Friluftsliv og bushcraft

De fleste er totalt ligeglade med om en vandretur skal være med overnatning, eller om man kan kalde søndagens slentre- eller gåtur i skoven, eller Frederiksberg have for vandring.
Andre kalder konsekvent en rygsæk for en taske hvilket ikke er det samme, og der er mere af den slags begrebsforvirring.
Det er sikkert kun formidlere, som mig selv, og friluftsnørder der interesserer sig for begreberne, men formidlingsmæssigt har de betydning - det er vigtigt at undervisere på området bruger de rigtige termer, for at bidrage kursister og deltagere den rette viden. I den daglige debat er det også vigtigt, synes jeg, at vi bruger de samme begreber idet vi ellers ikke forstår hinanden.

På det seneste har jeg lagt op til en del debatoplæg, og de har afstedkommet nogle gode debatter, der også har været med til at informere mig om, hvordan ting opfattes ude i brugerkredsen.

Som jeg har nævnt nogle gange gennem indlægsstrømmen, så tilhører jeg den gamle skole. Ikke at jeg er gammeldags og vandrer med brune sko og ransel eller rammerygsæk, men fordi jeg er ældre og har været med på friluftslivsbølgen i mere end 50 år. Jeg har derfor kunnet følge udviklingen gennem længere tid end mange af jer læsere har levet.

Dette forhold betyder ikke at jeg er klogere end I der er yngre, men jeg har mere erfaring i hvordan friluftslivet var før vi fik det grej der fabrikeres i dag. Og nej - alt var ikke bedre i gamle dage. Det nye og lettere udstyr vi kan erhverve i vores dage har gjort det langt lettere at komme ud specielt på længere vandreture. Tiden hvor man skulle have 25 - 30 kg i rygsækken for at klare en 2-ugers fjeldtur er forbi, og uden at gå helt ultralet kan man sagtens får rygsækkens vægt ned under 18 kg og mindre.

Nu handler al friluftsliv sig ikke om fjeldvandring - heldigvis. Der er mange andre måder at være derude på og man behøver slet ikke vandre.

Jeg selv hører også til dem der holder af at ligge i standlejr med bålhygge og håndværk. Det er hyggeligt at kreere bålretter i en dutchoven eller andet. At eksperimentere med forskellige former for bålmad eller nørde med hængekøjens ophæng, snitte eller andet sammen med andre. Fællesskabet i naturen er også vigtigt.

Jeg synes også at det er interessant at tilegne sig færdigheder der gør det lettere for mig at være derude, uanset hvor det er. Det at kunne orientere sig både med og uden hjælpemidler, kende planter og dyrespor, træarter for ikke at tale om landskabets geologi som jeg altid har interesseret mig for. Hvorfor ser der ud som der gør, hvorfor vokser den plante her og ikke der?

Da jeg som barn legede i skoven og i moseområdet i nærheden af hvor jeg boede, byggede vi huler og lavede bål, fiskede skaller i mosen og legede vildmænd. Det havde vi det sjovt med og glæden ved de samme aktiviteter, bare mere avancerede, er den samme i dag. Når vi taler om enkelt friluftsliv eller bushcraft som det vist kaldes i dag, så handler det om at klare sig derude med så få indkøbte hjælpemidler som muligt, og da vi var børn var det jo den mulighed vi havde, for penge havde vi ikke.

Som nogle af jeg måske har læst i andre af mine indlæg, så startede min karriere som "fanger" i Hundested hvor vi havde sommerhus inspireret af Knud Rasmussen. Her legede jeg opdagelsesrejsende og skulle selv fange min mad - det gør man jo på ekspeditioner. Inuitternes, og også de nordamerikanske indianeres levevis fascinerede mig allerede dengang, og det man kunne fange i Hundested og i nabobyen Lynæs inde i fjorden, var muslinger på molernes sten og rødspætter i vandet. Muslingerne, som jeg stadig godt kan lide kunne spises direkte eller koges men de kunne også bruges til at fiske krabber med. Krabber smager også godt.

Rødspætter og andre fladfisk var derimod et større problem for mig som ikke havde noget fiskegrej, men fiskegrej til bundsnørefiskeri laves let af en flaske eller konservesdåse og konservesdåser er gratis. Dengang fik man 10 øre for en flaske i pant hos købmanden og for 10 øre kunne man få en lakridsstang, og hvem ville bytte med det?

Dåsen var hurtigt skaffet og så manglede jeg et stykke rundstok som skulle bruges som håndtag i dåsen. Min mor blev lidt sur over at der røg 8 cm af kostens skaft, men da hun ikke var ret høj var skaftet alligevel lidt for langt så hun overlevede. Min far havde et lille værksted bag carporten og der fandt jeg skruer så håndtaget kunne placeres i dåsen.

Da den var klaret skulle der fiskesnøre til, men det kostede jo penge som jeg ikke havde. Først forsøgte jeg at udrede noget af de de andre lystfiskere havde kasseret for di der var gået kludder i det, me  det var et håbløst projekt og alt for tidskrævende - jeg måtte simpelthen skaffe nogle penge til snøren.

Jeg gik i gang med at samle flasker. I havneområderne var det ikke så svært endda, men det tog lang tid og med 10 øre for hver flaske skulle der ti til 1 krone og og og ...

Det lykkedes at skaffe nok til en rulle fiskesnøre og den blev viklet på dåsen så den kunne virke som et fastspolehjul. Jeg huskede at binde den ene ende af snøren til håndtaget så jeg ikke risikerede at det hele rullede ud og jeg mistede det hele. Da det sad der fik det et par postelastikker så der ikke gik kludder i den dyrebare line.

Nu manglede jeg blot noget endegrej. Jeg skulle bruge en bundsnøre og den består af et stykke line som jeg jo havde samt et lod. Loddet fixede jeg med et par store møtrikker fra fars værksted i mangel af et rigtigt blylod der jo kostede penge. Om det er bly eller rustent jern der holde linen ned måtte være af mindre betydning.
Kroge manglede jeg også og så var det ud efter flasker igen. Sommeren gik næsten inden jeg havde nok til en lille æske med kroge med lange skafter til at sætte sandorm på.

Nu var jeg klar, eller næsten klar for sandormene manglede. Sådan nogle kan man købe men ikke uden penge, men man kunne fange dem selv.
Jeg lavede et lillebræt med en snor i den ene ende og spændte det på cyklen. Så cyklede jeg til stranden ved Lynæs hvor jeg vidste at der var masser af sandorm. I det lave vand kan man se de små sandpølser de laver over sandet hvor de er begravet. Man lægger brættet over stedet, sætter den ene fod på og trække op og ned i snoren så man laver pumpebevægelser. Bevægelserne pumper sandet væk og pludselig er sandormen frit svømmende i vandet og kan snuppes.

Efter flere uger var jeg klar til at afprøve grejet.
Jeg cyklede ned til Hundested havn og ud på den lange mole hvor der altid stod nogle lystfiskere. På nodsiden kravlede jeg ud på stenene og satte orm på mine kroge. Jeg holdt så dåsen i håndtaget med den ene hånd mens jeg svingede loddet rundt i luften for at få fart på og slap. Linen rullede pænt ud og med et plump ramte mit lod vandoverfladen og sank ned mens jeg gav mere line.

Nu var det bare at vente. Det tog ikke lang tid føre der var bid. Det rykkede i linen og jeg halede ind ved at vikle linen op på dåsen igen. En fin rødspætte. Den første fangst var hjemme.

Jeg fiskede næsten hver dag og samlede muslinger og fangede krabber. Nogle gange tilberedte jeg noget af det selv som frokost i en gammel gryde over et bål på stranden men det meste kom med hjem i sommerhuset.
Mine forældre var faktisk glade for fiskene og syntes det var alle tiders.

Til jul fik jeg en rigtig fiskestang, men dåsen brugte jeg som supplement i flere år.

Dette var på mange måder min debut i det enkle friluftsliv, men kan man gå længere tilbage og fremstille noget der ikke baserer sig på genbrug og indkøb? Det er jo først der man kommer helt ind til basis for at kunne klare sig deruden uden moderne hjælpemidler?

Det kan man nok, men det er nok også lidt ligesom at genopfinde noget der allerede er opfundet, og vi kan nok ikke forestille os en verde hvor noget af det vi allerede har ikke findes mere.

Men hvordan kommer vi så til enkelt friluftsliv? Vi gør det jo ikke ved at købe en hængekøje eller en pressenning. Det er svært, men vi kan måske, som nogle gør, søge tilbage til naturlige materialer. Altså materialer der findes i naturen og som kan udvikles og forarbejdes ligesom vi gjorde i jernalderen eller i andre tider - det kan vi godt, og måske er det den vej vi skal gå for at få det enkle friluftsliv tilbage?

Har I andre nogle gode forslag til hvordan vi kommer tilbage eller måske frem til det enkle friluftsliv? Et friluftsliv hvor alle kan være med og som ikke baserer sig på moderne materialer men kun på det der i forvejen findes i naturen?