En heftig rute fra Darfál til Kebnekaises sydtop

Denne rute fra Darfál (Tarfala) til Kebnekaises top har jeg aldrig tidligere publiceret.

For at jeg ikke skal få alt for mange flyveskaller, så bør man ikke gøre som jeg gjorde, men bruge gletsjerudstyr på ruten!

Storglaciären under Kebnekaises top

Der er altid sjovt at "opfinde" nye ruter, og denne blev til ved at jeg sad på Kebnekaise fjeldstation og kikkede kort. Jeg havde et par dage på fjeldstationen og skulle finde på noget.

Vejret var strålende. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var ganske varmt og derfor var der fine muligheder for at opleve midnatssolen fra Kebnekaises top.

Nu kunne jeg jo blot være gået op den sædvandlige vej ad Östra leden til toppen, men den har jeg gået et utal af gange som guide, så den var ikke interessant. Der er flere muligheder for at nå toppen og jeg havde gået dem alle så jeg ville afprøve en ny rute, og den skulle gå over Stroglaciären i Darfál (Tarfala).

Ruten sådan cirka. Den videnskabelige station ses lidt til højre for teltet.

Jeg havde to hold på fjeldet nemlig et ungdomsskolehold og et voksenhold fra Vildmarksrejser som jeg drev dengang.
Planen var at vandre op i Darfál og møde gruppen jeg vidste lå et eller andet sted oppe i dalen. Jeg startede fra fjeldstationen sidst på eftermiddagen og vandredde op i dalen. Det er en rask tur fra ca 700 moh til ca 1200 moh helt oppe ved søen (Den helt til højre på billedet). Før den vidensskabelige station så jeg gruppens telte der var tomme.

Holdet viste det sig, var gået op til søen en tur. Jeg ventede på dem indtil de kom tilbage og forelagde dem min plan som de straks var med på, og efter en kop kaffe og lidt mad startede vi turen.

Ruter til toppen - den røde er min rute frem og den blå tilbage til fjeldstationen

Læg mærke til kortet herover. De tre broer der findes i dalen i vores dage fandtes ikke dengang jeg gik denne rute.

Fra lejren gik vi ned til vandløbet. Der var ikke så meget vand og da der lå nogle planker som vidensskabsfolkene brugte kom vi let over. På den anden side gik vi frem til sidemorænen og derefter op på den mod gletsjeren der på sit nederste stykke er for stejl til at gå på uden steigeisen. Planen var at gå op i firnområdet hvor gletsjeren dels er flad og dels er afsmeltet for sne så eventuelle sprækker var synlige.

Foruden gletsjerspalter rummer det flade stykke også såkaldte gletsjerbrønde som godt kan være dækket af grødis og derfor svære at se. Gletsjerbrønde er ikke noget man skal falde i. De er dybe og går helt ned til gletsjerens bund og her er det et fald på måske 200 meter i iskoldt vand, og det er ikke noget man stræber efter.

Jeg kender gletsjeren og ved nogenlunde hvor der er brønde, men gletsjere flytter sig og forholdene kan let ændre sig fra gang til gang man er på den. Jeg har lavet masser af gletsjerture på de tre gletsjere der ligger her i Darfál, men altid med gletsjerudrustning.

Det havde vi ikke denne gang men jeg havde en stav med og med den tjekkede jeg isen for huller. Jeg fandt ingen heldigvis og på strækningen markerer videnskabsfolkene dem de finder med spyd - men, man kan aldrig være for forsigtig.

Mod vest over gletsjerens top ser vi  Kebnekaises nordtop stå skarpt mod den blå himmel.

Vel ovre gletsjeren fandt jeg et sted hvor fjeldsiden ikke var stejlere end at vi kunne gå på skrå op uden risiko. God fast klippe og vel oppe hvor det hele flader ud drejer vi mod vest over imod Björlings gjaciär. Vi krydser forsigtigt den tungen langt nede og finder sporet ind over og op på kammen. Sporene er fra fjeldstationens guidede tur tidligere på dagen.

Björlings glaciär kan også have spalter så her er jeg også forsigtig. Turen hen over denne gletsjer og op på iskammen har jeg gået mange gange og den er jeg ikke nervøs for. Det gå stejlt op på iskammen og der er langt ned mod vest, men sporet er bredt stampet og vi når let Gudjohnsens hylde. Gudjonhsens hylde er opkaldt efter en dansker i sin tid. Hylden der er ganske smal fører hen til opstigningen man skal klatre for at nå op. Der er fastmonteret reb i klippen og klatringen er let så vi er hurtigt oppe.

Nu resterer der blot den sidste vandring fra ca 1800 moh og op til toppen der i dag er 2095 moh men som dengang var 2014 moh. Forskellen skyldes at afsmeltning af topgletsjeren p.g.a. klimaforandringerne. Nordtoppen er i dag faktisk højere end Sydtoppen.

Udsigt mod nord fra toppen

Efter at have nydt udsigten skulle vi samme vej ned igen, eller holdet og deres guide skulle ned samme vej mens jeg skulle direkte mod fjeldstationen.

Vi klatrede ned og vandrede Gudjohnsens hylde til iskammen og derfra hen over gletsjeren til samme sted som vi steg på Björlings glaciär. Vi fulgtes ad hen over Giebmečohkka hvor jeg drejede fra  for at gå direkte på fjeldstationen.

Når man vandrer heroppe gælder det om at skrå ned med retning mod stationen indtil man ser den store klippeblok der ligger på fjeldsiden. Når man ser den tager man retning mod den og videre ned ad fjeldsiden til fjeldstationen.

Ruten er den normale når man vil bestige Kebnekaises nordtop ad Nygrens led. Nygrens led er en ren klatrerute der afsluttes med en eksponeret kamvandring til Sydtoppen.

Jeg har aldrig haft mod på at filme på den rute men det har Martin Bengtson 

Jeg kender vejen og finder hurtigt klippeblokken og så er det blot at vandre ned til skoven og ad stien hen til fjeldstationen og en spændende tur er slut.

Jeg møder Peter som er guide på stationen og han fixer kaffe i køkkenet. Kaffe som vi drikker ude på bænkene i den varme sommernat mens fjeldstationen langsomt kommer til live i den tidlige morgen. Nogle morgenfriske vandrere er ved at tage rygsækkene på og andre vandrer ad sporet mod Nikkaluokta 19 km mod øst. Solen er ved at stige op over fjeldene og det er stadig fint vejr ...