Vi må alle bidrage til den almene underholdning, og her er lidt der for en erfaren fjeldvandrer som mig ikke er særlig tjekket - men sandheden må jo frem som man siger ...
For mange år siden var jeg på vandring, sammen med en kammerat, fra Abisko, gennem Lapporten og op mod Mårma for, at vandre ned til Visttasvággi. En ganske traditionel tur der er lidt hård, med heftige stigninger, men som absolut er strabadserne værd. En tur alle med lidt fjelderfaring og interesse for området bør foretage en gang i sit liv.
Efter, at være stået af toget i Abisko Östra, stationen før Abisko Turiststation, vandrede vi over sporene og ind i birkeskoven, med retning mod Lapporten hvis karakteristiske silhuet står som en port og indgang til fjeldverdenen på den anden side. Lapporten, eller Tjuonavággi, som den egentlig hedder, ses hele vejen ind, som en vejviser, en af isen dybt nedskuret u-dal flankeret af vældige fjelde. Mens man vandrer ad stien gennem birkeskoven ser man den hele tiden og har den som mål. Skoven er i starten ret tæt og snor sig planløst syntes det, gennem skoven, der vanskeligt lader sig overskue fra jorden. Ind og ud mellem de brunhvide stammer. Mellem forvitrede og forkrøblede fjeldbirketræer der kæmper for liver i det barske landskab. Nogle steder vrider de sig i tørst på de tørre sletter og andre stede mod druknedøden i sumpene, men alle i en evig kamp for overlevelse og altid med strålende optimistisk lysegrønt løv der signalerer håb trods de ulige livsvilkår. Sceneriet åbner sig pludseligt over sletten hvor det lille offerbjerg, Baddusdieva rager en smule op som rutens eneste markante punkt, eller som en vorte i landskabet, frem mod Lapporten.
På kortet er aftegnet et vandløb og første gang man vandrer ruten glæder man sig til en forfriskende tår, men vandet er der ikke i virkeligheden. Vandløbet er næsten altid tørret ud om sommeren og kun stillestående vandhuller med betænkelig brunlig kulør islættet butangassernes blålige farveringe på overfladen er tilgængeligt. Man er glad for at have husket at fylde drikkeflasken på stationen inden vandringen påbegyndtes og man glæder sig til at komme længere ind og højere op i fjeldet hvor vandet er krystalklart og lækkert forfriskende.
Man vandrer næsten over "offerbjerget" og på den anden side ligger en åben slette med spredt birkebevoksning, afløst af småsumpede områder. Stien er ikke tydelig på hele strækningen, men Lapporten står tydelig og viser vej.
Der er masser af teltpladser, men stadig ikke meget, eller slet intet drikkeligt vand, hvilket der ofte ikke er før man er næsten oppe i Lapporten, men ved pilekrattet, før den sidste opstigning til Lapporten, kan man vandre nogle hundrede meter til venstre, eller mod øst om man vil, og inde i krattet finde et fint vandløb og masser af fine teltpladser. Pladserne ligger i bekvem afstand for første dags vandring, hvis man kommer fra Abisko Östra, eller fra Turiststationen. Oppe i selve Lapporten er der sumpet og svært at finde teltpladser. Pladserne bag pilekrattet byder på flot udsigt ned over Abisko Östra hvis lys man kan skimte i natten og bag byen breder den kæmpe store sø Tornetråsk sig ud mod øst og vest så langt man kan se.
Det er en spændende fornemmelse, at vandre ind i Lapporten. Fra det åbne land omsluttes man nu af stejle klipper i en smal u-dal hvor stien, når man kan finde den, fører gennem myrområderne langs søens sydvestlige bredder. Hele dalen er letvandret og stort set uden blokmark og om man finder og kan følge stien har ikke den store betydning, det er let at finde vej. Mange dyreveksler skabt af renernes vandringer i dalen virker som spor man forsøger at følge i troen på det er stien, men snart går det op for én, at mennesker ikke vandre på denne måde. Stierne er skabt af renerne i deres evige vandring og i deres evige søgen efter føde.
