lørdag den 17. august 2019

Tanker om fjeldvandring, vol-V

Det er altid en særlig fornemmelse at stå på Kungsleden og især ved Sealgga-hytterne der nærmest ligger som et midtpunkt på ruten mellem Ábesko og Kebnekaise fjeldstation, selvom ruten fra Siŋŋi-hytterne og ind forbi Kebnekaise fjeldstation og videre til Nikkaluokta ikke er en del af Kungsleden.
Kungsleden fortsætter nemlig videre mod syd. Strækningen fra Siŋŋi til Nikka hedder Dag Hammerskiölds Led.

Sealgga-hytterne ligger smukt midt i dalen
Noget af det jeg er faldet for i fjeldet er kontrasterne. Den evige skiften mellem forskellige farver og nuancer der naturligt er lige fra de brune karske blokmarker i de højtliggende dale til den utrolige frodighed man oplever i  fjeldbirkeskoven og på højurtsengene. Også de skiftende vejrlig ændrer fjeldets farver og de små næsten uanseelige fjeldvækster som fjeldensian, lapsk alperose og mange andre der ikke ser ud af så meget men hvis farver her en sjælden intensitet lyser op.

Men nu sidder jeg på bænken for enden af den gamle Sealgga-hytte med udsigt gennem Čeakčavággi mod syd og drikker en Norrlandsk Guld på hele 3,5%. Det er en af de goder man godt kan unde sig selv når man går forbi Sealgga der har en lille butik og dengang kunne man også købe postkort og frimærker så man kunne sende en lille hilsen hjem til dem derhjemme og håbe at kortet nåede frem inden man selv var kommet hjem hvilket der ikke var garanti for idet vandrere der kom forbi hytten og skulle mod Kebnekaise fjeldstation tog posten med og afleverede den i receptionen. Herefter kom det med helikopteren til Nikkaluokta og med bussen til Kiruna og videre ud i verden derfra.
Men hyggeligt var det og Sealgga havde deres eget stempel til kortet så man kunne se at det autentisk kom derfra.

Nu har jeg vandret deroppe i rigtig mange år og er der mulighed slår jeg altid et smut forbi Sealgga for at høre nyt og se om der er folk jeg kender og det er der ofte eller også har jeg tidligere mødt hytteværten på en anden hytte.

Er vejret fint er Sealgga-toppen også altid et besøg værd og den kan man nå helt uden klatring bare man vandrer opad det rigtige sted.

Den mest brugte vej er gennem kløften og op til søen 1055.
Man vandrer simpelthen over mod vandløbet Čeakčajohka som man vader. Det er sjældent at man kan komme over den uden at få våde fødder men vadet er let.
Herefter går man hen til kløftens munding og op i den hvilket ikke byder på nogen sværhed, og når man er oppe på sydsiden af søen vandrer man op ad de terrasseagtige blokke op til det lille plateau og derfra videre til kammen som  man så følger mod syd til selve toppen.

Vil man en anden vej ned fortsætter man hen over toppen og ned til plateauet 1510 og derfra over i kløften Mielkeriehppi og følger den ned. Nede skal man vade vandløbet og vandre nordpå for også at vandre Čeakčajohka. I somre med megen vand kan ruten ikke benyttes idet det vil være vanskeligt at vade vandløbet i Mielkeriehppi.

I stedet kan man gå fra toppen tilbage til det sted man kom op og derfra følge gletsjeren ned på nordsiden af Mielkeriehppi til Čeakčajohka.

Det er en super fin bestigning tæt på gletsjeren og så kan man finde halvædelstenen granat i skifferen undervejs.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar