Tanker om fjeldvandring vol-XX - og om at være guide

To af de ting det som guide, turleder eller tovholder aldrig har fuldstændig styr på, er om mulige deltagere er fuldt ud klar over deres formåen i et miljø de måske ikke har færdes i, hvis de er med på tur i et område for første gang. Det andet er om deres grej er optimalt til turen.

Læs vol-I her - Læs vol-II her - Læs vol-III her - Læs vol-IV her
Læs vol-V her - Læs vol-VI her - Læs vol-VII her - Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her - Læs vol-X her - Læs vol-XI her - Læs vol-XII her

Læs vol-XIII her - Læs vol-XIV her - Læs vol-XV her - Læs vol-XVI her

Læs vol-XVII her - Læs vol-XVIII her - Læs vol-XIX her

Lad dette være lidt gode råd både til fremtidige deltagere på arrangerede ture (Ikke kun mine), og til nuværende og fremtidige turledere. Jeg håber I kan bruge det og kommenter gerne - jeg, og andre, kan sikkert lære mere :)

Det første finder vi først ud af undervejs, med mindre vi spørger meget tæt ind til det, men det andet kan vi godt få et indblik i allerede inden turen.

Tager vi det første punkt først, så prøver jeg altid at spore mig ind på hvilke forudsætninger folk har, men det går somme tider galt alligevel.
Fx fik jeg engang en tilmelding på en grønlandstur og da jeg spurgte efter vedkommendes vandreerfaring fik jeg nogle tågede svar. Jeg forfulgte spørgsmålet og forsøgte at forklare lidt om terrænet og hvad jeg ellers kunne finde på, men jeg blev forsikret om at vedkommende var i god form og trænede med lange ture langs stranden og derfor var vant til at gå i stenet terræn. Nu kan man jo ikke lige sammenligne en dansk strand med fjeldterræn.

Jeg havde plads på holdet og ville gerne have det fyldt så jeg tog chancen og tog vedkommende med, men meddelte at gik det galt og vedkommende ikke kunne følge med i et almindeligt tempo, så måtte jeg sende vedkommende tilbage til byen. Det indvilgede vedkommende i.

Jeg skulle selvfølgelig have sagt net til deltagelse i turen, men som sikkert andre også kan forfalde til, så lod jeg mig fange i tvivlen om at tjene lidt ussel mammon i stedet for at tage afsted med et mindre hold.
Netop det forhold, at man jo skal have forretningen til i hvert fald at løbe rundt uden underskud, får let en til at forfalde til ikke selv at tænke rationelt. Man bilder sig selv ind, at det nok skal gå og at det bare er en selv eller telefonsamtalens forløb uden at man har siddet overfor hinanden, der har skabt et indtryk der er forkert. Derfor handler man selv forkert.

Det gik selvfølgelig ikke! Det viste sig faktisk at vedkommende dårligt kunne stå på benene med sin egen rygsæk på. Og jeg skal da lige indskyde at den ikke var tung. Deltageren havde stort set ikke en muskel i kroppen for ikke at tale om balance som ej heller var til stede. Allerede første dag faldt deltageren flere gange og kunne ikke rejse sig uden at tage rygsækken af. Deltageren "overlevede" første dags vandring der blot var cirka fem km og kun var for at komme udenfor byen som nogle nok har gættet var Ilulissat ud fra billederne. Nu var det let at tænke "nå, det går nok bedre i morgen når vi rigtig kommer igang". Det gjorde det ikke og efter en kort vandring med flere styrt på trods af at de andre deltagere var søde til at hjælpe, måtte jeg sende deltageren tilbage til byen. Vi fulgte deltageren ud til vejen og herfra gik det fint med at gå på det faste og plane underlag.

Deltageen endte med at tilbringe dagene på vandrehjemmet og tage på bådture og andet og var faktisk fint tilfreds med det.
Det endte godt til alles tilfredsstillelse, men den slags er ikke optimalt.

Det er heldigvis ikke ret ofte jeg har dummet mig mht. til deltagere. Det er sket en gang mere.

Jeg er meget omhyggelig med at informere, og det foregår på denne måde:

Når jeg lægger en tur op beder jeg interesserede om at skrive til mig for at få yderligere informationer. Herefter sender jeg dem et såkaldt startbrev som indeholder nogle ufravigelige krav til deltagerne samt et skitse over forløbet med afrejse- og hjemkomstdatoer samt hvad de skal betale mig. Jeg har ikke mere rejsebureau så det de i princippet betaler mig er for at guide selve turen, og for at stå for at reservere eventuelle overnatinger som deltagerne selv betaler. Jeg holder også øje med hvornår billetter frigives og sender besked når der skal købes togbilletter og jeg booker eventuelle helikopterløft. Jeg sender også et så nøjagtigt overslag over hvad deltagerne selv skal betale som det er muligt i forhold til årets prisniveau, kurs etc.

Når den interesserede ender med at betale min fee og overgår til at være deltager sender jeg en fjeldhåndbog som pt. er på 100 A4 sider og som indeholder alt hvad man kan tænke sig af nyttig information. Noget skal man sætte sig nøje ind i mens andet ikke direkte essentielt for deltagelsen, men som er nyttig på anden vis.

Jeg forventer naturligvis, at mine deltagere i det mindste læser det væsentlige og det der er essentielt for deltagelse i turen, så de er vel forberedt. Det er de allerfleste heldigvis også gør.

Men, jeg kan da godt se, at det er en ordentlig bunke man skal tygge sig igennem især hvis man ikke tilhører den læsende type. Noget bliver jo sprunget over, og hvad der ikke er læst dukker altid op i spørgsmål under turen. Jeg overvejer at dele materialet i to således at der er et bind ét der indeholder det der skal læses og så et bind to der indeholder al bonusmaterialet om samerne, geologien, stavemåden på kortene, og andet det ikke er livsnødvendigt at vide noget om for at slippe helskindet igennem turen.

Det hænder selvfølgelig at nogen undervejs ser undrende ud og spørger: "Øh - skulle vi også have sådan en med?" eller lignende og så ved man jo at vedkommende har læst lidt overfladisk.

Jeg støder også på deltagere der ved mere end mig og det er jo helt i orden. På en tur på Hardangervidda for år tilbage i efterårsferien havde jeg en med der havde været sergent i hæren. Det undlod han ikke at fortælle og samtidig fortælle alt det man lærer ved at være sergent. Nu har jeg jo aldrig været sergent i hæren, jeg har kun været sergent i U-bådseskadren, men det var jo en efterårstur og derfor havde jeg pointeret at det kunne blive alt fra sol over regn til sne på den tid af året og i de højder.

På andendagen fik vi sneslud og vi alle tog regn - eller skaltøj på - altså undtagen sergenten der bare stod og blev våd. Jeg spurgte om ikke han skulle have regntøj på hvortil han svarede at det havde han ikke med for han havde set på den norske vejrudsigt at det ikke ville blive regnvej i den periode vi var afsted. Meldingen var lidt svære at argumentere imod da slud gik over til regulær sne.

I der ikke har set denne film skal lige se den. Den er sjov og jeg får sikkert hug for at vise den men skidt :)

Et andet tilfælde var på en tur, eller under forberedelserne til en tur, hvor jeg fik en mistanke om at en ikke havde læst og sat sig ind i materialet. Jeg fik hele tiden en masse spørgsmål som materialet ellers gav svar på. Nu vil jeg rigtig gerne have at folk spørger og også spørger meget hvis de er i tvivl. Jeg vil gerne have at mine turdeltagere er så godt forberedt som muligt.

Men, til sidst, eller efter mange opringninger, fik jeg mistanke. Jeg har en veludviklet sjette sans for den slags, så jeg spurgte direkte og fik svaret at vedkommende havde kikket det igennem, og det er sikker meget rigtigt for der er også billeder i.
Til sidst var jeg rigtig i tvivl og overvejede at lukke vedkommende ude, men min makker forbarmede sig og indkaldte i stedet vedkommende til at møde op og vise sit grej frem. Det skete og grejet var i skønneste orden og udelukkende kvalitetsgrej og nyindkøbt så den kunne jeg ikke rigtig reagere på.

Deltageren kom da også fint igennem turen, men jeg tvivler på om vedkommende overhovedet anede hvor vi havde været.

En anden ting er det udstyr deltagerne har med og også det kombineret med deres fysiske og mentale formåen, men mere om det næste gang ...