Udforskning i fjeldområdet

Når man har vandre nogle gange i fjeldet, og måske endda i det samme område, begynder man at kikke efter nye muligheder.
I starten er det måske den klassiske rute ned ad Kungsleden, fra Abisko til Kebnekaise og Nikkaluokta der trækker, men det kan naturligvis også være noget andet, et helt andet sted i fjeldet.
Jeg tror det er meget tilfældigt, dels hvor man starter sine vandringer, og dels hvor man efterlader sit hjerte for at vende tilbage igen og igen.

Kæruld ved en navnløs sø

Tilfældighederne fik mig til at starte min fjeldkarriere i Kebnekaisefjeldene. Det ligger efterhånden mange år tilbage, men friluftsliv og naturen har interesseret mig, lige fra jeg var barn.
Et tilfældigt kik i antikvarboghandlerens kasse udefor butikken, indeholdt en lille bog fra, tror jeg, Berlingske forlag, jeg husker det ikke præcis, og bogen har jeg ikke mere desværre, men bogen beskrev en vandrerute i de svenske fjelde fra Abisko og sydover. Kungsleden hed ruten og det så spændende ud.

Jeg lagde ud med den traditionelle strækning fra Abisko til Siŋŋi, og derfra ind til Kebnekaise fjeldstation og ud til Nikkaluokta. Det var en flot tur, og det er den stadig, og den gav blod på tanden efter mere fjeldvandring, og året efter var jeg afsted igen og sådan fortsatte det.

Først vandrer man nogle markerede ruter, og derefter nogle mindre markerede ruter, og krydser ind og ud mellem de kendte og mest benyttede ruter, hvor hytterne giver sikkerhed. Jeg vandrede som regel alene.

Lejr i Leavasvággi ud for Sarvesbákti

Senere begyndte jeg at udforske mindre og helt ukendte dale og ruter. 'Opfandt' nye ruter der ikke var beskrevet i noget jeg havde læst, og jeg havde læst stort set alt hvad det fandtes tilgængeligt. På den måde begyndte jeg også at udforske Leavasområdet, hvor Leavasvággi ellers på kortet ser ud som en blind dal, men som ikke er det i egentlig forstand.

Jeg har tidligere beskrevet en vej ud fra dalen gennem kløften Šnjalžogurra til Visttasvággi og en op i Mårmapasset, men der måtte også være en vej ud nordpå, til vandreruten mellem Årosjåkk og Alisjávri samelejr.

Vi havde krydset igennem området fra Årosjåkk, og lå i lejr midt inde i Leavasvággi, hvor Leavasvággi møder sidedalen Bealžžavággi, og hvor de to markanta fejlde Bealžžačorru og Sarvesbákti, danner en port ind til den indre Leavasvággi. Landskabet kunne være brugt i Eventyret om Ringen, med de mørke markante fjelde, hvis ikke der her er meget frodigt omkring vandløbet Leavasjohka, hvor vældige pilekrat gør passagen af vandløbet besværligt.

Man kan sagtens møve sig igennem krattet, men det høje krat gør det vanskelig at vurdere hvor det er lettest at komme over uden at skulle vade.

Pilekrattet i Leavasvággi og Sarvesbákti til venstre

Vi kom oppe fra fra områderne syd for Leavasvággi, og vandrede ned ad Beahččarcohkka's skråninger ned mod krattet. Vi skulle over Leavasjohka og styrede lige på, da vi alligevel ikke kunne overskue vandet. Det ene sted kunne være lige så godt som det andet, hvis vi alligevel skulle vade.

Det viste sig at være lige så bøvlet som vi havde forestillet os. Der er ikke kun et vandløb, men nærmest et dela hvor Beahččarjohka og Leavasjohka løber sammen, og der er pilekrat mellem alle vandløbets arme. Det tog en hulens tid at komme igennem. Grene hænger fast i rygsækken, i støvlerne, river snørebåndene op og støvlerne bliver fyldt af smågrene og blade. Der er mudret, stenet og vådt, men ind imellem hører vi blåhalsens smukke sang ved reden, og ser den lette og flyve lidt væk mens den advarer, indtil vi har passeret og ikke mere virker farlige.

Hovedløbet viste sig at være let nok at passere via et stræk med store sten, og endelig stod vi på den modsatte bred.

Kort med vores rute indtegnet med blåt

Planen hjemmefra var at forsøge at krydse fjeldet gennem, enten kløften Alip Suorda eller Lulip Suorda, og da vi nu var endt ved opgangen til Lulip Suorda, kunne vi lige så godt forsøge den, idet de løber sammen længere oppe og antagelig er ens terrænmæssigt.

Vi telter ovenfor krattet på en flot skråning, med et rislende vandløb flankeret af smørblomster og kvan med store grønne skærme, mellem stargræssers sorte aks der knejsede i den svage brise, der fejede gennem dalen. Solen skinner og himlen er prydet af små vatlignende skyer der ikke bevæger sig.

Vi har udsigt ned over Leavasvággis vældige pilekrat, hvor det sølvblå vand hist og her glimter i solen. Bortset fra vores eget vandløbs stille klukken og myggenes summen, er der helt stille. Man overraskes ofte af hvor stille der kan være i fjeldet.

Halvvejs oppe

Om morgenen begiver vi os op i kløften. Her er let at gå på det første stræk, hvor der er græs og terrænet er ligesom lidt op ad bakke og derefter et lille plateau, så lidt op ad bakke igen og et plateau temmelig langt op, indtil det uundgåelige blokparti med bøvlede klippestykker.

En pæn lille flok rener fulgte os på afstand. Renkøer med kalve der diede og nysgerrigt holdt øje med os.

Oppe næsten hvor de to kløfter støder sammen på et plateau, møder vi en lille sø med flot klart vand og kæruld ved bredden. Her er det fint at holde pause, drikke lidt vand og nyde udsigten.

Turen op har indtil videre været let. Nu kan vi se hvor sidekløften støder til og turen op til topplateauet er kort, lidt stejl og stenet og vådt ind imellem, men vi er hurtit oppe og kan nu se ned over landskabet mod nord.

Udsigten ned over vandreruten, som vi kan se sno sig langt under os, langs breden af Vealejávri, og bag ved den fjeldet Alip Vealevarri er storslået. I kikkerten kan jeg se nogle vandrere på stien, og flere jagthytter ved søens bred. Mod øst skygger Lulip Suordačohkka, og mod vest det vældige massiv Rássebávttáščohkka's massive

Udsigt mod nord

sider for udsynet med Alip Suordačohkka i forgrunden.

Foran os venter en lang skråning ned mod dalbunden. Vi krydser ned over græslier, sumpede strækninger og flere småvandløb, og når til sidst deltaget som vandløbet fra søen under Vierročohkka danner i dalbunden.

Deltaet er målet for vores vandring. Her ved bredden af vandløbet vil vi telte for natten.

Ruten er en udmærket 'genvej', hvis man er i Leavas og vil videre nordpå, og ikke vil over Mårmapasset. Det er også en let rute at finde selv ved dårligt sigt, og man er ret sikker på at ramme vandreruten på den anden side.

At gå ind i Leavas og over passet gennem kløften kræver naturligvis, at man har en del fjelderfaring og at man har styr på kort og kompas, og er vant til at følge med på kortet hele tiden når man er undervejs. Terrænet herinde er ikke så markant, så man kan komme til at gå forkert hvis ikke man har styr på det, og er man føst faret vild, er det svært at finde sporet igen, på grund af de manglende markante pejlepunkter.