle arbejde røven ud af bukserne, for at holde liv i campingliver med de udgifter det moderne camping har ført med sig, langt fra det friluftsliv der oprindelig førte dem ud på tur.

Dette startede en ny trend hvor mange søgte tilbage til det mere enkle friluftsliv.

I de nordiske fjelde vandrede man, på den tid, stadig med rygsækken for det var den mulighed man havde i et vejløst land, men det så producenter af udstyr sig også forelskede i. Der var muligheder og det er der stadig. Der kommer nye produkter på markedet som aldrig før, men nu er der jo grænser for hvad konventionelle fjeldvandrere eller andre almindelige friluftsfolk, kan aftage, så der må opfindes noget nyt. Det er imidlertid ikke nok at udvikle noget nyt grej. Der skal opfindes nye trends og det er der nogle der er rigtig dygtige til.

Reklamebranchen har magt til at påvirke forbrugerne og specielt på tøj er der penge at tjene, mange penge. Kan man sælge et mærke som streetwear så er succesen hjemme. Streetwear stammer egentlig fra surfer- og skatermiljøet, men har også bredt sig til andre. Vi vil alle gerne udsende nogle signaler om hvem vi er eller hvad vi står for, og ved at gå i vandre- eller klatretøj eller noget der ligner sender vi signaler om at man er aktiv friluftsmenneske, for at tage et nærværende eksempel.

Signaler kan man sende ud på mange måder. Man kan også sende signaler ud om forskellige stilarter når man faktisk er aktiv indenfor friluftslivet.

Reklamebranchen har også fået os til at købe mere grej. Kommer der et nyt produkt så skal man da have det, for man kan da ikke møde op på turen med "forældet" grej - det sender et forkert signal.

I vores dage har vi også Facebook og det er et godt medie at sende signaler ud på. Vi har venner som vi også kender privat, men vi har også FB-venner vi slet ikke kender personligt og de mange grupper er med til at vi kan manifestere os og sende signaler ud både om hvad og hvem vi er, men vi kan også sende signaler ud om hvordan vi gerne vil have andre ser os.

Det er sejt at være i forskellige grupper. Jeg synes fx at det er sejt at være fjeldvandrer og det kan jeg ikke komme uden om at jeg er. Jeg er sandsynligvis den mest erfarne danske fjeldvandrer når vi taler om fjeldvandring i Lapland. Ja prale kan man jo altid men jeg er det dels fordi jeg har nørdet det og dels fordi alle andre enten er for unge til at have min erfaring eller er døde.

Allerede i starten skrev jeg at jeg nok heller ikke kommer længere. Jeg befinder mig godt med det jeg gør, jeg jeg befinder mig godt med den, kan man sige milde regulering at mit udstyr, der har bragt min rygsæks samlede vægt ned på 12-14 kg til en 10-dages telttur i fjeldet. Jeg kunne sikkert komme længere ned hvis UL-tanken tanken tiltalte mig - men det gør den ikke, og det uanset om min ven Kaare ihærdigt forsøger at bidrage mig indsigt.

Kaare derimod er nærmest ekspert på UL-området og lige så stor en nørd som jeg indenfor sit felt, og da friluftslivet, som tidligere nævnt, udvikler sig så bliver den trend helt sikker mere og mere populær.

Facebookgrupperne er i høj grad med til at påvirke os. Vi vil gene være som de andre vi sammenligner os med, og derfor hopper vi på den og skilter med at vi da også er med på det nyeste og sejeste.

En anden ting der er oppe i tiden er bushcraft. Jeg ved faktisk ikke hvad det er, eller det ved jeg godt. "Bushcraft er brugen og praktiseringen af ​​færdigheder, hvorved man erhverver og udvikler viden og forståelse for at overleve og trives i et naturligt miljø". Oprindeligt noget militærnoget og noget preppere også øver sig i (tror jeg).

Men hvad har det med friluftsliv at gøre? Meget lidt vil jeg sige selvom det måske er gode evner at have efter en apokalypse. Selv vil jeg, hvis der skulle komme en atomkrig helst stå lige nedenunder den første bombe der bliver kastet, men det er en anden sag.

