lørdag den 5. marts 2022

"Ubrugeligt grej" - har vi det?

På nogle virker overskriften måske som en rød klud, men jeg tager chancen. Sandheder og meninger skal frem og så kan man jo synes at mine sandheder er mine egne og kun mine egne, og at jeg burde holde dem for mig selv - det gør jeg ikke.


Når man læser på FB så roder friluftslivet en hel del. Ultra light blandes sammen med fjeldvandring på gammeldags maner men med måske let opgraderet grej og det igen med hvad der er velegnet til standlejr, men ikke til hvis man skal bære det i dagevis osv.

Men det er ikke det hele. At vi blander tingene lidt sammen er meget normalt, og at vi gør det lidt irrationelt ind imellem er sikkert også normalt. Måske vil vi gerne gå all in på UL, men så får vi lige øje på et helt nyt kogesæt, og det skal vi da have. Vi skal da have det nyeste og fedeste grej - grej skal man ikke gå ned på!
Men, går vi ned på udstyr hvis vi ikke hele tiden køber nyt? Og den der fede dims der lige er kommet på markedet, hvad er det den gør for os selv og vores ture? Giver det en bedre tur næste gang vi skal ud?

Ja, det kan godt være men hvad er så forbedringen? Er det at dimsen er lettere at betjene, eller bruger mindre brændstof, hvis det er kogesættet vi taler om? Eller gør den turen federe ved ,at man kan vise vidunderet frem for de andre på turen der endnu ikke har den? Det sidste brænder nok hurtigt ud når alle har set den.

Ind imellem kan man godt undre sig over hvorfor nogle tager på tur. Er det for at afprøve og vise det nyeste frem og styre samtalen om bålet med tom grejsnak om hvad der er bedst - altså uden at skele til hvad der er bedst for mig ikke nødvendigvis er bedst for andre.

Vi ser ofte opslag på FB der lyder: "Jeg skal have en ny taske, hvilken en skal jeg vælge?" Når jeg ser opslaget tænker jeg først: "Taske - hvad skal et opslag om tasker i en friluftsgruppe?". For mig er tasker noget man har over skulderen eller i hånden. På tur bruger jeg ikke tasker men rygsække. Men nu har jeg været i branchen i mange år så jeg ved naturligvis hvad der sandsynligvis menes, men det skurrer i mine ører.

Nå, men svaret er så ofte lige så meningsløst som spørgsmålet. Det er umuligt at svare ordentligt når man ikke, i det mindste, får at vide hvad ta...., undskyld rygsækken, skal bruges til og af hvem.

Det lynhurtige svar der helt kritikløst promte dukker op er: "Jeg har den eller den camoflagefarvede "taske" og det er den bedste der findes!
Ingen spørger så om vedkommende har prøvet andre, men jeg prøvet og har fået svaret at det har vedkommende ikke men det er heller ikke nødvendigt når man allerede har den bedste.
Ikke tråde der har stor værdi, men hvor kommer svaret fra? Er det fordi at hvis man kan få mange andre til at gå med det "lort" man har fejlkøbt, uden at have råd til at skifte den ud, gør den bedre? Eller er vedkommende faktisk fuldt ud tilfreds med den og hvorfor er han eller hun det hvis vedkommende ikke har prøvet andre? Men man kan jo være heldig.

Jeg har også set opslag hvor kriteriet var, at det skulle være en militærrygsæk der efterspurgtes. Noget der ikke lignede milligrej var pr. definition ubrugeligt. Me, det kan der jo også være en forklaring på - jeg spurgte ikke.

Når jeg læser den slags får det mig til at tænke over hvad det er vi gør. Hvorfor tager vi på tur. Er det grejet der er det vigtigste eller er det turen i sig selv? Og hvad tænker de nye der endnu ikke har været på tur men som gerne vil? Får de indtrykket af at de ikke kan komme afsted uden at have en bunke af det absolut hotteste grej? Og har de ikke råd til det er de så udelukket fra friluftslivet?
Svaret er i nogle tilfælde et rungende JA!
Jeg har mødt nogle af dem. Altså af dem der ikke kan komme med på en weekendtur for de mangler lige at købe et par Fjällrävenbukser til 1300 kr! Altså som om man ikke bare kan smutte i byggemarkedet og købe et par arbejdsbukser fra Maskot som virker på samme måde, for det kam man sagtens.

Fancy friluftsgrej gør ikke turen, men det kan i nogle tilfælde være med til at turen bliver behageligere, eller overhovedet kan udføres. Men her er vi ude i de ekstremer begynderen og langt de fleste andre aldrig når til.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar