Vandrestøvler contra -sko

Det kan da nok være, at nogle af mine små debatindlæg skaber røre i andedammen som man siger.
Jeg er glad for de mange kommentarer og den måde de formuleres på i debattrådene. Bølgerne går ind imellem højt men tonen er altid god, og tak for det.

Det er mit håb, at indholdet og de forskellige synspunkter og erfaringer der kommer frem i indlæggene vil være til gavn og hjælp for os alle i forhold til hvad vi skal se og mærke efter når vi køber grej.

Støvler der hang til skræk og advarsel i Sealgga-hytterne i juli 2016

Som man kan se på billedet herover kan det gå grueligt galt med dårligt udstyr, og støvler eller sko, der falder helt fr hinanden midt på turen er ret uheldigt.

Støvlerne på billedet er heldigvis for mig og mine deltagere på den tur, ikke vores, men fra en anden gruppe der gik Kungsleden fra Ábesko mod Siŋŋi og Kebnekaise.
Pigen der gik i dem havde købt nogle brugte for at spare penge, men de holdt altså ikke. Heldigvis kunne hun låne nogle der på en eller anden måde var endt i Sealgga-hytten hos hytteværten. Hun og hendes hold kunne således vandre videre mod Kebnekaise fjeldstation og forhåbentlig hjem.

Det er ikke for at fortsætte støvle - skodiskussionen som vist er afsluttet på en måde så man selv kan tænke videre og vælge det der er bedst for én selv.

Jeg vil dog påpege en af de meget vigtige ting debatterne afstedkom, nemlig at man skal vænne sig til sit fodtøj hjemmefra og før man foretager en længere fjeldtur, eller en anden længere tur for den sags skyld.

Er man ikke vant til at gå i kraftige vandrestøvler skal man træne med sine støvler og rygsækken inden turen, og det samme gælder hvis man vælger vandresko. Dette forhold gælder også hvis man går fra støvler til sko.

Fidusen ved de stive vandrestøvler er nemlig at de forårsager at man altid går på et fladt anlæg inde i støvlen, og det uanset hvordan terrænets beskaffenhed er. Går man i bløde støvler eller vandresko med bløde såler skal foden vænnes til at underlaget mærkes og at alle de små led der er mellem fodens knogler vil arbejde ind og ud af normalt leje og det kræver stærke muskler og tilvænning.

Nogle vænner sig hurtigt til at gå i sko i stedet for støvler mens andre, som jeg selv aldrig gør det. Jeg vil anslå, at jeg gennem tiderne har vandret op imod 100.000 km og i starten var det med ret tung rygsæk, så mine fødder er lidt flade.

Fra højre ses Giebmebáktigletsjeren, Isfaldsgletsjeren og Storgletsceren med Björlings gletsjer der peger op mod venstre og oven over den Kebnekaises toppe

Tilbage til de uheldige støvler på billedet.
Jeg har selv været ude for det for mange år siden i 80'erne.
Jeg havde, blandt andre ture det år, slået en gletsjertur i Kebnakaiseområdet op som led i et fjeldkursus. Planen var en rundtur i området med bl.a. vandringer på Gaskkasčohkkaglaciären, Vaktpostglaciären, Giebnebaktiglacären, Isfaldsglaciären og Storglaciären i Kebnekaisemassivet samt Rabots Glaciär.
En bestigning af Kebnekaises sydtop skulle afslutte turen inden vi gik ned til Fjeldstationen og hjem. Turen mod toppen gik over Isfaldsglaciären og Björlings gletsjer og videre ad klatreindsteget mod toppen.

Gruppen starte i Nikkaluokta, går ad stien mod Kebnekaise fjeldstation og efter første stålbro der fører over Čievrrajohka (vandløb), følger vi stien op gennem skoven fra 520 moh til 970 moh hvor terrænet flader lidt ud.

Den første strækning går op igennem birkeskoven og er ret besværlig. Væltede træer, stejle partier og andet gør vandringen vanskelig. Varmen gennem den fugtige skov er et yndet tilholdssted for sværmer af myg, der ikke byder på den store lyst til at holde pause. Først i knap 800 moh er vi fri ad skoven og en brise holder myggene på afstand. Højere oppe er de helt væk og vi vandrer i stadig stigende terræn opad og ind over højsletten Čievrraláhku.

Ved nogle små søer slår vi lejr på flotte og plane græssletter slår vi lejr. Faktisk er det et lejrstad vi altid benytter når vi går denne vej ind i fjeldet.

Lejr og mit telt på Čievrralahku ved de små søer i 950 moh. Billedet er fra 2015

Indtil videre gik det fint for hele holdet, men jeg lurede på de støvler en af kvinderne havde på. Støvler der havde nogle år på bagen og som vedkommende forsikrede mig om hjemmefra var super gode og sagtens kunne holde til turen, der jo også senere indebar steigeisen når vi skulle på gletsjertur.
Jeg stolede ikke på dem, men det havde jeg sagt hjemmefra, men pålægge at bede en deltager om at købe nye støvler kan man vanskeligt. De hold da i hvert fald den første dag.

Vi vandrede videre ind over højsletten til en kløft der altid skal krydses. Der er vand i den men ikke noget der ikke umiddelbart kan krydses hvilket vi gjorde og så gik det galt.

Sålen på den ene af kvindens støvler løsnede sig og på den anden begyndte den at gabe sultent, og så sad vi der med en deltager der ikke havde brugbare støvler, og det allerede, eller heldigvis på andendagen og på det sted hvor vi var.

Det var et heldigt sted, for ved at vandre 12 km frem og tilbage kunne vi nemlig nå Kebnekaise fjeldstation hvor de lejer vandrestøvler ud.

Det var en smule irriterende for jeg ville gerne have været længere inde på højslettet inden vi teltede, men nu var der ikke andet at gøre end at finde et lejrsted og slå lejr.

Efter lidt mad gik jeg med kursisten ned til fjeldstationen som kun lå 6 km væk, men ned ad bakke fra ca 1050 moh hvor vi lå til 670 moh og fjeldstationen. Ned går det jo let og vi fik nye støvler til damen og så var det op igen til de andre der tålmodigt ventede.

Vi var nu en smule bagud i forhold til planen men ikke mere end at det kunne indhentes. Det havde været meget værre hvis vi var nået længere ud.