Køge Ås stien. Køge kommunes eneste markerede vandrerute, indtil videre.
Der arbejdes nemlig med en udbygning af vandremuligheder i Køge Kommune således at vores nabokommuners stisystemer kan forbindes også gennem Køge Kommune
Kun to områder har samme status som Naturstyrelsens skove, og det er de to godser Vallø stift og Gammel Kjøgegaard, som begge er private men eget af fonde, og derfor har de samme adgangsbetingelser som naturstyrelsens skove.
Der er dog undtagelser idet de udlejer jagten i skovene til jagtkonsortier, og derfor spærres områder af når der er jagt. Det er til at leve med for det er ikke ret ofte.
Man må altså færdes i disse skove døgnet rundt både på og udenfor stierne. Men, det har ikke været muligt, ikke endnu i hvert fald, at lave aftaler om overnatninger i skovene, men jeg skal da lige love at det ikke har skortet på forsøg, men svaret er altid nej. Eller mere præcis - det vil de slet ikke tale om.
Vi har også prøvet at få tilladelse til skiltning af nye vandreruter, men også her er vi blevet bremset af uvillighed, selvom man skulle tro, at skovejerne gerne så skiltning så de var nogenlunde sikre på at folk blev på stier og veje, og ikke for vildt inde i skoven - men nej.
Når jeg skriver vi, så mener jeg mig selv selvfølgelig men også på min makker Niels som jeg har lavet stifinderture med i hele kommunen, men det vender vi tilbage til.
Men vi har da Køge Ås stien og via den kan man komme næsten tværs gennem Køge kommune, nemlig fra Køge station og til Borup station eller omvendt. På stien findes en enkelt shelterplads ved Spanager. Stien er 22 km. lang så det er egentlig fint nok.
Til Køge kommer man let med tog og derfra vandrer man blot gennem den hyggelige gamle by gennem Vestergade og lidt ud af Ølbyvej til Hvor stien starter. Herfra er det blot at følge stien til Borup station. Fra Borup station kan man også komme med toget, men man kan også fortsætte gennem byen mod nord forbi kulturhuset og skulpturparken og vandre ad Lammestrupvej og ved første skovvej dreje ind i Rye Skov.
Via Rye og Borup skov kan man få forbindelse til Skjoldungestierne.
Niels og jeg arbejder på tre foldere med vandreruter i Køge og en forbindelse mellem Sjællandsleden, Gjorslevstien og altså forbindelsen til Skjoldeungestierne er medtaget her sammen med flere andre muligheder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar