Friluftsliv!

Et af de smukkeste steder i Sydsverige hvortil jeg vender tilbage igen og igen......

Jeg kom lige til at tænke på, hvad det er der i så mange år har drevet mig ud i naturen, og frem for alt mod de nordiske fjeldregioner. Og hvorfor mon mest i Sverige?

Jeg bliver ofte spurgt: ”Hvorfor vandrer du ikke sydpå? Der er da meget varmere! Hvorfor gider du vandre så meget deroppe hvor det ofte regner om sommeren og er skide koldt? Der er da meget bedre i Alperne! Og der kan man også komme ind og sove i en rigtig seng og få noget ordentligt at spise.

Jeg svarer altid det samme, nemlig at jeg føler mig hjemme og godt tilpas nord for polarcirkelen, hvilket altid fører til hovedrysten, uforstående blikke, og derefter spørgsmålet: ”Hvad med Caminoen?”. Jeg gider næsten ikke svare på det, men vælger altid at være høflig, og gør folk opmærksomme på, at det jo er sydpå og at jeg ikke bryder mig om at sove indendørs på tur eller vandre ad veje, jeg foretrækker jo også områderne udenfor stierne i fjeldet, og sover altid i telt når jeg er der.

Når jeg tænker over det ved jeg faktisk ikke helt selv hvorfor det er polaregnene der trækker, eller hvorfor det var dét, der trak i starten kan jeg måske godt forklare og det kan man læse lidt om i min profil her på bloggen og andre steder, men derfor kunne jeg jo have ændret mening senere.

Jeg har faktisk forsøgt mig med vandringer sydpå, hvor jeg blandt andet har vandre på Kreta, fra Paleochora og østpå ad den gamle æselsti. En udmærket tur jeg foretog i maj måned for en del år siden. Jeg skrev dengang en artikel i det daværende blad ”Adventure World”.

Vinterlejr ved Raslången

Jeg savnede friheden under turene sydpå. Friheden til at kunne telte og overnatte når jeg havde lyst, drikke vandet direkte fra vandløbene, og at kunne færdes overalt, uden hele tiden at støde på veje, bebyggelser, elledninger og andet civiliseret – og så var det for varmt, selv i maj måned hvor jeg var der.

Det med ”det civiliserede” har jeg også et problem med i Norge, så derfor færdes jeg ikke så meget i Norge som i Sverige. Ligesom enhver dansker med respekt for sig selv har et eller andet der kan sejle, ros eller padles, så har enhver nordmand en hytte på fjeldet. De er alle vegne, og nordmændenes enorme udnyttelse af vandkraft (Ja, ja jeg ved godt det også har ødelagt svenske fjeldområder) betyder at der er dæmninger og anlægsveje næsten alle steder i fjeldet. Nordmændene bor jo også i fjeldet, hele Norge er fjeld så selvfølgelig gør de det, og det gør naturligvis, at fjeldet mere er kulturland end ødemark hvilket er anderledes end i Sverige. Her er det kun 10%, af et ellers stort land der er fjeld, og mange af de områder er meget tyndt befolket, og nogle steder slet ikke. Der er mange fristeder i de svenske fjelde og det syntes jeg ikke der er ret mange andre steder, hvis vi lige ser bort fra Grønland som jo er noget helt andet.

Vel er de svenske fjeldområder også på en måde kulturlandskaber. Samerne har jo boet her i århundrede, og har sat deres præg på landskabet i form af offerpladser, fangstgruber, rengærder, sommerlejre og renvokterhytter, men det syntes jeg ligesom er noget andet! Noget der hører til!

Men, vil mange sige: ”Fjeldet er jo lige smukt uanset om der ligger et par huse”! Og det er jo rigtigt nok, men jeg kan ikke abstrahere fra dem. Jeg ser hele tiden husene og overser naturen, og jeg kan ikke vænne mig af med det.

Lejrbålet er også vigtigt

Dette er også medårsag til, at jeg stort set aldrig tager på tur i Danmark, men foretrækker Sydsverige til de ture der ikke går til fjeldet. Nu bor jeg selvfølgelig også i bekvem afstand fra Sverige. Havde jeg boet i Jylland havde situationen måske været en anden, og måske ikke! Men selv i Sydsverige kan jeg bruge megen tid på at finde ruter der mest går i usporet terræn, væk fra veje og stier, og gerne tværs gennem skoven og med lejrpladser ved skovsøer eller vandløb, langt fra huse – eller i hvert fald så jeg ikke kan se husene eller deres oplyste vinduer om aftenen, når solen er gået ned. Men ellers kan jeg sagtens trives på ture i Sydsverige hvor det er let at komme til og fra, hvor skovene er så store og luftige, at de giver plads, ikke er overrendte og derfor er meget velegnede til weekendture og såmænd også til længerevarende ture.

Fjeldområderne er dog fortsat mine foretrukne. Her kan jeg lave ruter helt på tværs af terrænet idet de nordiske fjelde, der jo består af jordens ældste foldekæde, er så tilpas eroderede at de, i modsætning til Alperne, som jo stadig opbygges på grund af de tektoniske bevægelser sydfra, og er stejle og med høje og få pasovergange, er afrundene og letvandrede.

De blødt afrundede nordiske fjelde er således meget velegnede til vandring, og Allemannsretten der fungerer både i Sverige og i Norge, gør det let at færdes derude, uden at skulle tænke på at finde lovlige lejrpladser. Afstanden til civiliserede områder, industri og landbrug betyder også, at vandet i søer og vandløb er rent, så vand behøver jeg heller ikke tænke på at transportere.

På samme måde, altså det med civilisationen, har jeg det med shelterpladser. De burde jo være 'spiselige', men jeg syntes altid pladserne er slidte, og jeg kan ikke lade være med at irritere mig over affald i bålstedet, og skårne inskriptioner på væggene. En overnatning sådan et sted, får jeg ikke meget andet end irritation ud af. Til gengæld er mine medvandrere ofte irriterede over, at jeg står så stejl omkring shelterpladser. Mange kan godt lide dem og syntes de er hyggelige.

Men hvad er det så der trækker derude?

På vej gennem Rienatvággi i Narvikfjeldene

Jeg er ikke sikker på, det, men når jeg er derude ligesom lever jeg på en anden måde, end når jeg er hjemme i bymæssige omgivelser.
Det er således ikke turen der er målet for mig, når jeg drager ud. Det er mere det 'at være derude'. At klare mig med det jeg har, og som jeg har kunne slæbe med i rygsækken, og så have tid nok til pauser og lejrliv, hvor jeg kan nyde at være der i højere grad end selve turen. Derfor er jeg heller ikke interesseret i lange dagsetaper for at komme hurtigt forbi noget jeg ikke når at opleve.

Man kan faktisk blot putte mig i en helikopter og flyve mig ud et sted i fjeldet, sætte mig af og så hente mig igen en måned efter!

Jeg behøver ikke være i bevægelse derude, blot for bevægelsens skyld og jeg tilfredsstilles ikke ved at gå mig træt, eller overvinde strabadserende strækninger. Det sportslige element, hvis man kan kalde det sådan, ansporer mig således ikke, i forhold til at komme ud!

Disse forhold byder naturligvis på udfordringer, i forhold til at være på tur med andre, og især i grupper hvor deltagernes præferencer ofte er anderledes - også selvom det er sagt eller skrevet til deltagerne. Tilsyneladende overser de fleste min fjeldfilosofi, og forventer at jeg er ligesom alle andre, der gerne vil vandre hurtigt og langt hver dag, være godt træt om aftenen, og føle at man har brugt sig selv. Og så må pauserne og tiden i lejr og telt, ikke være så lang at man kommer til at kede sig, eller være for længe alene sammen med sig selv.

Det at være alene med mig selv, eller sammen med ligesindede, er netop grunden til at jeg er derude, og at omgivelserne helst skal leve op til ønsket om, at være 'rigtigt' ude i naturen.