Efter den sidste sø, i dalen, hvor ruten krydser Čuonajohka, er der helt fantastiske teltpladser. Helt plane græsplæner lige ned til vandløbet omkranset af høje stejle fjelde på den ene side og åbningen ud mod Bessevággi, som man dog ikke kan se ned i, mod syd. Man ligger her på græsplæner gennemskåret af små vandløb på kryds og tværs. Gule fjeldvioler, fieldensian, kantlyng og andre små men farvestrålende planter vokser her mellem stargræsser på holmene.
Fra teltpladserne i dalens sydlige munding vandrede vi over fieldkammen i let stenet terræn mod sydvest i Bessevággi. Nede i dalen finder man atter stien der snor sig mellem og op og ned ad små morænevolde. Man krydser Čuonajohka og fortsætter frem mod Nissunjohka der ofte skal vades. Det markerede vadested, og der hvor stien fører hen, er ofte dårligt, eller vanskeligt at passere. Der kan være meget vand og den ene brink er høj og stejl. Det er derfor bedre at vandre en smule ned langs vandløbet og krydse det ovenfor pilekrattet hvor terrænet flader ud og vandløbet bliver bredere og derfor ikke er så dybt. Vel ovre, og uden at have fået våde fødder, fortsatte vi i overkanten af pilekrattet. Stien er her skrå og bøvlet og er det vådt vandrer man mere i vandløb end på sti, men udsigten nedover Rautasjaure er formidabel. Her skal man lige passe på, at man ikke uforvarende ledes ned mod dalbunden og søen. Turen ned og op igen går gennem birkeskov og er unødig anstrengende hvis ikke man har planlagt at vandre derned.
Pilekrattet bliver værre og stien gennem det vanskelig at vandre selvom vi har godt vejr. Pilen er høj, næsten mandshøj og forårets mange smeltevandsstrømme har gennem årene vasket rødderne fri for jord og skabt nye ålejer. Pilen og dens rødder og grene virker som tæt ellesump hvor rødderne griber fast i ens fødder og grene i rygsækken og besværlig vandringen på fjeldsiden der desuden skråner ned mod søen. Et utroligt besværligt terræn man kun fører sig langsomt frem i. Alligevel når vi til sidst kløften, hvor den gamle faldefærdige kåte står, og får slået teltet op. Trætte er vi da vi endelig tænder brænderen og gør den frysetørrede mad klar til at blive færdigtilberedt over flammerne. Udsigten her er flot ned over den meget frodige Alisvággi. Vandløbet i bunden er nærmest en flod der brusende gennem små strømfald løber ned i Rautasjaure. Fra pladsen ved kåten fører stien dels videre mod vest og ud til Kungsleden og dels mod syd dybt ned i Alisvággi's kovklædte bund flere hundrede meter nede til broen over Aliseatnu hvor ruten fører over mod kløften Vierrugorsa og op langs Vierrujohka mod Mårma. Vi skal den vej, idet vi har planlagt, at vandre over til Visttasvåggi over Mårmapasset, så vi vandrer ned ad den stejle sti mod vandløbet og broen.
Skoven bliver tættere efterhånden som vi kommer fra højden og skovbunden mere og mere frodig med kæmpestore blå tidsler gule blomster, blå, røde og en masse andet. Ret flot og man undrer sig over hvor frodig skovbunden kan nå at blive under den korte sommer. Nede ved broen bruser vandet mellem stenene under broen, og udsender en ren larm. Vi går over og vandrer videre over den lille knold mod næste bro over Vierrojohka for at vandre op langs vandløbets østlige bred. Det er let vandring helt op forbi renvokterhytten der ligge på kanten over vandløbet på et fladt stykke med fine teltpladser, men herefter snævrer kløften ind og bliver ganske smal. Opad går det fra dalbunden i ca. 700 moh til Mårmahytten i næsten 1200 moh. Hytte er nu så meget sagt. Det er nærmest et rastskjul med to brikse hvor der kan ligge to i hver, men hytten er slidt og ikke værd at benytte andet
end i nødsfald. Der er teltpladser for et til to telte et par hundrede meter under hytten, men gode er de ikke. Vi teltede der og der var vand i et lille vandløb om aftenen, men om morgenen var det løbet tør, eller det var frosset højere oppe. Hvad der var årsagen fandt vi aldrig ud af. Vi vandrede videre op uden morgenmad og spiste ved hytten hvor der er masser af fint vand. Terrænet omkring hytten, det er nærmest et plateau, byder ikke på brugbare teltpladser. Der er alt for stenet. Intet vokser heroppe, men stenene ligger pænt og vipper ikke. Formentlig er de lagt på plads af gletscheren i en svunden tid hvor den bredte sig væsentligt længere ned i dalen er det er tilfældet nu.
Længere fremme står vi lige ved Moarhmmagletscheren der stor og hvid ligger i sin niche med overfladen overstrøet med store og små sten fragtet i dens fremfærd fra de øvre regioner.
Den er snefri, grønblå og glat i de nedre regioner, men på midten, hvor to isstrømme åbenbart mødes i gletscheren har den altid en stenrande. Man kan gå på stenene. Et år hvor vi også skulle over passet var den sidste opgang så iset at den var umulig at klatre op ad. Store istapper og tykke ispartier dækkede hele fjeldsiden og vi gik i stedet over på stenranden og op ad gletscheren. Den var helt afsmeltet og glat blygrå og uden sprækker. Stenranden endte i firmområdets tykke snedække der i starten var glat, men lidt længere fremme var fint at vandre i og en stejl snefane førte helt op til toppen af kammen oven over og førte op på Vierročohkas flade top hvorfra det var let at vandre ned på ruten igen. Det var egendig den vej vi skulle, altså ikke over gletscheren, men over passet der nu ikke var isdækket. Af uransagelige årsager og i tåge forvildede vi os ned i kløften mod øst i stedet og ad store blokke over en relativ kort strækning, kom vi ned i den plane og letvandrede dalbund i Leavasvåggi.
På den måde opdagede jeg ved et tilfælde området!
Det var lidt utjekket og der gik nogen tid før vi opdagede, at vi var forkert på den, i forhold til den oprindelige plan, men vi havde på daværende tidspunkt proviant til 2 uger tilbage, så vi var ikke bekymrede, men nærmere nysgerrige og fortsatte vandringen gennem dalen.
Nu var det jo ikke min første vandring i fjeldet. Mange ture havde gået forud og flere af dalene havde jeg vandret flere gange så nye græsgange var på en måde kærkomne. Da vi var kommet et godt stykke gennem dalen mod forbjerget Bielžžačorru, hvor sidedalen Bielžžavággi støder til Leavasvággi, var vi blevet klar over, at retningen ikke helt passede. Det havde været tåget oppe ved passet da vi "klokkede" lidt rundt, men nu klarede det op og vi fik en flot udsigt ned gennem dalen, hvor et fint vandløb løb i bunden og voksede sig større og større med hjælp fra de mange mindre vandløb, der på deres vej ned ad fjeldsiderne, tilførte det mere og mere vand. Man undres til stadighed over hvor meget vand der løber i fjeldet. Der er ligesom uudtømmelige vandresurcer og selv om vinteren, kan man se åbne områder i elvene, hvor vandet bruser forbi.
Vi var åbenbart gået lidt forkert, konstaterede vi, og over en kande kaffe, overvejede vi at vandre tilbage til sporet, men på den anden side kunnen det jo være lige meget hvor vi var, så længe vi havde proviant og tid nok. Vi besluttede derfor at udforske det, for os, nye område. Vi havde jo været i Mårma, hvilket var det egentlige formål med turen, eller i hvert fald med den dagsetape. Jeg har aldrig haft problemer med at være ude i fjeldet, eller noget andet sted langt fra alfarvej. Jeg har det fint med mig selv og ensomheden og også med at være steder hvor jeg ikke før havde været, men min daværende makker kendte jeg ikke så godt, og han havde ikke været så mange gange på fjeldet som jeg selv og havde aldrig vandret alene. Han virkede imidlertid ikke til at have problemer med det, hvilket ellers havde kunnet få mig til at ændre planer. Men da han ikke syntes at have noget imod den nye situation, og heller ikke gjorde udtryk for det på nogen måde, fortsatte vi ned gennem Leavasvággi. Leavasbatha var kløften vi uforvarende var vandret ned i, i stedet for, at vandre over resten af Mårmapasset.
Nærværende tur afsluttede vi en uge efter og besluttede allerede på vejen hjem, at vi næste år ville besøge og udforske området yderligere, hvilket vi også gjorde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar