Undervisning / vejledning i friluftsliv, hvad er det rigtige?

Da den spirende interesse for friluftsliv opstod i mig, vidste jeg ikke hvad det var. Jeg oplevede bare en dragen og lyst til naturen, til at være derude, og en naturlig nysgerrighed og lyst til, at ’vide det hele’. 

Jeg læste alt hvad jeg kunne få fat i om dyr og natur, og fulgte med i naturudsendelser som Dr. Liberkind, og en del svenske naturudsendelser der blev vist på TV, der dengang var i sin vorden, men mit barndomshjems nærhed til Sverige gjorde, at vi kunne tage svensk TV, og da vores familie har aner i Lund i Sverige, var det en naturlig ting både at forstå svensk, men også at se svensk TV.

Knud Rasmussens hus i Hundested

Interessen fik efterfølgende gødning da mine forældre købte sommerhus i Hundested, og jeg opdagede Knud Rasmussen, der sammen med de andre polarforskere senere har været med til at sætte min natur- og friluftsinteresse solidt fast. Alligevel så må hangen til udelivet på en eller anden måde være medfødt, for jeg har altid hellere villet være ude end inde.

I starten skulle friluftslivet imidlertid 'opdages' og på de første ture og overnatninger, famlede jeg mig lidt frem. Der var ikke så mange bøger om emnet ud over lidt om spejderbevægelsen, som jeg aldrig har tilhørt og heller ikke haft interesse for. Jeg var dengang lige som nu, mere end fyrre år senere, stadig drevet af lysten til blot at være derude, men var bevidst om at det nok ikke bare er noget man gør, hvis man vil færdes i polaregne, det havde jeg jo læst om.

Jeg vovede mig længere og længere ud, og endte til sidst i Grønland efter mange år i de skandinaviske fjelde og i Sydsverige. Svensk Lapland mistede jeg dog aldrig interessen for.

Da jeg ikke holder så meget af at vandre på markerede stier, hverken i lavlandet eller i fjeldet, måtte jeg udvide mit territorium. I starten, da jeg ikke var erfaren, gik jeg naturligvis ad de markerede stier både i Sydsverige og i fjeldet, hvor Kungsledens øverste strækning dannede rygraden i min udforskning. Den startede med at vandre Kungsleden et par gange, hvorefter sidedalene, der enten er markerede eller delvis markerede, og med hytter i rimelig afstand af hinanden, blev udforsket. Andre vandrere på ruterne, var også med til at jeg følte mig tryg, på de mange alenevandringer. På de gængse vandreruter i fjeldområderne møder man altid folk i sæsonen, i løbet af en dagsvandring. 

Det har altid været vanskeligt for mig at finde vandremakkere, i mine sociale omgivelser, hvor folk vist har betragtet mig som lidt af en særling – og det gør de såmænd nok endnu, de nænner nok bare ikke at sige noget.

Lejr i Tarfala, Kebnekaise

Efterhånden fik jeg vandret rigtigt mange ruter i Sydsverige, og alle sidedalene til Kungsleden i området mellem Ábesko og Vakkotavare, eller i hvert fald alle dem, der var aftegnet som markerede eller mulige ruter på fjeldkortene BD6 og BD8.

Nu skulle der så udforskes nye, og uopdagede rutemuligheder!

Jeg havde vandret 3-pasleden, eller jo-jo-leden som nogle kalder den idet den går op og ned, samt Mårmapasset, som begge hører til i den hårde ende af ruter, både med hensyn til stigninger og orienteringsmæssigt især i dårlig sigt. Jeg var således forberedt på strabadser, når nye rutemuligheder skulle udforskes.

Det lykkedes ad åre, at få gennemtrevlet hele det fjeldområde, der dækkes af BD6 og BD8, for mulige alternative ruter. Mine ungdomsskoleelever fra de midsjællandske ungdomsskoler, der var med på en hel del ture, vil nok mene at der også var en del umulige ruter, eller ruter der ’kun går op ad bakke’!

Store områder af Sydsverige blev udforsket på samme måde, og specielt skovområderne i Blekinge og i grænseområderne mellem Skåne og Blekinge.

Ind imellem var jeg også i Sarek, og i andre svenske fjeldområder og i Norge ikke at forglemme, men det er en anden historie.