Men det er da fedt at være bushcrafter - det sender et signal om at man er forberedt på og klar til det værste, og at man kan overleve selv hvis samfundet går ned og ligesom med de andre grupper så er man jo med allerede når man har meldt sig ind i gruppen, og når man kan tage ud i skoven med en pressenning og noget militærgrej,  etablere en lejr med bål og det hele, tage nogle billeder af sig selv siddende derude til at lægge op på FB, så er det sejt. Nåh ja og så er det jo lige meget om man overnatter der ude. Der er jo ingen der på billederne at man tog hjem efter den første kop kaffe - man er med!

Bushcraft har altid været der i militære kredse. Specialenheder uddannes til at kunne klare sig bag fjendens linjer, så det er der ikke noget nyt i. Men hvorfor er det lige det der er blevet så populært? Hvorfor er det ikke "genopdagelsen" af vores tidlige forfædres færdigheder som jægere og samler der trender? Umiddelbart ville det være mere nyttigt friluftsmæssigt at tilegne sig de evner? Men mange bushcraftere kommer ud og har det hyggeligt med det de gør og det skal de have lov til, men når jeg ser den amerikanske serie "Alone" så må jeg indrømme at der er nogle derude der faktisk på en hel anden måde evner at klare sig derude. Desværre kan den danske udgave ikke helt hamle op med den amerikanske selvom mange af de danske deltagere er ret skrappe. Der indgår blot ikke jagt i den danske udgave og det er en skam for det er der hvor den bliver mere realistisk.
Alligevel er udsendelserne nok en inspiration for mange, og også for mig selv.

Mange går med en stille drøm om at komme ud men hos nogle bliver det desværre blot til drømmen. Det er også lidt koldt og ubekvemt at ligge derude i al slags vejr. Det er lettere at tage ud med presenningen og så tage hjem igen om aftenen og så overbevise sig selv om at man er med på trenden.

På samme måde har jeg mødt folk der ville på fjeldvandring, men ikke kunne komme afsted før de havde det helt rigtige grej. De kom aldrig afsted, men alledede ved at samle grej sammen så er man jo på vej. Men, et komplet high-tech fjeldvandrerudstyr med de rigtige mærker og farver et sindsygt dyrt og de fik aldrig lige råd til det sidste så de kunne komme afsted, men det er "jo ikke deres skyld". De er jo på vej og med i gruppen af hardcore fjeldvandrere, at der så er noget udefrakommende der spænder ben for det sidste er jo ikke deres skyld.

I de mange år hvor jeg har været guide, og har arrangeret fjeldture har jeg oplevet det mange gange. Når jeg lægger en tur op, så er der mange der vil have materiale om turen tilsendt, og de melder tilbage at det ser spændende ud, men der er lige noget i vejen for at de kan tage med, og det er der sikkert også for flere. At man ikke kan holde ferie på det tidspunkt er en god undskyldning, men jeg hører mange andre som mere virker som om de et eller andet sted gerne vil, men det er trods alt bekvemmere at blive hjemme. Det tror jeg at mange af jer der arrangerer ture og kurser har oplevet.

Sådan er det heldigvis ikke alle der er. Mange kommer heldigvis ud og de bliver flere og flere. Friluftslivet er i rivende udvikling ikke mindst på baggrund at at vi har tid og penge til at leve et sundere liv. Ikke mindst coronatiden har fået flere ud på forskellig vis og der har aldrig været flere uddannede friluftsvejledere der tilbyder alle mulige former for aktiviteter i naturen - om det så er friluftsliv eller andet de gør derude så får de i hvert fald folk ud. Det er blever trendy at være sund.

Vi skal have flere ud på tur og vi skal give folk en reel mulighed for at opleve det at være derude med overnatninger, uden at de behøver at købe en masse udstyr. Man kan jo i de allerfleste tilfælde klare sig med noget man har derhjemme i forvejen eller man kan låne sig frem.

