Tanker om fjeldvandring vol-XIX - og om at være guide

Jeg er ikke den diktatoriske guide. Det har jeg aldrig været men jeg ved godt at det letteste for en guide er hvis alle deltagerne på turen holder sig i gåsegang bag turlederen, og gør hvad der bliver sagt. Altså holder turlederens tempo og lader turlederen bestemme hvornår og hvor der skal holdes pauser etc. Men sådan en er jeg ikke!

Læs vol-I her - Læs vol-II her - Læs vol-III her - Læs vol-IV her
Læs vol-V her - Læs vol-VI her - Læs vol-VII her - Læs vol-VIII her
Læs vol-IX her - Læs vol-X her - Læs vol-XI her - Læs vol-XII her

Læs vol-XIII her - Læs vol-XIV her - Læs vol-XV her - Læs vol-XVI her

Læs vol-XVII her - Læs vol-XVIII her

Min indstilling er at mine deltagere skal hvad max frihed og medbestemmelse undervejs. Jeg har selvfølgelig hjemmefra genereret en præcis rute (som jeg næsten aldrig selv holder) idet det mest praktiske er at have en rettesnor for turen.
Jeg gør det samme uanset hvor turen skal gå hen.

Det lyder let og det er det også i teorien, men da jeg næsten altid har deltagere med jeg aldrig har mødt før, og derfor heller ikke ved på hvilket niveau de er  i forhold til det de har meldt sig til. Det gør deltagerne mange gange heller ikke selv og det er meget forståeligt. Når jeg laver en "standardtur" så skriver jeg ofte i turopslaget at alle med normal førlighed og kondition og rygsækvane kan deltage.
Det er det niveau jeg lægger ruten efter.

Nogle gange sker der så det at folk enten har fejlbedømt deres egen formåen, eller ikke kan tyde hvad jeg mener, hvilket heller ikke er let da jeg jo kun har et gennemsnit at vurdere ud fra, men sådan vil det altid være.

Det forhold betyder at jeg nogle gange må ændre ruten efter deltagerne, og det gør jeg gerne. Ofte opdager deltagerne ikke hvad der sker - de er jo på tur med en guide og følger ikke altid med på kortet. Målet er, og vil altid være, at alle deltagere har fået en flot og spændende tur som de glæder sig over når de kommer hjem, og da de fleste, eller ingen udover mig, har gået ruten så kan det være ligemeget om den ændres lidt.

Det der kan være rigtig svært er hvis deltagerne ikke gå i nogenlunde samme tempo. Som nævnt går de jo ikke gåsegang i mine fodspor, og derfor kan jeg både have nogle foran og bag mig og også ude til siderne - vi går ofte ikke på stier og derfor finder folk den vej de synes ser lettest ud.
Der er altså nok at holde øje med, men det er jeg vant til helt tilbage fra mine ungdomsskolekurser hvor de unge også var spredt over dagen.

Det er møgirriterende at vandre i et andet tempo end ens eget. Det tærer lige så meget på kræfterne at skulle gå langsommere som at gå hurtigere og forskellige deltagere kan også have forskellige intereser i forhold til turen.

Noget kan man klare hjemmefra ved at stille krav til de deltagere der kan få plads på turen - eller man kan forsøge, for når man aldrig har set eller kender folk så bliver den fornemmelse om den enkelte kan passe ind i gruppen. Alle vil jo helst have at gruppen fungerer så homogent som muligt, og at alle har det godt i de andres selskab. Uanset hvordan man overnatter så er man tæt sammen på tur og man kan ikke uden videre skifte selskab.

Det værste for en turleder er hvis der opstår uvenskab i gruppen for det kommer også til at hænge på turlederen. Uvenskab, eller uenigheder, kan opstå på mange måder og af mange grunde, og nogle af dem er meget svære at tage højde for hjemmefra.

Altså sætter jeg nogle forudsætninger op inden turen så alle i det mindste ved hvilken slags tur det er.

De regler håndhæver jeg undervejs.

Hvad jeg ikke gør er at bestemme om deltagerne er meget snakkende, ryger eller andet. Det generer ikke mig at nogen ryger ude i det fri og det med at nogen snakker sammen mans de går betyder ikke noget for mig og det regulerer sig af sig selv undervejs.

Det mest almindelige man bliver uenige om er ruten, eller ikke selve ruten, men hvornår og hvor man skal slå lejr. For mit eget overbliks skyld sætter jeg små telte på kortet der hvor jeg sådan cirka forestiller mig at der skal teltes eller i hvert fald ledes efter teltpladser. De betyder ikke at man skal ligge lige der!
Id imellem er der deltagere, det er sjældent men det sker, at en deltager føler sig utryg ved at være et andet sted end lige på det markerede. Det kan skyldes at man helst vil følge planen slavisk men det kan også skyldes at kortet ligger i kopi derhjemme så pårørende kan se hvor vedkommende er hver dag. Det føles så utrygt his jeg lægger lejren et andet sted.

Nu er det bare heller ikke sådan at det er mig der diktatorisk udpeger et egnet sted - det passer jo ej heller med min stil. I stedet begynder jeg at tale om "at nu er det vist på tide at finde et godt sted at slå lejr, og så vælger hele holdet sammen et godt sted. Et godt sted kan altså lige så godt betyde der hvor jeg har markeret på kortet, men det kan også betyde inden for en radius på én km eller mere.

Jeg har været ude for at nogen har forsøgt både at forcere tempo og retning for at få det til at passe så man kommer til at ligge præcis der hvor der er markeret på kortet, og det er en situation man må takle på stedet.

Et værre problem er hvis alle deltagernes forventniger til turen ikke stemmer overens med turlederens eller omvendt.
Det er faktisk det værste problem der kan opstå. Grundene kan være flere. Måske går gruppen for langsomt i forhold til den deltager der gerne vil have mange og hurtige km i benene hver dag, men det omvendte kan også være tilfældet. Der kan også være en skjult dagsorden.

Jeg havde engang et par med hvor manden faktisk begik mytteri for at komme hurtigere til Kebnekaise fjeldstation. Han forsøgte at overtale først hele gruppen og senere noget af gruppen til at forcere både tempo og dagsetaper så han kunne få en ekstra dag til at bestige Kebnekaise i. En mulighed der ikke var indlagt i turen. Det viste sig at hans mål var at fri til sin kæreste på toppen af bjerget hvilket han ikke på noget tidspunkt havde meddelt nogen.

Hjemmefra kan man skrive sig ud af mange ting, men ikke ud af noget man ikke i sin vildeste fantasi drømmer om nogen har planer om.

Jeg plejer at pinde meget tydeligt ud hvad turen går ud på, og hvilken gruppe jeg gerne vil have samlet.
Unge hurtigløbere, der bare vil gå så langt og så hurtigt som muligt, er jeg ikke interesseret i på mine ture.

Jeg vil gerne have et hold der er harmonisk og ikke opfatter fjeld-eller anden vandring som en idræt. Jeg vil gerne have hold der vægter selve ture i stedet for at vægte målet, og det betyder kortere dagsetaper og flere pauser til at nyde udsigte, fotografere, botanisere eller andet undervejs.

Hvad det er for en tur man inviterer på bør altså klart fremgå af det materiale man bruger til at hverve deltagere således at holdets forudsætninger og mål er så ens som muligt.

Man kan heller ikke bestemme over vejret og alene vejrforhold kan forårsage overliggerdage, ruteændring eller andet der gør at man må ændre strategien lagt hjemme.

Jo mere erfaring turlederen har og jo bedre deltagerne er informerede, jo lettere er det hele at styre undervejs.

Jeg havde engang en med med en meget fin kondition og alt gik fint når vi var på en markeret sti, men ligeså snart vi forlod stien og var i stiløst terræn gik det galt. Vedkommende viske klart tegn på usikkerhed og nervøsitet, og ville gerne sætte farten op for at nå en sti og dermed et sikkert sted igen. Hun havde faktisk kondition nok til ved næsten enhver lejlighed at spurte opad for at finde mobilsignal uagtet at jeg havde forsikret hende om at det var der ikke.

Der er naturligvis en fare ved at have en sådan person med. Folk der blot går ud i fjeldet for sig selv uden at meddele hvorhen og negligere aldrig at gå alene væk fra lejren er jo til fare for sig selv, og dermed for hele holdet.

Man skal ikke ret langt væk fra lejren før man ikke kan se en samling grønne telte i terrænet, og trækker tågen hen over landskabet kan det være helt umuligt at finde tilbage.