Vandring på kanten af Ábesko nationalpark

Lejr i Gorsavággi

På alle mine fjeldture skal der gerne være elementer af enten stiløst land, eller udforskning af nye rutemuligheder.

Således var det også på turene i sommer, og her kommer beretningen om én af dem.

Vi ligger i lejr ved broen i Gorsavággi, lige på kanten af nationalparken, efter en relativ kort vandring fra Abisko Turiststation, hvortil vi var kommet samme dag, med toget fra København.

Vi ligger fint på pladserne, og har under os Gorsajohkas brusende vand, hvor det fosser gennem slugten under broen.

Udover vandets brusen høres ikke en lyd, det er vindstille og begyndende efterår i fjeldet. Hist og her bryder de gule farver igennem på de lave krogede birketræer, der står her på skovgrænsens yderpost.

Mod vest ser vi ind i Gorsavággi, der ender blindt langt inde ved den lille gletsjer. Eller helt blindt ender den ikke ved jeg, idet et par ruter gør det muligt, ved hjælp af stejle overgange, at nå Björkliden, og en enkelt rute mod sydøst og Ábeskojávri-hytterne. Specielt den sidste har jeg overvejet som en mulig rute i dag, men valget faldt på en anden, der plejer at byde på storslåede udsigter ned over Abisko nationalpark når vejret og sigtbarheden er god - og det ser den ud til at blive i dag.

Morgenen er kølig, solen lurer bag et blygråt skydække mod øst, hvor solen gør ihærdige forsøg på at bryde igennem. Det lykkedes for den mens vi spiser morgenmad, og snart oplyses dalen, vandløbet og broen i en lavtstående sols varme lys.

Det er vindstille, vi kikker på kort og grovplanlægger en vandrestrategi, der skal føre os op og hen mod renvokterhytten på det lille plateau i skovkanten rundt om 'hjørnet'. Njunesgeačhi's nordlige udløber skygger for udsynet, og man skal helt rundt om den, før man kan se ind i dalen. Der er ingen sti så vi går på retningen, og følger konturer og bevoksning hen over højurtsengenes blomsterfrodige stræk, gennem lave pilebuske og over vandløb, mens vi passer på det ultrargønne mos, der altid indikere vand under – vand der ofte er så dybt, at det når over støvlekanten hvis man træder i.

Den røde stiplede linje angiver ruten

Jeg har været her før nogle gange. Det er en flot etape, der ofte byder på en mase dyre- og fugleliv hvis man er alene og stille. Ofte har jeg set elg nede i dalen ved søen og mellem de lave træer der står spredt langs søbredden. I går så nogle fra holdet jærv under en aftentur i højderne. Vi vil vandre lige under fjeldryggen Njunesgeačhi på kanten af nationalparken, helt frem til dalen, Hoigganvággi. I godt vejr med god sigt, er turen altid værd at gå, og udsigten værd at kæmpe for, som alternativ til Kungsleden der fører gennem lavlandets skovklædte landskab.

Det er sjælden vi 'rammer' renvokterhytten på turen, man har altid en tendens til at søge opad i stedet for henad, eller ned hvis ikke der er en naturlig vej, at vandre ad, og det er der ikke her. Små plateauer afløses af skrå partier, hvor det er lettere at gå opad end henad. Udsigten tilbage mod vores lejrplads lokker også til at stige frem for at bøvle med skråningernes buskbeklædte sider. Vi vil gerne se det storslåede landskab oppefra, og den eneste udsigtsretning vi har, er mod vest idet stejle fjeldsider skygger for videre udsyn mod nord og vest.

Gennem lidt for meget krat, op på en skrå travers, når vi rundt om fjeldkanten, og kan se frem i dalen. Vi er naturligvis endt på et meget skråt stykke med irriterende buske hvis grene og rødder tilsyneladende kun er til for at genere vores fremfærd ved hele tiden at gribe efter vore fødder og ankler. Det er varmt og tørt, sveden driver men kampen, der er hård, kæmpes mens vi længere nede kan se, hvor det havde været meget bedre og lettere at gå. Skråt under os længere fremme ses renvokterhytten på plateauet i trægrænsen og længere fremme åbner Abisko-dalen sig ud mod den azurblå sø.

Renvokterhytten under os

Stilheden brydes af fugleskrig, og over os cirkler et musvågepar mod den blå himmel. De må have rede i nærheden, for deres advarselsskrig varsler om stor utilfredshed med vores tilstedeværelse. Vi kan ikke se redestedet, der dog antagelig befinder sig på klippen over os.

Vi maser videre gennem krat og skrå partier ad den sydøstvendte skråning, hvor der er temelig frodigt ind imellem, imponerende farveflor af både små og store urter lyser op mellem buske og sten.

Små kølige bække krydser vores vej, og rinder ad snørklede veje mellem pilerødder og sten, ned mod bunden for at blive forenede i den store sø Ábeskojávri, langt under os, mens vi vandrer videre mod sydvest.

Vi når endelige gennem moradset, og står på det langstrakte plateau, der som en mægtig hylde lige under Njeunesgeachi’s markante topkam, strækker sig helt frem mod passet til søen Boazojávri.

På plateauet

I strålende sol vandrer vi ubesværet videre ad frodige græsenge, mens vi nyder udsigten. Vi kommer hurtigt frem her og finder et fint sted ved et klukkende vandløb, hvor vi daser i solen og spiser frokost.

Vi når vandløbet, der løber ned forbi Ábeskojávri-hytterne i skoven, langt under os. Her ser vi også varderne, der markerer ruten mellem Gorsavággi-hytten og Ábeskojávri-hytterne. Vi krydser over, og tager bestik af det lille pas, der skal fører os over klippeformationen længere fremme. Passet er let forceret ad skiftevis græs- og stenpartier, og snart står vi oppe og ser ned på søen. Hvilken vej rundt skal vi vælge? Går vi højre om er der ingen vandløb der skal passeres, men strækningen er længere end hvis vi går venstre og altså syd om.

Valget falder på den sydlige rute, der ser ud til at være lettest, og vi tager nu retning over mod samelejren, der skimtes i det fjerne. Turen rundt om søen går let nok, selvom der hist og her er krat. Krattet generer ikke så meget, men vi bliver 'sinket' af , at vi hele tiden møder store mængder af blåbær der selvfølgelig skal smages på. De smager herligt! 

Vi når udløbet fra søen og kikker lidt på det, men det ser let ud. Overgangen kan gøres ad en mængde flade sten, og på den anden side holder vi et lille hvil, og drikker af det klare vand.

Nu går turen op forbi samelejren der dog, på denne tid af året er ubeboet. Forbi den finder vi nogle fine teltpladser ved et lille klukkende vandløb og en sø.

Vi er nu på kanten af Hoigganvággi som vi dagen efter skal vandre videre ind i mod vest. Hoigganvággi er delvis markeret med varder, men ruten langs søerne i dalens bund giver sig selv helt ud til den støder på stien mellem Riksgränsen og Unna Allagas.