Hvordan ser I andre på friluftslivet? Hvad opfatter i som værende friluftsliv? Hvad er jeres holdning til bushcraft, UL og de andre trends der er oppe i tiden?

Hvordan man helt utjekket finder et nyt fjeldområde

Vi må alle bidrage til den almene underholdning, og her er lidt der for en erfaren fjeldvandrer som mig ikke er særlig tjekket - men sandheden må jo frem som man siger ...

Det er mange år siden så den tur har jeg kun dias fra. De billeder der er indsat her er fra en anden tur.

For mange år siden var jeg på vandring, sammen med en kammerat, fra Abisko, gennem Lapporten og op mod Mårma for, at vandre ned til Visttasvággi. En ganske traditionel tur der er lidt hård, med heftige stigninger, men som absolut er strabadserne værd. En tur alle med lidt fjelderfaring og interesse for området bør foretage en gang i sit liv. 

Efter, at være stået af toget i Abisko Östra, stationen før Abisko Turiststation, vandrede vi over sporene og ind i birkeskoven, med retning mod Lapporten hvis karakteristiske silhuet står som en port og indgang til fjeldverdenen på den anden side. Lapporten, eller Tjuonavággi, som den egentlig hedder, ses hele vejen ind, som en vejviser, en af isen dybt nedskuret u-dal flankeret af vældige fjelde. Mens man vandrer ad stien gennem birkeskoven ser man den hele tiden og har den som mål. Skoven er i starten ret tæt og snor sig planløst syntes det, gennem skoven, der vanskeligt lader sig overskue fra jorden. Ind og ud mellem de brunhvide stammer. Mellem forvitrede og forkrøblede fjeldbirketræer der kæmper for liver i det barske landskab. Nogle steder vrider de sig i tørst på de tørre sletter og andre stede mod druknedøden i sumpene, men alle i en evig kamp for overlevelse og altid med strålende optimistisk lysegrønt løv der signalerer håb trods de ulige livsvilkår. Sceneriet åbner sig pludseligt over sletten hvor det lille offerbjerg, Baddusdieva rager en smule op som rutens eneste markante punkt, eller som en vorte i landskabet, frem mod Lapporten. 

På kortet er aftegnet et vandløb og første gang man vandrer ruten glæder man sig til en forfriskende tår, men vandet er der ikke i virkeligheden. Vandløbet er næsten altid tørret ud om sommeren og kun stillestående vandhuller med betænkelig brunlig kulør islættet butangassernes blålige farveringe på overfladen er tilgængeligt. Man er glad for at have husket at fylde drikkeflasken på stationen inden vandringen påbegyndtes og man glæder sig til at komme længere ind og højere op i fjeldet hvor vandet er krystalklart og lækkert forfriskende. 

Man vandrer næsten over "offerbjerget" og på den anden side ligger en åben slette med spredt birkebevoksning, afløst af småsumpede områder. Stien er ikke tydelig på hele strækningen, men Lapporten står tydelig og viser vej. 

Der er masser af teltpladser, men stadig ikke meget, eller slet intet drikkeligt vand, hvilket der ofte ikke er før man er næsten oppe i Lapporten, men ved pilekrattet, før den sidste opstigning til Lapporten, kan man vandre nogle hundrede meter til venstre, eller mod øst om man vil, og inde i krattet finde et fint vandløb og masser af fine teltpladser. Pladserne ligger i bekvem afstand for første dags vandring, hvis man kommer fra Abisko Östra, eller fra Turiststationen. Oppe i selve Lapporten er der sumpet og svært at finde teltpladser. Pladserne bag pilekrattet byder på flot udsigt ned over Abisko Östra hvis lys man kan skimte i natten og bag byen breder den kæmpe store sø Tornetråsk sig ud mod øst og vest så langt man kan se.

Det er en spændende fornemmelse, at vandre ind i Lapporten. Fra det åbne land omsluttes man nu af stejle klipper i en smal u-dal hvor stien, når man kan finde den, fører gennem myrområderne langs søens sydvestlige bredder. Hele dalen er letvandret og stort set uden blokmark og om man finder og kan følge stien har ikke den store betydning, det er let at finde vej. Mange dyreveksler skabt af renernes vandringer i dalen virker som spor man forsøger at følge i troen på det er stien, men snart går det op for én, at mennesker ikke vandre på denne måde. Stierne er skabt af renerne i deres evige vandring og i deres evige søgen efter føde.

