fredag den 14. november 2014

Hoigganvággi - Valffojávrrit, Svensk Lapland

Solens stråler fejer lavt gennem dalen, varmer teltet op og sender lange skygger mod vest. Vi kryber langsomt ud af teltene, spejder mod himlen, der stadig er mest blå, men skyer har sneget sig lidt ind på os. Det er stille, ingen vind, men køligt mens vi spiser morgenmad.

Vi får pakket lejren sammen og får rygsækkene på mens vi spejder opad fjeldsiden mod syd. Vi skal op i kløften langs vandløbet, og hvad der venter os derinde ved vi ikke. Jeg har været igennem fjeldet før, men ikke ad denne rute.

Historien er fortsat fra første afsnit som du finder her!

Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!
Opstigning i passet
Den første bakke man ser, er aldrig den sidste i
Ruten, se oversigtskortet i foregående artikel
fjeldet. Bagved ligger altid mindst en til, og vi fortsætter opad. Men så pludselig er vi oppe og holder et lille hvil ved vandløbet, sidder på nogle store blokke og nyder udsigten ned i dalen bag os, og retter på rygsækkene.
Vi er nu oppe i cirka 1100 moh, og altså en stigning på 300 højdemeter fra vores lejr i Hoigganvággi.

Gearbeljávri
Nu går det relativt ligeud og fladt i stenet terræn, videre ind i området. Vi følger vandløbet frem forbi Jorba Gearbil's sider, og kommer frem til  Gearbeljávri. Vi fortsætte vest om søen og tager retning mod vandløbet, der løber fra den, i dens sydlige ende.

Først skal vi lige krydse vandløbet foran os. Det løber gennem et grønt område der indikerer megen vand, men på afstand kan vi ikke rigtig bedømme, hvor meget vand der er i selve vandløbet. Mon vi allerede skal vade?

Himlen er blevet mere overskyet, men det regner ikke og det er stadig lunt.

Vandløbet i det grønne område
Vi kommer frem til vandløbet, og der er ikke mere vand end vi sagtens kan gå tørskoet over det.
Det er et spændende terræn vi er kommet ind i, og når vi ser os omkring er der flere muligheder, for at krydse igennem det. Jeg har tidligere gået igennem ad en vej rundt om Gearbeljávri, og har krydset ind mellem de mange småsøer ved Unna Doaresoaivi, men det gav mig problemer med vandløbene ved søen 835, længere nede.
Det burde være lettere at krydse ved rasthytten ved Valfojåkka, så derfor havde jeg denne gang valgt den her omtalte rute.

Vi fortsætter nu over et bredt fladt stræk, frem mod endnu en opstigning.

Vi kommer let op, og kan snart se fremad og over den norske grænse mod Storsteinsfjellet, langt ude i horisonten. Skyerne er ved at trække sammen over os. Blygrå og tunge ligger de og lurer, og bliver tættere og tættere. Det ser ud til regn.

Snefanen i kløften
Nu har det nærmest slet ikke regnet i fjeldområdet hele sommeren. Den forrige tur jeg var på, i næsten samme område, havde budt på mellem 20 og 25 graders varme og skyfri himmel under hele turen, der varede i 13 dage, men nu skulle regnen åbenbart komme, og det mens vi vandrede rundt heroppe uden for stierne, og uden at vi vidste hvad der ventede os i dalbunden, længere nede ved Valffojohkka.

Vi holder frokost på en sydvendt skråning, lidt i læ for den vind der altid kommer før et regnvejr. Vi har udsigt ned mod vadestederne nede mellem søerne, og er lidt spændte på om vi kan komme over.

Jeff på vej gennem kløften
Vi går ned gennem en lille smal kløft, hvori der stadig ligger rester af sidste vinters sne. En mægtig dynge ligger på den ene side, og så meget er der at det nok ikke smelter, før den nye sne kommer.

Nede ved vadestedet ser det ikke for godt ud. Der er meget vand, og det bevægeer sig hurtigt. Her kommer vi ikke over!