Lejr i Sydsverige vintertid

Med så mange år med friluftsliv, melder ønsket om at formidle glæden og interessen for, ikke mindst fjeldvandring, at melde sig. Andre kunne, og burde få glæde af min erfaring, og kendskab til områderne, men her blev jeg nærig. Jeg ville gerne have de nyopdagede, og ukendte områder for mig selv. Informerede jeg om dem, ville de måske blive overrendte, og så var jeg ikke mere alene i fjeldet på mine ture. I mange år holdt jeg dem for mig selv. Jeg skrev på bogen ”Kebnekaise”, men jeg offentliggjorde den ikke, før for ét år siden og den kan nu købes som PDF via www.kebnekaise.dk eller www.outsite.org.

Jeg var begyndt at undervise i fjeldvandring på diverse ungdomsskoler, og også på nogle aftensskoler under AOF, og jeg oplevede her en markant forskel på, hvad kursisterne forventede, og for hvad de selv var parate til at byde ind med. De voksne forventede klasseundervisning, og mange kom nærmest kun for underholdningens skyld, og fordi de havde en indre forestilling om at fjeldvandring kunen være spændende, men uden at være bevidste om, at de aldrig vil vove sig ud på så meget som en telttur i danmark – det lød bare spændende, og så sad de på rækker foran tavlen og lyttede på, og fik nok ikke meget ud af det, ud over underholdningsværdien, og så måske en fornemmelse af: ”At nu når de gik på kursus, så var de jo næsten derude!” Måske lidt ligesom at melde sig ind i en fodboldklub, og aldrig komme til træningen, men alligevel kunne sige: ”Jeg går da til fodbold!” og derved opretholde en illusion om at være aktiv.

Kanotur i Sydsverige

Ungdomsskoleeleverne var andrledes. De var unge og interesserede, ikke kun i teori, men i at prøve tingene af, og tog gerne med på weekendteltture i Danmark som optakt til fjeldturen, som de alle tog med på. Helt modsat de voksne der aldrig kom på tur, hverken i Danmark eller i fjeldet og havde alle mulige undskyldninger for ikke at tage med på weekendture, for at prøve kræfter med friluftslivet  i praksis.

Men nogle voksenhold fik jeg da ud til sidst, og også på fjeldet.

Erfaringer fra de to forskellige grupper, de unge mellem 13 og 21 år, og de voksne der oftest var mellem 35 og 60, var markant og er det stadig.

Jeg fandt også ud af, at klasseundervisning ikke nødvendig er af det gode i forhold til friluftsliv. Som underviser kan man ikke undgå at præge med sine egne erfaringer og teknikker, hvilket kan være med til at låse kursisternes naturlige nysgerrighed og udfoldelsesmønster, i forhold til selv at finde ud af tingene, med blot nogle basale grundfærdigheder i rygsækken. Deltagerne viste sig at blive langt mere opfindsomme, og udviklede selv teknikker og grej i forhold til de behov de oplevede at have, efter de første ture hvor de høstede egne erfaringer når alt ikke var pindet ud på forhånd.

På de unge virkede dette koncept fint, så klasseundervisningen fik herefter mere præg af noget andet. I stedet for direkte undervisning, blev det til gennemgange af udstyr efter funktionalitet, i stedet for ”dette er en god støvle, eller dette er en velegnet rygsæk etc”. Når eleverne lærte hvad de skulle se efter under valget, og var opmærksomme på de kompromisser deres økonomiske formåen holdt til, fik vi meget bedre debatter om grej og mange opfindsomme løsninger på bordet. Eleverne forholdt sig kritisk til stoffet og grejet, tænkte selv og lærte det de havde brug for også ved selvstudier og på ture uden læreren.

Der gives instruktion

Dette gav sig også udtryk i at de for eksempel, meget hurtigt lærte kort og kompas. De ville nemlig gerne vandre i selvstændige hold under fjeldturen, og det måtte de kun hvis de havde tjek på det hele.

Oprindelig har klasseundervisning ikke være den måde mennesket har lært sig færdigheder på. I tidligere tider lærte børn ved at se på forældre og andre voksne, og eftergøre det de gjorde, og når deres første kluntede forsøg på at efterligne ikke gik helt som forventet, var den voksne klar med vejledning og støtte, så barnet eller den unge blev ansporet til yderlige forsøg, og til sidst besad færdigheden.

Således kan man ikke undervise i moderne tider, eller kan man? Udeskole og Skolen i Skoven viser at meget faktisk kan tages med derud, og derved skabe en mere håndgribelig forståelse for hvad det teoretiske kan bruges til i det virkelige liv udenfor klasselokalet.

Med friluftsliv er det efter min mening det samme som i tidligere tider. Det man skal lære, skal jo bruges derude og ikke i et klasselokale!

Som vejleder har jeg derfor valgt, at nøjes med den absolut nødvendige teori som kan læses ellers forklares, for derefter ved eget initiativ blive afprøvet ude i naturen. En form som fint fungerer for børn og unge, der har en naturlig nysgerrighed og interesse for at lære det de kan se en fordel af at kunne.

Formen virker sjældent på voksne. Dels har jeg erfaret at de fleste slet ikke ”gider” læse det udleverede materiale! Man få jo nok forklaret det hele undervejs, hvor nogle så forventer at alt bliver forklaret, man søger ikke selv løsninger eller informationer ved at spørge vejlederen eller gå sammen med andre deltagere for at finde en mulig fælles løsning. Flere har en tendens til at blive hængende i gamle færdigheder der måske er uhensigtsmæssige, men som ”er det man har lært i sin tid”, og ser derved bort fra nytænkning og måske smartere måder andre deltager benytter sig af.

Narvikfjeldene, Storsteinsfjellet i baggrunden

Essensen af dette er, at jeg foretrække vejlederens rolle frem for underviserens. Jeg stiller mig til rådighed men forventer folk selv er nysgerrige og kaster sig ud i tingene efter en kort skriftlig introduktion, og selv er aktive medspillere undervejs og spørger og lærer. Undervejs forsøger jeg at anspore deltagerne til at deltage, og komme med løsningsmodeller og idéer. Det lykkedes ikke altid, og slet ikke med alle, og det kan der være mange årsager til. En af dem kan være, at turens dagsetaper er lagt for hårdt for nogle, eller nogle har forkert eller for tungt udstyr med, så der ikke er overskud til egenlæring eller opfindsomhed. Det kan også skyldes, at nogle deltagere egentlig ikke er interesserede, eller parate til at lære mere end de de allerede kan på det aktuelle tidspunkt, eller at budskabet slet ikke er er trængt ind, eller at interessen for at udforske og være nysgerrig, slet ikke er til stede. Nåh ja eller vejlederen får ikke budskabet godt nok ud!

Nogle forventer helt klart, at et kursus skal være efter modellen: ”Læreren taler og eleverne hører interesserede på”, men skulle man bygge frilufts- eller fjeldkurser op på den måde, skulle man holde et weekendkursus før turen, eller nogle aftentimer, der dog kræver at samtlige deltagere bor i nærheden af underviseren og hinanden, hvilket yderst sjældent er tilfælde.

Når der er tale om voksne kursister burde det også være nok, hvis man i god tid udleverede udførligt skriftligt materiale, der om muligt ikke var 100% fyldestgørende så dog så godt, at det ansporede kursisterne til aktivt at søge dialog, og yderligere informationer. Sådan er det i nogle tilfælde, og her får deltageren utvivlsomt en hel del ud af forløbet, idet de allerede i den indledende fase er i gang med ativt at søge viden.

I rigtig mange tilfælde har deltagerne slet ikke læst materialet, eller højst lige skimmet det igennem inden turen, hvorfor der er store huller i den basisviden de kunne have fået af at læse, men hvordan man løser disse udfordringer ved jeg desværre ikke, men tankevækkende er det.

Jeg vil dog fortsat mene, at kundskaber i friluftsliv er noget man får ved egen erfaring og kyndig vejledning, men hovedinitiativet skal komme fra kursisten der skal være interesseret i at lære, og ikke fra en lærer der står ved en tavle og lirer noget stof af, langt fra naturområdet det hele skal foregå i.

Essensen af dette er, at det at lære at begå sig derude i naturen er noget man aktivt skal gå ind i for at lære, efterprøve under flere ture og gennem tiden bygge kundskaber og færdigheder op i takt med at man anskaffer det grej man trives med og som underbygger de ture og de færdigheder man har.

Og vælg så ture efter evne og efter udstyr og pas på jer selv derude!