Efter den sidste sø, i dalen, hvor ruten krydser Čuonajohka, er der helt fantastiske teltpladser. Helt plane græsplæner lige ned til vandløbet omkranset af høje stejle fjelde på den ene side og åbningen ud mod Bessevággi, som man dog ikke kan se ned i, mod syd. Man ligger her på græsplæner gennemskåret af små vandløb på kryds og tværs. Gule fjeldvioler, fieldensian, kantlyng og andre små men farvestrålende planter vokser her mellem stargræsser på holmene.

Fra teltpladserne i dalens sydlige munding vandrede vi over fieldkammen i let stenet terræn mod sydvest i Bessevággi. Nede i dalen finder man atter stien der snor sig mellem og op og ned ad små morænevolde. Man krydser Čuonajohka og fortsætter frem mod Nissunjohka der ofte skal vades. Det markerede vadested, og der hvor stien fører hen, er ofte dårligt, eller vanskeligt at passere. Der kan være meget vand og den ene brink er høj og stejl. Det er derfor bedre at vandre en smule ned langs vandløbet og krydse det ovenfor pilekrattet hvor terrænet flader ud og vandløbet bliver bredere og derfor ikke er så dybt. Vel ovre, og uden at have fået våde fødder, fortsatte vi i overkanten af pilekrattet. Stien er her skrå og bøvlet og er det vådt vandrer man mere i vandløb end på sti, men udsigten nedover Rautasjaure er formidabel. Her skal man lige passe på, at man ikke uforvarende ledes ned mod dalbunden og søen. Turen ned og op igen går gennem birkeskov og er unødig anstrengende hvis ikke man har planlagt at vandre derned.

Pilekrattet bliver værre og stien gennem det vanskelig at vandre selvom vi har godt vejr. Pilen er høj, næsten mandshøj og forårets mange smeltevandsstrømme har gennem årene vasket rødderne fri for jord og skabt nye ålejer. Pilen og dens rødder og grene virker som tæt ellesump hvor rødderne griber fast i ens fødder og grene i rygsækken og besværlig vandringen på fjeldsiden der desuden skråner ned mod søen. Et utroligt besværligt terræn man kun fører sig langsomt frem i. Alligevel når vi til sidst kløften, hvor den gamle faldefærdige kåte står, og får slået teltet op. Trætte er vi da vi endelig tænder brænderen og gør den frysetørrede mad klar til at blive færdigtilberedt over flammerne. Udsigten her er flot ned over den meget frodige Alisvággi. Vandløbet i bunden er nærmest en flod der brusende gennem små strømfald løber ned i Rautasjaure. Fra pladsen ved kåten fører stien dels videre mod vest og ud til Kungsleden og dels mod syd dybt ned i Alisvággi's kovklædte bund flere hundrede meter nede til broen over Aliseatnu hvor ruten fører over mod kløften Vierrugorsa og op langs Vierrujohka mod Mårma. Vi skal den vej, idet vi har planlagt, at vandre over til Visttasvåggi over Mårmapasset, så vi vandrer ned ad den stejle sti mod vandløbet og broen. 

Skoven bliver tættere efterhånden som vi kommer fra højden og skovbunden mere og mere frodig med kæmpestore blå tidsler gule blomster, blå, røde og en masse andet. Ret flot og man undrer sig over hvor frodig skovbunden kan nå at blive under den korte sommer. Nede ved broen bruser vandet mellem stenene under broen, og udsender en ren larm. Vi går over og vandrer videre over den lille knold mod næste bro over Vierrojohka for at vandre op langs vandløbets østlige bred. Det er let vandring helt op forbi renvokterhytten der ligge på kanten over vandløbet på et fladt stykke med fine teltpladser, men herefter snævrer kløften ind og bliver ganske smal. Opad går det fra dalbunden i ca. 700 moh til Mårmahytten i næsten 1200 moh. Hytte er nu så meget sagt. Det er nærmest et rastskjul med to brikse hvor der kan ligge to i hver, men hytten er slidt og ikke værd at benytte andet

end i nødsfald. Der er teltpladser for et til to telte et par hundrede meter under hytten, men gode er de ikke. Vi teltede der og der var vand i et lille vandløb om aftenen, men om morgenen var det løbet tør, eller det var frosset højere oppe. Hvad der var årsagen fandt vi aldrig ud af. Vi vandrede videre op uden morgenmad og spiste ved hytten hvor der er masser af fint vand. Terrænet omkring hytten, det er nærmest et plateau, byder ikke på brugbare teltpladser. Der er alt for stenet. Intet vokser heroppe, men stenene ligger pænt og vipper ikke. Formentlig er de lagt på plads af gletscheren i en svunden tid hvor den bredte sig væsentligt længere ned i dalen er det er tilfældet nu.

Længere fremme står vi lige ved Moarhmmagletscheren der stor og hvid ligger i sin niche med overfladen overstrøet med store og små sten fragtet i dens fremfærd fra de øvre regioner.

Den er snefri, grønblå og glat i de nedre regioner, men på midten, hvor to isstrømme åbenbart mødes i gletscheren har den altid en stenrande. Man kan gå på stenene. Et år hvor vi også skulle over passet var den sidste opgang så iset at den var umulig at klatre op ad. Store istapper og tykke ispartier dækkede hele fjeldsiden og vi gik i stedet over på stenranden og op ad gletscheren. Den var helt afsmeltet og glat blygrå og uden sprækker. Stenranden endte i firmområdets tykke snedække der i starten var glat, men lidt længere fremme var fint at vandre i og en stejl snefane førte helt op til toppen af kammen oven over og førte op på Vierročohkas flade top hvorfra det var let at vandre ned på ruten igen. Det var egendig den vej vi skulle, altså ikke over gletscheren, men over passet der nu ikke var isdækket. Af uransagelige årsager og i tåge forvildede vi os ned i kløften mod øst i stedet og ad store blokke over en relativ kort strækning, kom vi ned i den plane og letvandrede dalbund i Leavasvåggi.

På den måde opdagede jeg ved et tilfælde området!

Det var lidt utjekket og der gik nogen tid før vi opdagede, at vi var forkert på den, i forhold til den oprindelige plan, men vi havde på daværende tidspunkt proviant til 2 uger tilbage, så vi var ikke bekymrede, men nærmere nysgerrige og fortsatte vandringen gennem dalen.

Nu var det jo ikke min første vandring i fjeldet. Mange ture havde gået forud og flere af dalene havde jeg vandret flere gange så nye græsgange var på en måde kærkomne. Da vi var kommet et godt stykke gennem dalen mod forbjerget Bielžžačorru, hvor sidedalen Bielžžavággi støder til Leavasvággi, var vi blevet klar over, at retningen ikke helt passede. Det havde været tåget oppe ved passet da vi "klokkede" lidt rundt, men nu klarede det op og vi fik en flot udsigt ned gennem dalen, hvor et fint vandløb løb i bunden og voksede sig større og større med hjælp fra de mange mindre vandløb, der på deres vej ned ad fjeldsiderne, tilførte det mere og mere vand. Man undres til stadighed over hvor meget vand der løber i fjeldet. Der er ligesom uudtømmelige vandresurcer og selv om vinteren, kan man se åbne områder i elvene, hvor vandet bruser forbi.