Landskabet er ellers flot, klippefyldt og svært overskueligt, idet hele dalen nærmest er en kløft, hvor vandet fosser ned i små søer, for så at samle sig i enden, og løbe en etage længere ned, til en ny lille sø eller bassin.

Den her kommer vi ikke over
Vandet kommer inde fra gletsjerne på den norske side, fra Beatnatčorru og Oallačohkka's vældige massiver der har store ismasser på østsiderne. Vi kan ikke se fjeldene derinde. De nærmeste fjeldsider skygger for udsynet.

Vi kan se stien på den anden side af søerne. Som et lyst bånd, snor den sig ned langs søerne. En sti går også på vores side, og et spor fører ned til det første vadested. Vi ser på det, men bestemmer os for at det ikke går, og vandrer videre ned langs vandløbet.

Hylden
Regnen kommer, og vi stopper for at tage regntøj på. Det siler stille ned, mens vi ser på næste vadested, men der er endnu mere vand i et meget smallere løb, så det tår vi ikke gå ud i.

Fra en høj ser vi at det hele flader ud længere nede, hvor vandet breder sig ud, og det ser lovende ud.
Lidt klatring


 Nu var det ikke sådan lige, at vandre langs søen, og hen til vadestedet. På den første strækning, gik klippen lodret ned mod vandet, så først gik det hen ad en hylde, og dernæst var der lidt klatring, for at komme forbi en pynt, og op hvor det var muligt at gå videre langs søen - noget bøvlet, men ellers fint nok, da først vi var oppe.

Udsigten fra højen er i øvrigt formidabel, selv i regnvejr, for det regner stadig en smule, og det ser himlens blygrå skydække ikke ud til at stoppe med. Vi skal altså vade det der vandløb i regnvejr for komme over. Uden at vade tror vi ikke på vi kan komme over.

På dalens modsatte side står rasthytten Valfojåkkå og ser indbydende ud, men det gør vandet der spærre os vejen derover ikke så vi må videre ned til det brede stykke.

Ad stien i regnvejr
Det regner stadig da vi sidder og ser ud over det vadested vi har valgt, mens vi tager vadeskoene på. Vandet er koldt, men der er ikke så meget fart på det her og det er ikke ret dybt. Til gengæld er det bredt, stenene er glatte, og det gælder om at holde tungen lige i munden, og ikke falde, men over kommer vi og kan nu fortsætte ad stien, ned mod Unna Allakas.

Over for Sjangeligruvans faldefærdige og forladte bygninger telter vi i øsende regn, men vi er kommet gennem fjeldområdet, ad en spændende og flot rute, man sagtens kan bruge igen.

4 kommentarer:

  1. Spænde læsning! kommer der en 3'er? -jeg er lidt nysgerrig på hvor i så gik hen.
    Jeg har en gang været gennem Hoigganvaggi, dejligt sted, og kunne godt tænke mig at udforske hele området mere. Mvh Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også en flot dal. Meningen var, at vi ville ind på den norske side, men vejret blev dårligere derinde så vi vandrede ned til Unna Allakas og derfra til Abiskojaure og Abisko.
      Jeg har skrevet en ebog med alle rutemuligheder i hele området. www.kebnekaise.dk

      Slet
  2. I min familie omtales stedet som "Højkantsvagge" efter en mindeværdig tur hvor vi startede ved Riksgrænsen. En del af strækningen gik min far 3 gange. Først med sin egen rygsæk. Så med min lillesøster på skuldrene. Og til sidst med min mors rygsæk og med hende i hånden. Hun syntes der var frygtelig stejlt og farligt. Jeg kan ikke selv mindes der var specielt stejlt men jeg var jo også kun 13 år, ung og kæk ��

    SvarSlet
  3. Ha ha, men jo, en passage på strækningen fra Riksgränsen og ned til rastskjulet går faktisk på en afgrund ude ved elven, men det er et kort stykke og før man når ned til indgangen ag Hoigganvággi :)

    SvarSlet