Vi var åbenbart gået lidt forkert, konstaterede vi, og over en kande kaffe, overvejede vi at vandre tilbage til sporet, men på den anden side kunnen det jo være lige meget hvor vi var, så længe vi havde proviant og tid nok. Vi besluttede derfor at udforske det, for os, nye område. Vi havde jo været i Mårma, hvilket var det egentlige formål med turen, eller i hvert fald med den dagsetape. Jeg har aldrig haft problemer med at være ude i fjeldet, eller noget andet sted langt fra alfarvej. Jeg har det fint med mig selv og ensomheden og også med at være steder hvor jeg ikke før havde været, men min daværende makker kendte jeg ikke så godt, og han havde ikke været så mange gange på fjeldet som jeg selv og havde aldrig vandret alene. Han virkede imidlertid ikke til at have problemer med det, hvilket ellers havde kunnet få mig til at ændre planer. Men da han ikke syntes at have noget imod den nye situation, og heller ikke gjorde udtryk for det på nogen måde, fortsatte vi ned gennem Leavasvággi. Leavasbatha var kløften vi uforvarende var vandret ned i, i stedet for, at vandre over resten af Mårmapasset.

Nærværende tur afsluttede vi en uge efter og besluttede allerede på vejen hjem, at vi næste år ville besøge og udforske området yderligere, hvilket vi også gjorde.

Tanker om fjeldvandring vol-XXII - og om at være guide - Traditionel fjeldvandring eller Ultra Light?

I det forrige tillod jeg mig at nævne, at et af mine ufravigelige krav til mine turdeltagere på ture i Lapland gik på at jeg krævede at deltagerne gik, eller går i, vandrestøvler. På en måde forbyder jeg altså vandresko eller trailrunnersko på mine fjeldture.

Læs vol-I her - Læs vol-II her - Læs vol-III her - Læs vol-IV her
Læs vol-V her - Læs vol-VI her - Læs vol-VII her - Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her - Læs vol-X her - Læs vol-XI her - Læs vol-XII her

Læs vol-XIII her - Læs vol-XIV her - Læs vol-XV her - Læs vol-XVI her

Læs vol-XVII her - Læs vol-XVIII her - Læs vol-XIX her- Læs vol-XX her

Det vidste jeg da godt ville falde nogle for brystet, men indtil videre ikke ret mange indtil videre. Ja, faktisk færre end jeg havde forestillet mig.

Med hensyn til friluftslivet og hvordan vi dyrker det så er der forbavsende mange religioner, og traditionelt fjeldvandring eller ultra light fjeldvandring er en af dem - eller om ultra light i det hele taget er både klogere og sundere end den traditionelle form.

Den klarede vi let i vandrestøvler

Det er lidt ligesom når vi forsøger at diskutere hvad friluftsliv er og hvad der er friluftsliv, noget man diskutere på forskningsniveau og som nogle af os går op i. Den almindelige udøver af friluftsliv er så til gengæld fløjtende ligeglad. Synes man at mountainbike eller motionskajakroning er friluftsliv, så er det det uanset om vi andre postulerer noget andet. I videnskabelige kredse opfattes det at køre MTB eller ro kajak ikke som friluftsliv men som idræt, men omvendt kan kajakken godt indgå i friluftslivet hvis den bruges til at komme fra det ene lejrstad til det andet og det kan man også sige om mountainbiken. Udøveren af de to discipliner er naturligvis ligeglade og gider oftest ikke deltage i diskussionen der blot opfattes som støj i forhold til glæden ved at være derude.

I de senere år er debatten omkring UL så dukket op i kølvandet af bl.a. Jörgen Johanssons, Chris Townsends, Chip Rawlings, Karen Bergers og andres bøger om emnet. Ja som gammel nørd udi friluftslivet og fjeldvandring så har jeg også været der, og jeg kan se dem i en af mine reoler med friluftslivsliteratur herfra hvor jeg sidder ved skrivebordet og bidrager til CO2-udledningen med 3 computere tændt.

Hvis pigerne her ikke havde haft utætte Salomonstøvler på havde de også klaret den her - på resten af turen havde de plasticposer i støvlerne

Som gammel fjeldvandrer, og det er jeg jo i min fremskredne alder af snart 73 år, så har jeg været med fra dengang hvor man ikke kunne få GoreTex eller andre fancy materialer. Det betød at vi klarede os med bomuldstelte uden fast bund, tunge rammerygsække og ja, alt grejet var tungt og blev tungere når det regnede. 

Alle i de svenske fjelde gik forøvrigt i gummistøvler på den tid!

De eneste frysetørrede retter man kunne få var dem fra Blå Bånd, resten af vores mad var rugbrød og dåseleverpostej og den slags der også vejer. På de lange ture var det ikke ualmindeligt at vi havde en startvægt på over 30 kg. Da jeg var 19 år og på min første fjeldtur vejede jeg selv ikke mere end 60 kg. Min nuværende vægt er kun 10 kg højere.

Det er klart at jeg i den situation altid så mig om efter bedre og lettere grej, og langsomt dukkede det op. Først de anatomiske rygsække, altså rygsække uden et udvendigt aluminiumsstativ. De var langt bedre. De kunne bedre tilpasses og skulderremme og hoftebærebælter bedre polstrede.

Vand og "rismarker"

Langsomt dukkede GoreTex og andre typer membrantøj op, men de traditionelle Fjällrävenbukser og jakker holdt i mange år og gør det stadig i visse kredse.

Med tiden blev jeg også lidt rigere og fik råd til dunsovepose og lettere og bedre liggeunderlag, men skumunderlaget fulgte mig langt op i tiden, og det gjorde Trangiaen også.

Nu skal jeg ikke trætte jer med hele historien op til nu men alt blev bedre og er blevet bedre.

Jeg kastede mig også ud i om jeg kunne spare mere vægt generelt og sådan har jeg det stadig, men jeg vil ikke gå på kompromis med komforten, så den der med kun at have et halvt liggeunderlag med til overkroppen og så bruge rygsækken til benene den går ikke hos mig.
Et ultra light telt med udelukkende mesh indertelt så det blæser tværs igennem! Der har jeg været og det gider jeg ikke for at spare lidt gram.

Cold soaking food er efter min mening rædselsfuldt så den er jeg heller ikke på, men lige her kan jeg godt være med - jeg spiser nemlig ikke ret meget og med varm mad hver aften og kogekaffe en gang imellem kan jeg stort set klare mig med 100g gas.

Her var der for dybt i hovedstrømmen

Jeg gider ikke fryse og jeg gider ikke blive våd når det regner. Jeg vil ikke ligge ubekvemt og jeg vil ikke fryse i min sovepose.
Jeg synes jeg mangler støtte for anklerne når jeg går i vandresko og jeg hader at have våde fødder. Desuden har jeg hamrende gode benmuskler efter mange år med både alpin- og telemarkskiløb samt vandring, så jeg kan slet ikke mærke at jeg har tunge støvler på. Desuden giver det gode muskler og en flot røv at have lidt vægt på fødderne :)

Mit fjeldgrej består i dag af Meindl Island støvler. To par strømper, en tynd liner og en uldblandet sok udenpå. På benene har jeg lange bukser fra Montane og på overkroppen en T-skirt og en merinouldtrøje. Jeg har buff med til halsen og en hjemmestrikket peruhue af moskusokseuld.

Når det regner eller blæser bruger jeg mit skaltøj der består af en Balck Yak jakke og et par Haglöft GoreTexbukser med fuld lynlås så jeg kan tage dem af og på uden at skulle have støvlerne af.

Jeg har desuden en Yeti let dunjakke med til lejrbrug.

Min rygsæk er en Granite Gear Blaze 60l og den vejer 1,31 kg.

Som vade-og lejrsko bruger jeg Fivefingers. Mit telt er et Nordisk Telemark 2,2 LW og det vejer 830g. Min sovepose er en Yeti VIB 600 og den vejer 1 kg. Mit liggeunderlag er et Therm-A-Rest Neoair X-lite og det vejer 0,36 kg.

Til madlavning har jeg en titanium gryde fra Evernew 170g. Min brænder er en Soto Windmaster på 80g.

Alt i alt kan jeg starte med en rygsækvægt på 12 kg men så har jeg lige i underkanten af mad med. Med en startvægt på 14 kg har jeg hvad jeg skal bruge til 10 dage på fjeldet inkl. min satellittelefon, og det kan jeg sagtens leve med.